Dagbog fra fortiden

Hallløøøøjjj. Så er jeg tilbage på overfladen..

Snottet har næsten forladet kraniet, hosten er væk og smerterne efter den fjernede visdomstand er også ved at fortage sig.

Så mangler vi bare, at sneen og kulden forsvinder, så vi kan få noget forår. Ja tak!

Tiden i dykkerklokken er blandt andet blevet brugt på at:

- Stalke mere eller mindre kendte folk på nettet
- Se alle vindere (altså billederne) i Årets Pressefoto, helt tilbage til 2002
- Lede efter rejser til varme lande
- Spise slik
- Drikke kaffe (det burde nok være the)
- Få fjernet en visdomstand
- Komme mig over Pondus-traumet
- Skrive ansøgninger (også uopfordrede (men indtil videre har det ikke været et hit))
- Se OL (hvorfor hulan skal det dog holdes i et land med otte timers tidsforskel)
- Og rydde op i gemmerne..

Sidstnævnte bragte spændende ting frem i lyset. Blandt andet mine gamle dagbøger fra 1994/1995. Dengang har jeg gået i 8.-9. klasse. Det meste af min fritid handlede om svømning, og så var jeg meeeeeeget forelsket i en dreng der hed Lasse. Ulykkeligt forståes.

Heldigvis, så lykkedes det mig da at score ham efterfølgende, og vi var da også kærester i et par år. Men det nåede desværre ikke med i dagbogen. Jeg ville ellers gerne den dag i dag have læst, hvordan det udspillede sig - set med en 15-årigs øjne :-)

Men det var nu også meget sjovt at læse mine tanker om, hvorvidt han kunne lide mig eller ej, om han mon så mig der på gangen, og om han mon var kæreste med hende der poptøsen..

Tak til mig selv, fordi jeg lige tog mig tid til at forevige halvandet års tid af mit liv på skrift. Det var sjovt at læse, og dejligt at genopleve (det meste).

Selvom jeg den dag i dag ikke skriver dagbog i hånden længere, så er bloggen her jo også en slags dagbog. Forleden var jeg lige et smut tilbage til indlæggene om valget i USA. Det bragte mange minder frem, som jeg helt har glemt. Jeg oplevede sgu mange spændende ting overthere..!

Illusionerne er bristet

Siden jeg var helt lille, har pingvinen været mit yndlingsdyr. Årsagen er helt sikkert Pondus, den søde pingvin med det røde halstørklæde fra Københavns Zoo, og historierne om ham.

Jeg har fire bøger med Pondus, som jeg har arvet fra min storebror. De er fra slutningen af 1960erne, og handler blandt andet om den dag, hvor Pondus er til børnefødselsdag hos drengen Mikael. Her kører han i bil ud til fødselsdagen med dyrepasseren, han drikker grøn sodavand med sugerør, og er med til at lege i haven. Der er også en bog om, hvordan han får besøg af børnene i zoologisk have, og om "Pondus og lille Tine".

Jeg har ALTID troet, at Pondus var en ægte pingvin. Altid! Jeg har været virkelig misundelig på Mikael, som havde ham med til sin børnefødselsdag. Og den dag i dag, når jeg er i zoo, skal jeg lige hen og tjekke pingvinerne - det kunne jo være, han var der - selvom jeg jo godt ved, at pingviner nok ikke bliver 40-50 år gamle..

Så stort var følelsesudbruddet fra min side, da det lørdag aften lykkedes min far at ødelægge alle mine barnlige illusioner. Vi taler en afsløring på størrelse med, at julemanden ikke findes (undskyld, hvis jeg her ødelægger noget for nogen).

Vi sidder og taler om, at mine totalt yndlingsbøger som barn var dem om Pondus, og så siger min far grinende: "Tror du stadig, at det var en levende pingvin".

Øh, ja, sgu da! Ja, hvad ellers?!!?

Og så blev bøgerne ellers fundet frem fra gemmerne, og herefter travlet igennem for beviser på, at Pondus bare er en udstoppet pingvin - eller det modsatte.

