lørdag, november 15, 2008

I seng med 007

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og James Bond. Men han har altså et eller andet, det får mig til at slumre ind, hver gang jeg ser ham.

Det er ikke med vilje. Jeg synes, han er en flot mand - især i skikkelse af Daniel Craig eller Sean Connery, men når actionscenerne har braget derudaf den første halve times tid, så lukker mine øjne sig langsomt.

Således også i aftes, hvor Thomas og jeg var i Camera 12 i San Jose for at se "Quantum of Solace". Filmen starter, fuld action fra første scene - og Mai falder langsomt i søvn.

Så vågner jeg engang imellem, når bomber springer, Bond kører vildt i bil, eller Thomas får et chok i sædet ved siden af. Og så smiler jeg, og lader som om jeg da har været vågen hele tiden.

Normalt opdager Thomas, at jeg er faldet i søvn, men i går var filmen åbenbart så spændende, at han slet ikke lugtede lunten. "Den var da fed", lød det fra ham efter filmen. Mig: "Jae...".

Og da vi kom ud på gaden, måtte jeg jo så indrømme, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan de var endt ude i den der ørken til sidst - og hvorfor var det egentlig, at ham skurken ville have det der stykke ørken i Bolivia som betaling for at lave et statskup?

Nåh, jeg må leje videoen, når den kommer - sammen med "Casino Royale", "Die Another Day", "The World Is Not Enough" og "Tomorrow Never Dies". Så kan jeg nå at stykke handlingen sammen, og komme i træning, til den sidste Bond-film udkommer i 2011 - den som foreløbig bare har arbejdstitlen "Bond 23".

Ingen kommentarer: