Kender I de der små kælderbutikker, hvor der er røde eller grønne lyskæder omkring indgangsdøren?
Dem der, hvor der på et skilt står "thaimassage" eller "solcenter" på døren, men det ligner ikke et solcenter? I stedet ligger butikken (det man kan se for de nedrullede, røde gardiner) hen i lummermørke.
Der ligger en sådan butik på Tagensvej - i butiksvinduet er det eneste der står nogle forskellige flasker med massageolie... Men, ellers er der intet, der indikerer, at det er et sted, hvor mænd og kvinder kan få masseret deres ømme muskler (for real!).
Jeg foranlediges nemlig til at tro, at det er en helt anden massagebutik, der er tale om.
Der ligger en lignende butik i Classensgade, og her kom Thomas lillesøster, Julie, engang til at gå ind, fordi hun troede, at hun kunne tage sol - det kunne hun ikke...
Men, hvordan kan man vide, hvornår det virkelig er rigtig thaimassage (sådan noget fik jeg da i Thailand!)? Hvornår er det en rigtig gang solarie? Og hvornår kan man købe sex??
Står der en kode udenpå døren, som kun mænd forstår? Eller skal vi kvinder bare fuldstændig holde os fra butikker med lyskæder ved døren?
For det er da faktisk lidt synd, hvis de her butikker rent faktisk er rigtige muskalmassagebutikker, hvor infiltrationer og ømme lår kan masseres af en kyndig massør, og ejerne bare ikke er gode nok til at peppe butikken op.
Så tror jeg nemlig, at butikkerne mister mange kunder, fordi folk tror, man kan købe sex og ikke massage i butikken - til gengæld får de nok også nogle kunder, som gerne vil købe sex...
(og de betaler nok mest i sidste ende...)
2 kommentarer:
Hmm, jeg fik engang massage på et hotel i Indonesien af en lille bitte kvinde uvidende om at hun få minutter tidligere havde tilbudt min rejsekammerat at massere ham ret lang oppe ad inderlårene.
Herhjemme tænker jeg ofte over hvordan jeg mon ville blive modtaget bag de kælderdøre hvorpå der bare står "åben".
Jeg har boet ved siden af sådan en engang, men jeg kiggede aldrig bag. Til gengæld hilste jeg altid pænt på de afrikanske kvinder, når de kom op derfra for at få en mundfuld frisk luft eller gå i kiosken. Og fortrængte i øvrigt hvad de mon arbejdede med.
Måske de bare tilbyder en service, når kvinder kommer ind - og en helt anden, når man træder ind...
Send en kommentar