Ægte kærlighed og ristede løg

Jeg er nærmest altædende. Elsker al mad. Men én ting kan jeg virkelig ikke fordrage: ristede løg!

Jeg kan simpelthen ikke holde lugten ud!

Derfor mener jeg virkelig også, at jeg gav en stor bid af mig selv, da jeg i går lod min fireethalvtårige papdatter sidde på skødet, mens hun spiste rundstykke (?!) med ristede løg (økologiske, naturligvis).

Jeg holdt vejret (og håbede på, at hun ikke ville puste mig alt for meget i hovedet), mens hun guffede løs på sin yderst sunde mad. Og jeg tænkte, at det da måtte være meget tæt på, hvad man ofrer for ægte kærlighed..

Den svære samtale

Indenfor det sidste halve år har jeg været til en række samtaler på forskellige jobs. Spændende jobs, hvor det var lige ved og næsten - men hvor de andre kandidater var bedre end mig, passede bedre ind i jobbet, eller måske havde en bedre kemi til ansættelsespanelet. Man ved det jo faktisk ikke..

Og det er jo fair nok.

Men hvor kunne chefer/redaktører dog godt arbejde på den måde, de giver et afslag på.

Lad os starte med det gode eksempel: Jeg havde været til samtale samme eftermiddag. Telefonen ringer, redaktøren præsenterer sig, siger tak for sidst - og går hurtigt til sagen: "Det blev desværre ikke dig".

Fantastisk! Så er der noget at forholde sig til.

For der er nogen, som væver afsted og ikke kan få det sagt. Og i stedet får de sagt en masse vrøvl, før de endelig kommer til sagen. Ja, jeg har sågar været ude for, at jeg blev spurgt, om jeg var interesseret i jobbet, HVIS nu hende de havde valgt ikke ville have det alligevel..øøøøhhh!

Og så var der dengang, jeg var til samtale på et dansk modemagasin, hvor jeg under samtalen desværre ikke lige kunne huske navnet på kronprinsesse Marys stylist.. Det blev fatalt, for da redaktøren ringede for at fortælle mig, at jeg ikke gik videre til anden samtale, sagde hun: "...men det regnede du vel heller ikke med". Øh, tak!

Det er pissehårdt som ansøger at sidde i den anden ende af røret. For man vil jo virkelig gerne have det job - selvom man godt kan høre på tonelejet, at der kommer et afslag. Derfor, kære ansættere, arbejd nu lidt med måden, det bliver sagt på. Det betyder så meget for kandidaternes videre forløb - og de har trods alt lagt rigtig mange tanker, følelser og timer i processen - set sig selv i jobbet, drømt om at arbejde lige netop der. Derfor skal de ikke skoddes, fordi det ikke lige netop var dem der blev valgt. De fortjener en pæn og ordentlig behandling.

Så derfor: Gå hurtigt til sagen. Vær ærlig, kom med lidt ros, men også gerne lidt ris. Vær forberedt på at sige et par ting, som ansøgeren kan gøre bedre næste gang. Så går alle fra afslaget med en meget bedre oplevelse.

Jimmy og hans venner vil ud!

Jeg har et særdeles elegant trekløver stående i entréen. Det er Jimmy, Manolo og Christian. De står og venter på at blive luftet. Men de kommer ikke så meget ud.

For desværre, så kan man jo kun lufte én af dem ad gangen, og det er desværre ikke så tit i disse tider, at man bliver inviteret ud. Eller jo - det er det. Jeg stavrer da jævnligt henad brostenene til Bistroen og tilbage igen. Men ellers er det ikke så tit, jeg bliver inviteret ud på steder, hvor man kan have stiletter på.



På Grøn Koncert for eksempel - skal man jo tænke praktisk og have gummistøvler eller kondisko på, til almindelige koncerter når man at blive træt i fødderne, inden musikken er slut - og på ferien er det så varmt, at fødderne hæver til det dobbelte. Så gider man ikke lige vride fødderne i et par spidse sko med otte centimeter hæl.

Så det jeg efterlyser er nogle flere festinvitationer. Der må da være nogen derude, der har lyst til at byde på en cocktail eller to her i sommervarmen - så kvitterer jeg til gengæld med aftenens flotteste sko!

