Mit eget 9/11

I dag er det femårsdagen for 11. september - dagen hvor to fly kværnede ind i de to tvillingetårne, World Trade Center i New York.

Jeg kan godt huske, hvor jeg var den 11. september 2001.

Jeg var lige startet på Journalisthøjskolen, og klassen havde fået til opgave at lave en reportage fra forskellige steder i Århus.

Jeg var blevet sendt på havnen, hvor jeg lavede en reportage med nogle fiskere. På vej hjem begyndte det at øse ned, derfor gik jeg ind på en lille cafe i Mejlgade, hvor jeg bestilte en kop kakao.

Jeg var helt alene med bartenderen, og pludselig ringede telefonen på cafeen. Det var en af bartenderens venner, der sagde at han skulle tænde for fjernsynet. Og der så vi det så - et brændende tvillingetårn - og ganske få minutter efter - et fly der crashede ind i tårn nummer to.

Det var en besynderlig oplevelser, at stå der sammen med en komplet fremmed og opleve noget så sindssygt. Som tiden gik, kom flere og flere mennesker ind på caféen og kiggede med på den lille fjernsynsskærm.

Det var vildt - og jeg glemmer aldrig den dag.

I dag havde jeg mit eget lille 9/11. Dog knapt så dramatisk som den for fem år siden. Men alligevel.

Vi har fået to nye computersystemer på arbejdet. En opdatering af vores skriveprogram, samt et helt nyt redigeringsprogram med nye koder og nye rutiner, der skal indarbejdes i hverdagen.

Sådan et system har altid børnesygdomme. Og det samme gør sig gældende for det her.

Især det nye redigeringsprogram for hele organisationen til at se rødt, ryste frustreret på hovedet og knibe sig selv i armen. Skal det virkelig tage to en halv time at redigere en side?

Her til aften var jeg så heldig at have ansvaret for at redigere. Men, desværre ville billederne ikke vedhæftes, artiklerne ikke tilknyttes til siderne - og artiklerne ville heller ikke publiceres til internettet. Dejligt!

Normalt ringer man så til Centralredaktionen, men der sidder ligeså frusterede folk, og forsøger at lave deres arbejde. Det er bare ikke godt nok!

Det kan ikke passe, at man skal sidde og være ved at tude på sit arbejde, fordi tingene bare ikke fungerer som de skal. Samtidig er redaktionen nede på 33% styrke idet vi er to ud af seks på arbejde. Det holder heller ikke. Det betyder for eksempel, at jeg har været på arbejde i 11 timer i dag...

Godt, at jeg er græsenke for tiden. Ellers ville jeg da have endnu mere nedtur over at komme hjem klokken 21.30, og så først derefter skulle have aftensmad.

Udmattet? Træt og sur? Ja, det er mig!