Rapport fra krigszonen

I fredags blev en 20-årig mand dræbt af skud i hovedet to gader herfra. Drabet var ikke banderelateret.

I går blev to uskyldige unge mænd forfulgt i deres bil og herefter beskudt af ukendte gerningsmænd på Thorvaldsensgade på Frederiksberg - bare 10 minutter på cykel herfra.

Og for mindre end en time siden blev en mand, tilsyneladende uden tilknytning til bandemiljøet påkørt på Ågade, heller ikke langt herfra, og siden stukket i armen, da han steg ud af sin forulykkede bil.

Man må sige, der er action i mit hood i øjeblikket.

Det fik mig da lige til at tænke mig om en ekstra gang, før jeg cyklede afsted ud efter søndags-sushien her til aften. For hvis banderne nu er blevet så paranoide, at de stikker i eller skyder på alt, der har en puls - ja, så kan man jo ikke længere vide sig sikker.

Det er ikke mere end et par dage siden, jeg sad og argumenterede for, at jeg ikke var bange, når jeg gik på Nørrebro - fordi "de skyder jo kun på hinanden". Men nu ser det ud til, at nervøsiteten altså får lunten til at være endnu kortere, end den allerede er.

Godt man skal en uge væk fra kampzonen!

Tiltrængt og velfortjent

Om 14 timer, så er klokken 8.30. Det er mandag, og flyet letter mod Kap Verde. Det er tiltrængt og velfortjent!

Hold kæft, det bliver godt med en uge, hvor det eneste jeg skal lave er at drikke gratis drinks, spise gratis mad, dykke, læse gode krimi'er og ligge ved poolen.

Til jer misundelige, så kan I få lov til at tjekke stedet ud her.

Og til indbrudstyvene - bare ærgerligt..min far passer på min lejlighed imens!

En ny verden

Som jeg tidligere har bekendtgjort her på bloggen, skal jeg jo til at være chef. Eller konstitueret redaktør, som det så fint hedder - indtil videre fra 1. april til 31. december.

Jeg glæder mig. Det bliver spændende og anderledes - og er det jo ikke mindst en god tilføjelse til cv'et.

Men der kommer jo også nogle udfordringer. Jeg skal vænne mig til, at jeg pludselig er chefen. At jeg ikke kan sige hvad som helst til og om folk, og at jeg får et langt større ansvar. At folk begynder at opfatte mig som "chefen".

Jeg synes allerede, jeg kan mærke det lidt. Når den nuværende chef er væk fra redaktionen, så ligger ansvaret ubevidst på mig - også selvom jeg først tiltræder om halvanden måned.

Men det er vel en del af pakken. Noget jeg bare må vænne mig til.

Jeg er unik!

I sidste uge var jeg ude for en sjældenhed - en person, der hed næsten det samme som mig. For ud over min veninde, der også hedder Mai, så er det ikke så tit, vi mødes os i Mai-klubben.

Jeg ringede op til en ansat ved Retten i Lyngby, og skulle have hende til at hjælpe mig med at blive skrevet på en mailingliste for pressen. Men da jeg præsenterede mig i telefonen, fik jeg et forbløffet, ja - nærmest lidt vrissent, svar retur.

"Det tror jeg ikke på", lød det i den enden ende af røret.

Og så måtte jeg jo lige gentage mit navn - og sige, at jeg altså også hed Helene - til mellemnavn.

Kvinden i den anden ende var endnu ikke helt overbevist, men hun var jo nødt til at tro mig, når jeg nu insisterede. Efterfølgende sendte jeg hende en mail - bare sådan lige for at bekræfte, at den altså var god nok, og at jeg ikke var en stalker, der forfulgte hende..

Jeg ved, at der en del, der hedder noget med Mai Lykke. Men Mai Helene Lykke. Det er jeg den eneste, der hedder - både ifølge De Gule Sider, men også ifølge Danmarks Statistik.

Det er jeg meget glad for og stolt af - sådan at være helt unik!

Jamen, han har jo ikke noget tøj på!

I sidste uge var jeg i teateret to gange.

Tirsdag var jeg på Det Ny Teater, hvor jeg så den anmelderroste "Phantom of the Opera" og torsdag gik turen så til Mungo Park, hvor jeg så "Seest", der også har fået anmelderne op at stolene med mange roser.

Hvilken forskel, der dog var på de to forestillinger. Jeg fristes nærmest til at sige - "jamen, han har jo ikke noget tøj på"...for forestillingen på Det Ny Teater var da at sammenligne med en omgang "Kongens nye klæder".

Nøgent. Det holder altså ikke at lave en forestilling, der er et udstyrsstykke af rang - hvis man så hyrer skuespillere og sangere, der ikke kan tale dansk. Således, så var størstedelen af skuespillerne/sangerne tirsdag aften enten svenske eller engelske - og det kunne man altså sagtens høre undervejs.

Jeg var ikke imponeret! Slet slet ikke.

Faktisk, så er jeg overrasket over, hvordan anmelder efter anmelder kan rose stykket så meget. Måske blev de forblændede af de flotte kjoler, kulisserne og scenografien - der bestemt var værd at rose.

Til gengæld så blev jeg, endnu en gang, imponeret, da jeg torsdag var på Mungo Park. Forestillingen "Seest" er et gæstespil fra teaterets søsterscene i Kolding. Og hvor var det da bare som om, at to modsætninger mødtes, da jeg så "Seest".

For hvor "Phantom of the Opera" bare var intetsigende og storskrydende. Så har Mungo Parks forestillinger bare det der særlige. Du sidder helt tæt på scenen, og selvom der på ingen måde er brugt ligeså mange kroner på scenografien, som på Det Ny Teater, så er det 100 gange så virkningsfuldt.

Med gange få midler formår Mungo Park at skabe en stemning. Og holde fast.

De fire skuespillere i "Seest" gjorde det alle godt, men Stefanía Omarsdottír, der spiller hovedrollen som niårige Asta, stod bare klart frem som en lysende stjerne.

Hun er blevet kaldt et de ti højdepunkter i dansk teater i 2008. OG JEG ER HELT ENIG. Som hun stod der på scenen, da var det altså svært at se, at det var 34-årige Stefanía og ikke niårige Asta. Det var helt ufattelig flot spillet.

Og så nærgående, vedkommende, hjerteskærende. Bare SÅ godt.

Endnu en gang må jeg bare opfordre mine læsere til at tage i Mungo Park. I vil ikke fortryde det!