tirsdag, oktober 28, 2008
Obama vinder i 2. klasse
I dag startede anden del af min efteruddannelse her i USA. I dag, i morgen og valgaftenen på tirsdag den 4. november skal jeg tilbringe på San Jose Mercury News.
Indtil videre har det været en rigtig god oplevelse. På trods af, at min kontaktperson havde barn sygt - og sådan cirka en tredjedel af redaktionen havde meldt sig syge (håber ikke, det var fordi, jeg havde meldt min ankomst), så var folk virkelig venlige og meget interesserede i, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra.
Jeg var med til to forskellige morgenmøder, snakkede med fotograferne - og så lykkedes det mig også at komme med ud på en opgave - på Cumberland Elementary School i Sunnyvale, hvor 2. klasserne havde undervisning i valget.
I dag lærte de om Barack Obama og John McCain, hørte lidt om deres fortid og synspunkter, og bagefter skulle de tegne et banner for den kandidat, de vil stemme på ved prøvevalget på deres skole på torsdag.
Det var noget af en oplevelse af høre spørgsmålene fra de seks-syv-årige unger. De ville for eksempel gerne vide, om kandidaterne ikke bare måtte hjælpe hinanden med at vinde, hvorfor McCain ville kaldes en krigshelt og hvad et slogan var.
Kun én ud af 19 elever i klassen ville stemme på McCain, og det er, ifølge både lærerinden, journalisten og bibliotekaren på skolen, et meget godt billede af, hvordan stemmerne kommer til at falde her i Bay Area.
Læs artiklen i San Jose Mercury News.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Børn er kloge ;-)
Du kan vist stå for al underholdningen til julefrokosten med alle de spændende og interessante oplevelser. Skal i øvrigt hilse dig fra en hel del af dine faste kilder.
Jamen, jeg stiller da gerne op med lysbilledshow ;-)) Dejligt, at du skal hilse - du må jeg endelig give dem den her blogadresse. Hils på redaktionen :-) Mai
Send en kommentar