I dag har jeg bedrevet min helt egen form for musikterapi.
Ikke noget med afslappende mediteringsmusik med bølgeskvulp og harpestrenge - næh nej, min afspænding sker i form at jeg skruer maks op for anlægget i redaktionsbilen og så bare skriger/synger min stress og frustration ud i bilens kabine.
Det virker (selvom jeg nok ser temmelig morsom ud der bag rattet)!
Når jeg så når frem til pressemøde/byrådsmøde/interview eller tilbage til redaktionen, så er det med afslappet mine - jeg har afreageret fuldstændig i bilen.
Dejligt!
P.s. Er egentlig ikke meget for kommerciel radio, men kan anbefale Radio 2 som musikterapikanal.
P.p.s. Pas på, at foden ikke trykker hårdere på speederen, jo højere du synger.
onsdag, januar 30, 2008
lørdag, januar 26, 2008
Til ponyspringstævne
Som journalist kan man jo, desværre, ikke være ekspert på alting (selvom nogle tror, de er det).
Det er for eksempel på emner som høns, økonomi og støjgrænser, jeg liiige skal researche lidt, inden jeg kaster mig over tastaturet.
Men det er også andre måder, at sikre sig ekspertise på.
I morgen skal jeg dække ponyspringstævne i Hillerød, og det er jeg heller ikke ekspert i - de gange, jeg har siddet på en hest, kan tælles på en hånd.
Derfor har jeg allieret mig med Mette, som er gammel hestepige (nu er det dog mest jernhesten, der styres ud over det danske land).
Mette glæder sig vildt til en dag som journalist, og har allerede kommet med flere tips til, hvordan vi skal lave reportagen så spændende og nærværende som muligt.
Og jeg priser mig bare lykkelig for, at jeg har en med, som virkelig ved noget om emnet.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis på mandag.
Det er for eksempel på emner som høns, økonomi og støjgrænser, jeg liiige skal researche lidt, inden jeg kaster mig over tastaturet.
Men det er også andre måder, at sikre sig ekspertise på.
I morgen skal jeg dække ponyspringstævne i Hillerød, og det er jeg heller ikke ekspert i - de gange, jeg har siddet på en hest, kan tælles på en hånd.
Derfor har jeg allieret mig med Mette, som er gammel hestepige (nu er det dog mest jernhesten, der styres ud over det danske land).
Mette glæder sig vildt til en dag som journalist, og har allerede kommet med flere tips til, hvordan vi skal lave reportagen så spændende og nærværende som muligt.
Og jeg priser mig bare lykkelig for, at jeg har en med, som virkelig ved noget om emnet.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis på mandag.
onsdag, januar 23, 2008
Fugle om ørerne
Her til morgen, da jeg stod under bruseren, kom jeg pludselig til at nynne den der melodi "why do birds suddenly appear - everytime, you are near" (tror blandt andet Kildemoes har brugt den i deres reklamer).
Det er en romantisk sang - men der er da ikke noget romantisk ved, at fuglene flyver om ørerne på én. Det er da snarere lidt ulækkert...
Det tror jeg, flere jeg kender, for eksempel Mai B., ville sætte sin underskrift på!
Så hvorfor mon, forfatteren syntes, det var så romantisk med fugle...?
Det er en romantisk sang - men der er da ikke noget romantisk ved, at fuglene flyver om ørerne på én. Det er da snarere lidt ulækkert...
Det tror jeg, flere jeg kender, for eksempel Mai B., ville sætte sin underskrift på!
Så hvorfor mon, forfatteren syntes, det var så romantisk med fugle...?
mandag, januar 21, 2008
Årets mest deprimerende dag
Hvis du føler, at dagen i dag ikke kan blive meget meget værre, så trøst dig med, at resten af året vil være bedre. I dag, mandag den 21. januar, er nemlig udnævnt til at være årets mest deprimerende dag.
Forskeren Cliff Arnall fra Cardiff University har regnet sig frem til, at den tredje mandag i januar, som i år hedder den 21., er den mest deprimerende, eller hvad han kalder "Blue Monday". Der er nemlig mange ting at være triste over i denne måned, og i dag kolliderer de øjensynligt, skriver CNN, ifølge Ekstra Bladet.
Overtræk fra jul og januarudsalg, ekstra regninger, det dårlige vejr, og nytårsfortsættet, der igen i år ikke holdt er alt sammen med til at trække humøret ned, ifølge Cliff Arnalls undersøgelser, der peger på, at netop i dag bliver dagen, hvor det hele ramler sammen for folk.
Her kan kan jeg simpelthen ikke være mere enig. Det er en lortedag i dag:
- Thomas er rejst tilbage til Geneve efter næsten halvanden måned i Danmark.
- Jeg har snot i hele hovedet (og burde nok bare have blevet hjemme under dynen).
- Min bankrådgiver sender mig breve og anbefaler et Visa Electron (totalt nederen).
Årets mest optimistiske dag må vi til gengæld vente med til sidst i juni, hvor venner, sommervejret, udendørslivet og ferieminder altsammen er med til at hive humøret op i top.
P.s. Har også ondt i maven, fordi jeg har spist for meget...torsdag, januar 17, 2008
Sur eller sej?