Jeg keeeeeeder mig

"Jeg keeeeder mig".

Sådan har jeg vist sagt engang eller 4000 til mine forældre, da jeg var lille. Og svaret var altid "intelligente mennesker keder sig aldrig" - og, at det var sundt at kede sig. Og så fandt jeg vel på et eller andet tidspunkt på noget at lave.

I dag får man ikke lov at kede sig særlig længe. Der underholdning overalt.

Som i går, hvor kæresten og jeg sad i stegende hede og spiste frokost på den skønneste restaurant ved den dejligste lille bugt på Mallorcas vestkyst.

Ved bordet bagved kom en svensk familie og satte sig - og efter børnene var blevet udstyret med is og brownies (til frokost) blev den bærbare computer hevet frem, og der blev sat en dvd på.

Jeg må indrømme, at jeg blev en smule forarget. Her sidder vi i noget, der er meget nær paradis og spiser. Restauranten ligger bogstavelig talt PÅ klippen. Der er lækker lækker mad med masser af friskfanget fisk på kortet. Og, ikke mindst, det lækreste, fuldstændig klare blå vand fem meter nede under klippen. Altså, nok at se på - naturen, strandgæster i vand og på sand, smukke både, der sejlede forbi eller kastede anker - og børn der kastede sig ud i vilde spring fra klipperne.

Men næh nej, der skulle ses en dvd på computeren. Trist..

Og hvad er det egentlig nogle børn og,, med tiden voksne, der kommer ud af det? Folk, der hele tiden skal underholdes. Som ikke kan rumme to minutters stille eftertænksomhed - eller nyde at sidde og se ud over havet i en stille bugt på Mallorca. Som altid skal have deres vilje (brownies og is til frokost). Det bliver nogle spændende mennesker at få ud på arbejdsmarkedet..

Canal 9 kan da bare passe sig selv

VM-kigningen har ændret tv-vanerne hjemme hos os - hvor vi jo ikke kan tage Canal 9, og dermed bliver snydt for en række spændende kampe.

Men, det har vist sig at være til det positive. For vi har i stedet bare set kampene på tysk og svensk tv. Og det viser sig faktisk, at særligt tysk tv producerer meget bedre fodbold-tv, end TV2 og DR har gjort det.



Således har ZDF for eksempel live-opdatering af stillingen i grupperne undervejs i kampene, så man kan se, hvem der pt. er videre, ligesom der også er mere relevante indslag efter kampen.

Så for min skyld kan Canal 9 da bare fortsætte med at have deres hemmelige kanal - vi finder bare andre måder at se kampene på.

Så skal vi bare lige finde ud af, hvordan vi skal få set La Liga efter sommerferien..

Tørstig tomat

Jeg har to tomatplanter i vinduet ud til gårdhaven - den ene er simpelthen så tørstig. Den til venstre drikker sit vand dobbelt så hurtigt som sidemanden. Fatter ikke helt, hvordan der kan være forskel..?

Klar til dansk sejr

Danmark vinder i aften!

Eller - jeg har i hvert fald gjort mit til, at de gør det.

Har fra morgenstunden bestukket fireårig med pandekager - og herefter indoktrineret hende med "Der er et yndigt land", "Re-Sepp-Ten", "En for alle" - og til sidst lidt Savage Rose.

Herefter blev fodboldtrøje i størrelse 110 præsenteret - sammen med en rød/hvid kasket.

Og sidst, men ikke mindst, blev der spillet fodbold indendørs, mens familiens to voksne, iklædt landsholdstrøjer, skrålede med på de bedste fodboldsange - og dansede lidt sydafrikansk stammedans.

Vi er klar til kamp - og sejr i aften! Er I?

På fornavn med pakkeposten

Shopper man for meget på nettet, når pakkeposten siger "du er en god kunde", når han afleverer post?

Han har da kun været forbi to gange i denne uge..

Alle tiders største fodboldhit?

VM er over os - og intet mesterskab med deltagelse af Danmark uden en slagsang.

I år har Nephew lavet den officielle VM-sang - og den er da også meget god, ligesom de forskellige andre mere eller mindre officielle sange, som også er kommet på banen her op til turneringsstart. Der er en halvpornografisk en af slagsen kreeret af 8-Ball, de smukke piger fra Sukkerchok også lavet en sang - og Politiken har sågar en konkurrence med 33 uofficielle sange.

Så der er nok at tage af!

Men, hvis jeg skal vælge, så synes jeg nu nok, at "Re-Sepp-Ten (Vi er røde, vi er hvide)" (1986) og Rocazinos "En for alle" (1988) er de bedste - de gode, gamle sange! Men der er for eksempel også Big Fat Snakes "Big boys in red and white" (1996) og "Vi vil ha' sejren i land" (1998) med Dodo and the Dodos.

Hvilken slagssang synes du er den bedste? Stem her på siden!

Gode løbesange?

Der er for alvor kommet gang i løbeskoene igen. Det betyder også, at iPod og Nike+ bliver luftet.

Spillelisten "løbesange" rummer pt. følgende numre:


Jeg synes bare, jeg mangler noget med lidt fart i, når jeg spurter afsted ud mod Marselisborg Skoven. Er der nogen, der har nogle tips til gode løbesange?

Det koster åbenbart ekstra at have store bryster

Man skal tilsyneladende straffes på pengepungen, når man har en barm, der er lidt større end gennemsnittet. I hvert fald, hvis man for eksempel køber en bh fra Femilet.

Efter at have prøvet en god bunke bh'er i Magasin, ville jeg lige give stativerne et ekstra gennemsyn. Og her opdagede jeg, at en af de bh'er jeg allerede havde besluttet mig for at købe, i nogle tilfælde kostede 199 kroner - mod de 299 kroner, der stod på prismærket på den jeg stod med i hånden.

Jeg spurgte en ekspedient, om det nu kunne passe. Og jo, det kunne det. Men ikke for den i min størrelse. For når man op over en D-skål, så stiger prisen med 100 kroner. "Fordi bh'erne bliver syet på en anden måde", forklarede den flinke ekspedient.

Jamen, er det ikke lidt uretfærdigt? Jeg mener, jeg kan jo ikke gøre for, at mine bryster har den størrelse, mine bryster nu har - det er jo bare noget, der ligger til familien..

En bluse koster vel heller ikke mere, hvad enten man køber den i small eller large, og prisen på et par sko er da den samme lige meget om man køber dem i str. 37 eller 41?!

Og jeg er ikke den eneste med bh-problemet - vi er faktisk ret mange kvinder med samme udfordring:

En undersøgelse i 2007 af europæiske kvinder udført af lingerifirmaet Triumph, viste at ud af de undersøgte europæiske lande havde danske kvinder gennemsnitligt de næststørste bryster. Halvdelen (50 %) af de undersøgte kvinder brugte D-skål (19 % brugte C, 24 % B og 7 % A)^[1][2] (Kilde: Wikipedia).

Måske skal vi have et EU-direktiv på banen for at løse denne ulighed..?

Bæredygtig shopping

Materialistisk? Det må jeg vel indrømme, at jeg er. En smule..

Og det har egentlig ikke noget at gøre med, at jeg er et mærkedyr (yndet udtryk i folkeskolen) eller en shopaholic (for det indrømmer jeg gerne - ifølge kæresten er jeg verdens bedste forbruger) - næh, jeg kan egentlig bare godt lide, at tingene holder. Både stil- og kvalitetsmæssigt.

For der er sgu da ikke noget værre end at købe en t-shirt i H&M, bruge den en gang, vaske den og så er den pilskæv. Så vil jeg faktisk hellere give 100 eller 200 kroner mere, og så have den i to sæsoner - uden den bliver skæv

Og hvis man er lidt smart, så kan man jo også sagtens finde de gode tilbud på de rigtige sager - for eksempel fandt jeg forleden en Stella McCartney t-shirt sat ned fra 1399 kroner til 300 kroner i SuiNui i Århus - og i et outlet mall i Dubai stod der pludselig et par Christian Louboutin-stilletter sat ned fra 7500 kroner til 995 kroner.



Der stod ET ENESTE PAR - og det lige præcis i MIN størrelse! Ja, jeg kunne ikke stå imod! Haps, sagde det - og efterfølgende var jeg nærmest helt euforisk, da jeg stod og skulle betale. Kom der mon nogen og vækkede mig af min drøm? Næh!

Mine kvalitetsstandarder gælder både for tøj og sko, men bestemt også for fødevarer, møbler og andet inventar.

Jeg vil da hellere have noget der koster lidt ekstra, men så til gengæld holder i mange år (det gælder ikke fødevarerne). Og så gør det bestemt heller ikke noget, hvis det ser pænt ud samtidig. Og hvis tingene så holder et helt liv - kan det så ikke godt betale sig? Det er da faktisk sådan lidt bæredygtigt at tænke på..

Tillykke til Daisy

For et par måneder siden fyldte Daisy 70 år. Det blev lørdag fejret i Århus, hvor dronningen og prinsgemalen kørte i karret på en fire kilometer lang tur gennem byen.




Margrethe og Henri kom også forbi mit hood - og selvfølgelig havde jeg taget opstilling med kameraet på Ingerslevs Plads, hvor den royale kortege trillede forbi cirka klokken 14.

Viljestyrke?

Hjemme hos os har vi besluttet os for at blive strandklar inden bikini/badeshorts-sæsonen for alvor rammer (men det kan jo have lange udsigter med det vejr vi har pt).

Vi har derfor aftalt, at der nok bliver nødt til at komme batterier i vægten, der skal dyrkes mere motion - og der skal spises sundere (læs: væk med hyggen og de lune rundstykker til morgenmad, cafébesøg til frokost og hjemmelavet bearnaise til aftensmad - ind med havregrød, rugbrød til frokost og kalkunfilet med broccoli og gulerødder til aften).

Men det er nu svært, når både gemalen og jeg er deciderede madører.

Og således så man os i går formiddag i køkkenet, fuldstændig tappet for viljestyrke - men i kærlig omklamring, hulkende af en blanding af grin og selvmedlidenhed, givende hinanden ret i, at vi da havde fortjent at liste hen og spise brunch på Bistroen.

"Jamen, jeg har ikke lyst til havregrøøøøød. Jeg har lyst til brunch", blev der fneset/jamret.

Og så gik der ikke længe, før vi havde overbevist os selv om, at det var vist den vej, det måtte gå. Det er vel sådan noget, man må tillade sig selv om søndagen.. Når den nu følges op af en cykeltur/retur 18 kilometer til Moesgård Strand.

Fredian slip..?

Hvor er det dog skønt, når underbevidstheden spiller én et puds. Som i dag, hvor min fireårige bonusdatter, kæresten og jeg sad i bilen og snakkede om dagens oplevelser

Fireårig havde leget "tek" og "ståtrold" ude i skovbørnehaven, og det fik hendes far til at spørge: "Hvad kunne du så bedst lide at lege - tek eller stådreng?".

Fniiiiis..

Jeg var flad af grin, og måtte - for ikke at fireårig skulle tro, det var hende, jeg grinede af, undertrykke en skraldlatter - det var ikke helt nemt, skulle jeg hilse og sige!

Kæresten lagde end ikke mærke til sit lille "freudian slip".. Ikke før jeg, stadig undertrykkende et gigantisk latterbrøl, gentog hvad det rent faktisk var, han havde sagt - så var også han nødt til at undertrykke en kluklatter..

Og sådan har vi så gået og fniset resten af dagen - det giver sådan nogle gode bobler i maven..

Skønne cupcakes med hindbærfrosting

Er meget stolt af disse - tyvstjålet fra denne skønne kagebageside - bagt til Livas fødselsdag.

Hvilken kaffe byder du..

Indenfor den sidste halvanden uge har jeg haft flere uventede gæster i mit nye hjem i Århus, end jeg havde det i løbet af de seks år, jeg boede på Nørrebro. Jeg tror måske, Tine S. har ringet på en enkelt eller to gange, hvor jeg ikke var hjemme - og så var det da vist så også det.

