Danmark vinder i aften!
Eller - jeg har i hvert fald gjort mit til, at de gør det.
Har fra morgenstunden bestukket fireårig med pandekager - og herefter indoktrineret hende med "Der er et yndigt land", "Re-Sepp-Ten", "En for alle" - og til sidst lidt Savage Rose.
Herefter blev fodboldtrøje i størrelse 110 præsenteret - sammen med en rød/hvid kasket.
Og sidst, men ikke mindst, blev der spillet fodbold indendørs, mens familiens to voksne, iklædt landsholdstrøjer, skrålede med på de bedste fodboldsange - og dansede lidt sydafrikansk stammedans.
Vi er klar til kamp - og sejr i aften! Er I?
lørdag, juni 19, 2010
torsdag, juni 17, 2010
På fornavn med pakkeposten
Shopper man for meget på nettet, når pakkeposten siger "du er en god kunde", når han afleverer post?
Han har da kun været forbi to gange i denne uge..
Han har da kun været forbi to gange i denne uge..
lørdag, juni 12, 2010
Alle tiders største fodboldhit?
VM er over os - og intet mesterskab med deltagelse af Danmark uden en slagsang.
I år har Nephew lavet den officielle VM-sang - og den er da også meget god, ligesom de forskellige andre mere eller mindre officielle sange, som også er kommet på banen her op til turneringsstart. Der er en halvpornografisk en af slagsen kreeret af 8-Ball, de smukke piger fra Sukkerchok også lavet en sang - og Politiken har sågar en konkurrence med 33 uofficielle sange.
Så der er nok at tage af!
Men, hvis jeg skal vælge, så synes jeg nu nok, at "Re-Sepp-Ten (Vi er røde, vi er hvide)" (1986) og Rocazinos "En for alle" (1988) er de bedste - de gode, gamle sange! Men der er for eksempel også Big Fat Snakes "Big boys in red and white" (1996) og "Vi vil ha' sejren i land" (1998) med Dodo and the Dodos.
Hvilken slagssang synes du er den bedste? Stem her på siden!
I år har Nephew lavet den officielle VM-sang - og den er da også meget god, ligesom de forskellige andre mere eller mindre officielle sange, som også er kommet på banen her op til turneringsstart. Der er en halvpornografisk en af slagsen kreeret af 8-Ball, de smukke piger fra Sukkerchok også lavet en sang - og Politiken har sågar en konkurrence med 33 uofficielle sange.
Så der er nok at tage af!
Men, hvis jeg skal vælge, så synes jeg nu nok, at "Re-Sepp-Ten (Vi er røde, vi er hvide)" (1986) og Rocazinos "En for alle" (1988) er de bedste - de gode, gamle sange! Men der er for eksempel også Big Fat Snakes "Big boys in red and white" (1996) og "Vi vil ha' sejren i land" (1998) med Dodo and the Dodos.
Hvilken slagssang synes du er den bedste? Stem her på siden!
fredag, juni 11, 2010
Gode løbesange?
Der er for alvor kommet gang i løbeskoene igen. Det betyder også, at iPod og Nike+ bliver luftet.
Spillelisten "løbesange" rummer pt. følgende numre:
Jeg synes bare, jeg mangler noget med lidt fart i, når jeg spurter afsted ud mod Marselisborg Skoven. Er der nogen, der har nogle tips til gode løbesange?
Spillelisten "løbesange" rummer pt. følgende numre:
Jeg synes bare, jeg mangler noget med lidt fart i, når jeg spurter afsted ud mod Marselisborg Skoven. Er der nogen, der har nogle tips til gode løbesange?
onsdag, juni 09, 2010
Det koster åbenbart ekstra at have store bryster
Man skal tilsyneladende straffes på pengepungen, når man har en barm, der er lidt større end gennemsnittet. I hvert fald, hvis man for eksempel køber en bh fra Femilet.
Efter at have prøvet en god bunke bh'er i Magasin, ville jeg lige give stativerne et ekstra gennemsyn. Og her opdagede jeg, at en af de bh'er jeg allerede havde besluttet mig for at købe, i nogle tilfælde kostede 199 kroner - mod de 299 kroner, der stod på prismærket på den jeg stod med i hånden.
Jeg spurgte en ekspedient, om det nu kunne passe. Og jo, det kunne det. Men ikke for den i min størrelse. For når man op over en D-skål, så stiger prisen med 100 kroner. "Fordi bh'erne bliver syet på en anden måde", forklarede den flinke ekspedient.
Jamen, er det ikke lidt uretfærdigt? Jeg mener, jeg kan jo ikke gøre for, at mine bryster har den størrelse, mine bryster nu har - det er jo bare noget, der ligger til familien..
En bluse koster vel heller ikke mere, hvad enten man køber den i small eller large, og prisen på et par sko er da den samme lige meget om man køber dem i str. 37 eller 41?!
Og jeg er ikke den eneste med bh-problemet - vi er faktisk ret mange kvinder med samme udfordring:
Efter at have prøvet en god bunke bh'er i Magasin, ville jeg lige give stativerne et ekstra gennemsyn. Og her opdagede jeg, at en af de bh'er jeg allerede havde besluttet mig for at købe, i nogle tilfælde kostede 199 kroner - mod de 299 kroner, der stod på prismærket på den jeg stod med i hånden.
Jeg spurgte en ekspedient, om det nu kunne passe. Og jo, det kunne det. Men ikke for den i min størrelse. For når man op over en D-skål, så stiger prisen med 100 kroner. "Fordi bh'erne bliver syet på en anden måde", forklarede den flinke ekspedient.
Jamen, er det ikke lidt uretfærdigt? Jeg mener, jeg kan jo ikke gøre for, at mine bryster har den størrelse, mine bryster nu har - det er jo bare noget, der ligger til familien..
