Bare kald mig frøken sovs - eller fru Danmark!
Jeg synes nu, at X Factor er meget godt, og det er god underholdning på sådan en fredag aften, hvor man alligevel er smadret efter en lang arbejdsuge.
Så mangler der bare en god krimi bagefter...
Husk at stemme på din favorit!!
fredag, februar 29, 2008
onsdag, februar 27, 2008
Reporter in the States
"Mai Helene Lykke. Frederiksborg Amts Avis. San Fransisco".
Sådan kommer det sandsynligvis til at lyde til efteråret, når jeg skal dække lidt amerikansk præsidentvalg for avisen.
Jeg skal jo til San Fransisco et par måneder, sandsynligvis i oktober og november, for at være forskerkone for Thomas. Han skal være klog et halvt års tid på Stanford - og hvad er mere oplagt, end at jeg lige skriver et par artikler til avisen om valget.
Amerikanerne skal til stemmeurnerne den 4. november - op til der er jeg på pletten med spændende reportager og billeder fra SF.
Det bliver fedt!
Sådan kommer det sandsynligvis til at lyde til efteråret, når jeg skal dække lidt amerikansk præsidentvalg for avisen.
Jeg skal jo til San Fransisco et par måneder, sandsynligvis i oktober og november, for at være forskerkone for Thomas. Han skal være klog et halvt års tid på Stanford - og hvad er mere oplagt, end at jeg lige skriver et par artikler til avisen om valget.
Amerikanerne skal til stemmeurnerne den 4. november - op til der er jeg på pletten med spændende reportager og billeder fra SF.
Det bliver fedt!
torsdag, februar 21, 2008
Rock koncert in K.B. Hall
Engang imellem, så kan man godt glæde sig ekstra meget over, at ens far har scoret en ung, smuk kvinde - en der er 19 år yngre end ens far, som fylder 70 på næste onsdag.
Det gør nemlig, at man kan tillade sig at sige, at man gerne vil have Steffen Brandt med hjem. Altså...sådan han kan skrive sange til én, støvsuge, rydde og komme med søde bemærkninger osv. Han er nemlig ikke ligeså gammel som min far, og så må man jo (næsten) godt.
For TV-2 de holder altså bare!!
Om det er de gode gamle hits som "Be bab a lu la", "På Skanderborg Station" eller "Kærligheden overvinder alt" - eller, som jeg havde frygtet, nogle af sangene fra den nye plade (som ikke er helt ligeså god som alle de andre) - så forstår Steffen B. og drengene altså at fyre den af.
Hvilken charme, hvilken selvtillid, (hvilket hår)! De er sgu for seje!
Jeg tror lige, jeg sætter TV-2 Hits på...
onsdag, februar 20, 2008
Hvor har Villy S. dog så inderligt ret!
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahri-1.html
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahrir.html
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahri-1.html
http://sf.blogs.com/villy/2008/02/hizb-ut-tahrir.html
tirsdag, februar 19, 2008
To verdener
I dag har jeg været til forpremiere på Niels Arden Oplevs nyeste film, "To verdener".
Hold da op! Ganske som "Drømmen", så var det en helt fantastisk film, som borede sig dybt ind i hjertet - og videre ned i maven.
Og puha, jeg er nu ganske glad for, at jeg er vokset op i en ganske almindelig familie - som ikke er Jehovas Vidner. Hvor man gerne måtte have kærester, sex udenfor ægteskabet, se tv, drikke alkohol, gå til fester, være værnepligtig osv.
Tænk, at de her mennesker rent faktisk tror på det, de står og siger til menigheden og deres børn! Det er så svært at sætte sig ind i.
Faderen i filmen bliver for eksempel glad, da hans datter stopper på handelsskolen for at missionere på fuld tid, og da datteren spørger ham, om han elsker gud mere end hende, så kommer et højt, umiddelbart og klart "ja" fra faderen.
Det er svært for mig at forstå...men spørgsmålet er, hvordan Jehovas Vidner føler sig fremstillet i filmen. Det glæder jeg mig til at høre mere om.
For egentlig viser filmen vel bare, hvordan livet som Jehovas Vidne er. Og det gør den ganske godt. Vi ser jo i virkeligheden alle forskelligt på verden, og selvom jeg måske synes, at livet som Jehovas Vidner ser helt forfærdeligt ud - så føler de sig måske fair og rigtigt fremstillet.
Det ved man ikke...
P.s. Glæd jer til at se filmen - om ikke andet, så for at nyde de mange dejlige scener fra min hometown, Svendborg.
Hold da op! Ganske som "Drømmen", så var det en helt fantastisk film, som borede sig dybt ind i hjertet - og videre ned i maven.
Og puha, jeg er nu ganske glad for, at jeg er vokset op i en ganske almindelig familie - som ikke er Jehovas Vidner. Hvor man gerne måtte have kærester, sex udenfor ægteskabet, se tv, drikke alkohol, gå til fester, være værnepligtig osv.
Tænk, at de her mennesker rent faktisk tror på det, de står og siger til menigheden og deres børn! Det er så svært at sætte sig ind i.
Faderen i filmen bliver for eksempel glad, da hans datter stopper på handelsskolen for at missionere på fuld tid, og da datteren spørger ham, om han elsker gud mere end hende, så kommer et højt, umiddelbart og klart "ja" fra faderen.
Det er svært for mig at forstå...men spørgsmålet er, hvordan Jehovas Vidner føler sig fremstillet i filmen. Det glæder jeg mig til at høre mere om.
For egentlig viser filmen vel bare, hvordan livet som Jehovas Vidne er. Og det gør den ganske godt. Vi ser jo i virkeligheden alle forskelligt på verden, og selvom jeg måske synes, at livet som Jehovas Vidner ser helt forfærdeligt ud - så føler de sig måske fair og rigtigt fremstillet.
Det ved man ikke...
P.s. Glæd jer til at se filmen - om ikke andet, så for at nyde de mange dejlige scener fra min hometown, Svendborg.
mandag, februar 18, 2008
Sushi med mutti
Jeg elsker min mor, og jeg elsker sushi.
Men kombinationen af de to ting, er altså ikke altid lige god...
Der er nemlig et problem, når spisepinde bliver involveret.
Jeg er efterhånden rimelig god med pindene, mens min mor er temmelig handicappet. Der er en eller anden finger, der bare ikke vil udføre gribeteknikken, hvilket med fører splattet eller slet ingen sushi (gælder især ved rolls).
Det afføder bemærkninger som: "Nu beder du altså bare ikke om kniv og gaffel til mig" eller "Øv, nu fik jeg en splint i fingeren" - og endelig "Okay, så stik mig da den gaffel".
Det gode ved det lille pinde-problem er, at jeg kan nå at spise mere fra den fælles tallerken til at starte med- til gengæld overhaler mutter, når hun får fat i gaflen...
Men kombinationen af de to ting, er altså ikke altid lige god...
Der er nemlig et problem, når spisepinde bliver involveret.
Jeg er efterhånden rimelig god med pindene, mens min mor er temmelig handicappet. Der er en eller anden finger, der bare ikke vil udføre gribeteknikken, hvilket med fører splattet eller slet ingen sushi (gælder især ved rolls).
Det afføder bemærkninger som: "Nu beder du altså bare ikke om kniv og gaffel til mig" eller "Øv, nu fik jeg en splint i fingeren" - og endelig "Okay, så stik mig da den gaffel".
Det gode ved det lille pinde-problem er, at jeg kan nå at spise mere fra den fælles tallerken til at starte med- til gengæld overhaler mutter, når hun får fat i gaflen...
mandag, februar 11, 2008
De elskendes helligdag
Sig nærmer "de elskendes helligdag" - Valentinsdag. Det er nu ikke helt skidt, synes jeg.
Jeg ved godt, at størstedelen af læserne af denne blog allerede nu er ved at kaste op, mens de febrilsk forsøger at skynde sig hen på en anden internetside, men er det egentlig så slemt at glæde andre?
Måske er der endda en hemmelig beundrer, som melder sig med blomster, chokolade - en sang, middagsinvitation eller et lille digt.
Jeg ved godt, at folk siger, at Valentines Day er opfundet af kort- og blomstersælgere. At det er noget kommercielt, amerikansk lort. Men hvad er der egentlig galt ved at glæde andre? Der er med garanti ingen, der bliver sure over en lille erkendtlighed på torsdag!
Og der er jo ikke forbud mod selv at kreere hjertechokoladerne, den romantiske middag - eller tage et smut ud i skoven og samle en sød buket med vintergækker eller erantisser.
Man behøver jo ikke hoppe med på den kommercielle bølge og købe alt det færdiglavede mailstream.
Og hvis det nu er så svært for de der mænd, at huske...så er det vel meget godt, at der er en dag om året, hvor vores mænd bliver husket på, at de kan glæde deres kone, kæreste eller måske hende den søde fra kontoret.
Jeg ved godt, at størstedelen af læserne af denne blog allerede nu er ved at kaste op, mens de febrilsk forsøger at skynde sig hen på en anden internetside, men er det egentlig så slemt at glæde andre?
Måske er der endda en hemmelig beundrer, som melder sig med blomster, chokolade - en sang, middagsinvitation eller et lille digt.
Jeg ved godt, at folk siger, at Valentines Day er opfundet af kort- og blomstersælgere. At det er noget kommercielt, amerikansk lort. Men hvad er der egentlig galt ved at glæde andre? Der er med garanti ingen, der bliver sure over en lille erkendtlighed på torsdag!
Og der er jo ikke forbud mod selv at kreere hjertechokoladerne, den romantiske middag - eller tage et smut ud i skoven og samle en sød buket med vintergækker eller erantisser.
Man behøver jo ikke hoppe med på den kommercielle bølge og købe alt det færdiglavede mailstream.
Og hvis det nu er så svært for de der mænd, at huske...så er det vel meget godt, at der er en dag om året, hvor vores mænd bliver husket på, at de kan glæde deres kone, kæreste eller måske hende den søde fra kontoret.
søndag, februar 10, 2008
Kongehus har uld i mund
Jeg elsker Kongehuset, og er vild med Kronprinsparret - men den sidste tid har jeg simpelthen gået hovedrystende rundt over Kronprins Frederiks så brændende ønske om at blive en del af IOC's bestyrelse.
Før det første, så er der vist ingen, der er uenige med mig i, at størstedelen af folkene i den bestyrelse er nogle bad guys. Det er en organisation præget af korruption og skulderklapperi. Samtidig, så er der da et stort problem i, at vi anerkender Kinas overgreb mod deres befolkning ved at vores kronprins skal kaste glans over sommerens OL-fest.
For det andet, så er der et eller andet, kronprinsen har fået helt galt i halsen, ved ikke at ville udtale sig til pressen. Jeg tror bestemt ikke, at manden er dum. Han har jo noget af en uddannelse med i baggagen, og han er oplært til at tale som konge. Men hvorfor gør han det så ikke? Hvorfor sidder han og siger øh bøh og svarer sort, hvis han bliver spurgt om noget kritisk? Så må han jo i stedet tage tyren ved hornene og sige - det ved du godt, jeg ikke må svare på. Kilder må jo også gerne forberede sig på et interview, og man må da gå ud fra, at han kan svare på spørgsmålene.
Der er altså et problem med at sende en upolitisk kronprins ind i en så politisk betændt organisation som IOC - og det bliver ikke bedre at, at han ikke kan/må udtale sig - og at han ikke får den fjerneste hjælp til det.
Det har en af mine yndlingsbloggere, Jarl Cordua, også en mening om.
Update 21. februar - Kronprinsen ansætter personlig rådgiver! Det var på tide!!
Før det første, så er der vist ingen, der er uenige med mig i, at størstedelen af folkene i den bestyrelse er nogle bad guys. Det er en organisation præget af korruption og skulderklapperi. Samtidig, så er der da et stort problem i, at vi anerkender Kinas overgreb mod deres befolkning ved at vores kronprins skal kaste glans over sommerens OL-fest.
For det andet, så er der et eller andet, kronprinsen har fået helt galt i halsen, ved ikke at ville udtale sig til pressen. Jeg tror bestemt ikke, at manden er dum. Han har jo noget af en uddannelse med i baggagen, og han er oplært til at tale som konge. Men hvorfor gør han det så ikke? Hvorfor sidder han og siger øh bøh og svarer sort, hvis han bliver spurgt om noget kritisk? Så må han jo i stedet tage tyren ved hornene og sige - det ved du godt, jeg ikke må svare på. Kilder må jo også gerne forberede sig på et interview, og man må da gå ud fra, at han kan svare på spørgsmålene.
Der er altså et problem med at sende en upolitisk kronprins ind i en så politisk betændt organisation som IOC - og det bliver ikke bedre at, at han ikke kan/må udtale sig - og at han ikke får den fjerneste hjælp til det.
Det har en af mine yndlingsbloggere, Jarl Cordua, også en mening om.
Update 21. februar - Kronprinsen ansætter personlig rådgiver! Det var på tide!!
lørdag, februar 09, 2008
På café uden deller
Cafétur uden ekstra kalorier?
Det lyder som en løgn, men ifølge diætisten Charlotte Hartvig (kendt fra blandt andet Alt for damerne og bøgerne "Skrump dig glad" og "Skrump dig smuk") kan man på caféen Grams Lækkerier på Halvtorvet få en salat med kun 350 kalorier.
Så vidt, jeg har kunnet klikke mig frem til, handler det om en salat med krebsehaler. Det lyder jo ikke helt dårligt, og er ganske dejligt, når man er på kur.
Har i øvrigt tabt 3,6 kilo på den sidste fire uger ved at spise maks. 1700 kcal. om dagen og træne min. 2200 kcal om ugen. Målet er at tabe 1,7 kilo mere inden Mama Kris fødselsdag i Århus den 22. februar.
Det er faktisk til at holde ud!
Det lyder som en løgn, men ifølge diætisten Charlotte Hartvig (kendt fra blandt andet Alt for damerne og bøgerne "Skrump dig glad" og "Skrump dig smuk") kan man på caféen Grams Lækkerier på Halvtorvet få en salat med kun 350 kalorier.
Så vidt, jeg har kunnet klikke mig frem til, handler det om en salat med krebsehaler. Det lyder jo ikke helt dårligt, og er ganske dejligt, når man er på kur.
Har i øvrigt tabt 3,6 kilo på den sidste fire uger ved at spise maks. 1700 kcal. om dagen og træne min. 2200 kcal om ugen. Målet er at tabe 1,7 kilo mere inden Mama Kris fødselsdag i Århus den 22. februar.
Det er faktisk til at holde ud!
Et klap på skulderen
Kære dejlige læsere.
I den forløbne uge har vi i den gode avis, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis, skrevet om ros på jobbet. Om hvor vigtigt det er at rose sig selv og hinanden, glemme janteloven og give den anerkendelse, der gør, at vi føler os synlige, set og taget alvorligt.
I modsat fald føler vi nemlig, at vores arbejdsindsats er ligegyldig, og at vi bare er anonyme tandhjul i en stor maskine.
Historien har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt, det er for mig at blive rost. Jeg bliver jo helt høj, når jeg får en venlig læsermail, et skulderklap fra kollegaerne og redaktøren - eller ros af mine veninder, kæresten eller familien.
Her på redaktionen har artiklen affødt en nærmest overstadig og overgearet rosen af hinanden. Det er måske lidt i overkanten, men jeg håber da, at det finder et naturligt leje, så vi kan blive lidt bedre til at rose hinanden. For når alt kommer til alt, så er der jo intet bedre end at blive rost, få et skulderklap og møde kollegaernes, vennernes, familiens - og læsernes anerkendelse.
Min dygtige redaktør har indført en »praletavle«, hvor vi kan hænge artikler op, vi er stolte af. Det er en god ide. Men måske skal vi også blive bedre til at hænge andres artikler op. Og der er jo også andre ting, man kan blive rost for.
Det behøver ikke være noget fagligt. Det er jo også et skulderklap værd, at man står for noget socialt eller at man er en rigtig god kollega, ven, kæreste, kone - eller kok (ikke et ondt ord for at tage hjemmebag med på arbejdet).
Det er sådan set ligegyldigt, hvad det er. Bare vi gør det, og hvad går der egentlig af én, hvis man lige siger. »det var godt gået«, »god historie« - eller bare et »tak«. Det varmer, og det gør, at man gider en anden gang.
Ellers sker der jo bare det, som RUC-forsker Anita Mac siger i min dygtige kollega Simon Hansens artikel: »Ros og anerkendelse er en afgørende faktor, når det psykiske arbejdsmiljø og den enkelte medarbejders indsats skal forbedres«.
Derfor - i den kommende uge, ja gerne på ubestemt tid: Husk at rose andre. Gå ud og sig tak - og giv også gerne et smil med på vejen. Det koster ingenting. Du får det måske bare lidt bedre med dig selv. Og måske er der også nogle, der roser dig tilbage den anden vej. Det er dejligt.
God weekend!
Klumme bragt i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 9. februar 2008.
I den forløbne uge har vi i den gode avis, DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis, skrevet om ros på jobbet. Om hvor vigtigt det er at rose sig selv og hinanden, glemme janteloven og give den anerkendelse, der gør, at vi føler os synlige, set og taget alvorligt.
I modsat fald føler vi nemlig, at vores arbejdsindsats er ligegyldig, og at vi bare er anonyme tandhjul i en stor maskine.
Historien har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt, det er for mig at blive rost. Jeg bliver jo helt høj, når jeg får en venlig læsermail, et skulderklap fra kollegaerne og redaktøren - eller ros af mine veninder, kæresten eller familien.
Her på redaktionen har artiklen affødt en nærmest overstadig og overgearet rosen af hinanden. Det er måske lidt i overkanten, men jeg håber da, at det finder et naturligt leje, så vi kan blive lidt bedre til at rose hinanden. For når alt kommer til alt, så er der jo intet bedre end at blive rost, få et skulderklap og møde kollegaernes, vennernes, familiens - og læsernes anerkendelse.
Min dygtige redaktør har indført en »praletavle«, hvor vi kan hænge artikler op, vi er stolte af. Det er en god ide. Men måske skal vi også blive bedre til at hænge andres artikler op. Og der er jo også andre ting, man kan blive rost for.
Det behøver ikke være noget fagligt. Det er jo også et skulderklap værd, at man står for noget socialt eller at man er en rigtig god kollega, ven, kæreste, kone - eller kok (ikke et ondt ord for at tage hjemmebag med på arbejdet).
Det er sådan set ligegyldigt, hvad det er. Bare vi gør det, og hvad går der egentlig af én, hvis man lige siger. »det var godt gået«, »god historie« - eller bare et »tak«. Det varmer, og det gør, at man gider en anden gang.
Ellers sker der jo bare det, som RUC-forsker Anita Mac siger i min dygtige kollega Simon Hansens artikel: »Ros og anerkendelse er en afgørende faktor, når det psykiske arbejdsmiljø og den enkelte medarbejders indsats skal forbedres«.
Derfor - i den kommende uge, ja gerne på ubestemt tid: Husk at rose andre. Gå ud og sig tak - og giv også gerne et smil med på vejen. Det koster ingenting. Du får det måske bare lidt bedre med dig selv. Og måske er der også nogle, der roser dig tilbage den anden vej. Det er dejligt.
God weekend!
Klumme bragt i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 9. februar 2008.
lørdag, februar 02, 2008
Good old times
Hvad blev der af de gode gamle Grand Prix-sange á la Birthe Kjær og Keld Heick.
Hvem husker ikke Stig Rossen med "Vi danser rock og rull", Trine Dyrholm med "Danse i måneskin", Kirsten og Søren med "Ka' du se, hva' jeg sa'?", Lonnie Devantier med "Hallo Hallo" eller Birthe Kjær med "Vi maler byen rød".
Det var sgu tider dengang...
Jeg tror, jeg vil støve de gamle kassettebånd fra 1988, 1989 og 1990 af, købe en båndoptager og gå i selvsving. For det er nymodens Grand Prix...
Det ved jeg altså ikke helt, hvad jeg skal synes om...
Hvem husker ikke Stig Rossen med "Vi danser rock og rull", Trine Dyrholm med "Danse i måneskin", Kirsten og Søren med "Ka' du se, hva' jeg sa'?", Lonnie Devantier med "Hallo Hallo" eller Birthe Kjær med "Vi maler byen rød".
Det var sgu tider dengang...
Jeg tror, jeg vil støve de gamle kassettebånd fra 1988, 1989 og 1990 af, købe en båndoptager og gå i selvsving. For det er nymodens Grand Prix...
Det ved jeg altså ikke helt, hvad jeg skal synes om...
Sengetøjstyven (I'm going slightly mad)
Jeg tror, jeg er ved at blive skør!
Har ledt hele dagen efter et stribet dynebetræk - har to styks hovedpudebetræk og et dynebetræk, men mangler altså det sidste.
Hvordan kan sådan noget bare sådan forsvinde?
Har ledt i de samme skuffer fire gange. Har taget alle håndklæder, lagner og sæt med sengetøj op af skufferne et for et, men uden held - det sidste stribede er pist forsvundet. Og jeg har også kigget i køkkenskabet, under sofaen og under sengen.
Er nu løbet tør for steder at lede.
Sådan et er da for stort sådan at glemme nede på vaskeriet, og oppe i vaskerummet hænger det heller ikke... Og hvis nogen skulle have taget det - hvorfor så tage et dynebetræk, når nu alle fire dele hang der??
Meget mystisk...
Har ledt hele dagen efter et stribet dynebetræk - har to styks hovedpudebetræk og et dynebetræk, men mangler altså det sidste.
Hvordan kan sådan noget bare sådan forsvinde?
Har ledt i de samme skuffer fire gange. Har taget alle håndklæder, lagner og sæt med sengetøj op af skufferne et for et, men uden held - det sidste stribede er pist forsvundet. Og jeg har også kigget i køkkenskabet, under sofaen og under sengen.
