Viser opslag med etiketten shopping. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten shopping. Vis alle opslag

torsdag, juli 22, 2010

Jimmy og hans venner vil ud!

Jeg har et særdeles elegant trekløver stående i entréen. Det er Jimmy, Manolo og Christian. De står og venter på at blive luftet. Men de kommer ikke så meget ud.

For desværre, så kan man jo kun lufte én af dem ad gangen, og det er desværre ikke så tit i disse tider, at man bliver inviteret ud. Eller jo - det er det. Jeg stavrer da jævnligt henad brostenene til Bistroen og tilbage igen. Men ellers er det ikke så tit, jeg bliver inviteret ud på steder, hvor man kan have stiletter på.



På Grøn Koncert for eksempel - skal man jo tænke praktisk og have gummistøvler eller kondisko på, til almindelige koncerter når man at blive træt i fødderne, inden musikken er slut - og på ferien er det så varmt, at fødderne hæver til det dobbelte. Så gider man ikke lige vride fødderne i et par spidse sko med otte centimeter hæl.

Så det jeg efterlyser er nogle flere festinvitationer. Der må da være nogen derude, der har lyst til at byde på en cocktail eller to her i sommervarmen - så kvitterer jeg til gengæld med aftenens flotteste sko!

torsdag, juni 17, 2010

På fornavn med pakkeposten

Shopper man for meget på nettet, når pakkeposten siger "du er en god kunde", når han afleverer post?

Han har da kun været forbi to gange i denne uge..

onsdag, juni 09, 2010

Det koster åbenbart ekstra at have store bryster

Man skal tilsyneladende straffes på pengepungen, når man har en barm, der er lidt større end gennemsnittet. I hvert fald, hvis man for eksempel køber en bh fra Femilet.

Efter at have prøvet en god bunke bh'er i Magasin, ville jeg lige give stativerne et ekstra gennemsyn. Og her opdagede jeg, at en af de bh'er jeg allerede havde besluttet mig for at købe, i nogle tilfælde kostede 199 kroner - mod de 299 kroner, der stod på prismærket på den jeg stod med i hånden.

Jeg spurgte en ekspedient, om det nu kunne passe. Og jo, det kunne det. Men ikke for den i min størrelse. For når man op over en D-skål, så stiger prisen med 100 kroner. "Fordi bh'erne bliver syet på en anden måde", forklarede den flinke ekspedient.

Jamen, er det ikke lidt uretfærdigt? Jeg mener, jeg kan jo ikke gøre for, at mine bryster har den størrelse, mine bryster nu har - det er jo bare noget, der ligger til familien..

En bluse koster vel heller ikke mere, hvad enten man køber den i small eller large, og prisen på et par sko er da den samme lige meget om man køber dem i str. 37 eller 41?!

Og jeg er ikke den eneste med bh-problemet - vi er faktisk ret mange kvinder med samme udfordring:
En undersøgelse i 2007 af europæiske kvinder udført af lingerifirmaet Triumph, viste at ud af de undersøgte europæiske lande havde danske kvinder gennemsnitligt de næststørste bryster. Halvdelen (50 %) af de undersøgte kvinder brugte D-skål (19 % brugte C, 24 % B og 7 % A)[1][2] (Kilde: Wikipedia).
Måske skal vi have et EU-direktiv på banen for at løse denne ulighed..?

tirsdag, juni 08, 2010

Bæredygtig shopping

Materialistisk? Det må jeg vel indrømme, at jeg er. En smule..

Og det har egentlig ikke noget at gøre med, at jeg er et mærkedyr (yndet udtryk i folkeskolen) eller en shopaholic (for det indrømmer jeg gerne - ifølge kæresten er jeg verdens bedste forbruger) - næh, jeg kan egentlig bare godt lide, at tingene holder. Både stil- og kvalitetsmæssigt.

For der er sgu da ikke noget værre end at købe en t-shirt i H&M, bruge den en gang, vaske den og så er den pilskæv. Så vil jeg faktisk hellere give 100 eller 200 kroner mere, og så have den i to sæsoner - uden den bliver skæv

Og hvis man er lidt smart, så kan man jo også sagtens finde de gode tilbud på de rigtige sager - for eksempel fandt jeg forleden en Stella McCartney t-shirt sat ned fra 1399 kroner til 300 kroner i SuiNui i Århus - og i et outlet mall i Dubai stod der pludselig et par Christian Louboutin-stilletter sat ned fra 7500 kroner til 995 kroner.



Der stod ET ENESTE PAR - og det lige præcis i MIN størrelse! Ja, jeg kunne ikke stå imod! Haps, sagde det - og efterfølgende var jeg nærmest helt euforisk, da jeg stod og skulle betale. Kom der mon nogen og vækkede mig af min drøm? Næh!

Mine kvalitetsstandarder gælder både for tøj og sko, men bestemt også for fødevarer, møbler og andet inventar.

Jeg vil da hellere have noget der koster lidt ekstra, men så til gengæld holder i mange år (det gælder ikke fødevarerne). Og så gør det bestemt heller ikke noget, hvis det ser pænt ud samtidig. Og hvis tingene så holder et helt liv - kan det så ikke godt betale sig? Det er da faktisk sådan lidt bæredygtigt at tænke på..

lørdag, februar 20, 2010

Der er sgu nok noget hun mangler

"Nøøøjjj, prøv lige at se, hvor mange stiletter hun har, skat".

Vi er på cafe, min romm'ie og jeg. Jeg læser Eurowoman. Han Politiken.

Jeg har i en artikel spottet en eller anden designer/journalist/direktør/art director/produktmanagers kæmpestore samling af Jimmy Choo, Manolo Blahnik OG, ikke mindst, Christian Louboutin-stiletter. Og nu er jeg meget misundelig på den store mængde af sko, der på billedet i magasinet nærmest fylder en hel væg..

Så er det godt, man har en kæreste, der kan få en lidt ned på jorden igen:

"Så er der nok noget andet, hun mangler", lyder det tørt omme fra avisen.

Og jo, det er jo sikkert rigtig nok.

Måske har hun ikke sådan en sød kæreste. Måske kan hun ikke lave mad? Måske har hun ikke sådan en dejlig familie? Eller sådan nogle søde venner? Måske skal hun ikke til Thomas Helmig-koncert på fredag. Måske har hun bumser på ryggen eller overtrukket sit dankort (det har hun helt sikkert med alle de sko).

Men derfor, så kunne jeg da godt ønske mig bare et liiiiiillebitte par Christian Loubutin-stiletter (i sort, hvis der er nogen, der vil vide det). Bare et lillebitte par. Og måske også et lillebitte par Manolo'er og, ja - når vi nu er i gang, så et par Jimmy Choos.. Men så skal jeg heller ikke bede om mere.

I denne sæson..

tirsdag, oktober 21, 2008

Powershopping a la Mary

Engang imellem må man gerne forære sig selv noget rigtig lækkert.

Især når man kan finde tingene meget billigere på nettet, end i butikkerne. Så nu er jeg altså et par superfede Prada-solbriller rigere - ikke til $245, som i butikkerne, men til $170. Hehe...

Og Mary, ja hun har selvfølgelig også fundet fidusen - nok ikke den med at handle på nettet (det behøver hun vist ikke), men med de fede briller.

Nu vil jeg sidde og stirre længselsfuldt på postkassen, til UPS ankommer med min pakke.

fredag, oktober 03, 2008

Lækre mærker på rad og række

Diane von Furstenberg, Chanel, DKNY, Marc by Marc Jacobs - OG Manolo Blahnik... Det er altså ikke lige mærker, man sådan lige vælter sig i i Danmark.

Men det er det altså i USA, hvor der er hele afdelinger med de fine mærker - og hverken i Bloomingdales eller i Macys tøver de med at sætte priserne godt ned. Derfor har jeg i dag stået og bladret to kæmpemæssige stativer med Diane von Furstenberg, Marc Jacobs - og French Connection igennem - alt sammen nedsat med 40 procent.

Jo tak, og også størrelserne har de "sat" omkring to størrelser ned, så alt er jo skønt!

Desværre fandt jeg ikke lige noget, der passede helt perfekt. Det skulle da lige være mine nye vandrestøvler, som jeg fandt nedsat til 39 $ - omkring 200 kroner i en friluftsbutik. Det var et godt køb, som skal afprøves i Yellowstone i weekenden.

søndag, august 31, 2008

Narkotest i Netto

Netop hjemkommet fra en lang arbejdsweekend åbner jeg Netto-reklamen for næste uge, og hvad ser jeg - nu kan man sgu også købe narkotests.

59 kroner koster sådan en, hvis man skulle være interesseret - men, så tester den altså også for hele fem narkotikatyper, den er 96-98 procent sikker og er både CE-certificeret og FDA-godkendt.

Jojo...

Er det bare mig, eller er det lidt grænseoverskridende, at man nu kan købe narkotests i Netto. Har vi så med det ikke lissom overskredet en eller anden grænse?

Jeg mener, jeg synes faktisk, det er lidt vildt, at man for eksempel kan købe graviditetstests i Netto, og nu kan man altså også blive knaldet for misbrug af stoffer med en test købt i en dagligvarebutik.

Hvad bliver det næste? Mamografiscreening i baglokalet eller klamydiatest ved kassen? Sådan noget hører altså til i veluddannede hænder hos lægen eller på hospitalet.

mandag, januar 07, 2008

Nogle ting er (måske) værd at vente på

I dag har jeg fået en rigtig lækker fedtegave fra Body Shop.

Af en eller anden grund er mit navn nemlig blevet skrevet på en liste, så jeg får vareprøver - for eksempel cremer og bøger tilsendt til redaktionen.

Og det er jo slet ikke dårligt...

Så spændt sad jeg så her til aften i sofaen med min "Body Focus - Sculpting Body Mask" og læste brugsanvisningen...

Men lidt lang i næbbet blev jeg altså, da jeg nåede til afsnittet om, at "det bedste resultat opnås ved at indhylle det pågældende hudområde med husholdningsfilm og efterlade det i 15-20 minutter".

Hmmm...forestil jer mig, indhyllet i husholdningsfilm i tyve minutter. Et skønt syn!

Til gengæld får man synligt strammere hud på bare fire uger, lover de - det er da værd at vente på. Skal bare lige have købt noget mere husholdningsfilm.

Måske man bare skulle prøve med maven - og måske lårene til at starte med. Men hvad så - skal med så stå op i tyve minutter, mens man venter?

Forsøget bør nok foregå med nedrullede gardiner. Ellers bliver genboerne da først helt sikre på, at jeg er skingrende skør.

Jeg vender tilbage med en anmeldelse snarest - og nej: DER KOMMER IKKE BILLEDER!

onsdag, november 28, 2007

Shopamok i Ikea

Hvad er det, der sker for mig, når jeg træder ind i en Ikea?

Jeg entrerer butikken, suser rundt i nogle minutter og ender pludselig op ved kassen med otte kæmpestore bloklys, fire lidt mindre og 100 fyrfadslys - og er pludselig 321 kroner fattigere.

Nåh ja, så røg der også lige to par sutsko, tre ruller gavepapir, et lagen, et rivejern (??!) og to viskestykker i vognen...

Men, så lagde jeg altså også to håndklæder tilbage igen, da jeg kom i tanke om, at jeg ligeså godt kunne ønske mig dem til jul, som jo er om under 30 dage.

Det er som om, jeg simpelthen ikke kan finde ud af at bruge under 300 kroner derude.

Nåh men, det gode er da, at jeg nu skulle have lys til at dække HELE julen.

mandag, november 26, 2007

H&M bør vise det gode eksempel

I aftes afslørede det svenske tv-program, Agenda, at tøjkæden H&M bruger børnearbejde.

Det er usbekiske børn helt ned til ni år, der plukker bomuld for en leverandør til H&M.

"Vi har et forretningsforhold til vores leverandør. Ikke vores leverandørs leverandører, " siger H&M's miljøkoordinator Henrik Lampa og afviser hermed at gøre noget ved problemet.

Men, hvis en gigant som H&M ikke går forrest, og siger nej tak til børnearbejde, hvem fanden skal så?

Det ville være et meget pænt træk af den kæmpestore tøjkæde, som vi vist allesammen kan finde et stykke tøj fra i vores klædeskab, at sige nej tak til leverandøren, næste gang der skal købes bomuld.

søndag, september 30, 2007

Lemmingeffekten

I går blev jeg offer for noget man vel nærmest kan betegne som lemmingeffekten.

Jeg skulle egentlig bare have et frimærke til 4,75, men endte med at forlade Superbest med varer for 54,75 - og hvad købte jeg så?

Jo, alle de andre i køen skulle have en lottokupon - med Joker. Noget jeg normalt meget sjældent køber (læs hvornår jeg sidst gjorde det andetsteds på denne blog).

Men når nu alle de andre gik efter den store gevinst, så følte jeg mig udenfor - og tænk, hvis det nu var min vinderkupon, der blev printet ud til en anden.

Det ville ikke gå.

Så jeg investerede i et styks Lynlotto med Joker (var der forresten ikke engang sådan en lottokupon kostede tyve kroner?). Og vandt jeg så?

Nix - det kunne jeg jo nok have sagt mig selv...

lørdag, september 08, 2007

Loppemarkedsløjer

Det er sjovt, det der med loppemarkeder...

I dag havde Maria, Marias kusine Lea og jeg en loppemarkedsbod på Islands Brygge. Maria og Vemund havde nærmest hele deres lejlighed med. Blandt andet en masse tøj, teknik og gamle spisestel med.

Jeg havde lidt af hvert, blandt andet mine gamle Bauer-rulleskøjter og nogle bøger med, og Lea havde primært bøger i kasserne.

Bøgerne var faktisk det, der var mest salg i. Mens vi efter et par timer måtte sætte de fleste glas- og plastikdimser ned fra ti til to kroner, så blev bøgerne under hele seancen på ti kroner.