Jeg må sige, at jeg stadig er sikker på, at Pondus lever i de tre første bøger - meeeeen i den sidste, børnefødselsdagen hos Mikael, der har Pondus enten et meget vedholdende hold i nakken, eller også er han død og udstoppet.

Men, udstoppet eller ej - så er han stadig et af mine bedste barndoms bogminder. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg har fundet ud af, at bøgerne faktisk antikvarisk kan sælges til en ganske god pris.. Det kommer dog ikke til at ske, for mine egne børn skal da også have fornøjelsen af Pondus og hans venner.

Hovedspring ud i uvisheden

Flytter du bare sådan til Århus uden at have job på hånden?

Ja, det gør jeg faktisk!

Verden går vel ikke under, bare fordi man går et par måneder uden job? Jeg har trods alt arbejdet, siden jeg var 13 år, så måske det er meget sundt at gå ledig lidt, før jeg får noget at rive i igen.

Og så er det jo altså ikke, fordi jeg ligger på den lade side. Jeg indrømmer, at nattøjet måske bliver på lidt længere hen op ad formiddagen, men jeg udnytter tiden, og skriver ansøgninger til de jobs, der lyder spændende, og som jeg kan se mig selv i - og så bliver der også hængt hylder, knager, spejle og billeder op - flyttekasser bliver tømt, og så er jeg sikker på, at min romm'ie rent kokkereringsmæssigt også er ganske tilfreds med, at jeg ikke kan holde mig i ro særlig længe ad gangen - og derfor disker op med forskellige former for kogekunst, som oftest omkring aftensmadstid.

Jeg tror, det er meget sundt engang imellem bare at kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg nok snart skal få et nyt arbejde. Det glæder jeg mig til vildt til at komme i gang med. Men indtil da, så er det nu heller ikke så skidt at gå her og falde til i min nye by.

Farvel Sigurdsgade

Efter syv år som Nørrebroborger, er teltpælene trukket op af storbyjorden, og flyttekaravanen sendt vestover. Det er nu præcis to uger siden, mine ejendele, fordelt på tyve flyttekasser, en cykel, reoler og kommoder, kørte mod Århus i en flyttebil på landevejen, mens jeg selv tog min (forhåbentlig) sidste tur med DSB.

Med flytningen slutter en æra i lejligheden i Sigurdsgade. For hvor er der bare mange minder!

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg mange gode dage og aftener i den lille lejlighed: En spilleaften, der tog overhånd, møder i Klubben, fantastiske fødselsdage, dejlige snakke/rødvinsaftener, hyggelige besøg af familie og venner - og masser af god mad.

Jeg husker også søndage på sofaen, løbeture - og naboernes meget frisindede sexliv (selv om det dog først var her på det sidste, de begyndte at give den rigtig gas).

Jeg vil komme til at savne lejligheden, min base siden 2003, og de mange mennesker, som har besøgt mig der gennem tiderne. Lejligheden er allerede erstattet af 130 kvadratmeter byhus i det indre Århus, og jeg er bestemt også fortrøstningsfuld med hensyn til de mange mennesker, der har lagt deres vej forbi Sigurdsgade: De er nemlig allesammen yderst velkomne i mit nye hjem i Århus!

Dyr samtale

Det er nok mindst ti år siden, jeg sidst ringede fra en telefonboks. Men i fredags var jeg nødt til det, for både min mobil - OG min cykel var flad, og jeg kunne ikke komme i kontakt med den veninde, jeg skulle mødes med, eller ringe besked til hende, vi skulle spise hos, og fortælle hende, og nu skulle hun komme og låse døren op for mig (dørtelefonen virkede ikke).

Så alt var bare i skønneste orden, da jeg stod der på Svanemøllen station med en flad cykel fredag aften - og allerede var et kvarters tid forsinket.

Hvad gør man så? Man finder en mønt frem og ringer fra den nærliggende telefonboks. Vupti! Jeg fisker en tokrone frem. Det burde da være nok - men nej, nutildags koster det altså et minimumbeløb på fem kroner for at få lov til at ringe. Og for det, ja så får man ti-tyve sekunders opkald.

