Jamen, han har jo ikke noget tøj på!

I sidste uge var jeg i teateret to gange.

Tirsdag var jeg på Det Ny Teater, hvor jeg så den anmelderroste "Phantom of the Opera" og torsdag gik turen så til Mungo Park, hvor jeg så "Seest", der også har fået anmelderne op at stolene med mange roser.

Hvilken forskel, der dog var på de to forestillinger. Jeg fristes nærmest til at sige - "jamen, han har jo ikke noget tøj på"...for forestillingen på Det Ny Teater var da at sammenligne med en omgang "Kongens nye klæder".

Nøgent. Det holder altså ikke at lave en forestilling, der er et udstyrsstykke af rang - hvis man så hyrer skuespillere og sangere, der ikke kan tale dansk. Således, så var størstedelen af skuespillerne/sangerne tirsdag aften enten svenske eller engelske - og det kunne man altså sagtens høre undervejs.

Jeg var ikke imponeret! Slet slet ikke.

Faktisk, så er jeg overrasket over, hvordan anmelder efter anmelder kan rose stykket så meget. Måske blev de forblændede af de flotte kjoler, kulisserne og scenografien - der bestemt var værd at rose.

Til gengæld så blev jeg, endnu en gang, imponeret, da jeg torsdag var på Mungo Park. Forestillingen "Seest" er et gæstespil fra teaterets søsterscene i Kolding. Og hvor var det da bare som om, at to modsætninger mødtes, da jeg så "Seest".

For hvor "Phantom of the Opera" bare var intetsigende og storskrydende. Så har Mungo Parks forestillinger bare det der særlige. Du sidder helt tæt på scenen, og selvom der på ingen måde er brugt ligeså mange kroner på scenografien, som på Det Ny Teater, så er det 100 gange så virkningsfuldt.

Med gange få midler formår Mungo Park at skabe en stemning. Og holde fast.

De fire skuespillere i "Seest" gjorde det alle godt, men Stefanía Omarsdottír, der spiller hovedrollen som niårige Asta, stod bare klart frem som en lysende stjerne.

Hun er blevet kaldt et de ti højdepunkter i dansk teater i 2008. OG JEG ER HELT ENIG. Som hun stod der på scenen, da var det altså svært at se, at det var 34-årige Stefanía og ikke niårige Asta. Det var helt ufattelig flot spillet.

Og så nærgående, vedkommende, hjerteskærende. Bare SÅ godt.

Endnu en gang må jeg bare opfordre mine læsere til at tage i Mungo Park. I vil ikke fortryde det!