onsdag, juli 25, 2007

Min balletdebut

Nej nej, nu får læserne af min blog sikkert grimme grimme tanker om mig i trikot, stående på tåspidserne i første position.

Men nej, min balletkarriere stoppede altså, da jeg var en fem-seks år gammel. Jeg var faktisk god (de ringede da i hvert fald og ville have mig tilbage på holdet, da jeg stoppede...sådan husker jeg det i hvert fald), men jeg var var åbenbart ikke til at hugge eller stikke i.

Nåh, men nok om mig, for det handler faktisk slet ikke om mig - andet end selvfølgelig, at jeg var en af publikummerne (sammen med Mette) til Ballet i Grønnegaards Teatret.




Det var både min og Mettes første balletforestilling (og så var den endda udendørs i haven med Kunstindustrimuseet i Bredgade - skønt!), og vi var spændte på at opleve denne (for os) nye form for kultur...

Forestillingen startede med Apollon, som blev uropført i juni 1928 i Paris. Stykket handler om guden Apollon, som møder tre smukke muser. Han danser med dem alle tre, men til sidst vinder den ene af muserne hans hjerte.

Næste stykke var Triplex, som er et nyere stykke, der blev opført første gang på Frederiksborg Slotsfestival i 1999. Koreografien var af Tim Rushton med musik af Bach.

Tredje i rækken var 10 to Hyper M - også et nyt stykke fra 2006 med koreografi af finske Jorma Elo og musik af Mozart.

Sidst, men ikke mindst, så vi tredje akt fra Napoli - en rigtig ungdomsfest med masser af dans.

De fire forskellige smagsprøver på ballet var allesammen spændende, og det var ret sjovt at se, hvordan balletten har udviklet sig gennem tiden. Og så er det jo helt vildt, hvad danserne kan med deres kroppe...tænkt, hvad sådan en smule træning kan føre til...

Samtidig var det bare helt fantastisk at sidde med varm kaffe, tæpper og lidt chokolade under lindetræerne og se en god gang kultur.

Så jeg vil helt sikkert sige, at det var en god balletdebut, Mette og jeg havde der.

Ingen kommentarer: