En puma, der bliver ramt af en bil på motorvejen, og som nu er forsvundet, en beruset teenager, der kører galt og efterlader sine to venner svævende mellem liv og død i den brændende bil, gemmer sig bag et hus og slår ud efter betjenten, da han bliver fundet, og et møde med to 49ers-spillere.
Det er åbenbart hverdagen på en amerikansk lokalavis.
Det er i hvert fald, hvad jeg har oplevet på min første dag på Palo Alto Daily News, hvor jeg er i to dages praktik i forbindelse med min efteruddannelse.
Uden at negligere mit arbejde på Frederiksborg Amts Avis, så sker der godt nok noget mere her i Bay Area. Et område, der selvfølgelig er noget tættere befolket end Nordsjælland, men alligevel..
På trods af de vilde historier om pumaer og mere eller mindre berømte football-spillere, så tager journalisterne her det nu meget roligt. Historien om løven bliver der fulgt op på fra skrivebordet, mens politiradioen drøner derudaf med nye historier. Der er nye overfald og skyderier hver dag, så det er altså ikke noget, der får dem synderligt op af kontorstolene.
Eftersom journalisterne blev hjemme på pinden i dag, så måtte jeg med fotografen ud. Han var alene ude på en opgave på 49'ers Academy, en skole for børn, der har haft det svært i det almindelige skolesystem.
49'ers sponsorerer solceller og miljøvenlig energi på skolen, og det blev foreviget med football-spillerne Eric Heitmann og Tony Wragge som trækplastre og assembly-medlemmet Ira Ruskin som politik ping.
Ret sjovt at opleve sådan noget - for mig var det i hvert fald ikke bare "another day at the office".
Jeg har taget et par billeder af dagens oplevelser, som er lagt ind i det blandede fotoalbum (find billederne sidst i albummet).
P.s. Jeg skal i øvrigt "møde" spillerne fra 49ers igen den 26. november, når Thomas og jeg skal på Candlestick Stadium og se San Francisco 49ers spille mod Seattle Seahawks.
1 kommentar:
Det var da en dag med smæk på ;-)
Send en kommentar