Der er vist lige plads til et ekstra...
tirsdag, september 19, 2006
Bryan A
Og så er det jo i morgen, at jeg skal se min ungdoms største kærlighed: BRYAN ADAMS i Ballerup Arena.
Det bliver SÅ fedt!!!!!!!!!!!!!!!
Min muslimske mand
Nej nej, tro nu ikke, at jeg har fundet mig en ny kæreste!
Jeg har såmænd bare fået Thomas hjem fra 17 dages fisketur i Alaska. Drengerøv som han jo er, havde han aftalt med Mads, at de ikke måtte barbere sig under turen.
Det betød, at da jeg hentede Thomas i Kastrup i går, kom en mand med langt fuldskæg gående ud fra bagageudleveringen. Ikke bare de sædvanlige skægstubbe, men 3-4 cm skæg i røde og brune nuancer.
Oveni var drengene taget direkte fra en tre-dages fisketur ud i lufthavnen = minus bad i ca. fem dage. Så da Thomas og jeg gik på ad trappen derhjemme, spurgte han. "Lugter jeg egentlig af bål eller noget?". Mig: "Nej...du lugter måske lidt surt".
Nu er skægget væk (det var ellers meget dejligt med en kæreste, der lignede en mellemting mellem sig selv og Kasper Eistrup) og Thomas har været i bad, så nu er det min helt egen dejlige kæreste, der er hjemme igen!
...for et par dage. I morgen rejser han til konference i Slovenien. Og jeg tager til Thailand på søndag. Vi når lige at ses ude i lufthavnen, når jeg kommer hjem fra Thailand - inden han samme eftermiddag rejser på konference i Napoli. Ja, vi er travle, berejste mennesker!
Jeg har såmænd bare fået Thomas hjem fra 17 dages fisketur i Alaska. Drengerøv som han jo er, havde han aftalt med Mads, at de ikke måtte barbere sig under turen.
Det betød, at da jeg hentede Thomas i Kastrup i går, kom en mand med langt fuldskæg gående ud fra bagageudleveringen. Ikke bare de sædvanlige skægstubbe, men 3-4 cm skæg i røde og brune nuancer.
Oveni var drengene taget direkte fra en tre-dages fisketur ud i lufthavnen = minus bad i ca. fem dage. Så da Thomas og jeg gik på ad trappen derhjemme, spurgte han. "Lugter jeg egentlig af bål eller noget?". Mig: "Nej...du lugter måske lidt surt".
Nu er skægget væk (det var ellers meget dejligt med en kæreste, der lignede en mellemting mellem sig selv og Kasper Eistrup) og Thomas har været i bad, så nu er det min helt egen dejlige kæreste, der er hjemme igen!
...for et par dage. I morgen rejser han til konference i Slovenien. Og jeg tager til Thailand på søndag. Vi når lige at ses ude i lufthavnen, når jeg kommer hjem fra Thailand - inden han samme eftermiddag rejser på konference i Napoli. Ja, vi er travle, berejste mennesker!
søndag, september 17, 2006
Svampejægeren
I dag har jeg - med den gulerod foran mig, at jeg ville få togbilletten betalt - været med min far i skoven her i det sydfynske.
Lad mig med det samme sige, at den smule jeg fik samlet nok ikke rækker langt på Thailandsturen, men der er vel...skal vi sige, måske for 100 kroner...
Okay! Har faktisk lige vejet svampene, og der er 1200 gram = 120 kroner. Storslået!! Der skulle nok være til en bucket eller to!
Jeg var som lille en meget ivrig svampejæger - eller, det vil sige, min far elsker at samle svampe. Og hvor gjorde man ellers af lille Mai, når hun var hentet fra skolepasningen eller børnehaven? Jeg måtte med i skoven.
Som to-årig fandt jeg en meget sjælden svamp, og satte dermed svampeprofessoren Morten Lange, som var med på turen, på plads. Han mente ikke, at børn og hunde passede på en svampetur.
Det gjorde min far, der havde medbragt begge dele. Så jeg fik jo så lidt bonuspoint ved at have meget små ben, og derved være tættere på jorden, hvor jeg kunne se de små, sjældne svampe.
Min fars svampemani har gjort, at vi altid har fået morkler, kantareller og Karl Johanner til både hverdag og fest. Derfor er det nok heller ikke en lige så glamourøs spise, som det er for så mange andre. Men, det smager nu godt. Så det kunne da være, at man kunne lokke sin far til en lille morkelsuppe eller en lille Karl Johan-sauce.
Lad mig med det samme sige, at den smule jeg fik samlet nok ikke rækker langt på Thailandsturen, men der er vel...skal vi sige, måske for 100 kroner...
Okay! Har faktisk lige vejet svampene, og der er 1200 gram = 120 kroner. Storslået!! Der skulle nok være til en bucket eller to!
Jeg var som lille en meget ivrig svampejæger - eller, det vil sige, min far elsker at samle svampe. Og hvor gjorde man ellers af lille Mai, når hun var hentet fra skolepasningen eller børnehaven? Jeg måtte med i skoven.
Som to-årig fandt jeg en meget sjælden svamp, og satte dermed svampeprofessoren Morten Lange, som var med på turen, på plads. Han mente ikke, at børn og hunde passede på en svampetur.
Det gjorde min far, der havde medbragt begge dele. Så jeg fik jo så lidt bonuspoint ved at have meget små ben, og derved være tættere på jorden, hvor jeg kunne se de små, sjældne svampe.
Min fars svampemani har gjort, at vi altid har fået morkler, kantareller og Karl Johanner til både hverdag og fest. Derfor er det nok heller ikke en lige så glamourøs spise, som det er for så mange andre. Men, det smager nu godt. Så det kunne da være, at man kunne lokke sin far til en lille morkelsuppe eller en lille Karl Johan-sauce.
lørdag, september 16, 2006
Kvinder på nettet
Tjek svigermors billeder fra Alaska på http://www.fotothing.com/ryttov - der kan man jo lige benytte lejligheden til også at se mine billeder på http://www.fotothing.com/Maiski
Jeg har faktisk også veninder med blogs, blandt andet Julie (veninde siden børnehaveklasse B, Haahrs Skole, 1986), der måske skal til Australien næste semester på http://julienilsson.blogspot.com/
Så er der Maria (Journalisthøjskoleveninde siden 2001 og Københavnerveninde for ever), som skriver en almindelig http://maggesrejse.blogspot.com/ og en politisk blog http://mariadalby.wordpress.com/ -Maria er den sejeste feminist i verden!
Og - så er der Marions blog på http://www.rames.dk/. Marion kender jeg fra Prag - hvor hun studerede, og arbejdede i CoDan samtidig med os.
Med andre ord - vi er masser af kvinder på nettet!
Jeg har faktisk også veninder med blogs, blandt andet Julie (veninde siden børnehaveklasse B, Haahrs Skole, 1986), der måske skal til Australien næste semester på http://julienilsson.blogspot.com/
Så er der Maria (Journalisthøjskoleveninde siden 2001 og Københavnerveninde for ever), som skriver en almindelig http://maggesrejse.blogspot.com/ og en politisk blog http://mariadalby.wordpress.com/ -Maria er den sejeste feminist i verden!
Og - så er der Marions blog på http://www.rames.dk/. Marion kender jeg fra Prag - hvor hun studerede, og arbejdede i CoDan samtidig med os.
Med andre ord - vi er masser af kvinder på nettet!
onsdag, september 13, 2006
Så vis dog af!
Jeg er simpelthen nødt til at komme af med det. Det er noget, jeg har gået og skumlet med i flere år. Ja, faktisk lige siden jeg flyttede til København, og begyndte at cykle for alvor.
Nu kommer det:
CYKLISTER: "SÅ VIS DOG AF!!!!!!!!!!!!"
Det kræver ikke så meget. Drejer man til venstre, så er det venstre arm ud. Til højre, så er det højre arm ud. OG - stopper man op og skal ind til siden. Ja, så betyder det altså, at man løfter højre hånd, og lavet et lille stop-signal. "Jeg stopper her. Pas på I ikke kører op bagi mig". Det er hvad det betyder, og det er da ikke så svært vel?
Hver eneste dag, når jeg cykler fra Nørrebro til Svanemøllen, er jeg udsat for VOKSNE mennesker, der ikke kan vise af. For eksempel ved Svanemøllen station, hvor man skal ind over fortovet. Der er en lille opkørsel, og her drejer alle op. Selvfølgelig. For det meste ende denne seance med, at tre-fire cykler er ved at køre op i hinanden, fordi nummer et, to og tre (jeg er nummer fire) ikke viser af.
Men, en lille hånd op "jeg stopper her", det vil gøre, at alle kunne sænke farten på det rigtige tidspunkt, og de mennesker der skal udenom, kan komme forbi - uden problemer.
Det er ikke så svært, og vi taler altså om noget, jeg lærte i 2. klasse, da vi havde cykelprøve.
Nu kommer det:
CYKLISTER: "SÅ VIS DOG AF!!!!!!!!!!!!"
Det kræver ikke så meget. Drejer man til venstre, så er det venstre arm ud. Til højre, så er det højre arm ud. OG - stopper man op og skal ind til siden. Ja, så betyder det altså, at man løfter højre hånd, og lavet et lille stop-signal. "Jeg stopper her. Pas på I ikke kører op bagi mig". Det er hvad det betyder, og det er da ikke så svært vel?
Hver eneste dag, når jeg cykler fra Nørrebro til Svanemøllen, er jeg udsat for VOKSNE mennesker, der ikke kan vise af. For eksempel ved Svanemøllen station, hvor man skal ind over fortovet. Der er en lille opkørsel, og her drejer alle op. Selvfølgelig. For det meste ende denne seance med, at tre-fire cykler er ved at køre op i hinanden, fordi nummer et, to og tre (jeg er nummer fire) ikke viser af.
Men, en lille hånd op "jeg stopper her", det vil gøre, at alle kunne sænke farten på det rigtige tidspunkt, og de mennesker der skal udenom, kan komme forbi - uden problemer.
Det er ikke så svært, og vi taler altså om noget, jeg lærte i 2. klasse, da vi havde cykelprøve.
mandag, september 11, 2006
Mit eget 9/11
I dag er det femårsdagen for 11. september - dagen hvor to fly kværnede ind i de to tvillingetårne, World Trade Center i New York.
Jeg kan godt huske, hvor jeg var den 11. september 2001.
Jeg var lige startet på Journalisthøjskolen, og klassen havde fået til opgave at lave en reportage fra forskellige steder i Århus.
Jeg var blevet sendt på havnen, hvor jeg lavede en reportage med nogle fiskere. På vej hjem begyndte det at øse ned, derfor gik jeg ind på en lille cafe i Mejlgade, hvor jeg bestilte en kop kakao.
Jeg var helt alene med bartenderen, og pludselig ringede telefonen på cafeen. Det var en af bartenderens venner, der sagde at han skulle tænde for fjernsynet. Og der så vi det så - et brændende tvillingetårn - og ganske få minutter efter - et fly der crashede ind i tårn nummer to.
Det var en besynderlig oplevelser, at stå der sammen med en komplet fremmed og opleve noget så sindssygt. Som tiden gik, kom flere og flere mennesker ind på caféen og kiggede med på den lille fjernsynsskærm.
Det var vildt - og jeg glemmer aldrig den dag.
I dag havde jeg mit eget lille 9/11. Dog knapt så dramatisk som den for fem år siden. Men alligevel.
Vi har fået to nye computersystemer på arbejdet. En opdatering af vores skriveprogram, samt et helt nyt redigeringsprogram med nye koder og nye rutiner, der skal indarbejdes i hverdagen.
Sådan et system har altid børnesygdomme. Og det samme gør sig gældende for det her.
Især det nye redigeringsprogram for hele organisationen til at se rødt, ryste frustreret på hovedet og knibe sig selv i armen. Skal det virkelig tage to en halv time at redigere en side?
Her til aften var jeg så heldig at have ansvaret for at redigere. Men, desværre ville billederne ikke vedhæftes, artiklerne ikke tilknyttes til siderne - og artiklerne ville heller ikke publiceres til internettet. Dejligt!
Normalt ringer man så til Centralredaktionen, men der sidder ligeså frusterede folk, og forsøger at lave deres arbejde. Det er bare ikke godt nok!
