Københavns Politi har fanget den mand, der mistænkes for at have voldtaget og myrdet en kvinde på Amager Fælled i 1990 og begået to voldtægter. Politiet har et 1:1.000.000 match på mandens dna, og siger selv, at de er 100 procent sikre på, at han er den rigtige.
Af efterforskningsmæssige årsager foregik grundlovsforhøret bag lukkede døre - og der er nedlagt navneforbud i sagen. Alligevel florerer mandens navn (og adresse) flere steder på Facebook, i chatforums og kommentarfelter under avisartikler. Og det synes jeg sgu er tarveligt.
Jeg synes, det er absolut forfærdeligt, hvad de her kvinder har været igennem. Og jeg mener bestemt, at den skyldige skal have sin straf. Men man må bare huske, at folk - ligemeget hvor afskyelig den forbrydelse, de er mistænkt for at have begået, er uskyldige indtil de er dømt. Og ifølge dansk lovgivning, så betyder det altså blandt andet, at man ikke hænger nogen ud (eller dømmer nogen offentligt), før de er dømt i en retssal. Derfor burde nogen måske tænke sig om en ekstra gang, før de smider den sigtedes navn ud i cyperspace..
mandag, november 15, 2010
tirsdag, november 09, 2010
Julespørgsmål
Når man sådan skal holde jul i sit eget hjem for første gang, så melder der sig nogle fuldstændig lavpraktiske spørgsmål, som man de sidste 30 år ikke har været nødt til at forholde sig til.
For eksempel - hvor køber man et pænt juletræ i Århus (og her taler vi ude på landet - jeg køber af princip ikke mit juletræ nede ved Brugsen)?
Og hvad med julepynten? Pludselig skal man jo til at erhverve sig sin egen pynt (og ikke det hjemme fra mor og far, hvor nogle af de fine ting stammer fra min farfars barndomshjem og er mere end 100 år gamle). Julepynten skal jo danne grundlag for ens egne traditioner - og skabe den der glade genkendelse, når julepynten bliver hentet frem fra kælderen. Så er det endelig rigtig jul!
Der er også andre nyanskaffelser, man pludselig skal til at tænke på - for eksempel et juletræstæppe (det ville være fantastisk med det her fra Hay - men mindre kan nok også liiiige gøre det), en fod til juletræet (med mindre man vil snedkerere selv), lyseholdere til juletræet - og juledugen i 1,60x3,50, som koster 2400,- i Illums Bolighus (jeg må vist lige få sat min far i gang med at kigge i genbrugsbutikkerne..
Godt, der stadig er mere end halvanden måned til jul - jeg er sikker på, vi nok skal nå at få styr på det hele!
For eksempel - hvor køber man et pænt juletræ i Århus (og her taler vi ude på landet - jeg køber af princip ikke mit juletræ nede ved Brugsen)?
Og hvad med julepynten? Pludselig skal man jo til at erhverve sig sin egen pynt (og ikke det hjemme fra mor og far, hvor nogle af de fine ting stammer fra min farfars barndomshjem og er mere end 100 år gamle). Julepynten skal jo danne grundlag for ens egne traditioner - og skabe den der glade genkendelse, når julepynten bliver hentet frem fra kælderen. Så er det endelig rigtig jul!
Der er også andre nyanskaffelser, man pludselig skal til at tænke på - for eksempel et juletræstæppe (det ville være fantastisk med det her fra Hay - men mindre kan nok også liiiige gøre det), en fod til juletræet (med mindre man vil snedkerere selv), lyseholdere til juletræet - og juledugen i 1,60x3,50, som koster 2400,- i Illums Bolighus (jeg må vist lige få sat min far i gang med at kigge i genbrugsbutikkerne..
Godt, der stadig er mere end halvanden måned til jul - jeg er sikker på, vi nok skal nå at få styr på det hele!