En bluse koster vel heller ikke mere, hvad enten man køber den i small eller large, og prisen på et par sko er da den samme lige meget om man køber dem i str. 37 eller 41?!
Og jeg er ikke den eneste med bh-problemet - vi er faktisk ret mange kvinder med samme udfordring:
En undersøgelse i 2007 af europæiske kvinder udført af lingerifirmaet Triumph, viste at ud af de undersøgte europæiske lande havde danske kvinder gennemsnitligt de næststørste bryster. Halvdelen (50 %) af de undersøgte kvinder brugte D-skål (19 % brugte C, 24 % B og 7 % A)[1][2] (Kilde: Wikipedia).Måske skal vi have et EU-direktiv på banen for at løse denne ulighed..?
tirsdag, juni 08, 2010
Bæredygtig shopping
Materialistisk? Det må jeg vel indrømme, at jeg er. En smule..
Og det har egentlig ikke noget at gøre med, at jeg er et mærkedyr (yndet udtryk i folkeskolen) eller en shopaholic (for det indrømmer jeg gerne - ifølge kæresten er jeg verdens bedste forbruger) - næh, jeg kan egentlig bare godt lide, at tingene holder. Både stil- og kvalitetsmæssigt.
For der er sgu da ikke noget værre end at købe en t-shirt i H&M, bruge den en gang, vaske den og så er den pilskæv. Så vil jeg faktisk hellere give 100 eller 200 kroner mere, og så have den i to sæsoner - uden den bliver skæv
Og hvis man er lidt smart, så kan man jo også sagtens finde de gode tilbud på de rigtige sager - for eksempel fandt jeg forleden en Stella McCartney t-shirt sat ned fra 1399 kroner til 300 kroner i SuiNui i Århus - og i et outlet mall i Dubai stod der pludselig et par Christian Louboutin-stilletter sat ned fra 7500 kroner til 995 kroner.
Der stod ET ENESTE PAR - og det lige præcis i MIN størrelse! Ja, jeg kunne ikke stå imod! Haps, sagde det - og efterfølgende var jeg nærmest helt euforisk, da jeg stod og skulle betale. Kom der mon nogen og vækkede mig af min drøm? Næh!
Mine kvalitetsstandarder gælder både for tøj og sko, men bestemt også for fødevarer, møbler og andet inventar.
Jeg vil da hellere have noget der koster lidt ekstra, men så til gengæld holder i mange år (det gælder ikke fødevarerne). Og så gør det bestemt heller ikke noget, hvis det ser pænt ud samtidig. Og hvis tingene så holder et helt liv - kan det så ikke godt betale sig? Det er da faktisk sådan lidt bæredygtigt at tænke på..
Og det har egentlig ikke noget at gøre med, at jeg er et mærkedyr (yndet udtryk i folkeskolen) eller en shopaholic (for det indrømmer jeg gerne - ifølge kæresten er jeg verdens bedste forbruger) - næh, jeg kan egentlig bare godt lide, at tingene holder. Både stil- og kvalitetsmæssigt.
For der er sgu da ikke noget værre end at købe en t-shirt i H&M, bruge den en gang, vaske den og så er den pilskæv. Så vil jeg faktisk hellere give 100 eller 200 kroner mere, og så have den i to sæsoner - uden den bliver skæv
Og hvis man er lidt smart, så kan man jo også sagtens finde de gode tilbud på de rigtige sager - for eksempel fandt jeg forleden en Stella McCartney t-shirt sat ned fra 1399 kroner til 300 kroner i SuiNui i Århus - og i et outlet mall i Dubai stod der pludselig et par Christian Louboutin-stilletter sat ned fra 7500 kroner til 995 kroner.
Der stod ET ENESTE PAR - og det lige præcis i MIN størrelse! Ja, jeg kunne ikke stå imod! Haps, sagde det - og efterfølgende var jeg nærmest helt euforisk, da jeg stod og skulle betale. Kom der mon nogen og vækkede mig af min drøm? Næh!
Mine kvalitetsstandarder gælder både for tøj og sko, men bestemt også for fødevarer, møbler og andet inventar.
Jeg vil da hellere have noget der koster lidt ekstra, men så til gengæld holder i mange år (det gælder ikke fødevarerne). Og så gør det bestemt heller ikke noget, hvis det ser pænt ud samtidig. Og hvis tingene så holder et helt liv - kan det så ikke godt betale sig? Det er da faktisk sådan lidt bæredygtigt at tænke på..
mandag, juni 07, 2010
Tillykke til Daisy
For et par måneder siden fyldte Daisy 70 år. Det blev lørdag fejret i Århus, hvor dronningen og prinsgemalen kørte i karret på en fire kilometer lang tur gennem byen.
Margrethe og Henri kom også forbi mit hood - og selvfølgelig havde jeg taget opstilling med kameraet på Ingerslevs Plads, hvor den royale kortege trillede forbi cirka klokken 14.
Viljestyrke?
Hjemme hos os har vi besluttet os for at blive strandklar inden bikini/badeshorts-sæsonen for alvor rammer (men det kan jo have lange udsigter med det vejr vi har pt).
Vi har derfor aftalt, at der nok bliver nødt til at komme batterier i vægten, der skal dyrkes mere motion - og der skal spises sundere (læs: væk med hyggen og de lune rundstykker til morgenmad, cafébesøg til frokost og hjemmelavet bearnaise til aftensmad - ind med havregrød, rugbrød til frokost og kalkunfilet med broccoli og gulerødder til aften).
Men det er nu svært, når både gemalen og jeg er deciderede madører.
Og således så man os i går formiddag i køkkenet, fuldstændig tappet for viljestyrke - men i kærlig omklamring, hulkende af en blanding af grin og selvmedlidenhed, givende hinanden ret i, at vi da havde fortjent at liste hen og spise brunch på Bistroen.
"Jamen, jeg har ikke lyst til havregrøøøøød. Jeg har lyst til brunch", blev der fneset/jamret.
Og så gik der ikke længe, før vi havde overbevist os selv om, at det var vist den vej, det måtte gå. Det er vel sådan noget, man må tillade sig selv om søndagen.. Når den nu følges op af en cykeltur/retur 18 kilometer til Moesgård Strand.
Vi har derfor aftalt, at der nok bliver nødt til at komme batterier i vægten, der skal dyrkes mere motion - og der skal spises sundere (læs: væk med hyggen og de lune rundstykker til morgenmad, cafébesøg til frokost og hjemmelavet bearnaise til aftensmad - ind med havregrød, rugbrød til frokost og kalkunfilet med broccoli og gulerødder til aften).
Men det er nu svært, når både gemalen og jeg er deciderede madører.
Og således så man os i går formiddag i køkkenet, fuldstændig tappet for viljestyrke - men i kærlig omklamring, hulkende af en blanding af grin og selvmedlidenhed, givende hinanden ret i, at vi da havde fortjent at liste hen og spise brunch på Bistroen.
"Jamen, jeg har ikke lyst til havregrøøøøød. Jeg har lyst til brunch", blev der fneset/jamret.
Og så gik der ikke længe, før vi havde overbevist os selv om, at det var vist den vej, det måtte gå. Det er vel sådan noget, man må tillade sig selv om søndagen.. Når den nu følges op af en cykeltur/retur 18 kilometer til Moesgård Strand.
mandag, maj 10, 2010
Fredian slip..?
Hvor er det dog skønt, når underbevidstheden spiller én et puds. Som i dag, hvor min fireårige bonusdatter, kæresten og jeg sad i bilen og snakkede om dagens oplevelser
Fireårig havde leget "tek" og "ståtrold" ude i skovbørnehaven, og det fik hendes far til at spørge: "Hvad kunne du så bedst lide at lege - tek eller stådreng?".
Fniiiiis..
Jeg var flad af grin, og måtte - for ikke at fireårig skulle tro, det var hende, jeg grinede af, undertrykke en skraldlatter - det var ikke helt nemt, skulle jeg hilse og sige!
Kæresten lagde end ikke mærke til sit lille "freudian slip".. Ikke før jeg, stadig undertrykkende et gigantisk latterbrøl, gentog hvad det rent faktisk var, han havde sagt - så var også han nødt til at undertrykke en kluklatter..
Og sådan har vi så gået og fniset resten af dagen - det giver sådan nogle gode bobler i maven..
Fireårig havde leget "tek" og "ståtrold" ude i skovbørnehaven, og det fik hendes far til at spørge: "Hvad kunne du så bedst lide at lege - tek eller stådreng?".
Fniiiiis..
Jeg var flad af grin, og måtte - for ikke at fireårig skulle tro, det var hende, jeg grinede af, undertrykke en skraldlatter - det var ikke helt nemt, skulle jeg hilse og sige!
Kæresten lagde end ikke mærke til sit lille "freudian slip".. Ikke før jeg, stadig undertrykkende et gigantisk latterbrøl, gentog hvad det rent faktisk var, han havde sagt - så var også han nødt til at undertrykke en kluklatter..
Og sådan har vi så gået og fniset resten af dagen - det giver sådan nogle gode bobler i maven..
mandag, april 19, 2010
Hvilken kaffe byder du..
Indenfor den sidste halvanden uge har jeg haft flere uventede gæster i mit nye hjem i Århus, end jeg havde det i løbet af de seks år, jeg boede på Nørrebro. Jeg tror måske, Tine S. har ringet på en enkelt eller to gange, hvor jeg ikke var hjemme - og så var det da vist så også det.
Men nu er der lavet om på statistikken.
Siden sidste lørdag har jeg haft uventede gæster tre gange, og to ud af tre var endda glædelige overraskelser, mens den tredje (ja, det var indbrudstyven fra forrige weekend) - ja, han/hun/dem/de måtte gerne have blevet væk.
Det er sgu da en meget god statistik at lægge ud med. Hvad kan det ikke blive til? Jeg glæder mig da i hvert fald til at få besøg af endnu flere uventede gæster, som bare lige banker på ruden, kommer ind og får en sludder. Rigtig hyggeligt!
Men nu er der lavet om på statistikken.
Siden sidste lørdag har jeg haft uventede gæster tre gange, og to ud af tre var endda glædelige overraskelser, mens den tredje (ja, det var indbrudstyven fra forrige weekend) - ja, han/hun/dem/de måtte gerne have blevet væk.
Det er sgu da en meget god statistik at lægge ud med. Hvad kan det ikke blive til? Jeg glæder mig da i hvert fald til at få besøg af endnu flere uventede gæster, som bare lige banker på ruden, kommer ind og får en sludder. Rigtig hyggeligt!
lørdag, april 17, 2010
Naturen bestemmer - sådan er det
Hundredvis af europæere må i disse dage aflyse deres flyrejser på grund af en askeosende vulkan på Island.
Og selvom det er røvsygt for de mange mennesker, der ikke kan komme hjem, på ferie eller ganske enkelt bare frem til deres bestemmelsessted - så er det sgu da sejt, at et naturfænomen stadig kan få os mennesker og alle vores teknologiske fremskridt ned med nakken.
Naturen bestemmer. Sådan er det.
Og det burde vi vel nok egentlig tænke lidt mere over, når vi bruger løs af resurserne, sviner kloden til og så bare forventer, at det nok skal løse sig. For en dag, så er der bare ikke mere - og hvad gør vi så?
Så bliver det nok lidt mere alvorligt, end at man ikke lige kan komme med flyveren i et par dage.. Eller måske i op til to år - for så lang tid var vulkanen faktisk i udbrud, sidste gang den gav lyd fra sig - det var engang i 1830'erne.
Og nu ved jeg godt, at pladetektonik ikke har noget med global opvarmning og forurening af kloden at gøre. Alligevel, så mener jeg, vi skal lytte til naturen - og tænke os lidt mere om fremover.
Og selvom det er røvsygt for de mange mennesker, der ikke kan komme hjem, på ferie eller ganske enkelt bare frem til deres bestemmelsessted - så er det sgu da sejt, at et naturfænomen stadig kan få os mennesker og alle vores teknologiske fremskridt ned med nakken.
Naturen bestemmer. Sådan er det.
Og det burde vi vel nok egentlig tænke lidt mere over, når vi bruger løs af resurserne, sviner kloden til og så bare forventer, at det nok skal løse sig. For en dag, så er der bare ikke mere - og hvad gør vi så?
Så bliver det nok lidt mere alvorligt, end at man ikke lige kan komme med flyveren i et par dage.. Eller måske i op til to år - for så lang tid var vulkanen faktisk i udbrud, sidste gang den gav lyd fra sig - det var engang i 1830'erne.
Og nu ved jeg godt, at pladetektonik ikke har noget med global opvarmning og forurening af kloden at gøre. Alligevel, så mener jeg, vi skal lytte til naturen - og tænke os lidt mere om fremover.
mandag, marts 22, 2010
Canal 9?
Der er problemer på hjemmefronten.
Medlemmerne af Aarhus Antenneforening har ikke stemt Canal 9 ind i programpakken, og det betyder nu, at gemalen ikke kan se Barcas kampe på tv.
Det er vi lidt kede af..
Så hvad gør man så? Er eneste mulighed at investere i sådan en grim parabol med tilhørende boks fra Canal Digital?
Anyone?
Medlemmerne af Aarhus Antenneforening har ikke stemt Canal 9 ind i programpakken, og det betyder nu, at gemalen ikke kan se Barcas kampe på tv.
Det er vi lidt kede af..
Så hvad gør man så? Er eneste mulighed at investere i sådan en grim parabol med tilhørende boks fra Canal Digital?
Anyone?
Du er så fucking ringe
Jeg kan godt lide at se fodbold - sådan i et fri, ude på stadion.
Man får både frisk luft, en stadionplatte (og en fadøl, hvis man er heldig), og muligheden for at se på gode ben i halvanden time, mens manden sidder veltilfreds og smiler ved siden af.
Det er sgu da en meget god deal!
Det er også rigtig fedt, når man er omringet af fans, der brænder for deres hold! Jeg synes, det er skidesjovt at sidde og lytte til kampråb og slagsange - jeg fatter bare ikke, hvorfor størstedelen af fansene er nødt til at svine spillerne fra modstanderens hold verbalt til.
Udtryk som "flæsk ham" og "du er så ringe" flyver afsted ud mod banen - også i mere personificerede varianter. For eksempel fik en spiller at vide, at han var "så fucking grim", og "fucking ringe" - men nu var han jo trods alt på banen, til modsætning for ham, der sad bag mig og råbte og skreg - så hvem var det egentlig, der var mest ringe?
Jeg har ikke den store sympati for fodboldfans, der sviner modstanderens spillere til. Burde man ikke kunne gå til fodbold, uden det blev personligt? Jeg ved godt, det er blevet en del af gamet, men i sidste ende handler det vel om, hvad der foregår inde på banen, og hvem der scorer flest mål, når kampen skal afgøres.
Og som der står i denne artikel (om forældres tilsvining af dommere), så er sprogbrug ikke det samme som at være engageret. Så man kan vel godt være ægte fan, uden at gå over grænsen - for eksempel som disse skønne piger.
Man får både frisk luft, en stadionplatte (og en fadøl, hvis man er heldig), og muligheden for at se på gode ben i halvanden time, mens manden sidder veltilfreds og smiler ved siden af.
Det er sgu da en meget god deal!
Det er også rigtig fedt, når man er omringet af fans, der brænder for deres hold! Jeg synes, det er skidesjovt at sidde og lytte til kampråb og slagsange - jeg fatter bare ikke, hvorfor størstedelen af fansene er nødt til at svine spillerne fra modstanderens hold verbalt til.
Udtryk som "flæsk ham" og "du er så ringe" flyver afsted ud mod banen - også i mere personificerede varianter. For eksempel fik en spiller at vide, at han var "så fucking grim", og "fucking ringe" - men nu var han jo trods alt på banen, til modsætning for ham, der sad bag mig og råbte og skreg - så hvem var det egentlig, der var mest ringe?
Jeg har ikke den store sympati for fodboldfans, der sviner modstanderens spillere til. Burde man ikke kunne gå til fodbold, uden det blev personligt? Jeg ved godt, det er blevet en del af gamet, men i sidste ende handler det vel om, hvad der foregår inde på banen, og hvem der scorer flest mål, når kampen skal afgøres.
Og som der står i denne artikel (om forældres tilsvining af dommere), så er sprogbrug ikke det samme som at være engageret. Så man kan vel godt være ægte fan, uden at gå over grænsen - for eksempel som disse skønne piger.
lørdag, marts 20, 2010
Hooked på Paradise
Der er sket noget forfærdeligt. Noget pinligt. Noget jeg har utrolig svært ved at indrømme og tale om: Jeg er blevet hooked på Paradise Hotel.
