Første aften var okay. Vi fik en (is)kold fisketallerken efterfulgt af en bøf med kartofler og masser af sovs. Anden aften derimod gik det galt for den stakkels kok, som formåede at kreere fire fuldstændig uspiselige schnitzler.
Og her er det så, det interessante menneskelige eksperiment går i gang.
For vi sidder fire voksne mennesker og tygger, tygger og tygger. En af os spytter diskret de uspiselige bidder ud i servietten, mens jeg sidder og tæller, hvor mange gange, jeg måtte tygge, før jeg kunne synke - og vi taler over 30 gange pr. bid.
Så sidder man der og er høflig og roser sovsen - lige indtil én indrømmer: Okay, jeg kan faktisk slet ikke tygge maden. Og bagefter starter så diskussionen om, hvorvidt vi kan tillade os at sige noget til tjeneren..
Egentlig er sagen jo klar: Vi har betalt for noget, vi slet ikke kan tygge. Og vi er endda på en restaurant, hvor man må gå ud fra, at maden er i orden - alligevel, så er vi så høflige, at vi overvejer ikke at sige noget. På den anden side må man gå ud fra, at kok (og tjener) trods alt vil undre sig lidt, når fire næsten-ikke-spiste schnitzler bliver taget af bordet og ud igen - særligt når to af personerne i selskabet var mænd.
Derfor endte det jo også med, at vi hentede tjeneren, som lovede, at kødet ville blive trukket fra vores endelige regning (vi havde jo spist os mætte i sovs og kartofler). Hvilket den så alligevel ikke var, da vi skulle betale næste morgen..
På vejen hjem fra Vesterhavet blev sulten efter en rigtig skinkeschnitzel så stor, at vi måtte en tur over Ry, som kan diske op med en ægte, og et virkelig lækkert stykke kød (billedet). Kan bestemt anbefales!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar