torsdag, november 27, 2008

Tusmørket rammer Danmark


Kender du bogen "Tusmørke"? - eller "Twilight" på engelsk?

Vampyr-romancen udkom i 2005, og den og de følgende tre bind har siden nået Harry Potterske højder her i USA, hvor teenagepiger gerne står i kø hele natten for at købe den sidste nye bog - eller for at få billetter til "Twilight"-filmen, som havde premiere i US den 21. november.

Handlingen udspiller sig således:

Bella Swan er flyttet til Forks, en lille regnfyldt soveby i staten Washington. Det kunne være blevet til det mest kedsommelige, hun nogensinde havde foretaget sig. Men da hun møder den mystiske og gådefulde Edward Cullen i skolen, sker der en spændende og uhyggelig forandring i hendes liv. Edward er vampyr, men det er hidtil lykkedes ham at holde det hemmeligt i det lille samfund. Nu er ingen sikker længere, specielt ikke Bella, som er det menneske Edward holder mest af. De to kærester opdager, at de balancerer faretruende på en knivsæg - mellem begær og stor fare.



Den fiktive handling i "Twilight" udspiller sig i byen Forks på The Olympic Peninsula her i Washington State. Forfatteren Stephenie Meyer faldt over byen, da hun googlede "mest regnfulde i USA" - og fandt Forks.

Byen er, uden at genere nogen, et hul. Noget man bare kører igennem og kører videre. Men efter bogen udkom har den 3100-mand store by formået at få stablet noget af et turisthelvede på benene. De har udnyttet byens nye status som Bellas hjem til det yderste - hvilket er godt, for den tidligere tømmerby var nærmest døden nær, da tømmersalget svigtede.




Alle butikker og restauranter (ikke at der er så mange igen, men..) byder "Twilight"-fans velkommen, og advarer dem mod at blive bidt. Det er muligt både at få en Bella-burger, smooties med Bella-berries og meget andet - ud over alle mulige former for asscesories - t-shirts, plakater, krus etc.




På byens Visitor Center får man i disse efterårsmåneder mellem 50-100 besøgende om dagen (og 150+ i sommermånederne). Alle vil have udleveret "Twilight"-kortet - kortet, hvor bogens omdrejningspunkter som skolen, Bellas hus og faderens arbejdsplads, politistationen, er. Efterfølgende kan byens gæster, på egen hånd, tage en rundtur til "seværdighederne".

I Danmark er første bind udkommet på dansk. Den har flere gange været udsolgt fra forlaget, og på nettet beskrives den af mange læsere som den bedste bog, de har læst nogensinde.

Filmen kommer til Danmark i februar og i samme forbindelse genudgives "Tusmørke" på dansk. To'eren "New moon" forventes udgivet i Danmark i efteråret 2009. Jeg er sikker på, at hypen omkring Bella og Edward også nok skal ramme Danmark til den tid - det bliver spændende at se.

Ingen kommentarer: