Hvorfor er det egentlig, at vi lærer vores børn, at det er så forfærdeligt at bande?
Jeg mener, vi gør det jo allesammen i større eller mindre grad - og helt ærligt, er det så slemt?
Selvfølgelig er det ikke særlig pænt at sige sgu, kraftedeme og fanden i hver sætning, man fyrer af. Men sådan er det jo heller ikke. Og bandeord er vel en del af ordforrådet.
Vi bruger vel også bandeordene til at nuancere og gradbøje de sætninger, vi siger til hinanden.
Så ja, jeg synes egentlig, det er en smule sippet, hvis man slet ikke må bande.
Viser opslag med etiketten kultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kultur. Vis alle opslag
mandag, juli 27, 2009
mandag, februar 02, 2009
Jamen, han har jo ikke noget tøj på!
I sidste uge var jeg i teateret to gange.
Tirsdag var jeg på Det Ny Teater, hvor jeg så den anmelderroste "Phantom of the Opera" og torsdag gik turen så til Mungo Park, hvor jeg så "Seest", der også har fået anmelderne op at stolene med mange roser.
Hvilken forskel, der dog var på de to forestillinger. Jeg fristes nærmest til at sige - "jamen, han har jo ikke noget tøj på"...for forestillingen på Det Ny Teater var da at sammenligne med en omgang "Kongens nye klæder".
Nøgent. Det holder altså ikke at lave en forestilling, der er et udstyrsstykke af rang - hvis man så hyrer skuespillere og sangere, der ikke kan tale dansk. Således, så var størstedelen af skuespillerne/sangerne tirsdag aften enten svenske eller engelske - og det kunne man altså sagtens høre undervejs.
Jeg var ikke imponeret! Slet slet ikke.
Faktisk, så er jeg overrasket over, hvordan anmelder efter anmelder kan rose stykket så meget. Måske blev de forblændede af de flotte kjoler, kulisserne og scenografien - der bestemt var værd at rose.
Til gengæld så blev jeg, endnu en gang, imponeret, da jeg torsdag var på Mungo Park. Forestillingen "Seest" er et gæstespil fra teaterets søsterscene i Kolding. Og hvor var det da bare som om, at to modsætninger mødtes, da jeg så "Seest".
For hvor "Phantom of the Opera" bare var intetsigende og storskrydende. Så har Mungo Parks forestillinger bare det der særlige. Du sidder helt tæt på scenen, og selvom der på ingen måde er brugt ligeså mange kroner på scenografien, som på Det Ny Teater, så er det 100 gange så virkningsfuldt.
Med gange få midler formår Mungo Park at skabe en stemning. Og holde fast.
De fire skuespillere i "Seest" gjorde det alle godt, men Stefanía Omarsdottír, der spiller hovedrollen som niårige Asta, stod bare klart frem som en lysende stjerne.
Hun er blevet kaldt et de ti højdepunkter i dansk teater i 2008. OG JEG ER HELT ENIG. Som hun stod der på scenen, da var det altså svært at se, at det var 34-årige Stefanía og ikke niårige Asta. Det var helt ufattelig flot spillet.
Og så nærgående, vedkommende, hjerteskærende. Bare SÅ godt.
Endnu en gang må jeg bare opfordre mine læsere til at tage i Mungo Park. I vil ikke fortryde det!
Tirsdag var jeg på Det Ny Teater, hvor jeg så den anmelderroste "Phantom of the Opera" og torsdag gik turen så til Mungo Park, hvor jeg så "Seest", der også har fået anmelderne op at stolene med mange roser.
Hvilken forskel, der dog var på de to forestillinger. Jeg fristes nærmest til at sige - "jamen, han har jo ikke noget tøj på"...for forestillingen på Det Ny Teater var da at sammenligne med en omgang "Kongens nye klæder".
Nøgent. Det holder altså ikke at lave en forestilling, der er et udstyrsstykke af rang - hvis man så hyrer skuespillere og sangere, der ikke kan tale dansk. Således, så var størstedelen af skuespillerne/sangerne tirsdag aften enten svenske eller engelske - og det kunne man altså sagtens høre undervejs.
Jeg var ikke imponeret! Slet slet ikke.
Faktisk, så er jeg overrasket over, hvordan anmelder efter anmelder kan rose stykket så meget. Måske blev de forblændede af de flotte kjoler, kulisserne og scenografien - der bestemt var værd at rose.
Til gengæld så blev jeg, endnu en gang, imponeret, da jeg torsdag var på Mungo Park. Forestillingen "Seest" er et gæstespil fra teaterets søsterscene i Kolding. Og hvor var det da bare som om, at to modsætninger mødtes, da jeg så "Seest".
For hvor "Phantom of the Opera" bare var intetsigende og storskrydende. Så har Mungo Parks forestillinger bare det der særlige. Du sidder helt tæt på scenen, og selvom der på ingen måde er brugt ligeså mange kroner på scenografien, som på Det Ny Teater, så er det 100 gange så virkningsfuldt.
Med gange få midler formår Mungo Park at skabe en stemning. Og holde fast.
De fire skuespillere i "Seest" gjorde det alle godt, men Stefanía Omarsdottír, der spiller hovedrollen som niårige Asta, stod bare klart frem som en lysende stjerne.
Hun er blevet kaldt et de ti højdepunkter i dansk teater i 2008. OG JEG ER HELT ENIG. Som hun stod der på scenen, da var det altså svært at se, at det var 34-årige Stefanía og ikke niårige Asta. Det var helt ufattelig flot spillet.
Og så nærgående, vedkommende, hjerteskærende. Bare SÅ godt.
Endnu en gang må jeg bare opfordre mine læsere til at tage i Mungo Park. I vil ikke fortryde det!
torsdag, november 27, 2008
Tusmørket rammer Danmark
Kender du bogen "Tusmørke"? - eller "Twilight" på engelsk?
Vampyr-romancen udkom i 2005, og den og de følgende tre bind har siden nået Harry Potterske højder her i USA, hvor teenagepiger gerne står i kø hele natten for at købe den sidste nye bog - eller for at få billetter til "Twilight"-filmen, som havde premiere i US den 21. november.
Handlingen udspiller sig således:
Bella Swan er flyttet til Forks, en lille regnfyldt soveby i staten Washington. Det kunne være blevet til det mest kedsommelige, hun nogensinde havde foretaget sig. Men da hun møder den mystiske og gådefulde Edward Cullen i skolen, sker der en spændende og uhyggelig forandring i hendes liv. Edward er vampyr, men det er hidtil lykkedes ham at holde det hemmeligt i det lille samfund. Nu er ingen sikker længere, specielt ikke Bella, som er det menneske Edward holder mest af. De to kærester opdager, at de balancerer faretruende på en knivsæg - mellem begær og stor fare.
Den fiktive handling i "Twilight" udspiller sig i byen Forks på The Olympic Peninsula her i Washington State. Forfatteren Stephenie Meyer faldt over byen, da hun googlede "mest regnfulde i USA" - og fandt Forks.
Byen er, uden at genere nogen, et hul. Noget man bare kører igennem og kører videre. Men efter bogen udkom har den 3100-mand store by formået at få stablet noget af et turisthelvede på benene. De har udnyttet byens nye status som Bellas hjem til det yderste - hvilket er godt, for den tidligere tømmerby var nærmest døden nær, da tømmersalget svigtede.
Alle butikker og restauranter (ikke at der er så mange igen, men..) byder "Twilight"-fans velkommen, og advarer dem mod at blive bidt. Det er muligt både at få en Bella-burger, smooties med Bella-berries og meget andet - ud over alle mulige former for asscesories - t-shirts, plakater, krus etc.
På byens Visitor Center får man i disse efterårsmåneder mellem 50-100 besøgende om dagen (og 150+ i sommermånederne). Alle vil have udleveret "Twilight"-kortet - kortet, hvor bogens omdrejningspunkter som skolen, Bellas hus og faderens arbejdsplads, politistationen, er. Efterfølgende kan byens gæster, på egen hånd, tage en rundtur til "seværdighederne".
I Danmark er første bind udkommet på dansk. Den har flere gange været udsolgt fra forlaget, og på nettet beskrives den af mange læsere som den bedste bog, de har læst nogensinde.
Filmen kommer til Danmark i februar og i samme forbindelse genudgives "Tusmørke" på dansk. To'eren "New moon" forventes udgivet i Danmark i efteråret 2009. Jeg er sikker på, at hypen omkring Bella og Edward også nok skal ramme Danmark til den tid - det bliver spændende at se.
lørdag, november 15, 2008
I seng med 007
Jeg ved ikke, hvad det er med mig og James Bond. Men han har altså et eller andet, det får mig til at slumre ind, hver gang jeg ser ham.
Det er ikke med vilje. Jeg synes, han er en flot mand - især i skikkelse af Daniel Craig eller Sean Connery, men når actionscenerne har braget derudaf den første halve times tid, så lukker mine øjne sig langsomt.
Således også i aftes, hvor Thomas og jeg var i Camera 12 i San Jose for at se "Quantum of Solace". Filmen starter, fuld action fra første scene - og Mai falder langsomt i søvn.
Så vågner jeg engang imellem, når bomber springer, Bond kører vildt i bil, eller Thomas får et chok i sædet ved siden af. Og så smiler jeg, og lader som om jeg da har været vågen hele tiden.
Normalt opdager Thomas, at jeg er faldet i søvn, men i går var filmen åbenbart så spændende, at han slet ikke lugtede lunten. "Den var da fed", lød det fra ham efter filmen. Mig: "Jae...".
Og da vi kom ud på gaden, måtte jeg jo så indrømme, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan de var endt ude i den der ørken til sidst - og hvorfor var det egentlig, at ham skurken ville have det der stykke ørken i Bolivia som betaling for at lave et statskup?
Nåh, jeg må leje videoen, når den kommer - sammen med "Casino Royale", "Die Another Day", "The World Is Not Enough" og "Tomorrow Never Dies". Så kan jeg nå at stykke handlingen sammen, og komme i træning, til den sidste Bond-film udkommer i 2011 - den som foreløbig bare har arbejdstitlen "Bond 23".
Det er ikke med vilje. Jeg synes, han er en flot mand - især i skikkelse af Daniel Craig eller Sean Connery, men når actionscenerne har braget derudaf den første halve times tid, så lukker mine øjne sig langsomt.
Således også i aftes, hvor Thomas og jeg var i Camera 12 i San Jose for at se "Quantum of Solace". Filmen starter, fuld action fra første scene - og Mai falder langsomt i søvn.
Så vågner jeg engang imellem, når bomber springer, Bond kører vildt i bil, eller Thomas får et chok i sædet ved siden af. Og så smiler jeg, og lader som om jeg da har været vågen hele tiden.
Normalt opdager Thomas, at jeg er faldet i søvn, men i går var filmen åbenbart så spændende, at han slet ikke lugtede lunten. "Den var da fed", lød det fra ham efter filmen. Mig: "Jae...".
Og da vi kom ud på gaden, måtte jeg jo så indrømme, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan de var endt ude i den der ørken til sidst - og hvorfor var det egentlig, at ham skurken ville have det der stykke ørken i Bolivia som betaling for at lave et statskup?
Nåh, jeg må leje videoen, når den kommer - sammen med "Casino Royale", "Die Another Day", "The World Is Not Enough" og "Tomorrow Never Dies". Så kan jeg nå at stykke handlingen sammen, og komme i træning, til den sidste Bond-film udkommer i 2011 - den som foreløbig bare har arbejdstitlen "Bond 23".
onsdag, november 12, 2008
Et umage par
Oasis, Alanis Morisette, Neil Young og Rage Against The Machine har været der. Norah Jones, Modest Mouse, Jack Johnson, Patti Smith og The Cure har også været forbi. Og nu har danske The Fashion også spillet på det legendariske spillested The Fillmore i San Francisco.
3/4 af bandet kommer fra Svendborg, og det fik os på gæstelisten til tirsdag aftens koncert med Uh Huh Her - et lesbisk orkester fra Los Angeles, hvor The Fashion var support.
Det umage par, The Fashion og Uh Huh Her, har været på turne sammen i en måneds tid. Uh Huh Her består af Camilla Grey og Leisha Hailey. Sidstnævnte er bedst kendt for sin rolle i tv-serien "The L-word", og det var tydeligtvis hende, folk var kommet for at se.
Lad mig sige det pænt. Hvis jeg kunne tælle 50 mænd ud af de omkring 800 publikummer, så var det nok også max. Pigerne fra Uh Huh Her spillede på det lesbiske aspekt, og det var det, de mange mange piger - singler som par - var kommet for at se.
Det var lidt synd for The Fashion, men også temmelig morsomt, og drengene kunne helt klart godt se det sjove i, at de mange tøser ikke havde den store interesse for sådan fire fyre som dem. Så de fik det bedste ud af det, og vi så en god koncert - og fik en fed oplevelse!
3/4 af bandet kommer fra Svendborg, og det fik os på gæstelisten til tirsdag aftens koncert med Uh Huh Her - et lesbisk orkester fra Los Angeles, hvor The Fashion var support.
Det umage par, The Fashion og Uh Huh Her, har været på turne sammen i en måneds tid. Uh Huh Her består af Camilla Grey og Leisha Hailey. Sidstnævnte er bedst kendt for sin rolle i tv-serien "The L-word", og det var tydeligtvis hende, folk var kommet for at se.
Lad mig sige det pænt. Hvis jeg kunne tælle 50 mænd ud af de omkring 800 publikummer, så var det nok også max. Pigerne fra Uh Huh Her spillede på det lesbiske aspekt, og det var det, de mange mange piger - singler som par - var kommet for at se.
Det var lidt synd for The Fashion, men også temmelig morsomt, og drengene kunne helt klart godt se det sjove i, at de mange tøser ikke havde den store interesse for sådan fire fyre som dem. Så de fik det bedste ud af det, og vi så en god koncert - og fik en fed oplevelse!
søndag, november 02, 2008
I byen med ble
I går var det Halloween, og det var, som så meget andet her i USA, ikke noget, der løb stille af sig.
I flere uger op til har butikkerne bugnet med græskar, kostumer og slik til "trick or treat", mange huse har været pyntet med lys, græskar og enorme spindelvæv - og i går kom vi så til selve dagen, hvor rigtig mange folk var klædt ud.
Vi var på roadtrip til Monterey, og har var tjernerne blandt andet klædt ud som hajer og hajofre. Hjemme i Safeway kom en mariehøne og en fe ud af supermarkedet, netop som vi gik ind - og hjemme ved huset i Menlo Park vrimlede det med gopler, draculaer og andre små væsener.
I aftes skulle vi have et par øl på den lokale pub, Dutch Goose. Først på aftenen var der bare almindelige gæster, men som aftenen skred frem dukkede flere og flere udklædte op.
Der var en pingvin, en sherif, flere letpåklædte damer - og en enkelt letpåklædt mand - i ble! Meget meget ømt - og temmeligt morsomt at se på.
Han får stor kredit for at gå i byen kun iklædt ble. Og generelt er der "thumps up" til amerikanerne for at være så gode til at klæde sig ud.
I flere uger op til har butikkerne bugnet med græskar, kostumer og slik til "trick or treat", mange huse har været pyntet med lys, græskar og enorme spindelvæv - og i går kom vi så til selve dagen, hvor rigtig mange folk var klædt ud.
Vi var på roadtrip til Monterey, og har var tjernerne blandt andet klædt ud som hajer og hajofre. Hjemme i Safeway kom en mariehøne og en fe ud af supermarkedet, netop som vi gik ind - og hjemme ved huset i Menlo Park vrimlede det med gopler, draculaer og andre små væsener.
I aftes skulle vi have et par øl på den lokale pub, Dutch Goose. Først på aftenen var der bare almindelige gæster, men som aftenen skred frem dukkede flere og flere udklædte op.
Der var en pingvin, en sherif, flere letpåklædte damer - og en enkelt letpåklædt mand - i ble! Meget meget ømt - og temmeligt morsomt at se på.
Han får stor kredit for at gå i byen kun iklædt ble. Og generelt er der "thumps up" til amerikanerne for at være så gode til at klæde sig ud.
tirsdag, oktober 21, 2008
Et lille pust af hjemlig hygge
Når man sådan er i udlandet i længere tid og pludselig får trang til lidt hjemlig, skandinavisk hygge, så er det da godt, at Ikea aldrig er længere væk end en god køretur.
Således meldte trangen sig til noget hjemligt i torsdags, og jeg måtte indstille gps'en på Ikea East Palo Alto. En køretur på tyve minutter, og så var jeg "hjemme" blandt de navnkundige sofaer som Ektorp og Beddinge, den klassiske Billy-reol, Lack-serien, de store bloklys, billige servietter og køkkenudstyr i massevis.
For hvor er det dog dejligt at træde ind et sted, hvor man nærmest ikke behøver tænke over, hvor man går henad - denne Ikea, og mange andre, er således indrettet præcis ligesom Ikea i Gentofte, som jeg også jævnligt frekventerer. Så det var bare om at styre mod dyne/pude-afdelingen og efterfølgende mod køkkenafdelingen - og så mod udgangen.
Det er ikke første gang, jeg har søgt mod det store, svenske møbelhus for at få styret min skandinaviske trang til noget bekendt. Dengang jeg boede i Prag, tog vi ofte metroen helt ud for enden af den gule linje for at spise svenske kjöttbullar og købe Marabou-chokolade. Og da Thomas boede i Geneve, måtte vi også i Ikea for at købe udstyr til lejligheden.
Det ved man lissom hvad er!
Således meldte trangen sig til noget hjemligt i torsdags, og jeg måtte indstille gps'en på Ikea East Palo Alto. En køretur på tyve minutter, og så var jeg "hjemme" blandt de navnkundige sofaer som Ektorp og Beddinge, den klassiske Billy-reol, Lack-serien, de store bloklys, billige servietter og køkkenudstyr i massevis.
For hvor er det dog dejligt at træde ind et sted, hvor man nærmest ikke behøver tænke over, hvor man går henad - denne Ikea, og mange andre, er således indrettet præcis ligesom Ikea i Gentofte, som jeg også jævnligt frekventerer. Så det var bare om at styre mod dyne/pude-afdelingen og efterfølgende mod køkkenafdelingen - og så mod udgangen.
Det er ikke første gang, jeg har søgt mod det store, svenske møbelhus for at få styret min skandinaviske trang til noget bekendt. Dengang jeg boede i Prag, tog vi ofte metroen helt ud for enden af den gule linje for at spise svenske kjöttbullar og købe Marabou-chokolade. Og da Thomas boede i Geneve, måtte vi også i Ikea for at købe udstyr til lejligheden.
Det ved man lissom hvad er!
torsdag, oktober 09, 2008
Hvem vil give 40.000 kroner for en billet?
Jeg sidder og kigger på koncert-billetter.
Både Coldplay, Madonna, Weezer, Oasis og Metallica spiller i området, mens jeg er i Californien. Madonna spiller blandt andet i Las Vegas i den weekend, vi har planlagt at tage dertil med Turf og Mette.
Billetter starter fra 1200 kroner - og går op til, og hold nu fast, 40.711 kroner. Men så kommer man altså også til at sidde på forreste række i MGM Grand!
Jeg tror nu nok, jeg har andet, jeg ville bruge de 40.000 kroner på - hvis jeg havde dem!
Både Coldplay, Madonna, Weezer, Oasis og Metallica spiller i området, mens jeg er i Californien. Madonna spiller blandt andet i Las Vegas i den weekend, vi har planlagt at tage dertil med Turf og Mette.
Billetter starter fra 1200 kroner - og går op til, og hold nu fast, 40.711 kroner. Men så kommer man altså også til at sidde på forreste række i MGM Grand!
Jeg tror nu nok, jeg har andet, jeg ville bruge de 40.000 kroner på - hvis jeg havde dem!
mandag, august 18, 2008
Taber-tøser
Suk, hvor er det altså bare træls at være i biffen og se en rigtig god film, og at der så sidder to tøser på bagerste række og fniser, griner og snakker højlydt sammen, når det bliver rigtig sørgeligt.
Hvad sker der for det? Fatter de ingenting?
Det er bare ikke i orden.
Hvad får de dog ud af, at genere resten af salen med deres udbrud?
Heldigvis var de resterende biografgængere fuldstændig enige med os fire veninder om, at de to tøser oppe på den bagerste række var to rigtige truckertøser. To tabere, som simpelthen bare ikke fattede filmen.
Og det var jo egentlig bare synd for dem.
Hvad sker der for det? Fatter de ingenting?
Det er bare ikke i orden.
Hvad får de dog ud af, at genere resten af salen med deres udbrud?
Heldigvis var de resterende biografgængere fuldstændig enige med os fire veninder om, at de to tøser oppe på den bagerste række var to rigtige truckertøser. To tabere, som simpelthen bare ikke fattede filmen.
Og det var jo egentlig bare synd for dem.
mandag, august 04, 2008
Tomme trusler
I de sidste par måneder har jeg lært en masse om børneopdragelse. Ikke fordi jeg har fået et barn (og jeg er heller ikke gravid), men fordi der er kommet en legetøjsforretning i gården foran redaktionen.
Her om sommeren, hvor vi har åbne vinduer, bliver man ufrivilligt vidne til mange spændende diskussioner mellem forældre og børn.
For eksempel den her: "Hvis du ikke holder op med at plage, så får du ikke aftensmad" - eller trusler som "hvis du ikke stopper nu, så går mor hjem, og hvordan vil du så komme hjem".
Nu er jeg ikke børnepsykolog, men umiddelbart lyder det ikke, som de mest realistiske trusler. Og live-forsøgene nede i gården viser da også, at børnene er temmelig ligeglade. De skriger/plager videre - måske endda med endnu mere lyd på for lige at overbevise mor eller far.
Så nu har jeg da i hvert fald lært lidt om, hvad jeg ikke skal gøre, når jeg engang bliver mor. Så må vi bare se, om jeg på det tidspunk kan være ligeså viljestærk, som jeg gør mig klog ligenu.
Her om sommeren, hvor vi har åbne vinduer, bliver man ufrivilligt vidne til mange spændende diskussioner mellem forældre og børn.
For eksempel den her: "Hvis du ikke holder op med at plage, så får du ikke aftensmad" - eller trusler som "hvis du ikke stopper nu, så går mor hjem, og hvordan vil du så komme hjem".
Nu er jeg ikke børnepsykolog, men umiddelbart lyder det ikke, som de mest realistiske trusler. Og live-forsøgene nede i gården viser da også, at børnene er temmelig ligeglade. De skriger/plager videre - måske endda med endnu mere lyd på for lige at overbevise mor eller far.
Så nu har jeg da i hvert fald lært lidt om, hvad jeg ikke skal gøre, når jeg engang bliver mor. Så må vi bare se, om jeg på det tidspunk kan være ligeså viljestærk, som jeg gør mig klog ligenu.
torsdag, juli 24, 2008
Et af de bedre
"Dalziel & Pascoe" er nu en af de bedste krimi'er - og i dag fik jeg også lige et guldkorn fra serien i form af et nyt ord: trolley dolly - altså som i stewardesse.
Det er sgu da et godt ord!
Det er sgu da et godt ord!
mandag, juli 14, 2008
Tid vol. II
Men, der er også noget andet ved tid - ventetid. Eller den ting ved tid, som betyder, at andre mennesker skal vente på en, fordi man kommer for sent.
Jeg går selv ret meget op i, at jeg kommer til tiden. Jeg er ikke altid lige god til det, men jeg sidder med ondt i maven og irritation op til begge ører hele vejen til mødestedet, når jeg ved, jeg er kommet for sent ud af døren.
Nogle mennesker kommer konsekvent ti, femten eller tyve minutter for sent. Altid. Og uden grund. Det kan godt irritere mig. For et eller andet sted, så viser man på den måde, at man havde mere vigtige ting for derhjemme - og at vennen, kollegaen, aftalen var mindre vigtig.
Man kunne åbenbart ikke lige sløse sig sammen til at komme ud af døren og af sted i ordentlig tid, så man kunne komme på det aftalte tidspunkt - og hermed vise sin respekt for vennen, kollegaen, aftalen. Det er vel egentlig ikke for meget forlangt.
Jeg går selv ret meget op i, at jeg kommer til tiden. Jeg er ikke altid lige god til det, men jeg sidder med ondt i maven og irritation op til begge ører hele vejen til mødestedet, når jeg ved, jeg er kommet for sent ud af døren.
Nogle mennesker kommer konsekvent ti, femten eller tyve minutter for sent. Altid. Og uden grund. Det kan godt irritere mig. For et eller andet sted, så viser man på den måde, at man havde mere vigtige ting for derhjemme - og at vennen, kollegaen, aftalen var mindre vigtig.
Man kunne åbenbart ikke lige sløse sig sammen til at komme ud af døren og af sted i ordentlig tid, så man kunne komme på det aftalte tidspunkt - og hermed vise sin respekt for vennen, kollegaen, aftalen. Det er vel egentlig ikke for meget forlangt.
Tid vol. I
Tid er nu noget mærkeligt noget.
Som dengang Thomas og jeg var på vej ud af et metrotog i Rom og pludselig stødte på nogen, vi kendte fra Svendborg. Eller min kollega, hvis lillebror var på udveksling i USA og pludselig mødte sin bedste ven ved en seværdighed i Minneapolis.
Min kollega har i øvrigt en kammerat, som mener, at hvis man bare stillede sig på Times Square, så ville man gennem sit liv møde alle, man kender. Måske er det rigtigt nok - selvom jeg, indtil videre, aldrig har været i N.Y.
Men hvad med alle dem, man lige præcis ikke møder. Tænk, hvis vi bare var steget ud af en anden dør - eller vennen havde besøgt seværdigheden dagen efter. Ville man så bare have mødt en anden ven eller bekendt?
Jeg synes, det er så mærkeligt at tænke på alle de gange, jeg sikkert lige præcis har misset en person, jeg kender - et eller andet sted i verden. Spøjst!
Tænk, hvad man så er gået glip af!
Update 4. august: Det her er ganske apropos - en ny undersøgelse viser, at der er 6,6 personer mellem os alle sammen. Læs artiklen her.
Som dengang Thomas og jeg var på vej ud af et metrotog i Rom og pludselig stødte på nogen, vi kendte fra Svendborg. Eller min kollega, hvis lillebror var på udveksling i USA og pludselig mødte sin bedste ven ved en seværdighed i Minneapolis.
Min kollega har i øvrigt en kammerat, som mener, at hvis man bare stillede sig på Times Square, så ville man gennem sit liv møde alle, man kender. Måske er det rigtigt nok - selvom jeg, indtil videre, aldrig har været i N.Y.
Men hvad med alle dem, man lige præcis ikke møder. Tænk, hvis vi bare var steget ud af en anden dør - eller vennen havde besøgt seværdigheden dagen efter. Ville man så bare have mødt en anden ven eller bekendt?
Jeg synes, det er så mærkeligt at tænke på alle de gange, jeg sikkert lige præcis har misset en person, jeg kender - et eller andet sted i verden. Spøjst!
Tænk, hvad man så er gået glip af!
Update 4. august: Det her er ganske apropos - en ny undersøgelse viser, at der er 6,6 personer mellem os alle sammen. Læs artiklen her.
torsdag, juli 03, 2008
Festival über alles
Misforstå mig nu ikke. Jeg synes, at festivaler er helt fantastiske - jeg har selv deltaget i en del af slagsen. Både Midtfyns (da det fandtes), Langelands og Roskilde.
MEN, hvorfor er det, at alle medier nu er fyldt med Roskilde Festival?
DR sender live, P3 sender live, TV2 sender live. Ja, selv TV2-Vejret er derude, og min egen arbejdsplads er da også på pletten med reportager fra lejrområdet. Tager det ikke lidt overhånd?
For helt ærligt - de mennesker, der virkelig virkelig interesserer sig for den festival, de er jo blandt de omkring 100.000 mennesker, som i øjeblikket opholder sig på Dyrskuepladsen.
Jeg ved da i hvert fald, at kernelæseren på min avis IKKE går til festival. Jeg tror rent faktisk, at de vil synes, at festival er noget larmende, beskidt rod.
Jeg foranlediges faktisk lidt til at tro, at det er journalisterne, som rigtig gerne vil dække festival. For det er da noget af det sjovere at dække. Men det skal jo også interessere læserne/seerne/lytterne.
Hermed ikke sagt, at jeg slet ikke vil høre noget om, hvad der sker på Roskilde. For det vil jeg gerne. Jeg er bare lidt træt af at høre det samme indslag om åbning af festivalpladsen, sjoveste/skøreste lejr og hvad festivaldeltagerne skal have at spise igen og igen.
Det må da være muligt at finde på noget originalt - selvom man er på festival!
MEN, hvorfor er det, at alle medier nu er fyldt med Roskilde Festival?
DR sender live, P3 sender live, TV2 sender live. Ja, selv TV2-Vejret er derude, og min egen arbejdsplads er da også på pletten med reportager fra lejrområdet. Tager det ikke lidt overhånd?
For helt ærligt - de mennesker, der virkelig virkelig interesserer sig for den festival, de er jo blandt de omkring 100.000 mennesker, som i øjeblikket opholder sig på Dyrskuepladsen.
Jeg ved da i hvert fald, at kernelæseren på min avis IKKE går til festival. Jeg tror rent faktisk, at de vil synes, at festival er noget larmende, beskidt rod.
Jeg foranlediges faktisk lidt til at tro, at det er journalisterne, som rigtig gerne vil dække festival. For det er da noget af det sjovere at dække. Men det skal jo også interessere læserne/seerne/lytterne.
Hermed ikke sagt, at jeg slet ikke vil høre noget om, hvad der sker på Roskilde. For det vil jeg gerne. Jeg er bare lidt træt af at høre det samme indslag om åbning af festivalpladsen, sjoveste/skøreste lejr og hvad festivaldeltagerne skal have at spise igen og igen.
Det må da være muligt at finde på noget originalt - selvom man er på festival!
søndag, juni 22, 2008
Opskriften på en krimi
Jeg elsker krimier - især de nordiske femi-krimier, bølgen som, for mit vedkommende, startede med Liza Marklunds "Nedtælling" i slutningen af 90'erne.
Siden er mange gode, nordiske krimiforfattere kommet til: Sara Blædel og Elsebeth Egholm, for at nævne to af de danske - og Mari Jungstedt og Camilla Läckberg for at nævne et par svenske.
Det er gode krimi'er, og jeg æder dem råt på ganske få dage. Men jeg kan heller ikke lade være med engang imellem at føle mig en lille smule snydt.
I alle krimierne er opskriften nemlig næsten den samme: Journalist blander sig i mord og opklarer det.
Egentlig er den opskrift jo en smule triviel - derfor er det for eksempel godt, at en mand som Stieg Larsson kom ind i billedet med sine tre bøger om Mikael "Kalle"Blomkvist og superhackeren Lisbeth Salander.
Her var der da endelig en krimi, som var lidt anderledes. Godt nok var Mikael også journalist...men alligevel. Bøgerne var bygget anderledes op, og havde et andet plot, og det, tror jeg, er, hvad der har tiltrukket så mange læsere.
Jeg håber, forfatterne med tiden vil lave lidt om på opskrifterne, så vi ikke skal fordøje den samme ret igen og igen.
Siden er mange gode, nordiske krimiforfattere kommet til: Sara Blædel og Elsebeth Egholm, for at nævne to af de danske - og Mari Jungstedt og Camilla Läckberg for at nævne et par svenske.
Det er gode krimi'er, og jeg æder dem råt på ganske få dage. Men jeg kan heller ikke lade være med engang imellem at føle mig en lille smule snydt.
I alle krimierne er opskriften nemlig næsten den samme: Journalist blander sig i mord og opklarer det.
Egentlig er den opskrift jo en smule triviel - derfor er det for eksempel godt, at en mand som Stieg Larsson kom ind i billedet med sine tre bøger om Mikael "Kalle"Blomkvist og superhackeren Lisbeth Salander.
Her var der da endelig en krimi, som var lidt anderledes. Godt nok var Mikael også journalist...men alligevel. Bøgerne var bygget anderledes op, og havde et andet plot, og det, tror jeg, er, hvad der har tiltrukket så mange læsere.
Jeg håber, forfatterne med tiden vil lave lidt om på opskrifterne, så vi ikke skal fordøje den samme ret igen og igen.
tirsdag, maj 20, 2008
En opsang fra Mungo Park
Så gjorde de det endnu en gang, Mungo Park, leverede en knaldgo', medrivende og rammende forestilling. Denne gang musicallecturen "Opsang", som der var premiere på her til aften i Allerød.
Bag forestillingen er Heinrich Christensen, som netop har fået Reumerts Talentpris.
I samarbejde med Baggårdteatret fra Svendborg uddeler Mungo Park syngende moralske lussinger og teatralske bøllebank til den visne blomst af Danmarks ungdom, som i aftenens forestilling blev revsetgennem alle syv dødssynder i en teenagemusical så gennemmoralsk, at den fik Indre Missions landsmøde til at minde om en sexmesse i Herning.
Helt sikkert en forestilling, der er værd at se.
Bag forestillingen er Heinrich Christensen, som netop har fået Reumerts Talentpris.
I samarbejde med Baggårdteatret fra Svendborg uddeler Mungo Park syngende moralske lussinger og teatralske bøllebank til den visne blomst af Danmarks ungdom, som i aftenens forestilling blev revsetgennem alle syv dødssynder i en teenagemusical så gennemmoralsk, at den fik Indre Missions landsmøde til at minde om en sexmesse i Herning.
Helt sikkert en forestilling, der er værd at se.
onsdag, april 30, 2008
Olé
Det er altså sjældent, jeg griner, hviner, klapper, synger og snakker, når jeg er i biografen.
Men jeg gjorde det i aften, og det var helt tilladt, for filmen var "Og det var Danmark" om landsholdet i årene 1979-1992, og så må man altså godt klappe!
Det var da en film, man kun kunne blive glad af. Lige fra de første klip med Sepp, til Allan Simonsen, Re-Sepp-Ten, EM i 1984, VM i 1986, Laudrupperne på landsholdet, Ricardo og selvfølgelig: EM i 1992.
Klasse!
Det er godt nok en af de mere livsbekræftende film, jeg længe har set. Den kan varmt anbefales - hvis hjertet banker for det danske landshold.
Men jeg gjorde det i aften, og det var helt tilladt, for filmen var "Og det var Danmark" om landsholdet i årene 1979-1992, og så må man altså godt klappe!
Det var da en film, man kun kunne blive glad af. Lige fra de første klip med Sepp, til Allan Simonsen, Re-Sepp-Ten, EM i 1984, VM i 1986, Laudrupperne på landsholdet, Ricardo og selvfølgelig: EM i 1992.
Klasse!
Det er godt nok en af de mere livsbekræftende film, jeg længe har set. Den kan varmt anbefales - hvis hjertet banker for det danske landshold.
tirsdag, april 22, 2008
Nem underholdning
Hvad fanden skete der egentlig for Bubber, badekarret og Rock-blomsten?
Det kom Mette og jeg til at tale om i dag - selvfølgelig over en strawberry daiqury (intet mindre kunne gøre det ud for en godnatdrink til os).
Altså, hvorfor var det så fedt at sidde klistret til skærmen hver lørdag eftermiddag og glo på en mærkeligt snakkende mand, som sad i et badekar iført stribet trøje og forkert knappede overalls?
Det eneste der vel egentlig foregik i programmet var indslaget, hvor Rockblomsten skulle danse, små klip af General Dryptud og kamelen Johanna ude i naturen, en Find Holger-seance samt ophængningen af alle de indsendte tegninger.
Der skulle altså ikke meget til at underholde os dengang i 1990...
Det kom Mette og jeg til at tale om i dag - selvfølgelig over en strawberry daiqury (intet mindre kunne gøre det ud for en godnatdrink til os).
Altså, hvorfor var det så fedt at sidde klistret til skærmen hver lørdag eftermiddag og glo på en mærkeligt snakkende mand, som sad i et badekar iført stribet trøje og forkert knappede overalls?
Det eneste der vel egentlig foregik i programmet var indslaget, hvor Rockblomsten skulle danse, små klip af General Dryptud og kamelen Johanna ude i naturen, en Find Holger-seance samt ophængningen af alle de indsendte tegninger.
Der skulle altså ikke meget til at underholde os dengang i 1990...
onsdag, marts 19, 2008
Gammel kærlighed
Gammel kærlighed ruster aldrig. Er det ikke det, man siger?
Jeg er enig.
Min allerførste kærlighed var Bryan Adams, og han har sådan set spøgt i kulissen lige siden, jeg som 11-årig købte cd'en, i øvrigt min første, "Waking Up The Neighburs" i 1991.
Har "mødt" min store kærlighed to gange - på Midtfyns Festivalen i 1999 og sidste år, hvor han spillede i Ballerup Superarena.
At jeg stadig har et meget svagt punkt, når det gælder Bryan Adams, det fik jeg bevist for et par måneder siden, hvor redaktionen, i forbindelse med, at Bryan Adams spiller i Hillerød 2. juni, fik tilbud om et interview.
Og jeg turde ikke!
Jeg turde simpelthen ikke at interviewe min store kærlighed.
Tænk, hvis jeg kludrede i de engelske gloser, hvis jeg glemte alle spørgsmålene - eller (mest sandsynligt) bare blev tomatrød i hovedet.
Det ville jeg ikke kunne bære.
Så jeg måtte takke nej, og det blev i stedet min chef, Marianne, der drog afsted mod Pakhus 11 i København, hvor Bryan Adams i mandags holdt intimkoncert (den kunne jeg nok godt lige have overskuet at gå til). Også hun var begejstret!
Men en ting er sikkert, jeg tør godt stå der, når Bryan Adams i juni går på scenen på Hillerød Stadion. Så er jeg klar, og jeg har to af mine bedste tøser, Mette og Julie, med til at synge med på alle sangene - forhåbentlig så højt, at naboerne bliver vækket - og holdt vågne det meste af natten!
Jeg er enig.
Min allerførste kærlighed var Bryan Adams, og han har sådan set spøgt i kulissen lige siden, jeg som 11-årig købte cd'en, i øvrigt min første, "Waking Up The Neighburs" i 1991.
Har "mødt" min store kærlighed to gange - på Midtfyns Festivalen i 1999 og sidste år, hvor han spillede i Ballerup Superarena.
At jeg stadig har et meget svagt punkt, når det gælder Bryan Adams, det fik jeg bevist for et par måneder siden, hvor redaktionen, i forbindelse med, at Bryan Adams spiller i Hillerød 2. juni, fik tilbud om et interview.
Og jeg turde ikke!
Jeg turde simpelthen ikke at interviewe min store kærlighed.
Tænk, hvis jeg kludrede i de engelske gloser, hvis jeg glemte alle spørgsmålene - eller (mest sandsynligt) bare blev tomatrød i hovedet.
Det ville jeg ikke kunne bære.
Så jeg måtte takke nej, og det blev i stedet min chef, Marianne, der drog afsted mod Pakhus 11 i København, hvor Bryan Adams i mandags holdt intimkoncert (den kunne jeg nok godt lige have overskuet at gå til). Også hun var begejstret!
Men en ting er sikkert, jeg tør godt stå der, når Bryan Adams i juni går på scenen på Hillerød Stadion. Så er jeg klar, og jeg har to af mine bedste tøser, Mette og Julie, med til at synge med på alle sangene - forhåbentlig så højt, at naboerne bliver vækket - og holdt vågne det meste af natten!
tirsdag, februar 19, 2008
To verdener
I dag har jeg været til forpremiere på Niels Arden Oplevs nyeste film, "To verdener".
Hold da op! Ganske som "Drømmen", så var det en helt fantastisk film, som borede sig dybt ind i hjertet - og videre ned i maven.
Og puha, jeg er nu ganske glad for, at jeg er vokset op i en ganske almindelig familie - som ikke er Jehovas Vidner. Hvor man gerne måtte have kærester, sex udenfor ægteskabet, se tv, drikke alkohol, gå til fester, være værnepligtig osv.
Tænk, at de her mennesker rent faktisk tror på det, de står og siger til menigheden og deres børn! Det er så svært at sætte sig ind i.
Faderen i filmen bliver for eksempel glad, da hans datter stopper på handelsskolen for at missionere på fuld tid, og da datteren spørger ham, om han elsker gud mere end hende, så kommer et højt, umiddelbart og klart "ja" fra faderen.
Det er svært for mig at forstå...men spørgsmålet er, hvordan Jehovas Vidner føler sig fremstillet i filmen. Det glæder jeg mig til at høre mere om.
For egentlig viser filmen vel bare, hvordan livet som Jehovas Vidne er. Og det gør den ganske godt. Vi ser jo i virkeligheden alle forskelligt på verden, og selvom jeg måske synes, at livet som Jehovas Vidner ser helt forfærdeligt ud - så føler de sig måske fair og rigtigt fremstillet.
Det ved man ikke...
P.s. Glæd jer til at se filmen - om ikke andet, så for at nyde de mange dejlige scener fra min hometown, Svendborg.
Hold da op! Ganske som "Drømmen", så var det en helt fantastisk film, som borede sig dybt ind i hjertet - og videre ned i maven.
Og puha, jeg er nu ganske glad for, at jeg er vokset op i en ganske almindelig familie - som ikke er Jehovas Vidner. Hvor man gerne måtte have kærester, sex udenfor ægteskabet, se tv, drikke alkohol, gå til fester, være værnepligtig osv.
Tænk, at de her mennesker rent faktisk tror på det, de står og siger til menigheden og deres børn! Det er så svært at sætte sig ind i.
Faderen i filmen bliver for eksempel glad, da hans datter stopper på handelsskolen for at missionere på fuld tid, og da datteren spørger ham, om han elsker gud mere end hende, så kommer et højt, umiddelbart og klart "ja" fra faderen.
Det er svært for mig at forstå...men spørgsmålet er, hvordan Jehovas Vidner føler sig fremstillet i filmen. Det glæder jeg mig til at høre mere om.
For egentlig viser filmen vel bare, hvordan livet som Jehovas Vidne er. Og det gør den ganske godt. Vi ser jo i virkeligheden alle forskelligt på verden, og selvom jeg måske synes, at livet som Jehovas Vidner ser helt forfærdeligt ud - så føler de sig måske fair og rigtigt fremstillet.
Det ved man ikke...
P.s. Glæd jer til at se filmen - om ikke andet, så for at nyde de mange dejlige scener fra min hometown, Svendborg.
Abonner på:
Opslag (Atom)