En ny verden

Som jeg tidligere har bekendtgjort her på bloggen, skal jeg jo til at være chef. Eller konstitueret redaktør, som det så fint hedder - indtil videre fra 1. april til 31. december.

Jeg glæder mig. Det bliver spændende og anderledes - og er det jo ikke mindst en god tilføjelse til cv'et.

Men der kommer jo også nogle udfordringer. Jeg skal vænne mig til, at jeg pludselig er chefen. At jeg ikke kan sige hvad som helst til og om folk, og at jeg får et langt større ansvar. At folk begynder at opfatte mig som "chefen".

Jeg synes allerede, jeg kan mærke det lidt. Når den nuværende chef er væk fra redaktionen, så ligger ansvaret ubevidst på mig - også selvom jeg først tiltræder om halvanden måned.

Men det er vel en del af pakken. Noget jeg bare må vænne mig til.

The Boss

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg godt kunne tænke mig at blive chef engang. Men at det pludselig skulle gå så stærkt, det havde jeg godt nok ikke regnet med.

Torsdag blev min redaktør udlånt til en anden stilling pr. 1. april - og fredag sagde jeg ja til stillingen som konstitueret lokalredaktør på Frederiksborg Amts Avis Hillerød-redaktion. Onsdag skrev jeg under på kontrakten - og i dag blev det så offentliggjort.

Aftalen betyder, at jeg ikke længere bare er journalist, men nu også skal vise mine lederegenkaber - indtil videre frem til 31. december.

Det bliver spændende at se, om om jeg kan holde styr på tropperne. Om jeg overhovedet kan finde ud af at være chef - og om jeg kan lide det. Det må tiden jo vise..

Reporter in the States

"Mai Helene Lykke. Frederiksborg Amts Avis. San Fransisco".

Sådan kommer det sandsynligvis til at lyde til efteråret, når jeg skal dække lidt amerikansk præsidentvalg for avisen.

Jeg skal jo til San Fransisco et par måneder, sandsynligvis i oktober og november, for at være forskerkone for Thomas. Han skal være klog et halvt års tid på Stanford - og hvad er mere oplagt, end at jeg lige skriver et par artikler til avisen om valget.

Amerikanerne skal til stemmeurnerne den 4. november - op til der er jeg på pletten med spændende reportager og billeder fra SF.

Det bliver fedt!

Et klap på skulderen

Kære dejlige læsere.

I den forløbne uge har vi i den gode avis, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis, skrevet om ros på jobbet. Om hvor vigtigt det er at rose sig selv og hinanden, glemme janteloven og give den anerkendelse, der gør, at vi føler os synlige, set og taget alvorligt.

I modsat fald føler vi nemlig, at vores arbejdsindsats er ligegyldig, og at vi bare er anonyme tandhjul i en stor maskine.

Historien har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt, det er for mig at blive rost. Jeg bliver jo helt høj, når jeg får en venlig læsermail, et skulderklap fra kollegaerne og redaktøren - eller ros af mine veninder, kæresten eller familien.

Her på redaktionen har artiklen affødt en nærmest overstadig og overgearet rosen af hinanden. Det er måske lidt i overkanten, men jeg håber da, at det finder et naturligt leje, så vi kan blive lidt bedre til at rose hinanden. For når alt kommer til alt, så er der jo intet bedre end at blive rost, få et skulderklap og møde kollegaernes, vennernes, familiens - og læsernes anerkendelse.

Min dygtige redaktør har indført en »praletavle«, hvor vi kan hænge artikler op, vi er stolte af. Det er en god ide. Men måske skal vi også blive bedre til at hænge andres artikler op. Og der er jo også andre ting, man kan blive rost for.

Det behøver ikke være noget fagligt. Det er jo også et skulderklap værd, at man står for noget socialt eller at man er en rigtig god kollega, ven, kæreste, kone - eller kok (ikke et ondt ord for at tage hjemmebag med på arbejdet).

Det er sådan set ligegyldigt, hvad det er. Bare vi gør det, og hvad går der egentlig af én, hvis man lige siger. »det var godt gået«, »god historie« - eller bare et »tak«. Det varmer, og det gør, at man gider en anden gang.

Ellers sker der jo bare det, som RUC-forsker Anita Mac siger i min dygtige kollega Simon Hansens artikel: »Ros og anerkendelse er en afgørende faktor, når det psykiske arbejdsmiljø og den enkelte medarbejders indsats skal forbedres«.

Derfor - i den kommende uge, ja gerne på ubestemt tid: Husk at rose andre. Gå ud og sig tak - og giv også gerne et smil med på vejen. Det koster ingenting. Du får det måske bare lidt bedre med dig selv. Og måske er der også nogle, der roser dig tilbage den anden vej. Det er dejligt.

God weekend!

Klumme bragt i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 9. februar 2008.

Til ponyspringstævne

Som journalist kan man jo, desværre, ikke være ekspert på alting (selvom nogle tror, de er det).

Det er for eksempel på emner som høns, økonomi og støjgrænser, jeg liiige skal researche lidt, inden jeg kaster mig over tastaturet.

Men det er også andre måder, at sikre sig ekspertise på.

I morgen skal jeg dække ponyspringstævne i Hillerød, og det er jeg heller ikke ekspert i - de gange, jeg har siddet på en hest, kan tælles på en hånd.

Derfor har jeg allieret mig med Mette, som er gammel hestepige (nu er det dog mest jernhesten, der styres ud over det danske land).

Mette glæder sig vildt til en dag som journalist, og har allerede kommet med flere tips til, hvordan vi skal lave reportagen så spændende og nærværende som muligt.

Og jeg priser mig bare lykkelig for, at jeg har en med, som virkelig ved noget om emnet.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis på mandag.

Kærlighed på film

Har siddet med Mette oppe på skødet de sidste to timer.

"Kærlighed på film" var nemlig rigtig spændende, uhyggelig og nervepirrende - OG GOD!!

Se den, og nyd, at verdens bedste avis, Frede, optræder som gæstestjerne.

Fra tændstikmænd til velovervejet kunst

Er det muligt for en fuldstændig ikke-kreativ person at skabe et smukt maleri på ti timer? Det fandt jeg ud af sidste weekend, hvor jeg deltog på kunstneren Hanne Bangs malerkursus.

Jeg startede som fuldstændig novice, og er faktisk ret stolt over, hvad jeg endte op med at præstere.

Fra tændstikmænd til velovervejet kunst

Det er ikke hver dag, man får chancen for at kaste sig ud i noget, man slet ikke har prøvet før. Så da jeg fik tilbuddet om at prøve kræfter med et weekendkursus i kunstenmaling, så sagde jeg med det samme ja.

Mine maleriske evner begrænser sig til tændstikmænd. Faktisk lidt pinligt, idet jeg er ansat til at være redaktionens kulturreporter. Så det var med stor iver - og spænding, at jeg lørdag mødte op i Kulturhus 8 på Smørkildevej i Hillerød, hvor kunstneren Hanne Bang stod klar med en weekendkursus i kunstmaleri.

Med mig under armen havde jeg fire lærreder fra Søstrene Grene i forskellig størrelse, og ellers bare et æbent sind. Sidste gang jeg prøvede kræfter med malerkunsten var i billedkunst i 3.g - og der er en grund til, at jeg ikke fortsatte der.

At lave kunst var ikke min største force, og selvom mine bedsteforældre stadig har min Monet-kopi hængende hjemme i stuen, så er det altså ikke stor kunst. Derfor var mit mål for kurset også sat meget lavt.

Jeg håbede bare at få malet et eller andet, jeg kunne være tilfreds med.

Flere af mine medkursister var allerede tyvstartet hjemmefra. Jeg startede fuldstændig fra bunden, og mens resten andre gik i gang med de store lærreder, forsøgte jeg mig i ro og mag med en farveprøve.

Ti gange ti kvadrater, som skal males med inspiration fra en årstid. Jeg valgte sommeren - og nogle råde toner, og gik derpå i gang med at tegne kvadrater på det lille 20x20 centimeter lærred.



Allerede der kom jeg i problemer. Hvor er det bare alt for sjældent, at man får udfordret hænderne kreativt på anden måde end ved noteskrivning, computertastning og tandbørstning. Ikke engang de små kvadrater kunne jeg lave uden et par fejlforsøg.

Efter at have fedtet mig igennem de hundrede kvadrater blev det dog endelig tid til at blande de første farver.

Allerede efter tre minutters maling ødelagde jeg min røde farveklat med den hvide maling, og i baghovedet lyder kursusleder og kunster Hannes råd om altid at holde redskaberne rene.

Nåeh, tænker man så. Det betyder åbenbart både pensler og spartel. Efter den lille lektie, begyndte det at gå derudaf. Ganske hurtigt følges det næsten som om, jeg kan gå på vandet.



Jeg er godt med, synes jeg selv. Men ganske hurtigt melder frustrationen sig, for hvordan får jeg farverne lavet lidt mere gyldne? Lige meget hvad jeg gør, så går den røde farve over i de brune nuancer, når jeg blander.

Bare et lille stænk af den blå eller sorte farve i den røde giver en mærkelig brun masse, og udfordringen må efter snart en times arbejde lyde på: klarere farver.

Kort tid efter bliver jeg dog lidt klogere. Det går op for mig, at det er smart, hvis man blander den lyseste farve op med en lille prik af den mørke farve - så skal der ikke så meget til.

Pludselig går det derudaf med masser af kvadrater i røde nuancer, og et lærred der snart er fyldt ud.

Efter en times arbejde og rådslagning med Hanne, er jeg nu klar til næste udfordring - jeg skal male bunden til mit store billede.

Rådet fra min mentor lyder, at man skal bruge de farver man ikke kan lide - eller dem man ikke vil bruge i sit endelige værk. Og da jeg har besluttet mig for, at mit værk skal ende ud i nogle stærke røde farver, går jeg i krig med blå, gul, hvid og sort.

Komplementærfarverne, som skal udgøre grundfarverne for mit værk.

Det går stærkt, og jeg skrabet grønne og blå klatter på lærredet på med min spartel. Det er ikke helt skidt, tænker jeg stolt.

Og pludselig er er også ros fra mine medkursister - de kalder mig Per Kirkeby - og det navn kender jeg. Så jeg er stolt som en pave.

Men der går ikke længe for den kunstneriske frustration igen melder sig. Efter manisk at have malet baggrund på alle fire lærreder i løbet af halvanden time, rammer jeg muren. Hold da op, hvor blev mit for et øjeblik siden så flotte Per Kirkeby-billede pludselig grimt.

Jeg prøver med lidt forskelligt - nogle bølger, lidt laserering og blomster midt i det grønne. Og det går op for mig, at jeg har brug for større udfordringer. Jeg har brug for et større lærred.

Heldigvis har Hanne et ekstra lærred til salg, og jeg går op i 150x150 centimeter. Der går ikke længe før kursets første dag er gået.

Da jeg kører hjemad lørdag eftermiddag, ved jeg allerede, hvad jeg skal starte med næste morgen: mit store værk skal spartles helt helt rødt.

Jeg vil lave et stort maleri i varme røde farver, men to blomster, som man kun kan se omridset af.

Søndag morgen starter med en kort introduktion til forskellige teknikker. Blandt andet om at bruge inspiration fra ting eller andre værker og overføre dem til sine egne.



Min inspiration hænger på Hillerød Politistation. Hver gang jeg er til pressemøde hos politiet, beundrer jeg det kæmpestore røde maleri på gangen. Og det er det, jeg gerne vil lave min egen udgave af.

Dagen går med op og nedture. Jeg begynder at opleve den frustration, som så mange kunstnere har fortalt mig om, når jeg interviewer dem.

De tider, hvor ens værk bare er SÅ grimt, og man føler man aldrig kommer videre. Men det gør man.

Jeg arbejder med mit store røde blomstermaleri det meste af dagen. Gang på gang rådfører jeg mig med Hanne, som giver gode råd i forbindelse med farver, teknikker og idéer. Når det bliver for frustrerende, bliver et af de andre værker hevet op på staffeliet til en afveksling.

Det lige på nær ét. Jeg har nemlig fuldstændig mistet gnisten for det i går så fantastiske Per Kirkeby-maleri, som jeg fik ros af de andre for.

Mest af alt har jeg bare lyst til at male det hele over. I stedet står det i skammekrogen, mens jeg forsøger at arbejde videre på to små krukke-malerier og det store røde.

Og hvornår er man så færdig med et maleri? Jeg kan høre på de andre kursister, at de har samme problem som jeg. Det er som om, man ikke selv kan se, hvornår ens maleri er færdigt.

Til gengæld kan de andre se det. Måske fordi man har stået så tæt på og gransket hver en centimeter af lærredet.

På et tidspunkt fyrre minutter før kursets slutning siger Hanne til mig - "Mai, nu er det vist tid til at stoppe", og ja. Det er det nok. Det store maleri bliver hængt lidt væk, og stoltheden vokser i brystet.



Jeg synes faktisk, at det er blevet rigtig flot. Og jeg er tilfreds med, at jeg har formået at lave næsten det, jeg havde tænkt mig fra start af, for som Hanne siger.

- Det er godt at have et mål. Det kan godt være, at man rammer langt ved siden af, men så har man i hvert fald noget at rette sig efter.

Hanne Bang tilbyder både hverdags-, weekend- og sommerkursus i at male. L�s mere om Hanne Bang, hendes værker og kurser på www.hannebang-art.dk

Artiklen blev bragt i Frederiksborg Amts Avis mandag den 16. april 2007. Billederne er taget af vores fotograf Thomas Olsen.