GISP!
Den var ikke ventet! For jeg har da, om nogen, på mest nedladende vis udtrykt min afsky overfor programmet, hvor unge drikker sig fra sans og samling, dyrker sex for åben skærm og udstiller sig selv og andre fuldstændig uden at tænke over konsekvenserne.
Jeg er da alt alt for intellektuel til sådan noget bras..
Men nu er jeg pludselig fast seer, for der er jo altså et eller andet forunderligt fascinerende og samtidig tåkrummende over programmet. Det er som om ungdommens totale mangel på selverkendelse, og de utrolig dumme udtalelser og kommentarer, tiltrækker mig.
Jeg undrer mig virkelig over, om nutidens unge virkelig er så uintelligente, som nogle af de her drenge og piger, der toner frem på skærmen mandag-torsdag klokken 22, virkelig lyder til at være.
På den anden side, så sidder jeg der jo, og er på - så der er jo et eller andet der virker. Eller også er det bare mig, der er den dumme..?
GISP!
Den var ikke ventet! For jeg har da, om nogen, på mest nedladende vis udtrykt min afsky overfor programmet, hvor unge drikker sig fra sans og samling, dyrker sex for åben skærm og udstiller sig selv og andre fuldstændig uden at tænke over konsekvenserne.
Jeg er da alt alt for intellektuel til sådan noget bras..
Men nu er jeg pludselig fast seer, for der er jo altså et eller andet forunderligt fascinerende og samtidig tåkrummende over programmet. Det er som om ungdommens totale mangel på selverkendelse, og de utrolig dumme udtalelser og kommentarer, tiltrækker mig.
Jeg undrer mig virkelig over, om nutidens unge virkelig er så uintelligente, som nogle af de her drenge og piger, der toner frem på skærmen mandag-torsdag klokken 22, virkelig lyder til at være.
På den anden side, så sidder jeg der jo, og er på - så der er jo et eller andet der virker. Eller også er det bare mig, der er den dumme..?
mandag, februar 22, 2010
Suset fra Camp Nou
Jeg var i Parken, da Danmark mødte Sverige i EM-kvalifikationen 2. juni 2007 - og blev taberdømt 0-3. Det var dengang fodboldidioten tromlede ud på banen og ødelagde det hele, så vi ikke kom til EM.
Sammen med Klubben var jeg 10. oktober sidste år også med på tribunen, da Danmark - med målet af Jakob Poulsen, kvalificerede sig til VM i Sydafrika til sommer.
Kronen på værket af fodboldoplevelser blev sat i slutningen af november sidste år, da jeg sammen med min romm'ie var tilskuer til fodboldkampen over alle fodboldkampe - El Clasico på Camp Nou.
Det var en kæmpe oplevelse at mærke suset fra de næsten 100.000 tilskuere på Camp Nou, mens de sang "Barca, Barca, Baaaaaaarca". Her kan man virkelig tale hjerteblod! Og det var helt vildt at opleve verdensstjerner som Messi, Zlatan, Alves, Casillas, Ronaldo og Kaka så tæt på. Der kan dansk fodbold vist godt gå hjem og lægge sig..
Vi sad helt nede på forreste række. Kun et par meter fra grønsværen. På trods af manglende teleobjektiv, så blev det derfor til nogle ganske lækre fotos, som kan ses her.
lørdag, februar 20, 2010
Der er sgu nok noget hun mangler
"Nøøøjjj, prøv lige at se, hvor mange stiletter hun har, skat".
Vi er på cafe, min romm'ie og jeg. Jeg læser Eurowoman. Han Politiken.
Jeg har i en artikel spottet en eller anden designer/journalist/direktør/art director/produktmanagers kæmpestore samling af Jimmy Choo, Manolo Blahnik OG, ikke mindst, Christian Louboutin-stiletter. Og nu er jeg meget misundelig på den store mængde af sko, der på billedet i magasinet nærmest fylder en hel væg..
Så er det godt, man har en kæreste, der kan få en lidt ned på jorden igen:
"Så er der nok noget andet, hun mangler", lyder det tørt omme fra avisen.
Og jo, det er jo sikkert rigtig nok.
Måske har hun ikke sådan en sød kæreste. Måske kan hun ikke lave mad? Måske har hun ikke sådan en dejlig familie? Eller sådan nogle søde venner? Måske skal hun ikke til Thomas Helmig-koncert på fredag. Måske har hun bumser på ryggen eller overtrukket sit dankort (det har hun helt sikkert med alle de sko).
Men derfor, så kunne jeg da godt ønske mig bare et liiiiiillebitte par Christian Loubutin-stiletter (i sort, hvis der er nogen, der vil vide det). Bare et lillebitte par. Og måske også et lillebitte par Manolo'er og, ja - når vi nu er i gang, så et par Jimmy Choos.. Men så skal jeg heller ikke bede om mere.
I denne sæson..
Vi er på cafe, min romm'ie og jeg. Jeg læser Eurowoman. Han Politiken.
Jeg har i en artikel spottet en eller anden designer/journalist/direktør/art director/produktmanagers kæmpestore samling af Jimmy Choo, Manolo Blahnik OG, ikke mindst, Christian Louboutin-stiletter. Og nu er jeg meget misundelig på den store mængde af sko, der på billedet i magasinet nærmest fylder en hel væg..
Så er det godt, man har en kæreste, der kan få en lidt ned på jorden igen:
"Så er der nok noget andet, hun mangler", lyder det tørt omme fra avisen.
Og jo, det er jo sikkert rigtig nok.
Måske har hun ikke sådan en sød kæreste. Måske kan hun ikke lave mad? Måske har hun ikke sådan en dejlig familie? Eller sådan nogle søde venner? Måske skal hun ikke til Thomas Helmig-koncert på fredag. Måske har hun bumser på ryggen eller overtrukket sit dankort (det har hun helt sikkert med alle de sko).
Men derfor, så kunne jeg da godt ønske mig bare et liiiiiillebitte par Christian Loubutin-stiletter (i sort, hvis der er nogen, der vil vide det). Bare et lillebitte par. Og måske også et lillebitte par Manolo'er og, ja - når vi nu er i gang, så et par Jimmy Choos.. Men så skal jeg heller ikke bede om mere.
I denne sæson..
Dagbog fra fortiden
Hallløøøøjjj. Så er jeg tilbage på overfladen..
Snottet har næsten forladet kraniet, hosten er væk og smerterne efter den fjernede visdomstand er også ved at fortage sig.
Så mangler vi bare, at sneen og kulden forsvinder, så vi kan få noget forår. Ja tak!
Tiden i dykkerklokken er blandt andet blevet brugt på at:
- Stalke mere eller mindre kendte folk på nettet
- Se alle vindere (altså billederne) i Årets Pressefoto, helt tilbage til 2002
- Lede efter rejser til varme lande
- Spise slik
- Drikke kaffe (det burde nok være the)
- Få fjernet en visdomstand
- Komme mig over Pondus-traumet
- Skrive ansøgninger (også uopfordrede (men indtil videre har det ikke været et hit))
- Se OL (hvorfor hulan skal det dog holdes i et land med otte timers tidsforskel)
- Og rydde op i gemmerne..
Sidstnævnte bragte spændende ting frem i lyset. Blandt andet mine gamle dagbøger fra 1994/1995. Dengang har jeg gået i 8.-9. klasse. Det meste af min fritid handlede om svømning, og så var jeg meeeeeeget forelsket i en dreng der hed Lasse. Ulykkeligt forståes.
Heldigvis, så lykkedes det mig da at score ham efterfølgende, og vi var da også kærester i et par år. Men det nåede desværre ikke med i dagbogen. Jeg ville ellers gerne den dag i dag have læst, hvordan det udspillede sig - set med en 15-årigs øjne :-)
Men det var nu også meget sjovt at læse mine tanker om, hvorvidt han kunne lide mig eller ej, om han mon så mig der på gangen, og om han mon var kæreste med hende der poptøsen..
Tak til mig selv, fordi jeg lige tog mig tid til at forevige halvandet års tid af mit liv på skrift. Det var sjovt at læse, og dejligt at genopleve (det meste).
Selvom jeg den dag i dag ikke skriver dagbog i hånden længere, så er bloggen her jo også en slags dagbog. Forleden var jeg lige et smut tilbage til indlæggene om valget i USA. Det bragte mange minder frem, som jeg helt har glemt. Jeg oplevede sgu mange spændende ting overthere..!
Snottet har næsten forladet kraniet, hosten er væk og smerterne efter den fjernede visdomstand er også ved at fortage sig.
Så mangler vi bare, at sneen og kulden forsvinder, så vi kan få noget forår. Ja tak!
Tiden i dykkerklokken er blandt andet blevet brugt på at:
- Stalke mere eller mindre kendte folk på nettet
- Se alle vindere (altså billederne) i Årets Pressefoto, helt tilbage til 2002
- Lede efter rejser til varme lande
- Spise slik
- Drikke kaffe (det burde nok være the)
- Få fjernet en visdomstand
- Komme mig over Pondus-traumet
- Skrive ansøgninger (også uopfordrede (men indtil videre har det ikke været et hit))
- Se OL (hvorfor hulan skal det dog holdes i et land med otte timers tidsforskel)
- Og rydde op i gemmerne..
Sidstnævnte bragte spændende ting frem i lyset. Blandt andet mine gamle dagbøger fra 1994/1995. Dengang har jeg gået i 8.-9. klasse. Det meste af min fritid handlede om svømning, og så var jeg meeeeeeget forelsket i en dreng der hed Lasse. Ulykkeligt forståes.
Heldigvis, så lykkedes det mig da at score ham efterfølgende, og vi var da også kærester i et par år. Men det nåede desværre ikke med i dagbogen. Jeg ville ellers gerne den dag i dag have læst, hvordan det udspillede sig - set med en 15-årigs øjne :-)
Men det var nu også meget sjovt at læse mine tanker om, hvorvidt han kunne lide mig eller ej, om han mon så mig der på gangen, og om han mon var kæreste med hende der poptøsen..
Tak til mig selv, fordi jeg lige tog mig tid til at forevige halvandet års tid af mit liv på skrift. Det var sjovt at læse, og dejligt at genopleve (det meste).
Selvom jeg den dag i dag ikke skriver dagbog i hånden længere, så er bloggen her jo også en slags dagbog. Forleden var jeg lige et smut tilbage til indlæggene om valget i USA. Det bragte mange minder frem, som jeg helt har glemt. Jeg oplevede sgu mange spændende ting overthere..!
mandag, februar 15, 2010
Illusionerne er bristet
Siden jeg var helt lille, har pingvinen været mit yndlingsdyr. Årsagen er helt sikkert Pondus, den søde pingvin med det røde halstørklæde fra Københavns Zoo, og historierne om ham.
Jeg har fire bøger med Pondus, som jeg har arvet fra min storebror. De er fra slutningen af 1960erne, og handler blandt andet om den dag, hvor Pondus er til børnefødselsdag hos drengen Mikael. Her kører han i bil ud til fødselsdagen med dyrepasseren, han drikker grøn sodavand med sugerør, og er med til at lege i haven. Der er også en bog om, hvordan han får besøg af børnene i zoologisk have, og om "Pondus og lille Tine".
Jeg har ALTID troet, at Pondus var en ægte pingvin. Altid! Jeg har været virkelig misundelig på Mikael, som havde ham med til sin børnefødselsdag. Og den dag i dag, når jeg er i zoo, skal jeg lige hen og tjekke pingvinerne - det kunne jo være, han var der - selvom jeg jo godt ved, at pingviner nok ikke bliver 40-50 år gamle..
Så stort var følelsesudbruddet fra min side, da det lørdag aften lykkedes min far at ødelægge alle mine barnlige illusioner. Vi taler en afsløring på størrelse med, at julemanden ikke findes (undskyld, hvis jeg her ødelægger noget for nogen).
Vi sidder og taler om, at mine totalt yndlingsbøger som barn var dem om Pondus, og så siger min far grinende: "Tror du stadig, at det var en levende pingvin".
Øh, ja, sgu da! Ja, hvad ellers?!!?
Og så blev bøgerne ellers fundet frem fra gemmerne, og herefter travlet igennem for beviser på, at Pondus bare er en udstoppet pingvin - eller det modsatte.
Jeg må sige, at jeg stadig er sikker på, at Pondus lever i de tre første bøger - meeeeen i den sidste, børnefødselsdagen hos Mikael, der har Pondus enten et meget vedholdende hold i nakken, eller også er han død og udstoppet.
Men, udstoppet eller ej - så er han stadig et af mine bedste barndoms bogminder. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg har fundet ud af, at bøgerne faktisk antikvarisk kan sælges til en ganske god pris.. Det kommer dog ikke til at ske, for mine egne børn skal da også have fornøjelsen af Pondus og hans venner.
onsdag, februar 10, 2010
Når det nu er, man skal være arbejdsløs, så er det da meget godt timet, at det ligger oveni vinter-OL. Programmet for de danske deltagere er netop blevet offentliggjort.
Væggen er besejret!
Bookwormen er besejret - omend den blev hængt op af et amputeret team. Det viste sig nemlig, at undertegnede pludselig havde tur i den, da hun fik indkøbt de rigtige rawlplugs og nogle (endnu) længere søm!
Og så gik ophængningen (næsten) som en leg - med delvis hjælp af min Romm'ie og en børnestol.
Så nu hænger den altså - den passer perfekt på den væg!
Og så gik ophængningen (næsten) som en leg - med delvis hjælp af min Romm'ie og en børnestol.
Så nu hænger den altså - den passer perfekt på den væg!
mandag, februar 08, 2010
Den store parforholdstest
Man kan vist godt, uden at overdrive eller genere nogen, kalde mig husets handyman.
Min romm'ie har i hvert fald pure indrømmet, at han ikke ved noget som helst om hverken rawlplugs, boremaskine, skruer eller tommestok. Og det interesserer ham egentlig heller ikke. Til gengæld er han rigtig god til at rose, når tingene er kommet op.
Så igennem de sidste par uger har jeg hængt masser af hylder, spejle, vinreoler, malerier, fotos og knager op. Der er en sær tilfredsstillelse over at se det færdige arbejde, synes jeg.
BookWormen har stået i en flyttekasse i stuen og kigget hånligt på mig. Og der har den stået meget fint. Selvom jeg jo godt vidste, at den skulle op på et tidspunkt. For pæn er den jo - når den først er kommet op!
Og op, det skulle den i går.
"Vi har vist gået og taget lidt tilløb", sagde min romm'ie forud for søndagens første store parforholdstest. Og jo, det havde jeg - for sidste gang BookWormen skulle op, græd jeg to gange - og det tog næsten en hel dag at få de mange mange skruer ind i den uforudsigelige væg på Nørrebro.
Nu skulle den op i en helt anden by. Og denne gang ventede helt andre udfordringer: En kun cirka fem centimeter tyk gibsvæg - let at bore huller i, men altså ikke så nem at få noget til at sidde fast i. For jeg havde altså ikke tænkt på, at rawlplugsene åbenbart også kan forsvinde IND i væggen. Sådan havde jeg ikke lige fået den før.
Så efter to timers hårdt slid blev ophængningen af BookWormen sat på timeout. Vi skal vist lige tage lidt mere tilløb, og ud og finde nogle nye rawlplugs, inden arbejdet fortsætter. Til gengæld, så vil jeg sige, at parforholdstesten blev løst upåklageligt. Og det var jo faktisk det vigtigste!
Min romm'ie har i hvert fald pure indrømmet, at han ikke ved noget som helst om hverken rawlplugs, boremaskine, skruer eller tommestok. Og det interesserer ham egentlig heller ikke. Til gengæld er han rigtig god til at rose, når tingene er kommet op.
Så igennem de sidste par uger har jeg hængt masser af hylder, spejle, vinreoler, malerier, fotos og knager op. Der er en sær tilfredsstillelse over at se det færdige arbejde, synes jeg.
BookWormen har stået i en flyttekasse i stuen og kigget hånligt på mig. Og der har den stået meget fint. Selvom jeg jo godt vidste, at den skulle op på et tidspunkt. For pæn er den jo - når den først er kommet op!
Og op, det skulle den i går.
"Vi har vist gået og taget lidt tilløb", sagde min romm'ie forud for søndagens første store parforholdstest. Og jo, det havde jeg - for sidste gang BookWormen skulle op, græd jeg to gange - og det tog næsten en hel dag at få de mange mange skruer ind i den uforudsigelige væg på Nørrebro.
Nu skulle den op i en helt anden by. Og denne gang ventede helt andre udfordringer: En kun cirka fem centimeter tyk gibsvæg - let at bore huller i, men altså ikke så nem at få noget til at sidde fast i. For jeg havde altså ikke tænkt på, at rawlplugsene åbenbart også kan forsvinde IND i væggen. Sådan havde jeg ikke lige fået den før.
Så efter to timers hårdt slid blev ophængningen af BookWormen sat på timeout. Vi skal vist lige tage lidt mere tilløb, og ud og finde nogle nye rawlplugs, inden arbejdet fortsætter. Til gengæld, så vil jeg sige, at parforholdstesten blev løst upåklageligt. Og det var jo faktisk det vigtigste!
søndag, februar 07, 2010
Sammenhæng?
Sjovt, at de mest søgte ord på nettet ifølge overskrift.dk i øjeblikket er "jetset dronning" og "Rigmor Zobel"..
Er der mon en sammenhæng mellem de to ting?
Og ja, jeg er en af de 95 procent af danskerne, der ved, hvem der gemmer sig bag navneforbuddet..
Hovedspring ud i uvisheden
Flytter du bare sådan til Århus uden at have job på hånden?
Ja, det gør jeg faktisk!
Verden går vel ikke under, bare fordi man går et par måneder uden job? Jeg har trods alt arbejdet, siden jeg var 13 år, så måske det er meget sundt at gå ledig lidt, før jeg får noget at rive i igen.
Og så er det jo altså ikke, fordi jeg ligger på den lade side. Jeg indrømmer, at nattøjet måske bliver på lidt længere hen op ad formiddagen, men jeg udnytter tiden, og skriver ansøgninger til de jobs, der lyder spændende, og som jeg kan se mig selv i - og så bliver der også hængt hylder, knager, spejle og billeder op - flyttekasser bliver tømt, og så er jeg sikker på, at min romm'ie rent kokkereringsmæssigt også er ganske tilfreds med, at jeg ikke kan holde mig i ro særlig længe ad gangen - og derfor disker op med forskellige former for kogekunst, som oftest omkring aftensmadstid.
Jeg tror, det er meget sundt engang imellem bare at kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg nok snart skal få et nyt arbejde. Det glæder jeg mig til vildt til at komme i gang med. Men indtil da, så er det nu heller ikke så skidt at gå her og falde til i min nye by.
Ja, det gør jeg faktisk!
Verden går vel ikke under, bare fordi man går et par måneder uden job? Jeg har trods alt arbejdet, siden jeg var 13 år, så måske det er meget sundt at gå ledig lidt, før jeg får noget at rive i igen.
Og så er det jo altså ikke, fordi jeg ligger på den lade side. Jeg indrømmer, at nattøjet måske bliver på lidt længere hen op ad formiddagen, men jeg udnytter tiden, og skriver ansøgninger til de jobs, der lyder spændende, og som jeg kan se mig selv i - og så bliver der også hængt hylder, knager, spejle og billeder op - flyttekasser bliver tømt, og så er jeg sikker på, at min romm'ie rent kokkereringsmæssigt også er ganske tilfreds med, at jeg ikke kan holde mig i ro særlig længe ad gangen - og derfor disker op med forskellige former for kogekunst, som oftest omkring aftensmadstid.
Jeg tror, det er meget sundt engang imellem bare at kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg nok snart skal få et nyt arbejde. Det glæder jeg mig til vildt til at komme i gang med. Men indtil da, så er det nu heller ikke så skidt at gå her og falde til i min nye by.
Farvel Sigurdsgade
Efter syv år som Nørrebroborger, er teltpælene trukket op af storbyjorden, og flyttekaravanen sendt vestover. Det er nu præcis to uger siden, mine ejendele, fordelt på tyve flyttekasser, en cykel, reoler og kommoder, kørte mod Århus i en flyttebil på landevejen, mens jeg selv tog min (forhåbentlig) sidste tur med DSB.
Med flytningen slutter en æra i lejligheden i Sigurdsgade. For hvor er der bare mange minder!
Når jeg tænker tilbage, så husker jeg mange gode dage og aftener i den lille lejlighed: En spilleaften, der tog overhånd, møder i Klubben, fantastiske fødselsdage, dejlige snakke/rødvinsaftener, hyggelige besøg af familie og venner - og masser af god mad.
Jeg husker også søndage på sofaen, løbeture - og naboernes meget frisindede sexliv (selv om det dog først var her på det sidste, de begyndte at give den rigtig gas).
Jeg vil komme til at savne lejligheden, min base siden 2003, og de mange mennesker, som har besøgt mig der gennem tiderne. Lejligheden er allerede erstattet af 130 kvadratmeter byhus i det indre Århus, og jeg er bestemt også fortrøstningsfuld med hensyn til de mange mennesker, der har lagt deres vej forbi Sigurdsgade: De er nemlig allesammen yderst velkomne i mit nye hjem i Århus!
Med flytningen slutter en æra i lejligheden i Sigurdsgade. For hvor er der bare mange minder!
Når jeg tænker tilbage, så husker jeg mange gode dage og aftener i den lille lejlighed: En spilleaften, der tog overhånd, møder i Klubben, fantastiske fødselsdage, dejlige snakke/rødvinsaftener, hyggelige besøg af familie og venner - og masser af god mad.
Jeg husker også søndage på sofaen, løbeture - og naboernes meget frisindede sexliv (selv om det dog først var her på det sidste, de begyndte at give den rigtig gas).
Jeg vil komme til at savne lejligheden, min base siden 2003, og de mange mennesker, som har besøgt mig der gennem tiderne. Lejligheden er allerede erstattet af 130 kvadratmeter byhus i det indre Århus, og jeg er bestemt også fortrøstningsfuld med hensyn til de mange mennesker, der har lagt deres vej forbi Sigurdsgade: De er nemlig allesammen yderst velkomne i mit nye hjem i Århus!
Abonner på:
Opslag (Atom)