Er nu løbet tør for steder at lede.
Sådan et er da for stort sådan at glemme nede på vaskeriet, og oppe i vaskerummet hænger det heller ikke... Og hvis nogen skulle have taget det - hvorfor så tage et dynebetræk, når nu alle fire dele hang der??
Meget mystisk...
Bordel i kælderen
Hillerød-kunstneren Jan Christiansen har siden august måned haft et bordel i kælderen af hans galleri, som ligger i en hyggelig gammel gård bag Slotsgade i Hillerød.
Bordellet er fiktivt, og en del af kunstnerens projekt om "Den Virtuelle Regering".
Læs artiklen, jeg har skrevet om det i Frederiksborg Amts Avis her:
Med artiklen kommer jeg til at tænke over mine egne indlæg her på bloggen om thaimassage (klik på "thaimassage"-etiketten nedenunder, og læs mine andre indlæg om thaimassage").
Jeg undrer mig gang på gang over, at søgeordet thaimassage kan få så mange hits - søger folk mon for at finde et sted at få massage eller sex - eller er det bare nysgerrige på, hvad det mon er for noget?
Og er folk fuldstændig ligeglade med den kvinde, der sidder på den anden side af døren og lever en tilværelse i armod?
Bordellet er fiktivt, og en del af kunstnerens projekt om "Den Virtuelle Regering".
Læs artiklen, jeg har skrevet om det i Frederiksborg Amts Avis her:
Kunstner har bordel i kælderen
Kunstneren Jan Christiansen har siden august haft et fiktivt bordel i kælderen. Målet var, at undersøge, hvordan folk forholdt sig til bordellets tilstedeværen i Hillerøds bybillede.
Hillerød: I godt fem måneder haft kunstneren Jan Christiansen levet med et bordel i kælderen af huset i gården ved Slotsgade 10, hvor kunstnerens galleri ligger på 1. sal.
Galleriet er fiktivt, og startet af kunstneren selv. Han ville undersøge borgernes reaktion på, at der nu pludselig var mulighed for at købe sex i hjertet af Hillerød.
- Jeg ville gerne rejse debatten om rimeligheden ved, at der er bordeller alle mulige steder, siger Jan Christiansen, som har oprettet bordellet som et led i www.velfærdsministeriet.dk, som kunstneren i øjeblikket er i strid med Karen Jespersens Velfærdsministerium om domænenavnet til.
- Da klagesagen kom, var det vigtigt for mig at bringe sagen i spil, da bordellet jo var en del af Velfærdsministeriet og hele tanken om Den Virtuelle regering, siger Jan Christiansen.
Han er en smule skuffet over reaktionerne - eller manglen på samme, der har været på, at bordellet har ligget i Slotsgade.
- Det har været underligt at opleve, at der har været mange mennesker igennem gården. Mange har kommenteret, og været indignerede og ærgerlige over, at der her har foregået, men ingen har taget action, siger kunstneren, som ikke tror på historien om den lykkelige luder.
Han mener, at have fået vished om, at de grundlæggende medmenneskelige værdier er næsten ikke eksisterende i dagens Danmark. At vi har mistet evnen til at føle empati for hinanden.
- Prostitution er jo menneskelig armod, og det interessante er jo, at bordellet har været her i så lang tid, uden at nogen gør noget. Det er ikke velfærd, hvor man har omsorg for hinanden og tager sig af hinanden, siger Jan Christiansen.
I forbindelse med bordellet har Jan Christiansen haft et opslag hængende med et mobilnummeret 255 61483, som kunderne kunne ringe til. Han vil dog ikke oplyse, hvor mange der har ringet, men fortæller, at installationen, sammen med sim-kortet fra telefonen, bliver sat på auktion senere på året.
»Bordellet« kan besøges en måneds tid endnu.
Med artiklen kommer jeg til at tænke over mine egne indlæg her på bloggen om thaimassage (klik på "thaimassage"-etiketten nedenunder, og læs mine andre indlæg om thaimassage").
Jeg undrer mig gang på gang over, at søgeordet thaimassage kan få så mange hits - søger folk mon for at finde et sted at få massage eller sex - eller er det bare nysgerrige på, hvad det mon er for noget?
Og er folk fuldstændig ligeglade med den kvinde, der sidder på den anden side af døren og lever en tilværelse i armod?
Abonner på:
Opslag (Atom)