Gode løbesange?

Der er for alvor kommet gang i løbeskoene igen. Det betyder også, at iPod og Nike+ bliver luftet.

Spillelisten "løbesange" rummer pt. følgende numre:


Jeg synes bare, jeg mangler noget med lidt fart i, når jeg spurter afsted ud mod Marselisborg Skoven. Er der nogen, der har nogle tips til gode løbesange?

Amerikanerne kan nu det med show

Hvis der er nogen, der forstår at få det ypperste ud af et arrangement, så er det godt nok amerikanerne. Tager du til football-kamp, så tager du ikke bare på stadion, hepper, ser et par mål og går hjem.

Nej, du fylder trucken (eller din RV) op med grill, mad, havestole, bord, drikkelse, fladskærm og merchandise, og så camperer du ellers på parkeringspladsen ude foran stadion, til kampen starter.

Aldrig har jeg set så meget hygge på et sted som foran Candlestick Park i San Francisco i dag, hvor hjemmeholdet 49ers skulle møde rivalerne fra Seattle Seahawks i årets tiende kamp i NFL.

På den kæmpestore parkeringsplads foran arenaen havde tusindvis af familier rettet an med barbeque - og alle var selvfølgelig iført de røde trøjer, 49ers spiller i. Derudover viste de deres tilhørsforhold til SF's hold med stole, grill, kasketter, flag, klistermærker, biler - ALT muligt med 49ers logo.



Meget imponerende!

Meget modsat Danmark, hvor de fleste kvinder ligner idioter i Brøndby- eller FCK-trøjer (men ikke landsholdets, naturligvis), så findes der her en trøje, kasket eller anden beklædning, der klæder de fleste.

Alle har noget merchandise på - så der var selvfølgelig ikke anden udvej, end jeg måtte investere i en 49ers-kasket. Thomas var noget mere beskeden - han købte sig en kæmpemæssig pegefinger, så han kunne pege ned på spillerne på banen.



Inde på stadion var der heller ikke sparet på noget. Der var fyrværkeri, da spillerne løb på banen, 49ers cheerleaders, som selvfølgelig hedder Gold Rush, var ofte på banen - afløst af husorkesteret Niner Noise, reklamer eller indslag med tidligere spillere, der blev hyldet undervejs i de fire quarters.


Før kickoff blev nationalsangen sunget, og her gik det lige pludselig op for mig, hvorfor amerikanerne er så patriotiske. De hylder deres land til det yderste - med smuk nationalsang og tanker til tropperne i Irak og Afghanistan.

Ikke et øje var tørt.

Det var der heller ikke, da en fyr pludselig friede til sin kæreste otte rækker skråt bag os. Begivenheden blev selvfølgelig foreviget af de omkringstående venner, ligesom nærmeste veninde ikke var mere end et par sekunder om at ringe op og fortælle omverdenen om frieriet.

Alt imens gik kampen videre på banen. Selvom sådan en kamp består af fire quarters (altså 4x15 minutter), så var selve kampen ikke slut før efter to en halv-tre timer.

For ud over de almindelige spilstop, ja så skal der altså også lige være tid til reklamepauser, musik, cheerleaders - og, som tidligere nævnt, hyldest af tidligere spillere.

Og selvom Seahawks vandt 34-13 over hjemmeholdet 49ers, så var det her den fedeste oplevelse. Det fedeste show.

Jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal se football - om en uges tid, hvor der er college football med Stanford Cardinals på programmet.

Ny rekord!!

Okay okay.

I går løb jeg en mile - 1,6 kilometer på 9.13.

I dag stillede jeg så op i Slotssti-stafetten med arbejdet. Her lød ruten på 4x2,4 kilometer. Også denne gang blev det søreme til en rekord på milen - nemlig på 8.18 minut - har altså skåret næsten et minut af, og er meget stolt!




Her et billede af mig, og min kollega Lars, som legede hare for mig på turen. Det er nok delvis hans fortjeneste, at jeg løb så stærkt. Billedet er taget af Frederiksborg Amts Avis dygtige fotograf, Allan Nørregaard, og jeg har fået hans velsignelse til at bringe det her.

Nu ærgrer jeg mig bare over, at jeg ikke havde overskud til at smile, lave V-tegn eller noget andet sjovt, da jeg blev fotograferet.

Jeg ved endnu ikke, hvor hurtigt jeg løb på de 2,4 kilometer. Men det er mellem 11.30 og 11.53 minut - fortsættelse følger...

UPDATE: Jep, så er tiden i hus - 11.40 minutter. Det er da ikke helt dårligt...

Den olympiske ånd?

Er det ikke ved at tage overhånd med alle de protester under OL?

Jeg mener - de danske sejlere i 49'eren står for tre af slagsen (og hvorfor kan de spaniolere ikke bare acceptere, at de ikke har vundet guld? Hvor fedt vil det egentlig være for dem, hvis de ender med at få medaljen efter en skrivebordsafgørelse - en lidt flad fornemmelse, tænker jeg. Når nu de stjæler medaljen fra de rigtige vindere på vandet) - og nu vil den svenske bryder, som smed sin medalje væk under medaljeoverrækkelsen lægge sag an mod sit forbund, fordi han mener, der skete en dommerfejl under semifinalen.

Et eller andet sted, så forstår jeg da godt, at ham der bryderen - og ikke mindst de spanske tabere, er sure og skuffede. MEN, er der ikke noget der hedder olympisk ånd og sige nok er nok på et eller andet tidspunkt?

Jeg ville da synes, det var synd, hvis OL udviklede sig til sådan et sted med amerikanske tilstande, hvor man bare kunne lægge sag an, hvis man ikke var tilfreds med sit resultat.

Det er da i hvert fald ikke i tråd med den olympiske ånd.

Hvorfor dog?

Jeg fatter det simpelthen ikke.

Hvorfor er de cykelryttere så dumme, at de doper sig - selvom de jo så åbenbart bliver opdaget. Det er sgu da utroligt, at de ikke lærer det!!

Hvad er der ved at vinde, hvis man snyder sig til sejren?

Og endnu værre er det, at jeg havde både Ricco og Piepoli på mit managerhold, hvor jeg ellers lå nummer to foran en masse drenge. Så nu ryger jeg sikkert ned i rækkerne. Øv!

Løb med lyd i ørerne - Maiskis bedste hits

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at jeg er begyndt at løbe.

En af de ting, der holder mig i gang, er min iPod, som er fast følgesvend på ruten i Fælledparken.

Jeg har efterhånden fundet mig en rigtig god spilleliste med løbemusik, som jeg gerne vil dele med jer andre. Listen spiller på shuffle, så man ved aldrig, hvad der venter...

1. Eye of the Tiger, Survivor (min "Powersong")
2. Gi mig Danmark tilbage, Natasja (sætter altid gang i benene, når man er gået lidt død)
3. Cherish, Madonna
4. 4 minutes, Madonna
5. Oooops... I did it again, Britney Spears
6. 11:07 PM, Dizzy Mizz Lizzy (måske faktisk en smule for langsom)
7. Ramt i natten, Lizzie (power)
8. My Secret Lover, Private
9. Joyride, Roxette
10. Chances, Roxette (god pop fra barndommen)
11. Dangerous, Roxette
12. Lullaby, The Storm (fed rock)
13. Det du kan, Thomas Helmig (Thomas Helmigs stemme sætter fut i fejemøjet)
14. Vi Gør Det, Vi Kan Li', Dodo and the Dodos (og Dodo pepper det hele lidt op)
15. Hvis det blir', Dodo and the Dodos
16. Smells like teen spirit, Nirvana (god gammel grunge fra 7. klasse)
17. Drain you, Nirvana
18. Don't stop me now, Queen (figtherviljen lever)
19. Hung up, Madonna
20. Jump, Madonna
21. Relax, take it easy, Mika
22. 9 to 5, Dolly Parton (der er lidt girlpower over den her)
23. When will I be famous, Bros

God løbetur!

En stor dag

I morgen er en stor dag.

Der skal jeg nemlig teste mig selv på femkilometer-distancen.

Ja, nu ved jeg godt, at fem kilometer ikke er det helt store. Og mange siger jo også, at alle kan løbe fem kilometer på rutinen. Men ikke mig!

Selv da jeg var i topform som svømmer, kunne jeg ikke finde ud af at løbe.

Derfor har jeg nu aset mig igennem Iforms begynder-program. I går blev jeg færdig med sidste etape - fem kilometers løb, og ifølge løbebåndet nede i Fitness.dk, så var jeg 27.50 minutter om det. Så nu må vi se, hvad tiden siger i morgen...

Det er ikke første gang, jeg har løbet en femkilometer. Men det er første gang, jeg er så godt forberedt (men forvent nu ingen verdensrekorder) - så hvad kan det ikke blive til?

Her skal jeg ned igen

For første gang i mit liv besøgte jeg i sidste weekend Berlin.

Sikke en by!

Al den historie - Checkpoint Charlie, Muren, tv-tårnet, Brandenburger Tor, Holocaust-memorial, Unter Den Linden - ja, der er jo til ugers hvis ikke måneders sightseeing.

Tænk, at man har boet lige rundt om hjørnet, mens øst og vest legede kispus med hinanden et par hunderede kilometer fra ens barndomsby.

Og så mikset med fede butikker, lækre restauranter, et godt hotel, flinke indbyggere og dejligt selskab - ja, så er tre dage altså ikke nok.

Jeg må tilbage - og det kan kun gå for langsomt!




Indtil da, så kan læserne af denne blog forlyste sig med nogen, som bestemt ikke løber langsomt - dem, der var en del af grunden til, at turen overhovedet gik til Berlin. Nemlig nogle af deltagerne fra Vattenfall Marathon i Berlin.

Her er det vinderen, selvfølgelig en kenyaner, der løber i mål i en tid, der ligger lige under et minut for en halv maraton.

Min personlige helt var dog ham her, der løb en lille smule langsommere.



Han er min helt.

Klodset start på 2008

Jeg tager hatten af for de der cykelryttere, der kører en eller flere etaper i Tour de France med et brækket kraveben - eller det, der er værre...

Har lige gennemført en spinningtime med en smadret albue og noget, der ligner en forstuvet tå - og det var med tårer i øjenkrogen.

Startede fredagen med et styrt ned af hovedtrappen - og tog fra med albuen, som senere viste sig at bløde og alt muligt. Og her til formiddag, da jeg ville svinge gulvskrubben, havde min ringetå (hedder den det?) et voldsomt sammenstød med dørkarmen.

Thomas siger, at det ikke er slemt med tåen, med mindre den skifter farve - men jeg synes nu, det er slemt nok...humper afsted, og har MEGET ondt af mig selv.

Jeg overvejer sygemelding, eller måske sygetransport til arbejde i den kommende uge...

I audiens hos Chris

Den mest populære træner i hele Fitness.dk må uden tvivl være Chris McDonald (kendt fra Politiken, tv-programmet Chris og Chokoladefabrikken etc).

Der er mere end tre ugers ventetid for at komme på hans spinningtimer, og melder man sig så mange uger forud, er det ikke engang sikkert, man får en plads på holdet.

Jeg har flere gange prøvet at være både nummer 35 og 73 på ventelisten. Og selvom folk med tiden melder fra, så var i dag første gang, jeg kom på holdet.

For mange uger siden havde jeg nemlig så gjort som alle de andre: Booket virkelig langt ud i tiden. Jeg kun nummer tre på ventelisten, da jeg meldte mig til, og var så heldig, at tre (eller flere) meldte fra, så jeg kunne komme i audiens hos Chris.

Så i dag var det altså tiden til at prøve noget af Chris' medicin. For er han virkelig så fantastisk? Eller er det bare navnet, der trækker?

Jeg må sige, at det var en rigtig rigtig god time. Det var et superfedt program med god rockmusik (de fleste andre spiller dance eller techno...) - og man kom til at svede. Meget! Og det er jo godt, når der skal forbrændes nogle kalorier.

Så alt i alt, var det vist meget godt, at jeg kom i audiens hos Chris.

Snyderi

Jeg forstår altså ikke helt, hvordan man som cykelrytter kan stå på podiet og se oprigtigt glad ud, hvis man har snydt med doping.

Jeg kunne da ikke stå og se glad ud over min sejr, hvis jeg vidste, at jeg havde opnået ved at tage nogle ulovlige stoffer....

Men, selvfølgelig, så har de jo allesammen taget en eller anden form for præstationsfremmende midler. Michael Rasmussen har højdetrænet, og det er jo også ulovligt, hvis hans hæmotokritværdi ryger under 50.

Så hvornår er man egentlig dopet??

Er det, hvis man tager vitaminpiller, kosttilskud, højdetræning, bruger andres blod (ikke særlig klogt) eller hvis man tager epo?

Hvor går grænsen?? For alle bruger vel et eller andet...

Da jeg svømmede, proppede vi os med druesukker før et løb - og det var jo også med til at kvikke os op. Var det så doping?

