Det kan da ikke være så svært?

Hvordan kan det være, at jeg kan se to hele afsnit af Grey's online på ABC.com uden nogen som helst problemer, og at jeg så hverken kan komme til at se net-tv på TV2 eller DR. Heller ikke engang Update?? Hvad sker der for de danske tv-stationer?

En halv John Muir

For et par år siden holdt Thomas og jeg sommerferie i Rom. Kristina, som jeg har gået i folkeskole med, og Jacob, som Thomas og jeg gik i gymnasiet med, kiggede forbi et par dage på vej til deres road trip udi det italienske.

Rom blev nydt fulde drag, blandt andet med god mad og vin, og mens pigerne sludrede om løst og fast (som veninder jo gør), så snakkede drengene om en af deres drømme - at følge i John Muirs fodspor.


John Muir var en pioner, som frem til sin død i 1914 kæmpede for oprettelse af nationalparker, blandt andet i Californien. Det var blandt ham, der fik gjort Yosemite til nationalpark. John Muir vandrede tværs gennem Yosemite, på en 340 kilometer lang tur, og det er den tur, de gamle gymnasiedrenge drømmer om at gennemføre.



Da ferieselskabet skulle hjem fra hyggeaftenen i Rom var alle taxaer forsvundet, og ikke en eneste bus kørte. Det betød, at vi måtte tværs gennem byen på gåben. Ikke en uovervindelig faktor for nogen af os, men det var det alligevel lidt for mig, der bestemt ikke mente, at vi skulle gå så langt midt om natten.

"Jeg skal ikke gå en halv John Muir", lød den bitre kommentar, hvorefter jeg stolprede afsted - helst ti meter foran de andre. Og jeg ville ikke snakke med nogen!




Næste morgen var jeg selvfølgelig lidt flov over min kiksede opførsel. Jeg sagde underdanigt undskyld - og var således genstand for lidt gas i løbet af dagen.

Men i dag, to år efter, har jeg måske fået oprejsning. Nu har jeg nemlig gået en halv John Muir. Eller okay - så 1/50-del John Muir. I Yosemites smukke nationalpark.

Hvordan det gik, kan læserne se på billederne her.

Update torsdag: Okay - her fire dage efter vores overnatning i Curry Village, læser man så det her i den lokale avis. Lidt skræmmende...

DROP, COVER AND HOLD ON!

Som de fleste sikkert ved, ligger San Francisco og hele Bay Area lige ovenpå San Andreas-forkastningen. Det betyder, at man sådan set bare går og venter på et kæmpemæssigt jordskælv, i staterne kaldet The Big One, der får det hele til at brase sammen.

Det havde jeg egentlig ikke tænkt det helt store over, før jeg i går sad og læste i San Francisco Chronicle. På bagsiden, sammen med vejret, er der en oversigt over det sidste døgns jordskælv.

Og så gik det faktisk op for mig, at der er flere hundrede små jordskælv hver eneste uge - i hele staten + Nevada. Lidt overraskende, synes jeg. Sidste jordskælv i Menlo Park, hvor vi bor, var i torsdags - heldigvis var det ikke så stort. Jeg mærkede i hvert fald ikke noget til det, men det var også fire kilometer under jorden.

Heldigvis, så er der her lidt hjælp til, hvad man skal gøre, hvis jordskælvet kommer. Det handler blandt andet om at være forberedt og blive indenfor. Her skal man holde fast i et tungt møbel og holde sig langs væggen. Hvis man ligger i sengen, skal man sørge for at få en pude over ansigtet meget hurtigt. Hvis man er udenfor, så skal man holde sig fri af højspændingsmaster og andet ubehageligt, og ellers blive i sin bil.

Og så lyder mantraet ellers: DROP, COVER AND HOLD ON!

Lækre mærker på rad og række

Diane von Furstenberg, Chanel, DKNY, Marc by Marc Jacobs - OG Manolo Blahnik... Det er altså ikke lige mærker, man sådan lige vælter sig i i Danmark.

Men det er det altså i USA, hvor der er hele afdelinger med de fine mærker - og hverken i Bloomingdales eller i Macys tøver de med at sætte priserne godt ned. Derfor har jeg i dag stået og bladret to kæmpemæssige stativer med Diane von Furstenberg, Marc Jacobs - og French Connection igennem - alt sammen nedsat med 40 procent.

Jo tak, og også størrelserne har de "sat" omkring to størrelser ned, så alt er jo skønt!

Desværre fandt jeg ikke lige noget, der passede helt perfekt. Det skulle da lige være mine nye vandrestøvler, som jeg fandt nedsat til 39 $ - omkring 200 kroner i en friluftsbutik. Det var et godt køb, som skal afprøves i Yellowstone i weekenden.

Not so laughable

"Tonight, I'm going to Pasadena to see the vicepresident debate, and make some fun of Sara Pailin".

Vi sidder på en restaurant i Palo Alto, og jeg lytter med ved naboen, for ved siden af os sidder en kvinde og hendes mor, og kvinden skulle altså til en forstad i Los Angeles for at se vicepræsidentdebat - og få et godt grin af republikanernes vp-kandidat, ligesom de i øvrigt også gør det på for eksempel CNN.

Desværre, så kunne kvinden her også se alvoren i, hvad der kan ske, hvis Sara Pailin og John McCain bliver valgt.

"It's laughable, but it's not laughable because she could be Americas next vicepresident"...

Tja, jeg kan jo kun give hende ret.

Og nu bliver det så spændende at se, hvem af de to, der vinder debatten i aften.

Logistikproblemer

Hvorfor er det, at jeg ikke - på trods af virkelig lovende udsigter om mange spændende indkøb af tøj og sko i USA - alligevel ikke kan lade være med at proppe kufferten til det yderste?

Og jeg må endda have to med! Men de er stadig fyldt op, og det eneste positive må være, at jeg endnu ikke har passeret de tilladte 23 kilo pr. kuffert. Det er da altid noget.

Det så da ellers ikke ud til, at der var så meget, da det hele var samlet på spisebordet. Synes du?

What to do

Huskeliste over ting, jeg (blandt andet) skal i Californien (i vilkårlig rækkefølge):

- Være sammen med min kæreste
- På stadion og se 49'ers spille
- Hænge ud på så mange dinere som muligt
- Spise scrambled eggs med cheddar cheese på Denny's
- Se Alcatraz - igen
- Shoppe i L.A. og San Francisco
- Lege med mit kamera
- På lagersalg
- Købe minimum et par lækre, højhælede sko
- Forsøge at skaffe billetter til Madonna-koncert
- Spille på enarmet tyveknægt i Las Vegas
- Slappe af
- Kede mig
- Skrive en masse på min blog
- Løbe ture i lokalområdet
- Hænge ud på campus (og lade som om jeg går på Stanford)
- Købe en Stanford-sweatshirt

Klar til afgang

Så er der ikke mere end et par dage, til turen går mod San Francisco.

Og jeg vil med det samme undskylde overfor bloggens faste læsere - jeg har simpelthen haft så travlt på det sidste, så der har ikke været meget tid til at skrive her.

Men nu har jeg fundet en sød pige, der vil bo i min lejlighed, mens jeg er væk, der er styr på ferie og afspadsering, søgt diverse fonde, jeg har fundet en masse bøger, jeg skal finde plads til i pakkenellikkerne - og nu mangler jeg blot de to sidste arbejdsdage og at pakke tøj og sko, før Delta-flyet letter fra Kastrup klokken 11 på onsdag.

Og så skal I, kære læsere, nok få masser af læsestof. Glæd jer!

Ubarmhjertige verden

Hvor er det bare trist: http://politiken.dk/indland/article570683.ece

Griskheden har sejret

Hvor langt vil du gå for 100.000 kroner? For en halv million?

Ville du ydmyge din kæreste, skuffe din familie og din bedste ven?

Nogen vil åbenbart, så jeg på TV3 her til aften, hvor der var premiere på Sandhedens Time.

Fængende tv, må man sige - jeg havde svært ved at zappe væk, selvom mine tæer det meste af tiden sad krummet helt op under foden, og jeg så de fleste af spørgsmålene med en hånd op foran ansigtet og et skævt smil på læben - fascineret over, hvor langt folk åbenbart vil gå for penge.

Men hvorfor fanden stiller folk op til sådan noget?

Aftenens "offer" skulle blandt andet svare på, om han havde dyrket homoseksuel sex (ja), om han troede hans kæreste ville blive en god mor (nej), om han røg hash regelmæssigt (ja), om han havde stjålet fra en soldaterkammerat (ja), om han havde lavet en elinstallation, som han vidste var farlig (ja) - og om han ville være far til det barn, hans netdate var gravid med, hvis han viser sig at være far til barnet (ja).

Og det var altså ikke mange af spørgsmålene, hvor de pårørende se ud som om de kendte svaret på forhånd. Når det chokerende svar kom, fik de travlt med at holde tandpastasmilet på plads - men hvorfor egentlig?

Hvorfor stiller man op til sådan noget, når man bærer rundt på så mange hemmeligheder? Hvorfor afslører man dem så ikke til sine kære inden showet, så de ikke mister ansigt for åben skærm?

Hvordan kan man være så grisk, at man vil have hele sit liv udstillet foran hele den danske befolkning - for op til en million kroner.

Jeg fatter det ikke, men griskheden har åbenbart sejret!

Trist trist trist...

Mode i soveværelset

I morges på Go' morgen Danmark så jeg, hvad man skal have på, når man sover (hvis man følger moden) - og hvad man ellers skal ekvipere soveværelset med.

Her taler vi både om Chanel no. 5 (and nothing else), lækre små natkjoler, sengetøjsparfume og (som det mest praktiske) et par natbukser i silke.

Og ja, jeg vil virkelig gerne. Selvfølgelig vil jeg gerne være stegende lækker, når jeg kryber under dynerne. Men det virker ikke så skidesmart, når man vågner op næste morgen med natkjolen i ål - helt oppe om halsen.

Chanel no. 5 - jeg har virkelig prøvet, men er den ikke bare en smule damet og tung??

Og hvad angår sengeparfumen, så har jeg også prøvet det. Fik en tester fra BodyShop, og så skal jeg da ellers love for, at sengetøjet kom til at dufte - måske lige en tand for meget.

Jeg tror egentlig, jeg synes bedst om duften af nyvasket sengetøj - og hvad er der så i vejen med en ganske almindelig (og ja, kedelig) sovetrøje?

Rævestolt - igen!

Så er det tid til at være stolt igen - da jeg i går løb DHL, rev jeg lige et minuts tid af min rekord på femkilometeren. 28.40 løb jeg på til Alt for dullernes-dameløb i juni - og nu lyder den på 27.30.

Så det var da meget godt!

Og det var altså på trods af, at jeg løb som nummer fem i bælgragende mørke og med sidestik hele vejen... Så hvad kan det ikke blive til på fredag, når distancen igen lyder på 5000 meter, og jeg skal løbe for min mors arbejde, Region Sjælland.

NB! Gode råd til DHL.

Narkotest i Netto

Netop hjemkommet fra en lang arbejdsweekend åbner jeg Netto-reklamen for næste uge, og hvad ser jeg - nu kan man sgu også købe narkotests.

59 kroner koster sådan en, hvis man skulle være interesseret - men, så tester den altså også for hele fem narkotikatyper, den er 96-98 procent sikker og er både CE-certificeret og FDA-godkendt.

Jojo...

Er det bare mig, eller er det lidt grænseoverskridende, at man nu kan købe narkotests i Netto. Har vi så med det ikke lissom overskredet en eller anden grænse?

Jeg mener, jeg synes faktisk, det er lidt vildt, at man for eksempel kan købe graviditetstests i Netto, og nu kan man altså også blive knaldet for misbrug af stoffer med en test købt i en dagligvarebutik.

Hvad bliver det næste? Mamografiscreening i baglokalet eller klamydiatest ved kassen? Sådan noget hører altså til i veluddannede hænder hos lægen eller på hospitalet.

Hihi...

Sakset fra politiken.dk:

Per Mikael Jensen siger desuden, at situationen er ved at være »så grotesk, at vi ikke kan spilde mere tid på det. Situationen minder om Titanic, bortset fra, at jeg er i tvivl om, hvorvidt Nyhedsavisen har et orkester«.

Fniiis...han er nu meget sjov, ham Per Mikael.

Ny rekord!!

Okay okay.

I går løb jeg en mile - 1,6 kilometer på 9.13.

I dag stillede jeg så op i Slotssti-stafetten med arbejdet. Her lød ruten på 4x2,4 kilometer. Også denne gang blev det søreme til en rekord på milen - nemlig på 8.18 minut - har altså skåret næsten et minut af, og er meget stolt!




Her et billede af mig, og min kollega Lars, som legede hare for mig på turen. Det er nok delvis hans fortjeneste, at jeg løb så stærkt. Billedet er taget af Frederiksborg Amts Avis dygtige fotograf, Allan Nørregaard, og jeg har fået hans velsignelse til at bringe det her.

Nu ærgrer jeg mig bare over, at jeg ikke havde overskud til at smile, lave V-tegn eller noget andet sjovt, da jeg blev fotograferet.

Jeg ved endnu ikke, hvor hurtigt jeg løb på de 2,4 kilometer. Men det er mellem 11.30 og 11.53 minut - fortsættelse følger...

UPDATE: Jep, så er tiden i hus - 11.40 minutter. Det er da ikke helt dårligt...

For skørt

Der er en, som har været inde på bloggen for at læse om min tur til Thailand - men læseren kunne ikke dansk, så linket er oversat til engelsk - det er sgu da sjovt.

Den olympiske ånd?

Er det ikke ved at tage overhånd med alle de protester under OL?

Jeg mener - de danske sejlere i 49'eren står for tre af slagsen (og hvorfor kan de spaniolere ikke bare acceptere, at de ikke har vundet guld? Hvor fedt vil det egentlig være for dem, hvis de ender med at få medaljen efter en skrivebordsafgørelse - en lidt flad fornemmelse, tænker jeg. Når nu de stjæler medaljen fra de rigtige vindere på vandet) - og nu vil den svenske bryder, som smed sin medalje væk under medaljeoverrækkelsen lægge sag an mod sit forbund, fordi han mener, der skete en dommerfejl under semifinalen.

Et eller andet sted, så forstår jeg da godt, at ham der bryderen - og ikke mindst de spanske tabere, er sure og skuffede. MEN, er der ikke noget der hedder olympisk ånd og sige nok er nok på et eller andet tidspunkt?

Jeg ville da synes, det var synd, hvis OL udviklede sig til sådan et sted med amerikanske tilstande, hvor man bare kunne lægge sag an, hvis man ikke var tilfreds med sit resultat.

Det er da i hvert fald ikke i tråd med den olympiske ånd.

Taber-tøser

Suk, hvor er det altså bare træls at være i biffen og se en rigtig god film, og at der så sidder to tøser på bagerste række og fniser, griner og snakker højlydt sammen, når det bliver rigtig sørgeligt.

Hvad sker der for det? Fatter de ingenting?

Det er bare ikke i orden.

Hvad får de dog ud af, at genere resten af salen med deres udbrud?

Heldigvis var de resterende biografgængere fuldstændig enige med os fire veninder om, at de to tøser oppe på den bagerste række var to rigtige truckertøser. To tabere, som simpelthen bare ikke fattede filmen.

Og det var jo egentlig bare synd for dem.

Dyr samtale

Det er nok mindst ti år siden, jeg sidst ringede fra en telefonboks. Men i fredags var jeg nødt til det, for både min mobil - OG min cykel var flad, og jeg kunne ikke komme i kontakt med den veninde, jeg skulle mødes med, eller ringe besked til hende, vi skulle spise hos, og fortælle hende, og nu skulle hun komme og låse døren op for mig (dørtelefonen virkede ikke).

Så alt var bare i skønneste orden, da jeg stod der på Svanemøllen station med en flad cykel fredag aften - og allerede var et kvarters tid forsinket.

Hvad gør man så? Man finder en mønt frem og ringer fra den nærliggende telefonboks. Vupti! Jeg fisker en tokrone frem. Det burde da være nok - men nej, nutildags koster det altså et minimumbeløb på fem kroner for at få lov til at ringe. Og for det, ja så får man ti-tyve sekunders opkald.

Jo tak, med de priser, så er der vist ikke noget at sige til, at de fleste mennesker i dag svæger til deres mobiltelefon, for det kan da hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man skal bruge TDC's telefonbokse alt for meget...

Så bestem dig dog!

Det er altså ikke til at stole på det danske sommervejr.

Først skinner solen og så pludselig øser det ned. Meget.

Og det duer altså ikke, når man som mig gerne vil have små ballerina-sko eller sandaler med lædersåler på. For lædersålerne bliver ødelagt af regnen - og man får også våde tæer, især når hjemturen foregår på cykel.

Så hvad gør man så? Ja, i dag har jeg haft gummistøvler på hele dagen - men det er jo heller ikke ligefrem den mest chikke påklædning.

Så nu håber jeg bare, at vejret snart kan bestemme sig, så jeg kan se smart ud, hvad enten det er i gummistøvler, ballerinaer eller sandaler - hele dagen!

Reservebedste søges

Min veninde Maria har jordens sødeste lille søn.

Far og mor har delt barselsorloven, og nu er det ved at være tid til, at far-Vemund skal tilbage til sit job. Det skal han i slutningen af september.

Men kan de få pasning til deres lille søn? Nej, der venter dem en plads i april.

April??!!

Det fatter jeg bare ikke. Er der ikke noget, der hedder pasningsgaranti?

Hvordan kan man forlange, at folk skal flexe sig igennem eller helt sige deres job op, fordi barnet ikke kan blive passet? Det holder jo slet ikke.

Jeg troede lissom, at det var det, velfærdssamfundet skulle garantere, men jeg tror åbenbart forkert... Så - kender du en sød reservebedste, så sig endelig til!

Hypen omkring Paris

Undskyld mig, men kammer det ikke en lille smule over med Paris Hilton?

Altså, vi taler jo om, at hendes besøg i Danmark får større pressedækning, end hvis George Bush kom til landet. Ja, næsten mere end ved et royalt bryllup...(men også kun næsten).

Det er fair nok, at hun er berømt for at være - berømt, men jeg kan simpelthen ikke forstå den hype, der er omkring besøget og den måde, pressen (måske lige bortset fra os, fordi hun ikke besøger Nordsjælland) farer i hælene på berømtheden og rapporterer om alt - det lige fra, at hun bestilte to gange pasta og en burger klokken 1.30 i nat (og så ikke åbnede døren, da tjeneren bankede på), til hun stod to timer for sent op - og at hun ville prøve indtil flere ture i Rutchebanen i Tivoli.

Det er jo fuldstændig ligegyldigt! Og helt ærligt - der foregår faktisk andet i verden!

Tomme trusler

I de sidste par måneder har jeg lært en masse om børneopdragelse. Ikke fordi jeg har fået et barn (og jeg er heller ikke gravid), men fordi der er kommet en legetøjsforretning i gården foran redaktionen.

Her om sommeren, hvor vi har åbne vinduer, bliver man ufrivilligt vidne til mange spændende diskussioner mellem forældre og børn.

For eksempel den her: "Hvis du ikke holder op med at plage, så får du ikke aftensmad" - eller trusler som "hvis du ikke stopper nu, så går mor hjem, og hvordan vil du så komme hjem".

Nu er jeg ikke børnepsykolog, men umiddelbart lyder det ikke, som de mest realistiske trusler. Og live-forsøgene nede i gården viser da også, at børnene er temmelig ligeglade. De skriger/plager videre - måske endda med endnu mere lyd på for lige at overbevise mor eller far.

Så nu har jeg da i hvert fald lært lidt om, hvad jeg ikke skal gøre, når jeg engang bliver mor. Så må vi bare se, om jeg på det tidspunk kan være ligeså viljestærk, som jeg gør mig klog ligenu.

Pigehygge

Der er nu ikke noget som veninder. Veninder man kan tøsehygge, sladre og fjante med. Veninder, som kan holde på en hemmelighed, der kan sige deres mening og give opbakning, når man trænger til dem.

De er guld værd.

Jeg har efterhånden samlet nogle stykker op undervejs. Kristina og Julie allerede i børnehaveklassen (vi har således 22 års jubilæum med hinanden i år), så kom der et par stykker til i gymnasietiden (heriblandt resten af Trinx-pigerne).

På Journalisthøjskolen kom Maria og Tine til, og under EM i Portugal for fire år siden kom Mette til (vores kærester var sammen i Portugal, og vi havde krise sammen samtlige uger turneringen varede).

Det er da en ganske god slat - og jeg er meget glad for og stolt af dem. For det er sgu nogle seje tøser hver og en. Mette kan for eksempel cykle fra København til Hillerød på fem kvarter, Kris kan citronsyre-molekylerne udenad og Tine S. kan køre på skateboard og har engang haft brækket røven.

Det er da noget at prale af - og jeg kunne blive ved.

Indlægget her er en ode til de dejlige piger - I ved, hvem I er!

P.s. Jeg holder også meget af mine drenge-venner. De får en rosemail en anden dag.

Nu er jeg ikke lige typen, der betaler mellem 280 og 1250 kroner for en løbetur. Det er måske lige i overkanten af, hvor meget jeg alligevel nyder at okse afsted i stegende hede.

Men noget tyder på, at det skal jeg åbenbart til - i hvert fald, hvis jeg vil løbe min normale tur halvanden gang rundt i og om Fælledparken.

Der er nemlig nogen fra Copenhagen Historic Grand Prix, som mener, at de har ret til at spærre det halve af byen af - bare fordi de skal holde et skide motorløb.

Come on! Behøver I ligefrem sætte hegn op - og lukke hegnene sammen, så man ikke engang kan få sin løbetur? Det er jo ikke fordi, jeg har tænkt mig at gemme mig i en busk i Fælledparken og vente på at starten går i morgen klokken 9 - jeg har trods alt andet at tage mig til.

Jeg synes egentlig, det er ret groft, at man bare har lov til at afspærre store dele af København i mere end en uge, fordi man skal holde et motorløb. De ejer jo hverken Nørre Allé, Fælledparken eller Trianglen, selvom det så sådan ud i dag.

Sådan noget kan godt pisse mig lidt af.