Svampejægeren

I dag har jeg - med den gulerod foran mig, at jeg ville få togbilletten betalt - været med min far i skoven her i det sydfynske.

Lad mig med det samme sige, at den smule jeg fik samlet nok ikke rækker langt på Thailandsturen, men der er vel...skal vi sige, måske for 100 kroner...

Okay! Har faktisk lige vejet svampene, og der er 1200 gram = 120 kroner. Storslået!! Der skulle nok være til en bucket eller to!

Jeg var som lille en meget ivrig svampejæger - eller, det vil sige, min far elsker at samle svampe. Og hvor gjorde man ellers af lille Mai, når hun var hentet fra skolepasningen eller børnehaven? Jeg måtte med i skoven.

Som to-årig fandt jeg en meget sjælden svamp, og satte dermed svampeprofessoren Morten Lange, som var med på turen, på plads. Han mente ikke, at børn og hunde passede på en svampetur.

Det gjorde min far, der havde medbragt begge dele. Så jeg fik jo så lidt bonuspoint ved at have meget små ben, og derved være tættere på jorden, hvor jeg kunne se de små, sjældne svampe.

Min fars svampemani har gjort, at vi altid har fået morkler, kantareller og Karl Johanner til både hverdag og fest. Derfor er det nok heller ikke en lige så glamourøs spise, som det er for så mange andre. Men, det smager nu godt. Så det kunne da være, at man kunne lokke sin far til en lille morkelsuppe eller en lille Karl Johan-sauce.