Schnitzel-eksperimentet
I weekenden var jeg på surprise-weekend for min højgravide veninde og vores respektive kærester på et strandhotel ved Vesterhavet. Vi havde bestilt en miniferie med to overnatninger og alt inkluderet - også de forudbestemte to-retters aftenmenuer.
Første aften var okay. Vi fik en (is)kold fisketallerken efterfulgt af en bøf med kartofler og masser af sovs. Anden aften derimod gik det galt for den stakkels kok, som formåede at kreere fire fuldstændig uspiselige schnitzler.
Og her er det så, det interessante menneskelige eksperiment går i gang.
For vi sidder fire voksne mennesker og tygger, tygger og tygger. En af os spytter diskret de uspiselige bidder ud i servietten, mens jeg sidder og tæller, hvor mange gange, jeg måtte tygge, før jeg kunne synke - og vi taler over 30 gange pr. bid.
Så sidder man der og er høflig og roser sovsen - lige indtil én indrømmer: Okay, jeg kan faktisk slet ikke tygge maden. Og bagefter starter så diskussionen om, hvorvidt vi kan tillade os at sige noget til tjeneren..
Egentlig er sagen jo klar: Vi har betalt for noget, vi slet ikke kan tygge. Og vi er endda på en restaurant, hvor man må gå ud fra, at maden er i orden - alligevel, så er vi så høflige, at vi overvejer ikke at sige noget. På den anden side må man gå ud fra, at kok (og tjener) trods alt vil undre sig lidt, når fire næsten-ikke-spiste schnitzler bliver taget af bordet og ud igen - særligt når to af personerne i selskabet var mænd.
Derfor endte det jo også med, at vi hentede tjeneren, som lovede, at kødet ville blive trukket fra vores endelige regning (vi havde jo spist os mætte i sovs og kartofler). Hvilket den så alligevel ikke var, da vi skulle betale næste morgen..
På vejen hjem fra Vesterhavet blev sulten efter en rigtig skinkeschnitzel så stor, at vi måtte en tur over Ry, som kan diske op med en ægte, og et virkelig lækkert stykke kød (billedet). Kan bestemt anbefales!
Første aften var okay. Vi fik en (is)kold fisketallerken efterfulgt af en bøf med kartofler og masser af sovs. Anden aften derimod gik det galt for den stakkels kok, som formåede at kreere fire fuldstændig uspiselige schnitzler.
Og her er det så, det interessante menneskelige eksperiment går i gang.
For vi sidder fire voksne mennesker og tygger, tygger og tygger. En af os spytter diskret de uspiselige bidder ud i servietten, mens jeg sidder og tæller, hvor mange gange, jeg måtte tygge, før jeg kunne synke - og vi taler over 30 gange pr. bid.
Så sidder man der og er høflig og roser sovsen - lige indtil én indrømmer: Okay, jeg kan faktisk slet ikke tygge maden. Og bagefter starter så diskussionen om, hvorvidt vi kan tillade os at sige noget til tjeneren..
Egentlig er sagen jo klar: Vi har betalt for noget, vi slet ikke kan tygge. Og vi er endda på en restaurant, hvor man må gå ud fra, at maden er i orden - alligevel, så er vi så høflige, at vi overvejer ikke at sige noget. På den anden side må man gå ud fra, at kok (og tjener) trods alt vil undre sig lidt, når fire næsten-ikke-spiste schnitzler bliver taget af bordet og ud igen - særligt når to af personerne i selskabet var mænd.
Derfor endte det jo også med, at vi hentede tjeneren, som lovede, at kødet ville blive trukket fra vores endelige regning (vi havde jo spist os mætte i sovs og kartofler). Hvilket den så alligevel ikke var, da vi skulle betale næste morgen..
På vejen hjem fra Vesterhavet blev sulten efter en rigtig skinkeschnitzel så stor, at vi måtte en tur over Ry, som kan diske op med en ægte, og et virkelig lækkert stykke kød (billedet). Kan bestemt anbefales!
Abonner på:
Opslag (Atom)