søndag, november 16, 2008

Til kamp for homo-ægteskaber

"What do we want?" - "Equal Rights".

"When do we want it?"- "Now".

Sådan lød det, da modstandere af Proporsition 8, den californiske lov, der forbyder ægteskaber mellem to personer af samme køn, i dag var på gaden i San Francisco.

52% af Californiens vælgere stemte på valgdagen den 4. november ja til Prop. 8. Resultatet var et kæmpe slag for homoseksuelles rettigheder i staten, og sætter samtidig gang i en ny runde retssager omkring det ømtålelige emne.

I de 12 dage, der er gået siden valget, har de kritiske røster rejst sig. Både internt i de homoseksuelles organisationer, hvor man ikke mener, at kampagnen mod Prop. 8 har været ført på den rigtige måde, og imod præster og mormoner, som man mener har været udslagsgivende for resultatet.

Sex and the City-stjernen Cynthia Nixon var lørdag gæst hos Larry King på CNN, hvor hun talte om sin modstand mod Prop. 8. Hun synes, det var temmelig mystisk, at meningsmålinger før valget viste, at flest mennesker var imod homo-ægteskaber lige efter weekenden, mens folk sidst på ugen syntes at være mere tolerante.

Sagt på en anden måde - måske var der nogle præster, der om søndag fik sagt et ord eller to mod ægteskaber mellem folk af samme køn i deres prædiken - og i løbet af ugen havde folk så fået tænkt sig lidt om.


I dag samledes tusindvis af demonstranter over hele USA for at vise deres harme over forbuddet mod homo-ægteskaber. Selvfølgelig var de også på barrikaderne i San Francisco.

Vi endte midt i demonstrationen, og jeg hoppede ud af bilen for at få nogle fede fotos. Det var en meget stor oplevelse at stå der blandt de gjaldende kampråb.




For hvorfor er det, at homoseksuelle ikke må have lov til at gifte sig med hinanden? Det er jo ikke fordi, man som heteroseksuel, bare fordi man siger ja til homo-ægteskaber, så skal gifte sig med en person af eget løn. Nej, det må være lighed for alle - uanset, hvem man elsker!

Læs også, hvad Politiken og CNN har skrevet om demonstrationerne.

Ingen kommentarer: