Mig og mine kollegaer

Der har været stor udskiftning på redaktionen i Hillerød, men nu er vi vist endelig ved at være på plads - vi er ikke fuldtallige før engang i slutningen af september, men i dag var vi lige allesammen samlet på redaktionen, før der igen er ferie, kursus og afspadsering.

Fra venstre er det Karina, der netop er tilbage efter barsel, Maja, som skal på ferie i 14 dage, vores eneste mand - Jimmy, i baggrunden nybagt redaktør, Marianne, i forgrunden praktikanten Rikke og så er der jo mig ude til højre.

Ganske søde og rare mennesker! :0)

Mette på to hjul

Min veninde, Mette, er blevet bidt af en gal mountainbike - her ser I hende på en meget skrå bakke. Bemærk venligst 80'er cykelhandskerne, der meget vel kunne gå til TRINX!

Jeg skal til Thailand!!!

Hurra hurra hurra! Jeg skal til Thailand fra den 24. september til 8. oktober. Det er simpelthen for cool.

Kristina og Jacob skulle egentlig have været afsted, og havde billetter betalt af penge som de fik fordi deres fly var overbooket sidste år. MEN, nu er Jacob blevet fastansat, og kan ikke få fri, så jeg skal med Kris i stedet. Det er simpelthen den bedste nyhed LÆNGE! Hold kæft, hvor bliver det fedt.

Vi skal dykke, sole, hygge, shoppe og smage et par buckets! 

TRINX-pigerne!

 

Dagens allerbedste mail

Det er ikke hver dag, man får lov at starte sin dag med sådan en mail. Men det skete i morges, da jeg tændte computeren. Jeg har anmeldt Pernille og hendes makker Pia cd "Ninas Sange", og det har jeg åbenbart gjort godt.

Altid dejligt med et skulderklap - især når det kun var min anden anmeldelse, og jeg var lidt usikker på, hvordan sådan en skulle skrues sammen.

:0)

Mai

Kære Engel -

Sikke dog en fantastisk anmeldelse. Jeg sidder nærmest med tårer i øjnene. Tusind, tusind tak, Mai. Den er vi lykkelige for.

Oven i er du den første, der har anmeldt os. Du har i det hele taget været noget mere vaks end dine kolleger på de store landsdækkende aviser, men det skulle ikke undre mig, om det lige var dét, din anmeldelse, der skulle til, for at få de andre til at rykke...Det ser vi om et par dage.

Under alle omstændigheder er vi superglade for det her. Du er en engel.

Kærligst -
Pernille

Snart TRINX

Så nærmer tiden sig med meget hastige skridt.

Jeg har købt masser af sprut - lækkert blandingsdims til den gode TRINX-drink, lys i der rigtige farver og arrangeret dronningens gave til TRINX.

Det skal nok blive godt - jeg glæder mig rigtig meget! 

De nye aviser

I min branche sker der ikke så lidt i øjeblikket - først planlagde nogle islændinge en ny gratisavis (Nyhedsavisen), så kom JP, Politiken og Ekstra Bladet med 24Timer, og i morgen bliver det afgjort om Berlingske Tidende også bidrager til regnskovens udryddelse ved at udsende en femte gratisavis. Derudover bidrager både metroXpress og Urban til læsningen i S-toget om morgenen.

Lanceringen af tre nye aviser får mange spørgsmål til at poppe op i mit hoved. Hvor mange er der egentlig plads til? Der kan jo ikke være annoncer nok til fem gratisaviser. Er der plads til Frederiksborg Amts Avis i det her billede? Jeg vil nemlig meget nødig miste mit job. Og hvad kan de byde på, som ikke allerede er lanceret. Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på!

Fra højeste sted får vi at vide, at vi stadig er dem der ved mest om lokalområderne, og at gratisaviserne aldrig vil kunne opnå samme kendskab til kommunerne og samarbejde med kilderne. "Vi skal stadig være dem med de bedste historier", forlyder det. Det er fint nok, men jeg giver mig faktisk 100 procent HVER eneste dag. Jeg kan ikke lave bedre historier. Hvis jeg skal lave bedre historie, så skal jeg have nogle flere kollegaer, så jeg får mere rum til at bruge tid på mine artikler. Det er mit store ønske, men det sker nok ikke...

Men selvfølgelig, selvfølgelig skal vi nok knibe ballerne endnu mere sammen...

En god ting ved de mange nye aviser er, at der er kommet rigtig gang i jobflowet. Folk skifter job som aldrig før, og der bliver plads til de nyuddannede, som ikke alle behøver at starte på dagpenge og vikariater. Det er fedt, men når en eller flere af gratisaviserne dør, så bliver der jo igen nogle ledige, og så bliver der igen rift om jobbene.

Så alt i alt er de nye aviser vel en god ting - jeg satser stærkt på, at det ikke er min avis der ryger - og så må vi se, om jeg får brug for mine "Nej tak til gratisaviser"-klistermærker, som jeg netop har købt fra Forbrugerrådet.

Endnu en om DSB

Hvor er det dejligt, at DSB og Banedanmark fornyer skinnerne mellem Gentofte og Hillerød - det er bare ikke så dejligt, at det hver dag skal tage mellem 1½ og to timer at komme til eller på arbejde.

Torsdag aften: færdig på redaktionen klokken 20.00 - hjemme i København klokken 22. Dejligt! For når der er sporarbejde, så skal der da oveni være problemer med sporskiftet og andet teknik. Det er da klart!

Torsdag aften måtte jeg endda cykle fra Allerød (hvor der holdt et defekt tog på hvert spor) til Birkerød. Det er da frisk med sådan en lille cykeltur. Jeg holder bare mest af at dyrke motion frivilligt!

Jeg glæder mig bare helt sinssygt meget til at sporarbejdet er overstået, og til at togene igen kører normalt!

Billetkontrollører

Jeg forstår altså ikke helt det der med billetkontrol?

Hvorfor er det, at søde gamle damer slipper for bøder, mens små drenge med tårer i øjnene og turister uden nåde får stukket en bøde i hånden - sammen med en 30 minutter lang belæring om, hvordan man klipper et klippekort (er rimelig sikker på, at turisterne efter den behandling IKKE besøger Hillerød i s-tog igen).

I morges havde en pæn ældre dame klippet et 2-zoners-klip på klippekortet. Klokken var nemlig før 9, hvor hendes mimrekort virkede fra. Det opdagede billetkontrolløren, som klippede et ekstra klip i damens kort. "Så får du et klip her i stedet for en bøde", sagde kontrolløren venligt. Og det var da også fint nok.

Men det er da ikke i orden, at bare fordi man er gammel, så får man lov til at slippe. Jeg mener generelt, at billetkontrollørerne er alt for strenge!

Forleden var jeg vidne til en lille dreng, som fik en bøde, fordi han havde glemt at klippe sit kort. Selvfølgelig er der nogen, der snyder. Men ikke ham her. Han stod fuldstændig forstenet og modtog sit girokort på 500 kroner (penge som han helt sikkert ikke havde). Han prøvede at spille sej, men det gik ikke - tårerne afslørede ham. Den stakkel. Da en flink dame (der også havde rigtig ondt af ham) sagde, "jamen dit klippekort er da lige der" - svarede han. "Jamen, jeg glemte jo at klippe det". Helt ærligt. Hvorfor skal flinke, ældre damer slippe, når en sød lille dreng ikke gør?

Ja, jeg forstår det ikke helt...

MIt gudbarn og hendes moar

I dag har jeg været gudmor for Johanna. Hun opførte sig eksemplarisk i kirken (som den fantastiske gudmor jeg er, fik jeg hende til at sove hele gudstjenesten igennem). Og jeg fik sagt navnet rigtigt og "ja" på alle de rigtige tidspunkter.

Her ser vi Johanna og hendes mor, min veninde Mai, efter dåben. 

Mig!

Her er jeg - i Rom for ganske få uger siden. Sandsynligvis efter en tre-retters menu med Thomas og måske lidt rødvin... 

Er verden af lave?

I aftes i s-toget så jeg det mest ulækre eller måske uhyggelige, jeg længe har set (lige bortset fra min kontoopgørelse og krigen i mellemøsten). En pige, kvinde - måske på 30 år (hun var temmelig hærget, så det var svært at se) kom ind i s-toget. Hun vaklede afsted på 10 cm høje hæle, og tjekkede flere gange i vinduet om hendes lille, korte, hvide kjole nu sad som den skulle. Det gjorde den. For der var ikke meget krop at tage af.

