Væk med dellerne

Jeg har brugt det meste af dagen i dag på at have nedtur over den bløde pude af fedt, der har lagt sig på min mave den sidste halvanden måned. Det lag, der på mystisk vis popper ud over mine cowboybukser, hver gang nogen vil tage et billede af mig. Det er afslørende, og de voksende kinder gør heller ikke det hele meget bedre.

Havregrød til morgenmad, på trods af, at det er sundt og det mætter, kompenserer ikke for en voluminøs frokost - og et endnu større aftensmåltid, der som regel indtages på restaurant eller cafe. Det slanker ikke. Det feder!

Derfor er vi begyndt at spise hjemme den seneste uge, ligesom det også er blevet alvor med løbeturene. Det er faktisk rart med nogle grøntsager og portioner, der ikke er "go mega". Det samme er det at få rørt sig. Så for tre kvarter tid siden drog jeg derfor ud på ugens tredje løbetur.

Sådan en løbetur kan bruges til at klare tankerne. Og den kan bruges til at have ondt af sig selv over, at man ikke har en forbrænding, der gør, at man kan spise alt, hvad der bliver stillet foran sig - i stedet er jeg udstyrret med en forbrænding, der lægger kilo til min kropsvægt, bare jeg kigger på et stykke cheesecake (hvilket er rimelig nedtur - især i USA).




Da jeg var nået halvvejs på løbeturen, og mit puls var omkring de 190, blev jeg stoppet af en lille bred dame - uden bryster og med en kæmpe mave. Først og fremmest blev hun bare glad for, at jeg stoppede op - og to sekunder senere fortalte hun mig om, hvordan hun havde mistet sine bryster til kræften, om hvordan medicinen bare fik hende til at tage på og på - og om hvordan hun havde mistet både job og begge sine forældre.

Nu lavede hun frivilligt arbejde for kommunen, og kørte byens ældre fra sted til sted i sin grå bil.

"Du puster, fordi du har løbet. Jeg kan ikke engang gå henad fortovet, uden at puste", sagde hun med grødet stemme - og pegede over på en trappe på den anden side ad gaden, der var en otte-ti trin op, så fortsatte hun: "Jeg luftede engang hund for en af mine venner, som bor derovre. Hentede jordbær til hende. Nu kan jeg ikke engang gå op ad trapperne selv".

Hun roste mig flere gange for, hvor smuk og slank, jeg var.

"How will I ever loose all this", sagde hun og pegede på den store mave, der hang ud fra hendes krop. Det kunne jeg godt sætte mig ind i, for hun fik mig til at tænke på dem fem kilo, jeg har forsøgt at smide de sidste fire år - med skiftende succes.

Da jeg prøvede at fortælle hende, at jeg skam også kæmpede med at smide nogle kilo, så kunne jeg godt selv høre, hvor ligegyldige mine problemer var, sammenlignet med hendes. For der er jo nogle mennesker derude, som kæmper med langt større problemer, end de små deller, jeg har på sidebenene. Deller, som relativt let forsvinder, hvis jeg bare kniber ballerne sammen.

Hvis du har lyst til at følge mine løbeture, så besøg min Facebook-profil, hvor jeg har fået en fin lille Nike+ Mini. Hun fortæller om min seneste løbetur, pace og andet godt. Man er også velkommen til at heppe med kommentarer her på siden.