Det kan ikke passe, at man skal sidde og være ved at tude på sit arbejde, fordi tingene bare ikke fungerer som de skal. Samtidig er redaktionen nede på 33% styrke idet vi er to ud af seks på arbejde. Det holder heller ikke. Det betyder for eksempel, at jeg har været på arbejde i 11 timer i dag...
Godt, at jeg er græsenke for tiden. Ellers ville jeg da have endnu mere nedtur over at komme hjem klokken 21.30, og så først derefter skulle have aftensmad.
Udmattet? Træt og sur? Ja, det er mig!
Jeg kan godt huske, hvor jeg var den 11. september 2001.
Jeg var lige startet på Journalisthøjskolen, og klassen havde fået til opgave at lave en reportage fra forskellige steder i Århus.
Jeg var blevet sendt på havnen, hvor jeg lavede en reportage med nogle fiskere. På vej hjem begyndte det at øse ned, derfor gik jeg ind på en lille cafe i Mejlgade, hvor jeg bestilte en kop kakao.
Jeg var helt alene med bartenderen, og pludselig ringede telefonen på cafeen. Det var en af bartenderens venner, der sagde at han skulle tænde for fjernsynet. Og der så vi det så - et brændende tvillingetårn - og ganske få minutter efter - et fly der crashede ind i tårn nummer to.
Det var en besynderlig oplevelser, at stå der sammen med en komplet fremmed og opleve noget så sindssygt. Som tiden gik, kom flere og flere mennesker ind på caféen og kiggede med på den lille fjernsynsskærm.
Det var vildt - og jeg glemmer aldrig den dag.
I dag havde jeg mit eget lille 9/11. Dog knapt så dramatisk som den for fem år siden. Men alligevel.
Vi har fået to nye computersystemer på arbejdet. En opdatering af vores skriveprogram, samt et helt nyt redigeringsprogram med nye koder og nye rutiner, der skal indarbejdes i hverdagen.
Sådan et system har altid børnesygdomme. Og det samme gør sig gældende for det her.
Især det nye redigeringsprogram for hele organisationen til at se rødt, ryste frustreret på hovedet og knibe sig selv i armen. Skal det virkelig tage to en halv time at redigere en side?
Her til aften var jeg så heldig at have ansvaret for at redigere. Men, desværre ville billederne ikke vedhæftes, artiklerne ikke tilknyttes til siderne - og artiklerne ville heller ikke publiceres til internettet. Dejligt!
Normalt ringer man så til Centralredaktionen, men der sidder ligeså frusterede folk, og forsøger at lave deres arbejde. Det er bare ikke godt nok!
Det kan ikke passe, at man skal sidde og være ved at tude på sit arbejde, fordi tingene bare ikke fungerer som de skal. Samtidig er redaktionen nede på 33% styrke idet vi er to ud af seks på arbejde. Det holder heller ikke. Det betyder for eksempel, at jeg har været på arbejde i 11 timer i dag...
Godt, at jeg er græsenke for tiden. Ellers ville jeg da have endnu mere nedtur over at komme hjem klokken 21.30, og så først derefter skulle have aftensmad.
Udmattet? Træt og sur? Ja, det er mig!
20 år, Niels
Overskriften er frit sakset fra "Den eneste ene", der hvor Sofie Gråbøl forsøger at forklare Niller (Niels Olsen), at hun har læst syv år - "så hun ved" (det hun ved er, at hun og Niller burde finde sammen, nu hvor Nillers kone (Sofie Gråbøls søster er død i et trafikuheld). Det har han selvfølgelig ikke lyst til, for han vil jo have Sidste Babet.
Nu til sagen...
Jeg ved også nogle ting (fik godt nok kun 45 rigtige svar ud af 70 i min paratvidentest i "Test Nationen" - men det var altså nedtællingen - og risikoen for, at jeg skulle svare på matematikspørgsmål, der stressede mig), men det vigtige i dag er, at jeg nu har kendt to fantastiske tøser i TYVE år!
På folkeskolernes første skoledag i år, var det tyve år siden jeg mødte Julie og Kristina første gang!
De var godt nok lidt mere heldige og havde lettere ved at finde sammen, for de havde samme lyserøde skoletaske, så de blev venner med det samme. Jeg havde en turkis - kan faktisk ikke huske, hvem jeg snakkede med første dag...
Igennem skoletiden har vi lavet mange sjove ting - gerne i ledtog med Tanja, som vi desværre ikke ser så meget til længere.
Vi skiftedes for eksempel altid til at holde en af de andre udenfor. Det foregik sådan, at var man ikke i skolepasning aftalte de andre, at man blev holdt udenfor de næste par dage. Det kunne lyde således "...er det egentlig ikke lang tid siden, at Kristina er blevet holdt udenfor" - jo, det blev vi tre andre enige om. Og så var man ellers ude for en uges tid.
Mystisk form for beskæftigelse - og det gør vi da heller ikke længere. Heldigvis (- det skal lige siges, at vi altså ikke holder Tanja udenfor - bare sådan lige for en god ordens skyld).
Og så var der dengang med - "det er egentlig sjovt at tænke på, at dronningen bruger Tampax". Tjaa...
Vi havde også travlt med at importere fancy brevpapir fra en designer i København til uvidende elever fra klasserne under os, eller med at male tissemænd i Julies nye pung. Ikke særlig pænt gjort.
Så var der dengang vi var i Hemsedal og brandalarmen gik, og der blev danset Lisbeth - det var dengang hvor alle pigerne (undtagent Mai og Kris) var vilde med vores ekstra-lærer Anders.
Så var der udvekslingsturen til Holland, hvis Julie boede hos en pige, der lignede en hest, hvis familie var så fattige, at Julies "ven" sov nærmest ude i køkkenet. Værelset havde ingen dør, men i stedet et stakit?! Kristinas ven hed Olga, og var nemmere at hoppe over, end at gå udenom.. Min ven hed Lizette - hun var forelsket i Marc Obermars og kunne ikke lide rugbrød. Til gengæld var familien helt vild med Raclette.
Efter 9. klsse spredtes vi for alle vinde. Julie tog på Glamsdalens Efterskole, Kristina blev på Haahrs og tog 10. klasse og jeg startede i gymnasiet.
