Viser opslag med etiketten internet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten internet. Vis alle opslag

tirsdag, april 22, 2008

Internettets mange (sladder) glæder

Internettet, Facebook og blogs er et fantastisk værktøj til at skaffe sladder og holde sig opdateret på venner, familie, venners venner - og folk man bare har set en gang.

Således fandt jeg i går både ud af, at et af byrådsmedlemmerne i Hillerød skal skilles og at en pige, jeg har gået en klasse under i folkeskolen, er gravid. Det er hot news!

Herudover kan man jo på Facebook følge folks kærlighedsliv fra "single" til "in a relationship" og "married", når "relationshipstatus" opdateres - og deres børnefødselsdage og fester, når der lægges billeder ind i de virtuelle fotoalbums.

Hermed bliver grænserne for privatlivet jo flyttet. Vi er selv med til det. For vi holder selv hele verden ajour ved at offentliggøre ting om os selv og vores nærmeste.

Det er jo både godt og skidt, for på en måde bliver det nemmere at følge de nærmestes gøren og laden.

Jeg ved for eksempel præcis, hvad min veninde Maria lavede i går - selvom hun holder sin barsel i Cancun i Mexico, og jeg kan også følge med i de gamle venners liv - selvom de bor et helt andet sted i landet og verden.

Blandt de negative sider er risikoen for at blive udstillet på nettet. Jeg er ikke herre over, hvis nogen lægger et lidet flatterende billede af mig ud på deres blog - eller på Facebook. Det er deres valg, og jeg kan ikke gøre så meget ved det.

Spørgsmålet er så, om man skal frygte udviklingen eller hoppe med på bølgen?

Jeg tror, at grænserne for, hvad man lægger ud på nettet er blevet flyttet mere og mere. Og dermed også andre accept af, hvad der er tilladt.

Derfor tror jeg ikke, man skal være så bange for, at "springe ud" på nettet.

Jeg tror, det er en del af udviklingen, og man kan ikke rigtig vende om...

tirsdag, marts 11, 2008

Er Facebook de nye skolefotos?

Er Facebook blevet de nye skolefotos?

Det diskuterede tøserne i Klubben her til aften, da der blev holdt klubmøde.

I folkeskolen var det bunken af pasfotos af vennerne i pengepungen, der afgjorde ens popularitet - nu er det antallet af venner på internettet.

Hvem husker ikke, hvad glad man var, når ham den lækre fra parallelklassen ville bytte foto - og man stolt kunne sætte det i mappen (eller lægge det i pungen) og vise det frem for veninderne.

Det var tider! Men...faktisk, så er det jo meget nemmere nu, hvor man bare skal være online for at prale af sine bekendtskaber!

mandag, november 12, 2007

En ny ven

Det er nu meget sjovt, det der internet.

Jeg har igennem den sidste måneds tid eller halvanden slået mine folder på Facebook.

Jeg har i skrivende stund 98 "venner" - alle sammen folk jeg kender, eller har kendt. Det er i hvert fald nogen, jeg ville hilse på på gaden, hvis jeg stødte på dem.

Men i dag opdagede jeg noget sjovt. Jeg har hele tiden troet, at jeg har været "venner" med Marias kæreste, Vemund. Men nu viser det sig, at fyren, der står på min kontaktliste, er en 22-årig ukendt filejs fra Norge. Og altså ikke Vemund.

Det, der undrer mig, er, at fyren her bare har godkendt mig som ven. Hvad sjov kan han have ud af at være på min liste? Måske ville han bare gerne en ven fra Danmark? Eller, måske er han bare ligeså distræt som mig...