Hvor har Villy S. dog så inderligt ret!

http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahri-1.html
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahrir.html

To verdener

I dag har jeg været til forpremiere på Niels Arden Oplevs nyeste film, "To verdener".

Hold da op! Ganske som "Drømmen", så var det en helt fantastisk film, som borede sig dybt ind i hjertet - og videre ned i maven.

Og puha, jeg er nu ganske glad for, at jeg er vokset op i en ganske almindelig familie - som ikke er Jehovas Vidner. Hvor man gerne måtte have kærester, sex udenfor ægteskabet, se tv, drikke alkohol, gå til fester, være værnepligtig osv.

Tænk, at de her mennesker rent faktisk tror på det, de står og siger til menigheden og deres børn! Det er så svært at sætte sig ind i.

Faderen i filmen bliver for eksempel glad, da hans datter stopper på handelsskolen for at missionere på fuld tid, og da datteren spørger ham, om han elsker gud mere end hende, så kommer et højt, umiddelbart og klart "ja" fra faderen.

Det er svært for mig at forstå...men spørgsmålet er, hvordan Jehovas Vidner føler sig fremstillet i filmen. Det glæder jeg mig til at høre mere om.

For egentlig viser filmen vel bare, hvordan livet som Jehovas Vidne er. Og det gør den ganske godt. Vi ser jo i virkeligheden alle forskelligt på verden, og selvom jeg måske synes, at livet som Jehovas Vidner ser helt forfærdeligt ud - så føler de sig måske fair og rigtigt fremstillet.

Det ved man ikke...

P.s. Glæd jer til at se filmen - om ikke andet, så for at nyde de mange dejlige scener fra min hometown, Svendborg.

Sushi med mutti

Jeg elsker min mor, og jeg elsker sushi.

Men kombinationen af de to ting, er altså ikke altid lige god...

Der er nemlig et problem, når spisepinde bliver involveret.

Jeg er efterhånden rimelig god med pindene, mens min mor er temmelig handicappet. Der er en eller anden finger, der bare ikke vil udføre gribeteknikken, hvilket med fører splattet eller slet ingen sushi (gælder især ved rolls).

Det afføder bemærkninger som: "Nu beder du altså bare ikke om kniv og gaffel til mig" eller "Øv, nu fik jeg en splint i fingeren" - og endelig "Okay, så stik mig da den gaffel".

Det gode ved det lille pinde-problem er, at jeg kan nå at spise mere fra den fælles tallerken til at starte med- til gengæld overhaler mutter, når hun får fat i gaflen...

De elskendes helligdag

Sig nærmer "de elskendes helligdag" - Valentinsdag. Det er nu ikke helt skidt, synes jeg.

Jeg ved godt, at størstedelen af læserne af denne blog allerede nu er ved at kaste op, mens de febrilsk forsøger at skynde sig hen på en anden internetside, men er det egentlig så slemt at glæde andre?

Måske er der endda en hemmelig beundrer, som melder sig med blomster, chokolade - en sang, middagsinvitation eller et lille digt.

Jeg ved godt, at folk siger, at Valentines Day er opfundet af kort- og blomstersælgere. At det er noget kommercielt, amerikansk lort. Men hvad er der egentlig galt ved at glæde andre? Der er med garanti ingen, der bliver sure over en lille erkendtlighed på torsdag!

Og der er jo ikke forbud mod selv at kreere hjertechokoladerne, den romantiske middag - eller tage et smut ud i skoven og samle en sød buket med vintergækker eller erantisser.

Man behøver jo ikke hoppe med på den kommercielle bølge og købe alt det færdiglavede mailstream.

Og hvis det nu er så svært for de der mænd, at huske...så er det vel meget godt, at der er en dag om året, hvor vores mænd bliver husket på, at de kan glæde deres kone, kæreste eller måske hende den søde fra kontoret.

Kongehus har uld i mund

Jeg elsker Kongehuset, og er vild med Kronprinsparret - men den sidste tid har jeg simpelthen gået hovedrystende rundt over Kronprins Frederiks så brændende ønske om at blive en del af IOC's bestyrelse.

Før det første, så er der vist ingen, der er uenige med mig i, at størstedelen af folkene i den bestyrelse er nogle bad guys. Det er en organisation præget af korruption og skulderklapperi. Samtidig, så er der da et stort problem i, at vi anerkender Kinas overgreb mod deres befolkning ved at vores kronprins skal kaste glans over sommerens OL-fest.

For det andet, så er der et eller andet, kronprinsen har fået helt galt i halsen, ved ikke at ville udtale sig til pressen. Jeg tror bestemt ikke, at manden er dum. Han har jo noget af en uddannelse med i baggagen, og han er oplært til at tale som konge. Men hvorfor gør han det så ikke? Hvorfor sidder han og siger øh bøh og svarer sort, hvis han bliver spurgt om noget kritisk? Så må han jo i stedet tage tyren ved hornene og sige - det ved du godt, jeg ikke må svare på. Kilder må jo også gerne forberede sig på et interview, og man må da gå ud fra, at han kan svare på spørgsmålene.

Der er altså et problem med at sende en upolitisk kronprins ind i en så politisk betændt organisation som IOC - og det bliver ikke bedre at, at han ikke kan/må udtale sig - og at han ikke får den fjerneste hjælp til det.

Det har en af mine yndlingsbloggere, Jarl Cordua, også en mening om.

Update 21. februar - Kronprinsen ansætter personlig rådgiver! Det var på tide!!

På café uden deller

Cafétur uden ekstra kalorier?

Det lyder som en løgn, men ifølge diætisten Charlotte Hartvig (kendt fra blandt andet Alt for damerne og bøgerne "Skrump dig glad" og "Skrump dig smuk") kan man på caféen Grams Lækkerier på Halvtorvet få en salat med kun 350 kalorier.

Så vidt, jeg har kunnet klikke mig frem til, handler det om en salat med krebsehaler. Det lyder jo ikke helt dårligt, og er ganske dejligt, når man er på kur.

Har i øvrigt tabt 3,6 kilo på den sidste fire uger ved at spise maks. 1700 kcal. om dagen og træne min. 2200 kcal om ugen. Målet er at tabe 1,7 kilo mere inden Mama Kris fødselsdag i Århus den 22. februar.

Det er faktisk til at holde ud!

Et klap på skulderen

Kære dejlige læsere.

I den forløbne uge har vi i den gode avis, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis, skrevet om ros på jobbet. Om hvor vigtigt det er at rose sig selv og hinanden, glemme janteloven og give den anerkendelse, der gør, at vi føler os synlige, set og taget alvorligt.

I modsat fald føler vi nemlig, at vores arbejdsindsats er ligegyldig, og at vi bare er anonyme tandhjul i en stor maskine.

Historien har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt, det er for mig at blive rost. Jeg bliver jo helt høj, når jeg får en venlig læsermail, et skulderklap fra kollegaerne og redaktøren - eller ros af mine veninder, kæresten eller familien.

Her på redaktionen har artiklen affødt en nærmest overstadig og overgearet rosen af hinanden. Det er måske lidt i overkanten, men jeg håber da, at det finder et naturligt leje, så vi kan blive lidt bedre til at rose hinanden. For når alt kommer til alt, så er der jo intet bedre end at blive rost, få et skulderklap og møde kollegaernes, vennernes, familiens - og læsernes anerkendelse.

Min dygtige redaktør har indført en »praletavle«, hvor vi kan hænge artikler op, vi er stolte af. Det er en god ide. Men måske skal vi også blive bedre til at hænge andres artikler op. Og der er jo også andre ting, man kan blive rost for.

Det behøver ikke være noget fagligt. Det er jo også et skulderklap værd, at man står for noget socialt eller at man er en rigtig god kollega, ven, kæreste, kone - eller kok (ikke et ondt ord for at tage hjemmebag med på arbejdet).

Det er sådan set ligegyldigt, hvad det er. Bare vi gør det, og hvad går der egentlig af én, hvis man lige siger. »det var godt gået«, »god historie« - eller bare et »tak«. Det varmer, og det gør, at man gider en anden gang.

Ellers sker der jo bare det, som RUC-forsker Anita Mac siger i min dygtige kollega Simon Hansens artikel: »Ros og anerkendelse er en afgørende faktor, når det psykiske arbejdsmiljø og den enkelte medarbejders indsats skal forbedres«.

Derfor - i den kommende uge, ja gerne på ubestemt tid: Husk at rose andre. Gå ud og sig tak - og giv også gerne et smil med på vejen. Det koster ingenting. Du får det måske bare lidt bedre med dig selv. Og måske er der også nogle, der roser dig tilbage den anden vej. Det er dejligt.

God weekend!

Klumme bragt i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 9. februar 2008.

Good old times

Hvad blev der af de gode gamle Grand Prix-sange á la Birthe Kjær og Keld Heick.

Hvem husker ikke Stig Rossen med "Vi danser rock og rull", Trine Dyrholm med "Danse i måneskin", Kirsten og Søren med "Ka' du se, hva' jeg sa'?", Lonnie Devantier med "Hallo Hallo" eller Birthe Kjær med "Vi maler byen rød".

Det var sgu tider dengang...

Jeg tror, jeg vil støve de gamle kassettebånd fra 1988, 1989 og 1990 af, købe en båndoptager og gå i selvsving. For det er nymodens Grand Prix...

Det ved jeg altså ikke helt, hvad jeg skal synes om...

Sengetøjstyven (I'm going slightly mad)

Jeg tror, jeg er ved at blive skør!

Har ledt hele dagen efter et stribet dynebetræk - har to styks hovedpudebetræk og et dynebetræk, men mangler altså det sidste.

Hvordan kan sådan noget bare sådan forsvinde?

Har ledt i de samme skuffer fire gange. Har taget alle håndklæder, lagner og sæt med sengetøj op af skufferne et for et, men uden held - det sidste stribede er pist forsvundet. Og jeg har også kigget i køkkenskabet, under sofaen og under sengen.

Er nu løbet tør for steder at lede.

Sådan et er da for stort sådan at glemme nede på vaskeriet, og oppe i vaskerummet hænger det heller ikke... Og hvis nogen skulle have taget det - hvorfor så tage et dynebetræk, når nu alle fire dele hang der??

Meget mystisk...

Bordel i kælderen

Hillerød-kunstneren Jan Christiansen har siden august måned haft et bordel i kælderen af hans galleri, som ligger i en hyggelig gammel gård bag Slotsgade i Hillerød.

Bordellet er fiktivt, og en del af kunstnerens projekt om "Den Virtuelle Regering".

Læs artiklen, jeg har skrevet om det i Frederiksborg Amts Avis her:

Kunstner har bordel i kælderen

Kunstneren Jan Christiansen har siden august haft et fiktivt bordel i kælderen. Målet var, at undersøge, hvordan folk forholdt sig til bordellets tilstedeværen i Hillerøds bybillede.

Hillerød: I godt fem måneder haft kunstneren Jan Christiansen levet med et bordel i kælderen af huset i gården ved Slotsgade 10, hvor kunstnerens galleri ligger på 1. sal.

Galleriet er fiktivt, og startet af kunstneren selv. Han ville undersøge borgernes reaktion på, at der nu pludselig var mulighed for at købe sex i hjertet af Hillerød.

- Jeg ville gerne rejse debatten om rimeligheden ved, at der er bordeller alle mulige steder, siger Jan Christiansen, som har oprettet bordellet som et led i www.velfærdsministeriet.dk, som kunstneren i øjeblikket er i strid med Karen Jespersens Velfærdsministerium om domænenavnet til.

- Da klagesagen kom, var det vigtigt for mig at bringe sagen i spil, da bordellet jo var en del af Velfærdsministeriet og hele tanken om Den Virtuelle regering, siger Jan Christiansen.

Han er en smule skuffet over reaktionerne - eller manglen på samme, der har været på, at bordellet har ligget i Slotsgade.

- Det har været underligt at opleve, at der har været mange mennesker igennem gården. Mange har kommenteret, og været indignerede og ærgerlige over, at der her har foregået, men ingen har taget action, siger kunstneren, som ikke tror på historien om den lykkelige luder.

Han mener, at have fået vished om, at de grundlæggende medmenneskelige værdier er næsten ikke eksisterende i dagens Danmark. At vi har mistet evnen til at føle empati for hinanden.

- Prostitution er jo menneskelig armod, og det interessante er jo, at bordellet har været her i så lang tid, uden at nogen gør noget. Det er ikke velfærd, hvor man har omsorg for hinanden og tager sig af hinanden, siger Jan Christiansen.

I forbindelse med bordellet har Jan Christiansen haft et opslag hængende med et mobilnummeret 255 61483, som kunderne kunne ringe til. Han vil dog ikke oplyse, hvor mange der har ringet, men fortæller, at installationen, sammen med sim-kortet fra telefonen, bliver sat på auktion senere på året.

»Bordellet« kan besøges en måneds tid endnu.

Med artiklen kommer jeg til at tænke over mine egne indlæg her på bloggen om thaimassage (klik på "thaimassage"-etiketten nedenunder, og læs mine andre indlæg om thaimassage").

Jeg undrer mig gang på gang over, at søgeordet thaimassage kan få så mange hits - søger folk mon for at finde et sted at få massage eller sex - eller er det bare nysgerrige på, hvad det mon er for noget?

Og er folk fuldstændig ligeglade med den kvinde, der sidder på den anden side af døren og lever en tilværelse i armod?

Musikterapi

I dag har jeg bedrevet min helt egen form for musikterapi.

Ikke noget med afslappende mediteringsmusik med bølgeskvulp og harpestrenge - næh nej, min afspænding sker i form at jeg skruer maks op for anlægget i redaktionsbilen og så bare skriger/synger min stress og frustration ud i bilens kabine.

Det virker (selvom jeg nok ser temmelig morsom ud der bag rattet)!

Når jeg så når frem til pressemøde/byrådsmøde/interview eller tilbage til redaktionen, så er det med afslappet mine - jeg har afreageret fuldstændig i bilen.

Dejligt!

P.s. Er egentlig ikke meget for kommerciel radio, men kan anbefale Radio 2 som musikterapikanal.

P.p.s. Pas på, at foden ikke trykker hårdere på speederen, jo højere du synger.

Til ponyspringstævne

Som journalist kan man jo, desværre, ikke være ekspert på alting (selvom nogle tror, de er det).

Det er for eksempel på emner som høns, økonomi og støjgrænser, jeg liiige skal researche lidt, inden jeg kaster mig over tastaturet.

Men det er også andre måder, at sikre sig ekspertise på.

I morgen skal jeg dække ponyspringstævne i Hillerød, og det er jeg heller ikke ekspert i - de gange, jeg har siddet på en hest, kan tælles på en hånd.

Derfor har jeg allieret mig med Mette, som er gammel hestepige (nu er det dog mest jernhesten, der styres ud over det danske land).

Mette glæder sig vildt til en dag som journalist, og har allerede kommet med flere tips til, hvordan vi skal lave reportagen så spændende og nærværende som muligt.

Og jeg priser mig bare lykkelig for, at jeg har en med, som virkelig ved noget om emnet.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis på mandag.

Fugle om ørerne

Her til morgen, da jeg stod under bruseren, kom jeg pludselig til at nynne den der melodi "why do birds suddenly appear - everytime, you are near" (tror blandt andet Kildemoes har brugt den i deres reklamer).

Det er en romantisk sang - men der er da ikke noget romantisk ved, at fuglene flyver om ørerne på én. Det er da snarere lidt ulækkert...

Det tror jeg, flere jeg kender, for eksempel Mai B., ville sætte sin underskrift på!

Så hvorfor mon, forfatteren syntes, det var så romantisk med fugle...?

Årets mest deprimerende dag

Hvis du føler, at dagen i dag ikke kan blive meget meget værre, så trøst dig med, at resten af året vil være bedre. I dag, mandag den 21. januar, er nemlig udnævnt til at være årets mest deprimerende dag.