Kristina og Julie kom i samme gym. klasse - og da var jeg jo så en af de store. Efter 1. og 2. g, hvor jeg nok var en smule kæreste-kedelig, så begynde vi igen at hænge ud sammen i slutningen af mit 3.g-år og deres 2.g-år. Det blev til mange sjove turen i Kadetten. Og da jeg gik ud af gymnasiet, hang jeg stadig ud i kantinen (nogengange sammen med Turf). Kunne åbentbart ikke helt få tiden til at gå - så var det jo godt, at der næsten altd var nogen, der havde tid til at pjække fra en matematiktime.
Og det endte jo også med, at Kris til en fest med drengene fra min klasse scorede Jacob. "Mai, ham skal jeg altså ikke være sammen med igen!". Nu er de sammen på syvende år...
Igennem årene har vi alle (sammen med Ann Kristine og Tanja) været forelskede i Flemming, Peter og Brian - med efternavnene Povlsen, Schmeichel og Laudrup. Vi så - og ser stadig fodbold sammen.
Julie, Julies søster Sarah og jeg har dannet Klubben, en underafdeling af De Danske Roligans, hvor vi mødes og ser landskamp. Helst i Parken, men ellers foran fjernsynet. Efter at være flyttet til København er Kris nu ved at blive optaget i Klubben (sammen med de udefrakommende Mette og Camilla - man er vel populære.
Har fundet ud af, at roligansene holder julefrokost i november - og vi skal med!!
Samtidig er vi jo alle tre medlemmer af den ultimative klub: TRINX, som allerede er nævnt flere steder på denne blog.
I aften har vi fejret vores tyve års jubilæum med superhygge hos Julie med billeder helt tilbage fra børnehaveklassen skituren til Hemsedal, lejrskolen i Skagen og skituren med tøserne til Splindl Myln (jeg staver det helt sikkert ikke rigtigt, selvom jeg har boet i Tjekkiet).
Og ved en ting i aften, der slog det mig bare, hvorfor det er så fedt, at man har kendt nogen i så mange år. For det første, så behøver man ikke forklare så meget.
For det andet, så er der da ikke noget mere hyggeligt, end når Julie siger, "Hvad Kris, din far er da også ved at blive lidt gråskægget hva". Det kan man kun sige om en venindes far, hvis man har kendt ham næsten hele sit liv.
Det er sgu sejt!!
Piger - jeg glæder mig allerede til vores 30, 40, 50, 60 og 70 års jubilæum.
Knus Mai
P.s - og Kris, vi ses jo i flyet til Thailand lige om 14 dage...
Nu til sagen...
Jeg ved også nogle ting (fik godt nok kun 45 rigtige svar ud af 70 i min paratvidentest i "Test Nationen" - men det var altså nedtællingen - og risikoen for, at jeg skulle svare på matematikspørgsmål, der stressede mig), men det vigtige i dag er, at jeg nu har kendt to fantastiske tøser i TYVE år!
På folkeskolernes første skoledag i år, var det tyve år siden jeg mødte Julie og Kristina første gang!
De var godt nok lidt mere heldige og havde lettere ved at finde sammen, for de havde samme lyserøde skoletaske, så de blev venner med det samme. Jeg havde en turkis - kan faktisk ikke huske, hvem jeg snakkede med første dag...
Igennem skoletiden har vi lavet mange sjove ting - gerne i ledtog med Tanja, som vi desværre ikke ser så meget til længere.
Vi skiftedes for eksempel altid til at holde en af de andre udenfor. Det foregik sådan, at var man ikke i skolepasning aftalte de andre, at man blev holdt udenfor de næste par dage. Det kunne lyde således "...er det egentlig ikke lang tid siden, at Kristina er blevet holdt udenfor" - jo, det blev vi tre andre enige om. Og så var man ellers ude for en uges tid.
Mystisk form for beskæftigelse - og det gør vi da heller ikke længere. Heldigvis (- det skal lige siges, at vi altså ikke holder Tanja udenfor - bare sådan lige for en god ordens skyld).
Og så var der dengang med - "det er egentlig sjovt at tænke på, at dronningen bruger Tampax". Tjaa...
Vi havde også travlt med at importere fancy brevpapir fra en designer i København til uvidende elever fra klasserne under os, eller med at male tissemænd i Julies nye pung. Ikke særlig pænt gjort.
Så var der dengang vi var i Hemsedal og brandalarmen gik, og der blev danset Lisbeth - det var dengang hvor alle pigerne (undtagent Mai og Kris) var vilde med vores ekstra-lærer Anders.
Så var der udvekslingsturen til Holland, hvis Julie boede hos en pige, der lignede en hest, hvis familie var så fattige, at Julies "ven" sov nærmest ude i køkkenet. Værelset havde ingen dør, men i stedet et stakit?! Kristinas ven hed Olga, og var nemmere at hoppe over, end at gå udenom.. Min ven hed Lizette - hun var forelsket i Marc Obermars og kunne ikke lide rugbrød. Til gengæld var familien helt vild med Raclette.
Efter 9. klsse spredtes vi for alle vinde. Julie tog på Glamsdalens Efterskole, Kristina blev på Haahrs og tog 10. klasse og jeg startede i gymnasiet.
Kristina og Julie kom i samme gym. klasse - og da var jeg jo så en af de store. Efter 1. og 2. g, hvor jeg nok var en smule kæreste-kedelig, så begynde vi igen at hænge ud sammen i slutningen af mit 3.g-år og deres 2.g-år. Det blev til mange sjove turen i Kadetten. Og da jeg gik ud af gymnasiet, hang jeg stadig ud i kantinen (nogengange sammen med Turf). Kunne åbentbart ikke helt få tiden til at gå - så var det jo godt, at der næsten altd var nogen, der havde tid til at pjække fra en matematiktime.
Og det endte jo også med, at Kris til en fest med drengene fra min klasse scorede Jacob. "Mai, ham skal jeg altså ikke være sammen med igen!". Nu er de sammen på syvende år...
Igennem årene har vi alle (sammen med Ann Kristine og Tanja) været forelskede i Flemming, Peter og Brian - med efternavnene Povlsen, Schmeichel og Laudrup. Vi så - og ser stadig fodbold sammen.
Julie, Julies søster Sarah og jeg har dannet Klubben, en underafdeling af De Danske Roligans, hvor vi mødes og ser landskamp. Helst i Parken, men ellers foran fjernsynet. Efter at være flyttet til København er Kris nu ved at blive optaget i Klubben (sammen med de udefrakommende Mette og Camilla - man er vel populære.
Har fundet ud af, at roligansene holder julefrokost i november - og vi skal med!!
Samtidig er vi jo alle tre medlemmer af den ultimative klub: TRINX, som allerede er nævnt flere steder på denne blog.
I aften har vi fejret vores tyve års jubilæum med superhygge hos Julie med billeder helt tilbage fra børnehaveklassen skituren til Hemsedal, lejrskolen i Skagen og skituren med tøserne til Splindl Myln (jeg staver det helt sikkert ikke rigtigt, selvom jeg har boet i Tjekkiet).
Og ved en ting i aften, der slog det mig bare, hvorfor det er så fedt, at man har kendt nogen i så mange år. For det første, så behøver man ikke forklare så meget.
For det andet, så er der da ikke noget mere hyggeligt, end når Julie siger, "Hvad Kris, din far er da også ved at blive lidt gråskægget hva". Det kan man kun sige om en venindes far, hvis man har kendt ham næsten hele sit liv.
Det er sgu sejt!!
Piger - jeg glæder mig allerede til vores 30, 40, 50, 60 og 70 års jubilæum.
Knus Mai
P.s - og Kris, vi ses jo i flyet til Thailand lige om 14 dage...
Står på en alpetop...
...eller hvad det nu hedder, når man står på et bjerg i Alaska. Det skulle da også lige på nettet... 
Mr. Fisherman
Så er der friskfangede billeder af min søde kæreste i sit rette element - i en flod i Alaska med en stalling og en flustang i hånden (håber da i hvert fald, det er en stalling - har hørt noget om, at de har sådan en stor finne...).Nåh, men han ser jo glad og langskægget ud - og så gør det jo ikke noget, at jeg går her og savner ham i Danmark.
:0)
torsdag, september 07, 2006
Troels Lund
Hvad sker der?? Troels Lund Poulsen i tale som politisk ordfører i Venstre? Nej nej nej.
Vi taler her om manden, der var mere optaget af at glo på Marias og mine bryster, da vi interviewede ham til vores hovedopgave. Og som, da vi forlod lokalet, kvitterede med et glo efter vores røve.
Det skal da nok blive en nedtur for Venstre - og det er jo egentlig meget godt...
Vi taler her om manden, der var mere optaget af at glo på Marias og mine bryster, da vi interviewede ham til vores hovedopgave. Og som, da vi forlod lokalet, kvitterede med et glo efter vores røve.
Det skal da nok blive en nedtur for Venstre - og det er jo egentlig meget godt...
tirsdag, september 05, 2006
Husk mit navn
"Husk mit navn" er navnet på en grafittimaler i København. Han maler ikke bare grimme tags på husmurene, men i stedet sjove tegninger med en morale. Fordi han selvfølgelig kan blive knaldet for at male grafitti, underskriver han sig bare med "Husk mit navn".
Jeg vil også gerne have, at folk kan huske mit navn. Mai Helene Lykke.
Det er faktisk ret ofte, at folk jeg ringer for at interviewe eller lave en aftale med siger, "nej, sikke da et smukt navn". Jo, øh tak. Det er jo dejligt. Og så var det måske nu, at jeg skulle afsløre, at jeg det meste af mit liv har hadet mit navn - især mellemnavnet. Af en eneste grund, nemlig den, at der var en meget grim pige i folkeskolen som hed det (UNDSKYLD, hvis jeg støder nogen)!!
Anyways, med tiden har jeg lært at leve med mit navn, men nu er det mere om folk kan huske, hvad det egentlig er jeg hedder. Lykke May er der for eksempel nogen, der kunne finde på at kalde mig - og det er da okay. Men jeg kom faktisk først! Jeg er 26 - hun er, hvad - 22 år? Og jeg går i hvert fald ikke amok i fly (jeg er nemlig alt for optaget af flymenuen).
Et andet kælenavn - mit favoritnavn - er helt klart Maiski. Jeg tror faktisk, at det var min søde kæreste, Thomas, der begyndte at kalde mig det i gymnasiet. Dengang hed alle noget med -ski bagefter. Jacobski for eksempel. Og Maiski - det har åbenbart holdt ved, for nu kalder rigtig mange mig for Maiski. Både folk fra Journalisthøjskolen, men også mine venner. Og det er jo dejligt!
Et andet kælenavn er "den lykkelige". Lykkelig? Ja, det er jeg :0) - og, så passer de jo meget godt til mit efternavn. Dette kælenavn er også opfundet af Thomas, som jeg ikke har fantasi til at kalde andet end skat, eller skatter - kedeligt. Jeg må finde på noget. Eller også er det fodboldgutterne, der har fundet på det. I hvert fald kalder alle Thomas venner mig for "den lykkelige" - inklusive Mette, som så sent som sidste mandag fik heppet mig videre i DHL-stafetten med et "kom så den lykkelige" (jeg reagerede ikke på Mai Lykke).
Nåh, men for at komme tilbage til det der med husk mit navn. Så er det bare så uendeligt irriterende, når man har koncentreret sig om at tale TYDELIGT på en telefonsvarer, og folk så ringer og spørger efter en Merete Lykke?! Eller Mia. Eller Maiken. Eller Marianne.
Det er allesammen pæne navne, men nu hedder jo jeg jo altså nu engang Mai Helene Lykke. Og det vil jg gerne blive ved med.
Så... "Husk mit navn".
;0)
Mai
Jeg vil også gerne have, at folk kan huske mit navn. Mai Helene Lykke.
Det er faktisk ret ofte, at folk jeg ringer for at interviewe eller lave en aftale med siger, "nej, sikke da et smukt navn". Jo, øh tak. Det er jo dejligt. Og så var det måske nu, at jeg skulle afsløre, at jeg det meste af mit liv har hadet mit navn - især mellemnavnet. Af en eneste grund, nemlig den, at der var en meget grim pige i folkeskolen som hed det (UNDSKYLD, hvis jeg støder nogen)!!
Anyways, med tiden har jeg lært at leve med mit navn, men nu er det mere om folk kan huske, hvad det egentlig er jeg hedder. Lykke May er der for eksempel nogen, der kunne finde på at kalde mig - og det er da okay. Men jeg kom faktisk først! Jeg er 26 - hun er, hvad - 22 år? Og jeg går i hvert fald ikke amok i fly (jeg er nemlig alt for optaget af flymenuen).
Et andet kælenavn - mit favoritnavn - er helt klart Maiski. Jeg tror faktisk, at det var min søde kæreste, Thomas, der begyndte at kalde mig det i gymnasiet. Dengang hed alle noget med -ski bagefter. Jacobski for eksempel. Og Maiski - det har åbenbart holdt ved, for nu kalder rigtig mange mig for Maiski. Både folk fra Journalisthøjskolen, men også mine venner. Og det er jo dejligt!
Et andet kælenavn er "den lykkelige". Lykkelig? Ja, det er jeg :0) - og, så passer de jo meget godt til mit efternavn. Dette kælenavn er også opfundet af Thomas, som jeg ikke har fantasi til at kalde andet end skat, eller skatter - kedeligt. Jeg må finde på noget. Eller også er det fodboldgutterne, der har fundet på det. I hvert fald kalder alle Thomas venner mig for "den lykkelige" - inklusive Mette, som så sent som sidste mandag fik heppet mig videre i DHL-stafetten med et "kom så den lykkelige" (jeg reagerede ikke på Mai Lykke).
Nåh, men for at komme tilbage til det der med husk mit navn. Så er det bare så uendeligt irriterende, når man har koncentreret sig om at tale TYDELIGT på en telefonsvarer, og folk så ringer og spørger efter en Merete Lykke?! Eller Mia. Eller Maiken. Eller Marianne.
Det er allesammen pæne navne, men nu hedder jo jeg jo altså nu engang Mai Helene Lykke. Og det vil jg gerne blive ved med.
Så... "Husk mit navn".
;0)
Mai
fredag, august 25, 2006
Mig og mine kollegaer
Der har været stor udskiftning på redaktionen i Hillerød, men nu er vi vist endelig ved at være på plads - vi er ikke fuldtallige før engang i slutningen af september, men i dag var vi lige allesammen samlet på redaktionen, før der igen er ferie, kursus og afspadsering.
Fra venstre er det Karina, der netop er tilbage efter barsel, Maja, som skal på ferie i 14 dage, vores eneste mand - Jimmy, i baggrunden nybagt redaktør, Marianne, i forgrunden praktikanten Rikke og så er der jo mig ude til højre.
Ganske søde og rare mennesker! :0)
Mette på to hjul
Min veninde, Mette, er blevet bidt af en gal mountainbike - her ser I hende på en meget skrå bakke. Bemærk venligst 80'er cykelhandskerne, der meget vel kunne gå til TRINX!
torsdag, august 24, 2006
Jeg skal til Thailand!!!
Hurra hurra hurra! Jeg skal til Thailand fra den 24. september til 8. oktober. Det er simpelthen for cool.Kristina og Jacob skulle egentlig have været afsted, og havde billetter betalt af penge som de fik fordi deres fly var overbooket sidste år. MEN, nu er Jacob blevet fastansat, og kan ikke få fri, så jeg skal med Kris i stedet. Det er simpelthen den bedste nyhed LÆNGE! Hold kæft, hvor bliver det fedt.
Vi skal dykke, sole, hygge, shoppe og smage et par buckets!
søndag, august 20, 2006
fredag, august 18, 2006
Dagens allerbedste mail
Det er ikke hver dag, man får lov at starte sin dag med sådan en mail. Men det skete i morges, da jeg tændte computeren. Jeg har anmeldt Pernille og hendes makker Pia cd "Ninas Sange", og det har jeg åbenbart gjort godt.
Altid dejligt med et skulderklap - især når det kun var min anden anmeldelse, og jeg var lidt usikker på, hvordan sådan en skulle skrues sammen.
:0)
Mai
Kære Engel -
Sikke dog en fantastisk anmeldelse. Jeg sidder nærmest med tårer i øjnene. Tusind, tusind tak, Mai. Den er vi lykkelige for.
Oven i er du den første, der har anmeldt os. Du har i det hele taget været noget mere vaks end dine kolleger på de store landsdækkende aviser, men det skulle ikke undre mig, om det lige var dét, din anmeldelse, der skulle til, for at få de andre til at rykke...Det ser vi om et par dage.
Under alle omstændigheder er vi superglade for det her. Du er en engel.
Kærligst -
Pernille
Altid dejligt med et skulderklap - især når det kun var min anden anmeldelse, og jeg var lidt usikker på, hvordan sådan en skulle skrues sammen.
:0)
Mai
Kære Engel -
Sikke dog en fantastisk anmeldelse. Jeg sidder nærmest med tårer i øjnene. Tusind, tusind tak, Mai. Den er vi lykkelige for.
Oven i er du den første, der har anmeldt os. Du har i det hele taget været noget mere vaks end dine kolleger på de store landsdækkende aviser, men det skulle ikke undre mig, om det lige var dét, din anmeldelse, der skulle til, for at få de andre til at rykke...Det ser vi om et par dage.
Under alle omstændigheder er vi superglade for det her. Du er en engel.
Kærligst -
Pernille
torsdag, august 17, 2006
Snart TRINX
Så nærmer tiden sig med meget hastige skridt.Jeg har købt masser af sprut - lækkert blandingsdims til den gode TRINX-drink, lys i der rigtige farver og arrangeret dronningens gave til TRINX.
Det skal nok blive godt - jeg glæder mig rigtig meget!
mandag, august 14, 2006
De nye aviser
I min branche sker der ikke så lidt i øjeblikket - først planlagde nogle islændinge en ny gratisavis (Nyhedsavisen), så kom JP, Politiken og Ekstra Bladet med 24Timer, og i morgen bliver det afgjort om Berlingske Tidende også bidrager til regnskovens udryddelse ved at udsende en femte gratisavis. Derudover bidrager både metroXpress og Urban til læsningen i S-toget om morgenen.
