20 år, Niels

Overskriften er frit sakset fra "Den eneste ene", der hvor Sofie Gråbøl forsøger at forklare Niller (Niels Olsen), at hun har læst syv år - "så hun ved" (det hun ved er, at hun og Niller burde finde sammen, nu hvor Nillers kone (Sofie Gråbøls søster er død i et trafikuheld). Det har han selvfølgelig ikke lyst til, for han vil jo have Sidste Babet.

Nu til sagen...

Jeg ved også nogle ting (fik godt nok kun 45 rigtige svar ud af 70 i min paratvidentest i "Test Nationen" - men det var altså nedtællingen - og risikoen for, at jeg skulle svare på matematikspørgsmål, der stressede mig), men det vigtige i dag er, at jeg nu har kendt to fantastiske tøser i TYVE år!

På folkeskolernes første skoledag i år, var det tyve år siden jeg mødte Julie og Kristina første gang!

De var godt nok lidt mere heldige og havde lettere ved at finde sammen, for de havde samme lyserøde skoletaske, så de blev venner med det samme. Jeg havde en turkis - kan faktisk ikke huske, hvem jeg snakkede med første dag...

Igennem skoletiden har vi lavet mange sjove ting - gerne i ledtog med Tanja, som vi desværre ikke ser så meget til længere.

Vi skiftedes for eksempel altid til at holde en af de andre udenfor. Det foregik sådan, at var man ikke i skolepasning aftalte de andre, at man blev holdt udenfor de næste par dage. Det kunne lyde således "...er det egentlig ikke lang tid siden, at Kristina er blevet holdt udenfor" - jo, det blev vi tre andre enige om. Og så var man ellers ude for en uges tid.

Mystisk form for beskæftigelse - og det gør vi da heller ikke længere. Heldigvis (- det skal lige siges, at vi altså ikke holder Tanja udenfor - bare sådan lige for en god ordens skyld).

Og så var der dengang med - "det er egentlig sjovt at tænke på, at dronningen bruger Tampax". Tjaa...

Vi havde også travlt med at importere fancy brevpapir fra en designer i København til uvidende elever fra klasserne under os, eller med at male tissemænd i Julies nye pung. Ikke særlig pænt gjort.

Så var der dengang vi var i Hemsedal og brandalarmen gik, og der blev danset Lisbeth - det var dengang hvor alle pigerne (undtagent Mai og Kris) var vilde med vores ekstra-lærer Anders.

Så var der udvekslingsturen til Holland, hvis Julie boede hos en pige, der lignede en hest, hvis familie var så fattige, at Julies "ven" sov nærmest ude i køkkenet. Værelset havde ingen dør, men i stedet et stakit?! Kristinas ven hed Olga, og var nemmere at hoppe over, end at gå udenom.. Min ven hed Lizette - hun var forelsket i Marc Obermars og kunne ikke lide rugbrød. Til gengæld var familien helt vild med Raclette.

Efter 9. klsse spredtes vi for alle vinde. Julie tog på Glamsdalens Efterskole, Kristina blev på Haahrs og tog 10. klasse og jeg startede i gymnasiet.

Kristina og Julie kom i samme gym. klasse - og da var jeg jo så en af de store. Efter 1. og 2. g, hvor jeg nok var en smule kæreste-kedelig, så begynde vi igen at hænge ud sammen i slutningen af mit 3.g-år og deres 2.g-år. Det blev til mange sjove turen i Kadetten. Og da jeg gik ud af gymnasiet, hang jeg stadig ud i kantinen (nogengange sammen med Turf). Kunne åbentbart ikke helt få tiden til at gå - så var det jo godt, at der næsten altd var nogen, der havde tid til at pjække fra en matematiktime.

Og det endte jo også med, at Kris til en fest med drengene fra min klasse scorede Jacob. "Mai, ham skal jeg altså ikke være sammen med igen!". Nu er de sammen på syvende år...

Igennem årene har vi alle (sammen med Ann Kristine og Tanja) været forelskede i Flemming, Peter og Brian - med efternavnene Povlsen, Schmeichel og Laudrup. Vi så - og ser stadig fodbold sammen.

Julie, Julies søster Sarah og jeg har dannet Klubben, en underafdeling af De Danske Roligans, hvor vi mødes og ser landskamp. Helst i Parken, men ellers foran fjernsynet. Efter at være flyttet til København er Kris nu ved at blive optaget i Klubben (sammen med de udefrakommende Mette og Camilla - man er vel populære.

Har fundet ud af, at roligansene holder julefrokost i november - og vi skal med!!

Samtidig er vi jo alle tre medlemmer af den ultimative klub: TRINX, som allerede er nævnt flere steder på denne blog.

I aften har vi fejret vores tyve års jubilæum med superhygge hos Julie med billeder helt tilbage fra børnehaveklassen skituren til Hemsedal, lejrskolen i Skagen og skituren med tøserne til Splindl Myln (jeg staver det helt sikkert ikke rigtigt, selvom jeg har boet i Tjekkiet).

Og ved en ting i aften, der slog det mig bare, hvorfor det er så fedt, at man har kendt nogen i så mange år. For det første, så behøver man ikke forklare så meget.

For det andet, så er der da ikke noget mere hyggeligt, end når Julie siger, "Hvad Kris, din far er da også ved at blive lidt gråskægget hva". Det kan man kun sige om en venindes far, hvis man har kendt ham næsten hele sit liv.

Det er sgu sejt!!

Piger - jeg glæder mig allerede til vores 30, 40, 50, 60 og 70 års jubilæum.

Knus Mai

P.s - og Kris, vi ses jo i flyet til Thailand lige om 14 dage...