I hånden havde hun et stykke sølvpapir, en ligther og et rør af sølvpapir. Og lur mig (jeg har nemlig set TV-Avisen) om det ikke var rygeherion, hun var i gang med. Ganske ugeneret (eller bare dopet og totalt manisk) fyrede hun op under sølvpapiret, alt imens hun sugede den "lindrende" røg til sig. I kupeen bredte der sig en sødlig lugt, og hun sugede til som om det var det mest naturlige i verden.

Er det virkelig sådan, at man i dag kan rende rundt og ryge herion i togene? Jeg synes, det var en skræmmende oplevelse. Stakkels pige..

Til gengæld fik jeg også at vide i går, at jeg havde pæne tæer - af en hjemløs. "Gir' du en femmer?". Ja, for en gangs skyld. Mens jeg fiskede femmeren op ad pungen, kiggede han ned på mine tæer og mine nyindkøbte sandaler med en diamant mellem store- og "pege"tå. "Er den ægte", spurgte han. "Nej, bare den var", svarede jeg. "Du har i hvert fald nogle søde tæer", mente han og ønskede mig en god dag. Jo tak for det :0)))

Gudmor for Johanna

I morgen skal jeg være gudmor for lille Johanna. En stor ære :0)

Det betyder jo blandt andet, at jeg skal huske at sige hendes navn rigtigt i kirken, holde hende i rigtig lang tid - på venstre arm, og ikke mindst oplære hende i den kristne tro. Det bliver spændende! Det der med den kristne tro bliver der nok ikke så meget med, for far er meldt ud af folkekirken, og mor går heller ikke så meget op i kristendom. Det bliver vist mere noget med at være en del af Johannas liv - og det glæder jeg mig til!

Fire dage i Svendborg og en dag på stranden

Netop hjemvendt efter fire dage i Svendborg med veninde Mette, hvor vi både var til fest hos Ole Ritter og sejlede på Sundet med min søde morfar, er jeg nu hjemme igen med Thomas på gulvet foran en FCK-Champions League kval. kamp i fjernsynet og mig i sofaen i færd med at klistre Rom-fotos ind i albummet. Der er nemlig mange flere, hvor de kommer fra...

I morgen tror jeg, at turen (ganske som i dag) går til Amager Strandpark, hvor jeg - helt alene - (i dag var med Maria, som var ligeså hvid som mig (på trods af en måned i Brasilien og Argentina)). Som min mor siger, så er det sundt engang imellem at være lidt alene, så det vil jeg være på stranden. Kun mig og Leif Davidsen og De Gode Søstre.

TRINX

Historien bag TRINX kan læses på www.123hjemmeside.dk/trinx - TRINX er kort fortalt en fest for 10-12 tøser fra Svendborg - det handler om IKKE at komme i sort. Sidste år (2005) blev jeg valgt til dronning, og i år går jeg efter at blive den dronning, der for første gang i historien bliver genvalgt. Det bliver ikke nemt, men jeg har sat alle sejl ind for at nå mit mål! Trinx bliver afholdt her på Nørrebro den 19. august. Senere samme aften afsløres det, hvem der er vinder...måske bliver det mig... 

Stolt gudmor

Her er jeg (og Thomas) med mit gudbarn, Johanna Palludan Bøjden, født den 22. maj 2006. 

Billede fra sidste år

I det seneste år har vi været i Geneve, 2xCannes, Bologna og i Rom. Her er jeg med min søde kæreste på en båd ved Cote d' Azur ved Cannes i juli 2005. Et ægte filmstjernepar. 

I Rom

Endnu et billede fra ferien i Rom. Vi ankom søndag og fejrede italienernes VM-sejr med romerne. Torsdag ankom Kristina og Jacob, og vi viste dem rundt i hele byen, som de stedkendte romere vi jo var blevet. Her ses 3/4 af os på Den Spanske Trappe (hvor vi var klar for gamle til at være i forhold til målgruppen).

 

Min søde mor

Et billede af mig og min søde mor på sejltur på Svendborgsund sanktshansaften. 

Få dig et nyt kørekort - KÆLLING!

Jeg ved godt, at jeg ikke ligefrem er typen, der holder mig tilbage fra at brokke mig. Det sker for eksempel, hvis Thomas piller tånegle i sofaen (eller på en restaurant i Rom, mens vi venter på maden), hvis folk (her taler vi alle andre i s-toget) ikke forstår, at bøjlerne i den specialbyggede vogn ER TIL CYKLER, og man behøver ikke sidde ved siden af sin cykel hele vejen til Hillerød. 1) Cyklen bliver sgu nok ikke stjålet. 2) Lås cyklen, så bliver den i hvert fald ikke stjålet.

I dag kom jeg alligevel ud for et brokkehoved, der var over mit niveau: Jeg havde lånt mor og fars bil, og ville for at gøre "slæden" rigtig lækker lige køre forbi bilvasken. Jeg drejede ind, gjorde holdt foran vasken og opdagede så, at det ikke var en "drive-in-vask". Dvs. man skulle bakke ud af bilvasken for at komme ud. Manden der var inde i bilvasken skulle selvfølgelig ud først, så jeg bakkede tilbage, indtil jeg nåede til et skur. Manden bakkede - i sin store gråbeige firhjulstrækker tilbage, men stoppede på vej ud af porten. Jeg tænkte, at han sikkert lige skulle skifte station på radioen eller tage sin mobiltelefon. Der var i hvert fald masser af plads, og da jeg ikke kunne bakke længere - og han ikke vinkede eller kiggede tilbage i bakspejlet (samtidig forventede jeg, at han var i stand til at dreje med sin bil), så steg jeg ud og gik ind for at købe min vaskebillet. Det satte åbenbart mandens pis i kog. Efter at have drejet væk fra porten (det så ikke ud som om det var særlig besværligt for ham), råbte han: "Få dig et nyt kørekort - KÆLLING!".

Øh, hvad? Jeg blev sgu lidt overrasket!

Jeg havde bakket så langt, jeg kunne - og forventede, at han ville have sagt noget, hvis han ikke kunne manøvrere sin bil. I stedet forfaldt han til sådan en tarvelig måde at løse problemet på.

Jeg havde allermest lyst til at stille mig foran bilen, banke på ruden og sige: Hallo hr. Du kunne da bare have bedt mig om at flytte. Givet ham fingeren - eller ganske enkelt sparket til hans bil.

Men, jeg holdt mig i skinnet. I stedet vinkede jeg overlegent (og med stort overskud) til ham, samtidig med at jeg smilede (falsk), og råbte: "Ha' en rigtig god dag!".

Jeg håber, han havde en rigtig dårlig dag. Jeg håber, at han havde rigtig dårlig smag i munden over sig selv resten af dagen. Måske spurgte han sig selv, hvorfor var jeg lige nødt til at kalde den stakkels kvinde for kælling? Stakkels mand.

Jeg har i hvert fald lært noget i dag.

Det er jo ikke fordi folkene i s-toget ikke vil stille deres cykler rigtigt. De ved bare ikke bedre. Og der er ingen, der har fortalt dem det.

Som da jeg en dag fortalte en flok amerikanske turister, at sæderne her altså var reserveret til cykler, så blev de simpelthen så glade - for de kunne jo ikke forstå, hvorfor folk havde set så surt på dem hele vejen.

Det fandt de ud af, da der var nogen der fortalte dem det - UDEN at kalde dem kælling...

Verdensberømt kunst på Vatikanmuseet. 

Tre dage igen...

Efter to dage på jobbet er det nu snart tid til en uges afspadsering i det Sydfynske. Jeg skal vise min veninde Mette Svendborg og de omkringliggende skønne områder. Vi skal flashe vores maver på stranden (og blive brune), shoppe, hygge og gå på cafeer. Dejligt!

To sommerpiger på et lille listigt sted - laaangt fra Rom (troede vi). Det viste sig at være endestationen på en af lokalbanerne fra Rom. Billedet er taget inden regningen på 100 Euro kom på bordet... 

Et godt råd: spørg altid hvad maden koster, FØR du kaster dig over forretten (også den lækre gang tapas, som den italienske tjener kaster på bordet med stor charme). Sådan en gang tapas + pasta kan hurtigt ryge op i 100 Euro. Vi fik pruttet prisen ned til 80 Euro og forlod stedet med et meget surt smil fra tjeneren... 

Mai og Thomas en skøn sommeraften på den spanske trappe i Rom.