Lanceringen af tre nye aviser får mange spørgsmål til at poppe op i mit hoved. Hvor mange er der egentlig plads til? Der kan jo ikke være annoncer nok til fem gratisaviser. Er der plads til Frederiksborg Amts Avis i det her billede? Jeg vil nemlig meget nødig miste mit job. Og hvad kan de byde på, som ikke allerede er lanceret. Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på!
Fra højeste sted får vi at vide, at vi stadig er dem der ved mest om lokalområderne, og at gratisaviserne aldrig vil kunne opnå samme kendskab til kommunerne og samarbejde med kilderne. "Vi skal stadig være dem med de bedste historier", forlyder det. Det er fint nok, men jeg giver mig faktisk 100 procent HVER eneste dag. Jeg kan ikke lave bedre historier. Hvis jeg skal lave bedre historie, så skal jeg have nogle flere kollegaer, så jeg får mere rum til at bruge tid på mine artikler. Det er mit store ønske, men det sker nok ikke...
Men selvfølgelig, selvfølgelig skal vi nok knibe ballerne endnu mere sammen...
En god ting ved de mange nye aviser er, at der er kommet rigtig gang i jobflowet. Folk skifter job som aldrig før, og der bliver plads til de nyuddannede, som ikke alle behøver at starte på dagpenge og vikariater. Det er fedt, men når en eller flere af gratisaviserne dør, så bliver der jo igen nogle ledige, og så bliver der igen rift om jobbene.
Så alt i alt er de nye aviser vel en god ting - jeg satser stærkt på, at det ikke er min avis der ryger - og så må vi se, om jeg får brug for mine "Nej tak til gratisaviser"-klistermærker, som jeg netop har købt fra Forbrugerrådet.
Lanceringen af tre nye aviser får mange spørgsmål til at poppe op i mit hoved. Hvor mange er der egentlig plads til? Der kan jo ikke være annoncer nok til fem gratisaviser. Er der plads til Frederiksborg Amts Avis i det her billede? Jeg vil nemlig meget nødig miste mit job. Og hvad kan de byde på, som ikke allerede er lanceret. Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på!
Fra højeste sted får vi at vide, at vi stadig er dem der ved mest om lokalområderne, og at gratisaviserne aldrig vil kunne opnå samme kendskab til kommunerne og samarbejde med kilderne. "Vi skal stadig være dem med de bedste historier", forlyder det. Det er fint nok, men jeg giver mig faktisk 100 procent HVER eneste dag. Jeg kan ikke lave bedre historier. Hvis jeg skal lave bedre historie, så skal jeg have nogle flere kollegaer, så jeg får mere rum til at bruge tid på mine artikler. Det er mit store ønske, men det sker nok ikke...
Men selvfølgelig, selvfølgelig skal vi nok knibe ballerne endnu mere sammen...
En god ting ved de mange nye aviser er, at der er kommet rigtig gang i jobflowet. Folk skifter job som aldrig før, og der bliver plads til de nyuddannede, som ikke alle behøver at starte på dagpenge og vikariater. Det er fedt, men når en eller flere af gratisaviserne dør, så bliver der jo igen nogle ledige, og så bliver der igen rift om jobbene.
Så alt i alt er de nye aviser vel en god ting - jeg satser stærkt på, at det ikke er min avis der ryger - og så må vi se, om jeg får brug for mine "Nej tak til gratisaviser"-klistermærker, som jeg netop har købt fra Forbrugerrådet.
lørdag, august 12, 2006
Endnu en om DSB
Hvor er det dejligt, at DSB og Banedanmark fornyer skinnerne mellem Gentofte og Hillerød - det er bare ikke så dejligt, at det hver dag skal tage mellem 1½ og to timer at komme til eller på arbejde.
Torsdag aften: færdig på redaktionen klokken 20.00 - hjemme i København klokken 22. Dejligt! For når der er sporarbejde, så skal der da oveni være problemer med sporskiftet og andet teknik. Det er da klart!
Torsdag aften måtte jeg endda cykle fra Allerød (hvor der holdt et defekt tog på hvert spor) til Birkerød. Det er da frisk med sådan en lille cykeltur. Jeg holder bare mest af at dyrke motion frivilligt!
Jeg glæder mig bare helt sinssygt meget til at sporarbejdet er overstået, og til at togene igen kører normalt!
Torsdag aften: færdig på redaktionen klokken 20.00 - hjemme i København klokken 22. Dejligt! For når der er sporarbejde, så skal der da oveni være problemer med sporskiftet og andet teknik. Det er da klart!
Torsdag aften måtte jeg endda cykle fra Allerød (hvor der holdt et defekt tog på hvert spor) til Birkerød. Det er da frisk med sådan en lille cykeltur. Jeg holder bare mest af at dyrke motion frivilligt!
Jeg glæder mig bare helt sinssygt meget til at sporarbejdet er overstået, og til at togene igen kører normalt!
mandag, august 07, 2006
Billetkontrollører
Jeg forstår altså ikke helt det der med billetkontrol?
Hvorfor er det, at søde gamle damer slipper for bøder, mens små drenge med tårer i øjnene og turister uden nåde får stukket en bøde i hånden - sammen med en 30 minutter lang belæring om, hvordan man klipper et klippekort (er rimelig sikker på, at turisterne efter den behandling IKKE besøger Hillerød i s-tog igen).
I morges havde en pæn ældre dame klippet et 2-zoners-klip på klippekortet. Klokken var nemlig før 9, hvor hendes mimrekort virkede fra. Det opdagede billetkontrolløren, som klippede et ekstra klip i damens kort. "Så får du et klip her i stedet for en bøde", sagde kontrolløren venligt. Og det var da også fint nok.
Men det er da ikke i orden, at bare fordi man er gammel, så får man lov til at slippe. Jeg mener generelt, at billetkontrollørerne er alt for strenge!
Forleden var jeg vidne til en lille dreng, som fik en bøde, fordi han havde glemt at klippe sit kort. Selvfølgelig er der nogen, der snyder. Men ikke ham her. Han stod fuldstændig forstenet og modtog sit girokort på 500 kroner (penge som han helt sikkert ikke havde). Han prøvede at spille sej, men det gik ikke - tårerne afslørede ham. Den stakkel. Da en flink dame (der også havde rigtig ondt af ham) sagde, "jamen dit klippekort er da lige der" - svarede han. "Jamen, jeg glemte jo at klippe det". Helt ærligt. Hvorfor skal flinke, ældre damer slippe, når en sød lille dreng ikke gør?
Ja, jeg forstår det ikke helt...
Hvorfor er det, at søde gamle damer slipper for bøder, mens små drenge med tårer i øjnene og turister uden nåde får stukket en bøde i hånden - sammen med en 30 minutter lang belæring om, hvordan man klipper et klippekort (er rimelig sikker på, at turisterne efter den behandling IKKE besøger Hillerød i s-tog igen).
I morges havde en pæn ældre dame klippet et 2-zoners-klip på klippekortet. Klokken var nemlig før 9, hvor hendes mimrekort virkede fra. Det opdagede billetkontrolløren, som klippede et ekstra klip i damens kort. "Så får du et klip her i stedet for en bøde", sagde kontrolløren venligt. Og det var da også fint nok.
Men det er da ikke i orden, at bare fordi man er gammel, så får man lov til at slippe. Jeg mener generelt, at billetkontrollørerne er alt for strenge!
Forleden var jeg vidne til en lille dreng, som fik en bøde, fordi han havde glemt at klippe sit kort. Selvfølgelig er der nogen, der snyder. Men ikke ham her. Han stod fuldstændig forstenet og modtog sit girokort på 500 kroner (penge som han helt sikkert ikke havde). Han prøvede at spille sej, men det gik ikke - tårerne afslørede ham. Den stakkel. Da en flink dame (der også havde rigtig ondt af ham) sagde, "jamen dit klippekort er da lige der" - svarede han. "Jamen, jeg glemte jo at klippe det". Helt ærligt. Hvorfor skal flinke, ældre damer slippe, når en sød lille dreng ikke gør?
Ja, jeg forstår det ikke helt...
søndag, august 06, 2006
MIt gudbarn og hendes moar
I dag har jeg været gudmor for Johanna. Hun opførte sig eksemplarisk i kirken (som den fantastiske gudmor jeg er, fik jeg hende til at sove hele gudstjenesten igennem). Og jeg fik sagt navnet rigtigt og "ja" på alle de rigtige tidspunkter.Her ser vi Johanna og hendes mor, min veninde Mai, efter dåben.
Mig!
Her er jeg - i Rom for ganske få uger siden. Sandsynligvis efter en tre-retters menu med Thomas og måske lidt rødvin...
lørdag, august 05, 2006
Er verden af lave?
I aftes i s-toget så jeg det mest ulækre eller måske uhyggelige, jeg længe har set (lige bortset fra min kontoopgørelse og krigen i mellemøsten). En pige, kvinde - måske på 30 år (hun var temmelig hærget, så det var svært at se) kom ind i s-toget. Hun vaklede afsted på 10 cm høje hæle, og tjekkede flere gange i vinduet om hendes lille, korte, hvide kjole nu sad som den skulle. Det gjorde den. For der var ikke meget krop at tage af.
I hånden havde hun et stykke sølvpapir, en ligther og et rør af sølvpapir. Og lur mig (jeg har nemlig set TV-Avisen) om det ikke var rygeherion, hun var i gang med. Ganske ugeneret (eller bare dopet og totalt manisk) fyrede hun op under sølvpapiret, alt imens hun sugede den "lindrende" røg til sig. I kupeen bredte der sig en sødlig lugt, og hun sugede til som om det var det mest naturlige i verden.
Er det virkelig sådan, at man i dag kan rende rundt og ryge herion i togene? Jeg synes, det var en skræmmende oplevelse. Stakkels pige..
Til gengæld fik jeg også at vide i går, at jeg havde pæne tæer - af en hjemløs. "Gir' du en femmer?". Ja, for en gangs skyld. Mens jeg fiskede femmeren op ad pungen, kiggede han ned på mine tæer og mine nyindkøbte sandaler med en diamant mellem store- og "pege"tå. "Er den ægte", spurgte han. "Nej, bare den var", svarede jeg. "Du har i hvert fald nogle søde tæer", mente han og ønskede mig en god dag. Jo tak for det :0)))
I hånden havde hun et stykke sølvpapir, en ligther og et rør af sølvpapir. Og lur mig (jeg har nemlig set TV-Avisen) om det ikke var rygeherion, hun var i gang med. Ganske ugeneret (eller bare dopet og totalt manisk) fyrede hun op under sølvpapiret, alt imens hun sugede den "lindrende" røg til sig. I kupeen bredte der sig en sødlig lugt, og hun sugede til som om det var det mest naturlige i verden.
Er det virkelig sådan, at man i dag kan rende rundt og ryge herion i togene? Jeg synes, det var en skræmmende oplevelse. Stakkels pige..
Til gengæld fik jeg også at vide i går, at jeg havde pæne tæer - af en hjemløs. "Gir' du en femmer?". Ja, for en gangs skyld. Mens jeg fiskede femmeren op ad pungen, kiggede han ned på mine tæer og mine nyindkøbte sandaler med en diamant mellem store- og "pege"tå. "Er den ægte", spurgte han. "Nej, bare den var", svarede jeg. "Du har i hvert fald nogle søde tæer", mente han og ønskede mig en god dag. Jo tak for det :0)))
Gudmor for Johanna
I morgen skal jeg være gudmor for lille Johanna. En stor ære :0)
Det betyder jo blandt andet, at jeg skal huske at sige hendes navn rigtigt i kirken, holde hende i rigtig lang tid - på venstre arm, og ikke mindst oplære hende i den kristne tro. Det bliver spændende! Det der med den kristne tro bliver der nok ikke så meget med, for far er meldt ud af folkekirken, og mor går heller ikke så meget op i kristendom. Det bliver vist mere noget med at være en del af Johannas liv - og det glæder jeg mig til!
Det betyder jo blandt andet, at jeg skal huske at sige hendes navn rigtigt i kirken, holde hende i rigtig lang tid - på venstre arm, og ikke mindst oplære hende i den kristne tro. Det bliver spændende! Det der med den kristne tro bliver der nok ikke så meget med, for far er meldt ud af folkekirken, og mor går heller ikke så meget op i kristendom. Det bliver vist mere noget med at være en del af Johannas liv - og det glæder jeg mig til!
Abonner på:
Opslag (Atom)