Jeg synes sgu, det er svært... For går den, så går den. Og finder man et stof, der ikke kan spores - ja, så går den jo - men jeg vil sige, at jeg på ingen måde følte mig dopet dengang ;0))

Tvivler stadig

Det har taget mig næsten en uge, at komme mig over Michael Rasmussens exit fra Le Tour.

Og jeg er stadig ikke overbevist!

Hvorfor fanden skulle han smides ud, uden nogen som helst beviser??

Jeg glæder mig til at se, hvordan retssagen kommer til at skride frem.

UDE!

Hvad fanden sker der???

Rasmussen ude af Tour de France!

Det er sgu da ikke til at holde ud. Nu var det så tæt på!!!

ØV!!!!!!

"Jeg har taget doping. Jeg har taget epo".

Ordene er ikke mine, og det bliver de heller aldrig. Dem må Bjarne Riis beholde hele æren for.

Men på trods af det, så florerer der i øjeblikket rygter i cykelverdenen om, at visse stjerner kommer til toppen ved hjælp af ulovlige midler.

I dag blev Alexandre Vinokourov testet positiv for bloddoping, og hele hans Astana-hold trak sig fra Tour de France.

Samtidig skræpper samtlige medier løs om Michael Rasmussens manglende indberetninger og advarsler fra UCI og DCU. Er han mon ren? Jeg tror det, for en atlet, som så perfektionistisk styrer sin sport, at han vælger drikkedunke fra, fordi de vejer få gram for meget, vil ikke synes, det er sjovt, at vinde med snyd.

Men også jeg kan mærke en begyndende pusten i nakken. Det er på vej, for jeg har været alt alt for hurtig. Så snart rammer rygterne og anklagerne om doping også mig. Derfor føler jeg mig nødsaget til med det samme at slå fast: jeg er ikke dopet!

Jeg har ikke taget ulovlige midler for at komme til at cykle så umanerlig stærkt, som man ser mig både på den sorte jernhest og spinningcyklen i fitness.dk

Min hurtighed skyldes udelukkende højdetræning (bor på 4. sal) og et kontrolleret misbrug af slik, kager og andre søde sager.

Så er det på det rene! Så må de andre cykelstjerner selv styre deres forbrug.

Hvor er han bare sej!!

Hold kæft, hvor er Michael Rasmussen bare verdens sejeste cykelrytter!

Hold kæft, hvor han klasker dem allesammen!!

Av min r..

Okay, måske det var en smule entusiastisk med to gange spinning på to dage.

I hvert fald havde jeg mere end svært ved at finde mig til rette på sadlen i går eftermiddag, da jeg skulle have en time hos fitness.dk.

Heldigvis var jeg kommet 15 minutter før, så jeg langsomt kunne tilpasse mine ømme sædemuskler (eller det må næsten være nogle knogler) til en times cykling.

Det var ikke rart, men det gik. Og i dag tror jeg lige, at jeg springer spinningen over...

Bjarnes indrømmelser

Så kom den.

Indrømmelsen fra Bjarne Riis.

"Jeg har taget doping. Jeg har taget epo".

Sådan lød ordene fra Ørnen fra Herning, da der i dag var pressemøde hos Riis Cycling i Herning.

Her indrømmede Riis, at han i årene fra 1993 til 1998 sprøjtede sig selv med ulovlige stoffer. Han købte dem selv, og sprøjtede dem ind i armene for at blive hurtigere på cyklen.

Så sidder man lidt med en halvdårlig smag i munden.

Jeg kan stadig huske dengang, jeg sad med mor, far og Emil på en cafe en Ardeche i Frankrig og jublede, mens Riis kørte ind på Champs Elyses som vinder af den gule trøje.

Vi var skidestolte over at være danskere, og fortalte vidt om bredt om, at Ørnen fra Herning (eller Ornen fra Herning, som den franske sportsavis l`Equipes kaldte ham - de har jo ikke ø i Frankrig) kom fra vores land.

Man kan jo på den ene side sige, at hvis Bjarne Riis bare var en af mange, som dopede sig. Så var de jo alle sammen dopede, og så var han jo bare den bedste af de dopede.

Alligevel, så er det jo snyd, når man doper sig. Og det er da ikke i orden.

Jeg blev faktisk lidt trist over at opdage, at ham jeg var så stolt over at være landsmand med, bare havde snydt sig til sejr.