Maria havde en masse lækkert tøj og brugte sko med, men næsten intet af tøjet blev solgt. Heller ikke selvom det var pænt, nyvasket og til sidst blev sat meget kraftigt ned.

Og hvad er det så, der trækker folk til? Jeg ved det ikke helt. Men en sikker tendens var, at stod der allerede folk i boden, så trak det flere til. Og var man fræk med et godt (loppe)tilbud, så gav folk sig i de fleste tilfælde også tid til lige at bladre stakken af bøger igennem, eller se efter i flyttekasserne med glas og plastik.

Vi loppebodsbestyrere er enige om, at det nok ikke rigtig duer at sælge brugt tøj og sko - med mindre man altså har en sko udelukkende med tøj og sko (det havde flere af naboerne). Så bevæger teamaet sig nemlig pludselig fra umotiveret skrammel til secondhand, og det er meget finere.

Jeg havde en god dag, og jeg solgte for cirka 400 kroner, så jeg er godt tilfreds!

Update 10. september: Mette har lagt billeder af kræmmeren på sin blog.

torsdag, juli 12, 2007

Ferietyveri

Der er da et eller andet galt... To uger, der bare er forsvundet ud i det blå.

På mandag, om fire dage, skal jeg på arbejde igen, og tiden er jo bare fløjet afsted.

Heldigvis har jeg i dag leget rigtig turist med Mette, hendes bror Christian, der er hjemme fra USA på besøg, og hans kæreste Cecily.

Vi var en tur på Strøget, og efter en grundig rundering af de fleste butikker, tog vi en havnerundfart med Netto-bådene. Som sædvanlig dejligt at lære lidt om sin egen by, og jeg tog da også lidt billeder med mobilos.


Den lille (og det slår mig gang på gang, hvor lille hun er. Hvad er det lige, der gør at folk valfarter til, for at se hende?) havfrue.

En anden havfrue - Mette Hø. på kanalrundfart.

Den fine Netto-båd (god guide, forresten).

Men, hvem er det, der har stjålet min ferie?

P.s. TAG ALDRIG NYE SKO PÅ PÅ SHOPPING!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

torsdag, juni 28, 2007

Tænk hvis jeg vandt...

Jeg er normalt ikke den store køber at Lotto-kuponer.

Faktisk, så tror jeg at det er første gang i mit liv, at jeg har investeret penge i sådan et par størrelser. Men en gevinst på 58 millioner kroner - den trækker!

For tænk hvis jeg vandt...

Og tænk, hvis jeg var den eneste, der vandt. Så ville mit liv jo være fri for økonomiske problemer resten af min levetid.

Eller ville jeg være ligeså dårlig til at styre mine 58 millioner kroner, som jeg er til at styre den noget mindre indtægt i løn, der lander på min konto den sidste bankdag i hver måned.

Det er svært at sige, og jeg finder nok først ud af det på lørdag, når jeg sidder der med de syv rigtige tal - og skriger YES!!


P.s.

Prioriteret liste over ting, jeg vil købe, hvis det bliver mig, der får de 58 millioner:

1) Købe min gæld ud af Sydbank.
2) Købe min gæld ud af Finansstyrelsen (studielån)
3) Tage på dykkerferie med Thomas
4) Rejse et fantastisk sted hen med min familie
5) Invitere mine venner til en kæmpe fest på en lille ø i et meget eksotisk land
6) Så er det tid til power-shopping

7) Nej, nu får jeg det helt skidt - i punkt 1-6 har jeg kun tænkt på mig selv (og mine vener + familie). Der skal selvfølgelig også sponsores en hel del penge i velgørenhed, og min søde søn, Moriba, på seks år og hans familie skal have det godt

mandag, april 23, 2007

På lagersalg!



Uha, jeg er altså bare helt vild med de der lagersalg. Tror efterhånden, at jeg har fået skrevet mig op på samtlige danske modeskaberes mailinglister, og jeg får derfor post, hver gang der er billigt tøj til salg.

Det betyder for eksempel, at man kan få et par dejlige sko som disse nedsat fra 1600 kroner til 350 kroner. Skønno!

Kan op det varmeste anbefale, at man smutter ud til Bruuns Bazars lagersalg på Naverland 22 i Glostrup. Der er åbent i morgen tirsdag fra klokken 10-20. Og der er stadig masser af lækre jakker, kjoler, toppe, sko, støvler og bukser til salg for billige priser.

Løb også af med de to dejligste sæt sengetøj (nærmest i Marimekko-farver), en polo til min søde kæreste (som om han ikke har nok i forvejen) og en lille top. Toppen bliver sikkert hurtigt sendt til genbrugsbutikken, men de andre er allerede totalt yndlingsting.