tirsdag, november 18, 2008

Nej, jeg keder mig bestemt ikke

Min veninde Maria spurgte mig forleden i en mail, om jeg havde problemer med at få tiden til at gå herovre. Nej, lød svaret - tværtimod.

For jeg har da godt nok haft travlt med at opleve alt muligt. Ud over de mange nationalparker vi har set, så har vi også været på forskellige roadtrips (læs længere nede på bloggen), gået meget i biografen (og blandt andet set "W", "Body of lies" og 007) og kørt ture i området.

De to uger med Turf og Mette var jo nærmest stressende, fordi vi fik kørt og set så meget.

Og når jeg så er derhjemme på 2190 Camino a los Cerros i Menlo Park (skrev lige adressen, hvis nogen fik lyst til at sende lakridser), og Thomas er på SLAC, så går tiden med at læse avis på nettet, CNN kører på tv'et i baggrunden, jeg bruger også (ikke overraskende) meget tid på Facebook, på at svare på mails og så holder jeg mig da også opdateret på serier som Private Practice, Ugly Betty og Grey's.

Har også fået pløjet både den nye bog fra Leif Davidsen, "På udkig efter Hermingway" (ikke Davidsens bedste) igennem sammen med Hanne-Vibeke Holsts "Dronningeofret", Jo Nesbøs "Kakkerlakkerne" og Mads Fugledes "USA - Den Universielle Nation". Nu har jeg kastet mig over Ildefonso Falcones "Havets Katedral".

De sidste par uger her i USA kommer jeg heller ikke til at kede mig. I aften skal vi se NBA-basket mellem Golden State Warriors og Portland Trail Blazers. Fredag morgen starter vi endnu en roadtrip - denne gang med retning mod Seattle, hvor vi skal holde Thanksgiving hos Thomas gamle værtsfamilie.

Der er en masse mennesker, jeg skal møde - og så vil jeg jo også gerne se de pinlige turistting som Kurt Cobains hus, måske Bill Gates hus og selvfølgelig Space Needle, som jo er et must!

Jeg ville også gerne have set Seattle Grace Hospital, men ifølge Wikipedia er det bare fiktion...

4 kommentarer:

Pappa Jensen sagde ...

Godt du ikke keder dig. Jeg sender mentale lakridser, da jeg bare har 1000 ting hele tiden. Vil meget gerne låne Dronninge offeret, når du kommer hjem!

Pappa Jensen sagde ...

Kommentaren lige før var egentlig fra mig!

Maiski sagde ...

Jeg sendte den med Turf og Mette hjem, så hvis du gider cykle derud, kan du hente den allerede i dag ;-)) Tak for mentale lakridser - de smagte virkelig godt! Tror nu heller ikke, de ville nå frem, før jeg skal afsted, når man tænker på, hvor længe kruset var undervejs... Knus

susanne sagde ...

Rigtig god tur. Glaed dig til Seattle og Mark og Sharon. Det bliver dejligt. Hils dem alle fra mig.