Jo tak, med de priser, så er der vist ikke noget at sige til, at de fleste mennesker i dag svæger til deres mobiltelefon, for det kan da hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man skal bruge TDC's telefonbokse alt for meget...

Pigehygge

Der er nu ikke noget som veninder. Veninder man kan tøsehygge, sladre og fjante med. Veninder, som kan holde på en hemmelighed, der kan sige deres mening og give opbakning, når man trænger til dem.

De er guld værd.

Jeg har efterhånden samlet nogle stykker op undervejs. Kristina og Julie allerede i børnehaveklassen (vi har således 22 års jubilæum med hinanden i år), så kom der et par stykker til i gymnasietiden (heriblandt resten af Trinx-pigerne).

På Journalisthøjskolen kom Maria og Tine til, og under EM i Portugal for fire år siden kom Mette til (vores kærester var sammen i Portugal, og vi havde krise sammen samtlige uger turneringen varede).

Det er da en ganske god slat - og jeg er meget glad for og stolt af dem. For det er sgu nogle seje tøser hver og en. Mette kan for eksempel cykle fra København til Hillerød på fem kvarter, Kris kan citronsyre-molekylerne udenad og Tine S. kan køre på skateboard og har engang haft brækket røven.

Det er da noget at prale af - og jeg kunne blive ved.

Indlægget her er en ode til de dejlige piger - I ved, hvem I er!

P.s. Jeg holder også meget af mine drenge-venner. De får en rosemail en anden dag.

Har Trinx overlevet sig selv?

Jeg har siden engang i slutningen af gymnasiet været medlem af en klub ved navn Trinx.

Klubben blev dannet som en protest mod det sorte tøj, vi altid gik rundt i. På en tur i byen bestod påklædningen af sorte sko, sorte bukser og sort top - måske til afveksling en hvid top, men så var det også helt vildt.

I dag holder vi stadig ved.

Vi mødes til Trinx én gang årligt, hvor vi gennemgår en række traditioner, for eksempel Trinx-sangen, hvordan-går-det-nu-runden, gennemgangen af tøj, de farverige drinks og, som som aftenens højdepunkt, valget at en ny Trinx-dronning (læs mere på Trinx-siden).

Dronning bliver den, der er mest gennemført i en farve.

Men hvor vi startede klubben i protest mod de kedelige kulører, vi klædte os i, har moden måske udviklet sig til at være mere farvestrålende.

Jeg er begyndt at fylde mit klædeskab med mange farver, og to af de beklædningsgenstande, jeg har købt til årets Trinx, har jeg gået med flere gange - og jeg er glad for dem.

Det får mig til at tænke på, om Trinx måske har overlevet sig selv? Har vi med vores klub nu lært at klæde os i farver - og er der så overhovedet brug for den mere?

Det tror jeg bestemt, at der er - men måske ikke for at få os til at gå i farver, men for at have noget at mødes om, gå op i og glæde sig til. Det ændrer mine og andres modighed med hensyn til beklædning i hvert fald ikke på.

Ugens undren II

Er mine naboer retarderede, på stoffer, uvenner eller klovner i et cirkus?

Det kunne jeg simpelthen godt tænke mig at vide.

Kan virkelig ikke greje de lyde, der kommer derindefra.

I skrivende stund er der jævnlige, meget høje udbrud, der lyder som en blanding af gråd, diskussion og hånlig latter.

Måske jeg skulle investeret i sådan en af de der Anders And-kikkerter, der kan se om hjørner. Så kan jeg liste den rundt om væggen ude ved vinduet, og se hvad der foregår.

En fantastisk dag

28 år!!

Jøsses - synes altså lige, at tidens tand begynder at gnave lige lovlig hurtigt. Kan altså ikke følge med..!!

Fortalte min mor forleden, at jeg var 26 - det var hun ikke helt enig i, og eftersom det var hende, der pressede mig ud på mors dag i 1980 - ja, så bør hun vel være eksperten.

Det gode ved fødselsdage er så, at man kan tvangsindlægge folk til at være i ens selskab.

Det gjorde jeg i går, hvor hele 18 mennesker gik i fælden til brunch, solbadning og krocket i gårdhaven, frø- og gallopspil i Tivoli, sushi på Frederiksberg og øl på Nørrebro.

Det var en helt igennem fantastisk dag, og jeg tænker på i dag, hvor skønt det var, at så mange mennesker gad at tilbringe hele dagen i mit selskab. Det skal de have tusind tak for. De var med til at gøre min fødselsdag helt perfekt!!

Jeg glæder mig til at se jer igen næste år.

NB! Jeg er åbenbart ikke den eneste, der havde samme tanker efter i går - også Maria har tænkt det samme på sin blog.

Ugens undren

På Journalisthøjskolen var noget af det første, vi lærte på Den Gode Historie, at undre os.
Vi fik en lille kina-bog, hvor vi skulle skrive ned, hvis vi undrede os over noget.

Jeg undrede mig kun over, hvorfor togene aldrig kørte til tiden – og hvis de gjorde, hvorfor var de så altid forsinkede alligevel?

Andre fra min redaktion var bedre til at undre sig – og få gode historier ud af processen.

Med tiden er jeg blevet bedre til at undre mig. Det er bare ikke altid, jeg kan lave historier om mine undren.

Så må man jo offentliggøre dem på anden vis, og det gør jeg nu ved at indføre Ugens Undren.

Denne uges undren kom efter et besøg på et handicaptoilet på en svensk benzintank:

Hvorfor er det, at toiletrulleholderen altid er længere væk på et handicaptoilet end på et almindeligt toilet? Man får jo ikke længere arme, bare fordi man er handicappet!

Det vil jeg gå og fundere over i den kommende uge. Har du et svar på min undren, så skriv gerne i kommentarfeltet – og hvis du undrer dig over noget, ja så tøv heller ikke med at skrive et par linjer til mig.

God undreuge – det skader aldrig at undre sig!

Drømme

Jeg er et af de mennesker, der næsten altid kan huske mine drømme. Jeg drømmer flere gange om ugen, og for det meste følger drømmen mig et par timer op af dagen. Nogle gange kan jeg genfortælle dem, mens tingene andre gange bare slet ikke er til at forklare.

Det er fascinerende, at ting der kan være fuldstændig logisk i en drøm, pludselig er helt umuligt at forklare til andre bagefter. Man springer fra drøm til drøm og gennem tid og sted – og når man er i det, er det bare fuldstændig logisk.

Mine drømme er meget forskellige, og nogle gange mærkelige. For eksempel drømte jeg for en uges tid siden, at jeg var på en golfbane og pludselig stak af over et hegn, eller i går nat, hvor jeg drømte, at mine forældre og jeg kæmpede heroisk for et eller andet, måske var vi en slags sørøvere – nu kan jeg desværre ikke huske, hvad vi kæmpede for.

Da jeg var lille, havde jeg et tilbagevendende mareridt, og en stor del af mareridtet står faktisk stadig ret stærkt printet i mine erindringer.

Jeg kan huske, at det handlede om en slags kæmpe med kæmpestore fødder, som satte fodaftryk i cementen på vores havetrappe. Kæmpen gungrede af sted og hærgede i hele byen, så huset rystede. Vi samlede os alle sammen ovenpå, hos vores overboere Jonas og Marianne, og herfra kunne vi så høre kæmpen trampe rundt.

Det er især de store skoaftryk i cementen, som har plantet sig i min hukommelse, og det er da egentlig lidt fascinerende, at jeg stadig kan huske det her 20-25 år efter.

Nogle drømme, eller steder i drømme, følger mig også.

For eksempel er jeg tit tilbage i Prag i mine drømme – stedet ser bare totalt anderledes ud end i virkeligheden. Vores gamle lejlighed på Generala Piky ligner nu slet ikke vores gamle hjem overfor kasernen, og selve byen og adgangen til byen er også helt anderledes. Til gengæld, så er byen Prag mine drømme altid den samme. Og det er da faktisk lidt mærkeligt.

Jeg har aldrig gået op i selve drømmetydningen. Nogle gange, kan man jo godt regne ud, hvor det peger henad… men engang imellem kunne det da være spændende, at finde ud af, hvad det egentlig betyder...

Det handler om prioriteter

"Det er okay, han spiller fodbold. Men hvorfor skal han træne tre gange om ugen og spille kamp i weekenden? Hvorfor kan han ikke bare spille noget hyggefodbold med træning én gang om ugen?".

Jeg overhørte to veninders samtale forleden dag i fitness.dk - og den ene kunne have været mig for tre-fire år siden.

Hun var ked af, at hendes kæreste altid prioriterede fodbold - og når han ikke selv var ude og lufte fodboldstøvlerne, så blev kampene i stedet set i fjernsynet eller på stadion - med vennerne forståes.

Det var hun godt nok træt af. Og det har jeg godt nok også været. Men, det er ligesom om, det er blevet bedre med tiden.

Det havde jeg lyst til at fortælle hende.

Det, og at hun nok ikke skulle bede ham vælge mellem hende og fodbolden, som jeg kunne høre på det hele, hun havde allermest lyst til. For...så ville han nok vælge fodbolden - eller blive en meget meget kedelig kæreste.

For selvfølgelig handler det om prioriteter.

Og ja, jeg vil stadig gerne prioriteres før en fodbold eller en fiskestang. Men det handler jo også om at give hinanden plads og selv have interesser.

For når alt kommer til at, så er der da ikke noget mere kedeligt, end af være en af de der kærester, der bare sidder derhjemme og venter på, at manden kommer hjem.

Det kommer der ikke noget godt ud af.

En hemmelighed

Nu vil jeg fortælle jer en hemmelighed. En hemmelighed, som jeg (næsten) har holdt på siden 1999, hvor jeg gik i 3.g.

Julie og jeg skulle være hårmodeller, og stolte var vi, da vi i lånt bil, kørte mod Odense, hvor lokkerne skulle studses.

På forhånd havde vi begge fået farvet hår. Det var superflot, så vi var ikke nervøse - det burde vi måske have været. Bare en lille smule...

Publikum ved klipningen var en flok frisører på efteruddannelse.

Julie var først for, og det var tydeligt, at hun ikke helt opdagede, hvad der slog hende. Som klipningen skred frem, så frisørerne mere og mere måbende ud. Men Julie, der ikke havde et spejl foran sig, havde ingen chance for at følge med i lokkernes fald.

Så var det min tur. Jeg satte mig tappert til rette, og fik klippet håret i meget kraftige etager. Ja, man kunne vel nærmest kalde dem en slags gardiner. Faktisk var det samme frisure, som engang var med i en reklame for Libresse.

Jeg var en smule rystet, men det blegnede fuldstændig, da jeg kom ud bagved til Julie. Hun var grædefærdig, og stod og løftede op i sit hår - der var intet indenunder!

For at få håret til at fylde, havde frisøren nemlig klippet Julies hår af indenunder - en såkaldt undercut, som oftest bruges af heavymetal-fans og punkere. Ikke lige det, hun havde forventet sig af sin gratis klipning.

Næste morgen var det to temmelig mutte hårmodeller, der mødte i skole.

Vi to, der ellers havde pralet godt og grundigt med vores nye bijob som modeller, var ikke så kry, da vi skulle vise de nye frisurer frem. Og jeg lovede Julie aldrig at sige noget om hendes undercut.

Det gjorde jeg heller aldrig (selvom der vist på et eller andet tidspunkt var nogen, der lugtede lunten, og opdagede det manglende hår).

Men jeg afslører det nu...og så håber jeg ved gud, at det går lidt bedre for os (og vores hår), når vi på tirsdag skal være modeller igen. Denne gang på Frisørskolen i København.

Kryds fingre for os på tirsdag...


Her er billede fra sidste gang, jeg var hårmodel - det var engang i juni sidste år (det var jeg da meget heldig med).

Om fortrængninger

Det er sjovt, det der med, hvordan man fortrænger ting. For eksempel saldoen på sin konto, den voksende top på tøjkurven eller skraldeposen, der ikke går ned af sig selv.