Men nu er der lavet om på statistikken.

Siden sidste lørdag har jeg haft uventede gæster tre gange, og to ud af tre var endda glædelige overraskelser, mens den tredje (ja, det var indbrudstyven fra forrige weekend) - ja, han/hun/dem/de måtte gerne have blevet væk.

Det er sgu da en meget god statistik at lægge ud med. Hvad kan det ikke blive til? Jeg glæder mig da i hvert fald til at få besøg af endnu flere uventede gæster, som bare lige banker på ruden, kommer ind og får en sludder. Rigtig hyggeligt!

Naturen bestemmer - sådan er det

Hundredvis af europæere må i disse dage aflyse deres flyrejser på grund af en askeosende vulkan på Island.

Og selvom det er røvsygt for de mange mennesker, der ikke kan komme hjem, på ferie eller ganske enkelt bare frem til deres bestemmelsessted - så er det sgu da sejt, at et naturfænomen stadig kan få os mennesker og alle vores teknologiske fremskridt ned med nakken.

Naturen bestemmer. Sådan er det.

Og det burde vi vel nok egentlig tænke lidt mere over, når vi bruger løs af resurserne, sviner kloden til og så bare forventer, at det nok skal løse sig. For en dag, så er der bare ikke mere - og hvad gør vi så?

Så bliver det nok lidt mere alvorligt, end at man ikke lige kan komme med flyveren i et par dage.. Eller måske i op til to år - for så lang tid var vulkanen faktisk i udbrud, sidste gang den gav lyd fra sig - det var engang i 1830'erne.

Og nu ved jeg godt, at pladetektonik ikke har noget med global opvarmning og forurening af kloden at gøre. Alligevel, så mener jeg, vi skal lytte til naturen - og tænke os lidt mere om fremover.

Canal 9?

Der er problemer på hjemmefronten.

Medlemmerne af Aarhus Antenneforening har ikke stemt Canal 9 ind i programpakken, og det betyder nu, at gemalen ikke kan se Barcas kampe på tv.

Det er vi lidt kede af..

Så hvad gør man så? Er eneste mulighed at investere i sådan en grim parabol med tilhørende boks fra Canal Digital?

Anyone?

Du er så fucking ringe

Jeg kan godt lide at se fodbold - sådan i et fri, ude på stadion.

Man får både frisk luft, en stadionplatte (og en fadøl, hvis man er heldig), og muligheden for at se på gode ben i halvanden time, mens manden sidder veltilfreds og smiler ved siden af.

Det er sgu da en meget god deal!

Det er også rigtig fedt, når man er omringet af fans, der brænder for deres hold! Jeg synes, det er skidesjovt at sidde og lytte til kampråb og slagsange - jeg fatter bare ikke, hvorfor størstedelen af fansene er nødt til at svine spillerne fra modstanderens hold verbalt til.

Udtryk som "flæsk ham" og "du er så ringe" flyver afsted ud mod banen - også i mere personificerede varianter. For eksempel fik en spiller at vide, at han var "så fucking grim", og "fucking ringe" - men nu var han jo trods alt på banen, til modsætning for ham, der sad bag mig og råbte og skreg - så hvem var det egentlig, der var mest ringe?

Jeg har ikke den store sympati for fodboldfans, der sviner modstanderens spillere til. Burde man ikke kunne gå til fodbold, uden det blev personligt? Jeg ved godt, det er blevet en del af gamet, men i sidste ende handler det vel om, hvad der foregår inde på banen, og hvem der scorer flest mål, når kampen skal afgøres.

Og som der står i denne artikel (om forældres tilsvining af dommere), så er sprogbrug ikke det samme som at være engageret. Så man kan vel godt være ægte fan, uden at gå over grænsen - for eksempel som disse skønne piger.

Hooked på Paradise

Der er sket noget forfærdeligt. Noget pinligt. Noget jeg har utrolig svært ved at indrømme og tale om: Jeg er blevet hooked på Paradise Hotel.

GISP!

Den var ikke ventet! For jeg har da, om nogen, på mest nedladende vis udtrykt min afsky overfor programmet, hvor unge drikker sig fra sans og samling, dyrker sex for åben skærm og udstiller sig selv og andre fuldstændig uden at tænke over konsekvenserne.

Jeg er da alt alt for intellektuel til sådan noget bras..

Men nu er jeg pludselig fast seer, for der er jo altså et eller andet forunderligt fascinerende og samtidig tåkrummende over programmet. Det er som om ungdommens totale mangel på selverkendelse, og de utrolig dumme udtalelser og kommentarer, tiltrækker mig.

Jeg undrer mig virkelig over, om nutidens unge virkelig er så uintelligente, som nogle af de her drenge og piger, der toner frem på skærmen mandag-torsdag klokken 22, virkelig lyder til at være.

På den anden side, så sidder jeg der jo, og er på - så der er jo et eller andet der virker. Eller også er det bare mig, der er den dumme..?

Suset fra Camp Nou

Jeg var i Parken, da Danmark mødte Sverige i EM-kvalifikationen 2. juni 2007 - og blev taberdømt 0-3. Det var dengang fodboldidioten tromlede ud på banen og ødelagde det hele, så vi ikke kom til EM.

Sammen med Klubben var jeg 10. oktober sidste år også med på tribunen, da Danmark - med målet af Jakob Poulsen, kvalificerede sig til VM i Sydafrika til sommer.


Kronen på værket af fodboldoplevelser blev sat i slutningen af november sidste år, da jeg sammen med min romm'ie var tilskuer til fodboldkampen over alle fodboldkampe - El Clasico på Camp Nou.


Det var en kæmpe oplevelse at mærke suset fra de næsten 100.000 tilskuere på Camp Nou, mens de sang "Barca, Barca, Baaaaaaarca". Her kan man virkelig tale hjerteblod! Og det var helt vildt at opleve verdensstjerner som Messi, Zlatan, Alves, Casillas, Ronaldo og Kaka så tæt på. Der kan dansk fodbold vist godt gå hjem og lægge sig..

Vi sad helt nede på forreste række. Kun et par meter fra grønsværen. På trods af manglende teleobjektiv, så blev det derfor til nogle ganske lækre fotos, som kan ses her.

Der er sgu nok noget hun mangler

"Nøøøjjj, prøv lige at se, hvor mange stiletter hun har, skat".

Vi er på cafe, min romm'ie og jeg. Jeg læser Eurowoman. Han Politiken.

Jeg har i en artikel spottet en eller anden designer/journalist/direktør/art director/produktmanagers kæmpestore samling af Jimmy Choo, Manolo Blahnik OG, ikke mindst, Christian Louboutin-stiletter. Og nu er jeg meget misundelig på den store mængde af sko, der på billedet i magasinet nærmest fylder en hel væg..

Så er det godt, man har en kæreste, der kan få en lidt ned på jorden igen:

"Så er der nok noget andet, hun mangler", lyder det tørt omme fra avisen.

Og jo, det er jo sikkert rigtig nok.

Måske har hun ikke sådan en sød kæreste. Måske kan hun ikke lave mad? Måske har hun ikke sådan en dejlig familie? Eller sådan nogle søde venner? Måske skal hun ikke til Thomas Helmig-koncert på fredag. Måske har hun bumser på ryggen eller overtrukket sit dankort (det har hun helt sikkert med alle de sko).

Men derfor, så kunne jeg da godt ønske mig bare et liiiiiillebitte par Christian Loubutin-stiletter (i sort, hvis der er nogen, der vil vide det). Bare et lillebitte par. Og måske også et lillebitte par Manolo'er og, ja - når vi nu er i gang, så et par Jimmy Choos.. Men så skal jeg heller ikke bede om mere.

I denne sæson..

Dagbog fra fortiden

Hallløøøøjjj. Så er jeg tilbage på overfladen..

Snottet har næsten forladet kraniet, hosten er væk og smerterne efter den fjernede visdomstand er også ved at fortage sig.

Så mangler vi bare, at sneen og kulden forsvinder, så vi kan få noget forår. Ja tak!

Tiden i dykkerklokken er blandt andet blevet brugt på at:

- Stalke mere eller mindre kendte folk på nettet
- Se alle vindere (altså billederne) i Årets Pressefoto, helt tilbage til 2002
- Lede efter rejser til varme lande
- Spise slik
- Drikke kaffe (det burde nok være the)
- Få fjernet en visdomstand
- Komme mig over Pondus-traumet
- Skrive ansøgninger (også uopfordrede (men indtil videre har det ikke været et hit))
- Se OL (hvorfor hulan skal det dog holdes i et land med otte timers tidsforskel)
- Og rydde op i gemmerne..

Sidstnævnte bragte spændende ting frem i lyset. Blandt andet mine gamle dagbøger fra 1994/1995. Dengang har jeg gået i 8.-9. klasse. Det meste af min fritid handlede om svømning, og så var jeg meeeeeeget forelsket i en dreng der hed Lasse. Ulykkeligt forståes.

Heldigvis, så lykkedes det mig da at score ham efterfølgende, og vi var da også kærester i et par år. Men det nåede desværre ikke med i dagbogen. Jeg ville ellers gerne den dag i dag have læst, hvordan det udspillede sig - set med en 15-årigs øjne :-)

Men det var nu også meget sjovt at læse mine tanker om, hvorvidt han kunne lide mig eller ej, om han mon så mig der på gangen, og om han mon var kæreste med hende der poptøsen..

Tak til mig selv, fordi jeg lige tog mig tid til at forevige halvandet års tid af mit liv på skrift. Det var sjovt at læse, og dejligt at genopleve (det meste).

Selvom jeg den dag i dag ikke skriver dagbog i hånden længere, så er bloggen her jo også en slags dagbog. Forleden var jeg lige et smut tilbage til indlæggene om valget i USA. Det bragte mange minder frem, som jeg helt har glemt. Jeg oplevede sgu mange spændende ting overthere..!

Illusionerne er bristet

Siden jeg var helt lille, har pingvinen været mit yndlingsdyr. Årsagen er helt sikkert Pondus, den søde pingvin med det røde halstørklæde fra Københavns Zoo, og historierne om ham.

Jeg har fire bøger med Pondus, som jeg har arvet fra min storebror. De er fra slutningen af 1960erne, og handler blandt andet om den dag, hvor Pondus er til børnefødselsdag hos drengen Mikael. Her kører han i bil ud til fødselsdagen med dyrepasseren, han drikker grøn sodavand med sugerør, og er med til at lege i haven. Der er også en bog om, hvordan han får besøg af børnene i zoologisk have, og om "Pondus og lille Tine".

Jeg har ALTID troet, at Pondus var en ægte pingvin. Altid! Jeg har været virkelig misundelig på Mikael, som havde ham med til sin børnefødselsdag. Og den dag i dag, når jeg er i zoo, skal jeg lige hen og tjekke pingvinerne - det kunne jo være, han var der - selvom jeg jo godt ved, at pingviner nok ikke bliver 40-50 år gamle..

Så stort var følelsesudbruddet fra min side, da det lørdag aften lykkedes min far at ødelægge alle mine barnlige illusioner. Vi taler en afsløring på størrelse med, at julemanden ikke findes (undskyld, hvis jeg her ødelægger noget for nogen).

Vi sidder og taler om, at mine totalt yndlingsbøger som barn var dem om Pondus, og så siger min far grinende: "Tror du stadig, at det var en levende pingvin".

Øh, ja, sgu da! Ja, hvad ellers?!!?

Og så blev bøgerne ellers fundet frem fra gemmerne, og herefter travlet igennem for beviser på, at Pondus bare er en udstoppet pingvin - eller det modsatte.

Jeg må sige, at jeg stadig er sikker på, at Pondus lever i de tre første bøger - meeeeen i den sidste, børnefødselsdagen hos Mikael, der har Pondus enten et meget vedholdende hold i nakken, eller også er han død og udstoppet.

Men, udstoppet eller ej - så er han stadig et af mine bedste barndoms bogminder. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg har fundet ud af, at bøgerne faktisk antikvarisk kan sælges til en ganske god pris.. Det kommer dog ikke til at ske, for mine egne børn skal da også have fornøjelsen af Pondus og hans venner.