Forskeren Cliff Arnall fra Cardiff University har regnet sig frem til, at den tredje mandag i januar, som i år hedder den 21., er den mest deprimerende, eller hvad han kalder "Blue Monday". Der er nemlig mange ting at være triste over i denne måned, og i dag kolliderer de øjensynligt, skriver CNN, ifølge Ekstra Bladet.

Overtræk fra jul og januarudsalg, ekstra regninger, det dårlige vejr, og nytårsfortsættet, der igen i år ikke holdt er alt sammen med til at trække humøret ned, ifølge Cliff Arnalls undersøgelser, der peger på, at netop i dag bliver dagen, hvor det hele ramler sammen for folk.

Her kan kan jeg simpelthen ikke være mere enig. Det er en lortedag i dag:

• Thomas er rejst tilbage til Geneve efter næsten halvanden måned i Danmark.
• Jeg har snot i hele hovedet (og burde nok bare have blevet hjemme under dynen).
• Min bankrådgiver sender mig breve og anbefaler et Visa Electron (totalt nederen).
  

Årets mest optimistiske dag må vi til gengæld vente med til sidst i juni, hvor venner, sommervejret, udendørslivet og ferieminder altsammen er med til at hive humøret op i top.

P.s. Har også ondt i maven, fordi jeg har spist for meget...

Sur eller sej?

Stiger ens sejhed eller coolness, jo længere ned mod hagen, man kan krænge sine læber i et surt, ja nærmest fornærmet ansigtsudtryk?

Man skulle altså tro det, efter at have opholdt sig fem minutter i omklædningsrummet i et fitnesscenter.

Hvorfor tror piger, at det handler om at se så tilpas sur ud, så andre piger tænker - nøjjj, hun er godt nok vigtig hende der.

Jeg forstår det altså ikke.

Det klart mest sympatiske ansigtsudtryk er da et venligt smil - måske endda øjenkontakt.

Men det er der åbenbart nogen, der ikke helt har fattet...

Klodset start på 2008

Jeg tager hatten af for de der cykelryttere, der kører en eller flere etaper i Tour de France med et brækket kraveben - eller det, der er værre...

Har lige gennemført en spinningtime med en smadret albue og noget, der ligner en forstuvet tå - og det var med tårer i øjenkrogen.

Startede fredagen med et styrt ned af hovedtrappen - og tog fra med albuen, som senere viste sig at bløde og alt muligt. Og her til formiddag, da jeg ville svinge gulvskrubben, havde min ringetå (hedder den det?) et voldsomt sammenstød med dørkarmen.

Thomas siger, at det ikke er slemt med tåen, med mindre den skifter farve - men jeg synes nu, det er slemt nok...humper afsted, og har MEGET ondt af mig selv.

Jeg overvejer sygemelding, eller måske sygetransport til arbejde i den kommende uge...

Sæt X

Så er der nye afstemninger - husk at stemme (det foregår ude i højre spalte)!

De samplede unge

Jeg ynder jo at betragte mig selv som ung og frisk. Men jeg kan næsten mærke mit hår blive gråt, rynkerne komme frem og en stok vokse frem i hånden, mens jeg skriver det her indlæg.

Det handler om Generation Y, Curlingbørnene - og De Samplede Unge.

Jeg har i den senere tid stiftet bekendtskab med et par af de her unge. Dem der siger: "Nej, det har jeg ikke lyst til", "Det er ikke lige mig" eller "hvad er idéen med det".

De er ikke lige sådan at lokke til at arbejde - hvis de bliver sat på en opgave, de ikke gider eller kan se en udfordring i, så siger de bare fra. I stedet satser de på deres egen kreativitet og sætter spørgsmålstegn ved alting.

Det er sådan noget, der gør mig stiktosset. Det er nemlig skide svært at arbejde sammen med sådan nogle mennesker - eller sågar være i familie med dem.

Jeg er åbenbart så dum, autoritetstro (eller pligtopfyldende), at jeg udfører opgaverne - også dem, der er kedelige (det er faktisk en del af charmen ved at være lokaljournalist). Det kan godt være, at jeg brokker mig. Men når jeg går hjem, så er opgaven færdig og klar til tryk.

Nu har jeg så fundet forklaringen på, hvorfor de unge er sådan. Det viser sig, at de slet ikke kan gøre for det, de stakler.

"Det er jo popstar-generationen, der træder i karakter. Og popstar-generationen har behov for noget mere end almindelig klasseundervisning. De unge i dag er curlingbørn, som forældrene servicerer og fejer for. Det er trofæbørn, som forældrene har kælet for hele deres liv", siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl til vores (Frederiksborg Amts Avis) uddannelsestillæg, som udkom i dag.

Anne-Marie Dahl forklarer, at de unge er vant til at være i centrum og opfatte sig selv som unikke:

"Det der sker, sker for min skyld og her og nu. De er opdraget til at være hyperindividualister. Og markedet giver dem hundredevis af produkter og tv-programmer at vælge imellem, så muligheden for at skille sig ud og føle sig som noget helt særligt er uendelig stor", siger fremtidsforskeren.

Det lyder jo spændende nok det her. Men det er en udfordring, på en arbejdsplads som min, at arbejde sammen med de her Curlingbørn.

Man er jo et hold, der skal få det hele til at hænge sammen. Og det kan godt være svært, hvis nogle bliver ved med at gå deres egne veje - især, hvis det er en hel generation...

En hemmelighed

Nu vil jeg fortælle jer en hemmelighed. En hemmelighed, som jeg (næsten) har holdt på siden 1999, hvor jeg gik i 3.g.

Julie og jeg skulle være hårmodeller, og stolte var vi, da vi i lånt bil, kørte mod Odense, hvor lokkerne skulle studses.

På forhånd havde vi begge fået farvet hår. Det var superflot, så vi var ikke nervøse - det burde vi måske have været. Bare en lille smule...

Publikum ved klipningen var en flok frisører på efteruddannelse.

Julie var først for, og det var tydeligt, at hun ikke helt opdagede, hvad der slog hende. Som klipningen skred frem, så frisørerne mere og mere måbende ud. Men Julie, der ikke havde et spejl foran sig, havde ingen chance for at følge med i lokkernes fald.

Så var det min tur. Jeg satte mig tappert til rette, og fik klippet håret i meget kraftige etager. Ja, man kunne vel nærmest kalde dem en slags gardiner. Faktisk var det samme frisure, som engang var med i en reklame for Libresse.

Jeg var en smule rystet, men det blegnede fuldstændig, da jeg kom ud bagved til Julie. Hun var grædefærdig, og stod og løftede op i sit hår - der var intet indenunder!

For at få håret til at fylde, havde frisøren nemlig klippet Julies hår af indenunder - en såkaldt undercut, som oftest bruges af heavymetal-fans og punkere. Ikke lige det, hun havde forventet sig af sin gratis klipning.

Næste morgen var det to temmelig mutte hårmodeller, der mødte i skole.

Vi to, der ellers havde pralet godt og grundigt med vores nye bijob som modeller, var ikke så kry, da vi skulle vise de nye frisurer frem. Og jeg lovede Julie aldrig at sige noget om hendes undercut.

Det gjorde jeg heller aldrig (selvom der vist på et eller andet tidspunkt var nogen, der lugtede lunten, og opdagede det manglende hår).

Men jeg afslører det nu...og så håber jeg ved gud, at det går lidt bedre for os (og vores hår), når vi på tirsdag skal være modeller igen. Denne gang på Frisørskolen i København.

Kryds fingre for os på tirsdag...


Her er billede fra sidste gang, jeg var hårmodel - det var engang i juni sidste år (det var jeg da meget heldig med).

Nogle ting er (måske) værd at vente på

I dag har jeg fået en rigtig lækker fedtegave fra Body Shop.

Af en eller anden grund er mit navn nemlig blevet skrevet på en liste, så jeg får vareprøver - for eksempel cremer og bøger tilsendt til redaktionen.

Og det er jo slet ikke dårligt...

Så spændt sad jeg så her til aften i sofaen med min "Body Focus - Sculpting Body Mask" og læste brugsanvisningen...

Men lidt lang i næbbet blev jeg altså, da jeg nåede til afsnittet om, at "det bedste resultat opnås ved at indhylle det pågældende hudområde med husholdningsfilm og efterlade det i 15-20 minutter".

Hmmm...forestil jer mig, indhyllet i husholdningsfilm i tyve minutter. Et skønt syn!

Til gengæld får man synligt strammere hud på bare fire uger, lover de - det er da værd at vente på. Skal bare lige have købt noget mere husholdningsfilm.

Måske man bare skulle prøve med maven - og måske lårene til at starte med. Men hvad så - skal med så stå op i tyve minutter, mens man venter?

Forsøget bør nok foregå med nedrullede gardiner. Ellers bliver genboerne da først helt sikre på, at jeg er skingrende skør.

Jeg vender tilbage med en anmeldelse snarest - og nej: DER KOMMER IKKE BILLEDER!

Om livets små tilfældigheder

Engang imellem må man altså bare imponeres af livet og dets små tilfældigheder.

Som i dag, hvor Thomas og jeg sidder i metroen, og Maria og Vemund pludselig står på Islands Brygge, og stiger på lige ved vores indgang.

Hvis ikke Thomas havde skullet købe billet, så havde vi taget toget seks minutter før - og aldrig mødtes. Men nu kunne vi lige få en kop kaffe sammen og en lille snak. Dejligt!

Eller dengang for to år siden, da vi var på ferie i Rom, og er ved at stå af metroen på en tilfældig station - og møder Mette fra Svendborg, som Thomas kender. Hun og kæresten stod og ventede på at komme ind i vores vogn, da vi skulle ud.

Det er sgu da tilfældigheder, der vil noget.

Men når sådan noget sker, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, alle de gange man måske så lige misser en person med fem sekunder. Det må jo også ske...det ved vi bare slet ikke noget om...

Happy Hour

I morgen har jeg fri (det er vel også det mindste, man kan få til gengæld for at tage på arbejde klokken 11 nytårsdag) - og jeg skal noget, som jeg ikke har gjort, siden jeg gik på Journalisthøjskolen.

Jeg skal til Happy Hour!

Yeah!

Det er næsten lissom fredagsbaren i Bunkeren...men også kun næsten...(det var nu tider)!

Udflugten skal ske med Mette og Julie på Kassen på Nørrebrogade. De skulle efter sigende have nogle meget store drinks (altså Kassen) - og dobbelt op mellem klokken 15 og ?

Så jeg siger: Ja tak!

I ved, hvor I kan finde mig...

Ingen tømmermænd

Så blev man jo så glad nytårsmorgen, da man vågnede op - uden tømmermænd!

Så var det jo slet ikke så slemt at have nytårsvagten og tage tidligt hjem.

Man skal slet ikke kimse af sådan en dag foran computeren - frisk som en havørn.

Håber heller ikke, at læserne havde for mange tømmermænd!

P.s.

Til gengæld har min blog lige formateret sig selv fra 2007 ti 2008 - det er sgu da meget sejt! Håber I følger med i det nye år også..

:0))

Lortearbejde

Godt nytår!

Idioter! Happy fuckin'new year!

Hold da op, jeg føler mig gammel og grå ligenu. Hjemme nytårsaften og klokken er 1.34.

Inden folk tænker "nåh nåh", så vil jeg bare lige påpege, at jeg skal altså på arbejde i morgen. Klokken 11. I Hillerød.

Og jeg skulle hilse og sige, at det er ikke fordi jeg gider lige nu.

Men i morgen, når jeg nu sidder der foran skærmen, så glæder jeg mig nok over, at det kun lykkedes mig at drikke to flasker rødvin, to flasker champagne (bare rolig, jeg delte med andre) - og at jeg endnu ikke står i Sydhavnen hos Turf og danser can-can til mine egne hjemmebrændte nytårshits.

Håber, de danser til dem nu...til minde om mig...som skal i seng nu...selvom jeg ikke gider.

Lortearbejde!