For min geolog- og geografiuddannede far er dagens højdepunkt for eksempel vejrudsigten i den lange TV-Avis . Der bliver tysset på familien, når meteorologen går på skærmen, og så er der ellers ingen kontakt til farmand, før syvdøgnsskemaet er rullet over skærmen.

Min far ved en hel del om sådan nogle ting, så han kan selvfølgelig sige en masse interessant ud fra satellitbillederne, men selvom det måske er lidt strengt at sige, så kunne jeg ikke være mere ligeglad.

Vejret interesserer mig ikke. Det kommer og går jo alligevel, uden vi har særlig stor indflydelse (bortset lige fra den totalt ubetydelige ting kaldet CO2).

Derfor, så kan jeg også sidde og glo på en vejrudsigt uden noget som helst trænger ind. Vis mig en udsendelse af vejret, og jeg kan huske absolut intet.

Jeg tror simpelthen, at jeg fortrænger vejret (det fortrænger jo også mig). Gad vide, hvilke andre ting, jeg også fortrænger...

Update på knus

Apropos mine tidligere indlæg om knus, har Line P. på sin blog et indlæg om det man afslutter med i en mail. Altså "med venlig hilsen", "mvh", "venligst" og så videre...

Personligt underskriver jeg som regel arbejdsmails med "bedste hilsener" og private mails med KNUS, en glad smiley eller kys (men det er kun til Thomas).

Weekendtur til Svendborg

Weekendens udflugt gik hjem til mor og far i Svendborg, og jeg havde taget Mette med til det Sy'fynske.

Lørdag var der besøg af Mai B, Tommy og mit gudbarn Johanna, som 15 måneder gammel næsten lige er begyndt at gå.




Her ser vi den stolte gudmor, gudbarnet og dets moder.

Efter gæsterne tog hjem, skulle Mette og jeg liiiige et smut ned til havnen for at se fyrværkeri klokken tolv.

Det tog nogle timer, før vi vendte hjem igen, for vi kom til at gå på Hansted, og endte der med at underholde to af ejerne så meget, at vi først var hjemme klokken 5.30 (det på trods af, at stedet lukkede klokken tre).

Behøver jeg sige, at vi var meget meget trætte, da vækkeuret ringede igen klokken ni, og vi skulle op og afsted med M/S Helge til Grasten, hvor Svendborg Presseklub holdt sin årlige sommerudflugt. Mette og jeg var inviteret med sammen med mine forældre.

Det var, på grund af søvnmanglen, tiltrængt, at vi fik en lille lur undervejs...og lidt frisk luft på bådebroen.




Mette var dog frisk nok, da turen gik hjemad med færgen Helge.




Og - så stod Kølle lige på båden med en øl... Han havde været til Tåsinge rundt på 2 hjul.

Drømmepigen og den glade cyklist

Hvad fanden sker der for ham med den røde cykelhjelm?

Sådan tænkte jeg for cirka en halv time siden, da jeg cyklede hjem fra middag med de andre tillidsrepræsentanter.

Foran mig cyklede en pæn mand i 30'erne. Selvom jeg cyklede afsted med min iPod skruet højt op på Dizzy Mizz Lizzy (der er altså bare et eller andet med Tim C i de sene 90'ere), så kunne jeg høre ham snakke højt.

Og mens jeg cyklede bag ham over Dronning Louises Bro gestikulerede han ivrigt, og da vi passerede Søernes Posthus lignede manden en mellemting mellem en cyklende trommespiller, en fodboldfan og en dirigent for et klassisk orkester.

Først troede jeg, at han snakkede i telefon. Men det var før, vi nåede Dronning Louises Bro.

Bagefter hørte jeg ham ikke sige noget - heller ikke, da han ivrigt jublede med fingrene pegende opad i den mørkeblå himmel.

Gad vide, hvad der skete for ham?

Måske var det hans drømmepige som ringede for at sige ja tak til en date - eller hans kæreste, som havde varmet dynen derhjemme - eller måske havde han vundet i lotto.

Jeg ved det ikke...

Men jeg bliver mere og mere nysgerrig!

Findes der er bagatelgrænse for knus?

Jeg hører til den gruppe af mennesker, som har en form for fobi for knus.

Ikke at jeg ikke kan lide et godt, langt knus af en god ven eller veninde. Det er mere de der overfladiske knus til eller fra folk, jeg ikke kender, jeg ikke kan lide.

Jeg bliver simpelthen usikker.

Jeg kan bruge flere minutter op til afskeden til at tænke over, om personen skal have et knus. Og jeg forestiller mig, at folk må synes, jeg bliver en smule underlig og usammenhængende op til et farvel.

Jeg troede egentlig, at jeg gik rundt og var ret alene med problemet. Men i går, da vi skulle sige farvel efter tre dages forhandlingskursus i Vejle, mødte jeg en artsfælle.

Kursets tre deltagere fra Nordjylland er alle søde og glade kvinder. Og de giver knus - til alle. Men hvad så, skal vi andre så også give knus til hinanden, eller er det i orden, at de bare giver knus til os - og vi andre så slipper for indbyrdes at kramme.

Min medkursist Luise og jeg blev begge lige vilde i blikket, da knusningen begyndte. Vi lignede nok nærmest små harer fanget af en lyskegle på en mørk landevej. Hvor skal jeg flygte hen?

Luise formåede at stavre hen mod parkeringspladsen med sin kuffert, mens jeg blev fanget ind.

Det er jo ikke fordi det gør ondt, og det er jo heller ikke af ond vilje, men jeg har bare rigtig svært ved at stå og kramme halvfremmede mennesker. Hvorfor kan man ikke bare sige et hjerteligt farvel og give hånd?

Det har fået mig til at tænke på - findes der en bagatelgrænse for knus? Og er det i orden at frasige sig et knus?

Hvad siger læserne?

Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld

Jeg vil bare gerne lige sige undskyld.

Undskyld til mine veninder, fordi jeg er så dårlig til at ringe først.
Undskyld til mine veninder, fordi jeg er så dårlig til at ringe tilbage...

Det er ikke af ond vilje!

Det lover jeg.

Jeg holder så meget af mine veninder, og kunne slet ikke eksistere uden.

Men, jeg er så dårlig til at ringe - fordi:

1. Jeg er altid på arbejde, når de har fri (det føles i hvert fald sådan, så undskyld Mai B., når du ringer for at sige god weekend - jeg er bare slet ikke klar på det tidspunkt).

2. Undskyld Mai B, Kris, Mette, Maria og Tine, fordi jeg aldrig tager telefonen når I ringer. Jeg vil godt understrege, at jeg aldrig "screener", dvs. gør som Carrie i Sex and the City og lader være med at tage telefonen. Når jeg ikke svarer, så er jeg ikke ved min telefon.

Jeg har tænkt over grunden til, at jeg ikke selv ringer så tit, og er kommet frem til, at det er ,fordi jeg laver så meget opsøgende arbejde i mit arbejdsliv = jeg får simpelthen nok i hvedagen (og her taler vi om kontakt til mennesker).

Når jeg først sidder i s-toget, så skal der bare være ro. Jeg orker ikke mere...

Og jo, det gør jeg jo så alligevel... For når jeg nu får snakket mig varm, så kører det jo derudaf. Jeg ville jo ikke undvære et eneste af jeres opkald. For jeg har faktisk nogle veninder, som er gode til at holde kontakten, faktisk så gode, at jeg altid får dårlig samvittighed, men det skal jo ikke være et problem - snarere et mål at stræbe efter, og det håber jeg så, at jeg kan.

Men indtil da...så undskylder jeg, at jeg altid er lidt ufleksibel og kedelig i telefonen (det er samfundets skyld)...

Ugens hot or not

Så er det vist ved at være tid til ugens hot or not:

Hot:
1. Malerkursus (og når ens medkursister sige, at man maler som Per Kirkeby).
2. Sommervejr i april.
3. Ny computer (P2, I love you).

Not:
1. Weekendvagt.
2. Lørdagsfladen på tv (er det da fuldstændig umuligt bare at sende én god film??).
3. Når ens kæreste er i Amsterdam...(bortset fra, at man så kan spise sushi en masse).


P.s det er mig og mine søde kæreste på billedet (mest mig).