Stiger ens sejhed eller coolness, jo længere ned mod hagen, man kan krænge sine læber i et surt, ja nærmest fornærmet ansigtsudtryk?
Man skulle altså tro det, efter at have opholdt sig fem minutter i omklædningsrummet i et fitnesscenter.
Hvorfor tror piger, at det handler om at se så tilpas sur ud, så andre piger tænker - nøjjj, hun er godt nok vigtig hende der.
Jeg forstår det altså ikke.
Det klart mest sympatiske ansigtsudtryk er da et venligt smil - måske endda øjenkontakt.
Men det er der åbenbart nogen, der ikke helt har fattet...
Man skulle altså tro det, efter at have opholdt sig fem minutter i omklædningsrummet i et fitnesscenter.
Hvorfor tror piger, at det handler om at se så tilpas sur ud, så andre piger tænker - nøjjj, hun er godt nok vigtig hende der.
Jeg forstår det altså ikke.
Det klart mest sympatiske ansigtsudtryk er da et venligt smil - måske endda øjenkontakt.
Men det er der åbenbart nogen, der ikke helt har fattet...
lørdag, januar 12, 2008
Klodset start på 2008
Jeg tager hatten af for de der cykelryttere, der kører en eller flere etaper i Tour de France med et brækket kraveben - eller det, der er værre...
Har lige gennemført en spinningtime med en smadret albue og noget, der ligner en forstuvet tå - og det var med tårer i øjenkrogen.
Startede fredagen med et styrt ned af hovedtrappen - og tog fra med albuen, som senere viste sig at bløde og alt muligt. Og her til formiddag, da jeg ville svinge gulvskrubben, havde min ringetå (hedder den det?) et voldsomt sammenstød med dørkarmen.
Thomas siger, at det ikke er slemt med tåen, med mindre den skifter farve - men jeg synes nu, det er slemt nok...humper afsted, og har MEGET ondt af mig selv.
Jeg overvejer sygemelding, eller måske sygetransport til arbejde i den kommende uge...
Har lige gennemført en spinningtime med en smadret albue og noget, der ligner en forstuvet tå - og det var med tårer i øjenkrogen.
Startede fredagen med et styrt ned af hovedtrappen - og tog fra med albuen, som senere viste sig at bløde og alt muligt. Og her til formiddag, da jeg ville svinge gulvskrubben, havde min ringetå (hedder den det?) et voldsomt sammenstød med dørkarmen.
Thomas siger, at det ikke er slemt med tåen, med mindre den skifter farve - men jeg synes nu, det er slemt nok...humper afsted, og har MEGET ondt af mig selv.
Jeg overvejer sygemelding, eller måske sygetransport til arbejde i den kommende uge...
torsdag, januar 10, 2008
De samplede unge
Jeg ynder jo at betragte mig selv som ung og frisk. Men jeg kan næsten mærke mit hår blive gråt, rynkerne komme frem og en stok vokse frem i hånden, mens jeg skriver det her indlæg.
Det handler om Generation Y, Curlingbørnene - og De Samplede Unge.
Jeg har i den senere tid stiftet bekendtskab med et par af de her unge. Dem der siger: "Nej, det har jeg ikke lyst til", "Det er ikke lige mig" eller "hvad er idéen med det".
De er ikke lige sådan at lokke til at arbejde - hvis de bliver sat på en opgave, de ikke gider eller kan se en udfordring i, så siger de bare fra. I stedet satser de på deres egen kreativitet og sætter spørgsmålstegn ved alting.
Det er sådan noget, der gør mig stiktosset. Det er nemlig skide svært at arbejde sammen med sådan nogle mennesker - eller sågar være i familie med dem.
Jeg er åbenbart så dum, autoritetstro (eller pligtopfyldende), at jeg udfører opgaverne - også dem, der er kedelige (det er faktisk en del af charmen ved at være lokaljournalist). Det kan godt være, at jeg brokker mig. Men når jeg går hjem, så er opgaven færdig og klar til tryk.
Nu har jeg så fundet forklaringen på, hvorfor de unge er sådan. Det viser sig, at de slet ikke kan gøre for det, de stakler.
Anne-Marie Dahl forklarer, at de unge er vant til at være i centrum og opfatte sig selv som unikke:
Det lyder jo spændende nok det her. Men det er en udfordring, på en arbejdsplads som min, at arbejde sammen med de her Curlingbørn.
Man er jo et hold, der skal få det hele til at hænge sammen. Og det kan godt være svært, hvis nogle bliver ved med at gå deres egne veje - især, hvis det er en hel generation...
Det handler om Generation Y, Curlingbørnene - og De Samplede Unge.
Jeg har i den senere tid stiftet bekendtskab med et par af de her unge. Dem der siger: "Nej, det har jeg ikke lyst til", "Det er ikke lige mig" eller "hvad er idéen med det".
De er ikke lige sådan at lokke til at arbejde - hvis de bliver sat på en opgave, de ikke gider eller kan se en udfordring i, så siger de bare fra. I stedet satser de på deres egen kreativitet og sætter spørgsmålstegn ved alting.
Det er sådan noget, der gør mig stiktosset. Det er nemlig skide svært at arbejde sammen med sådan nogle mennesker - eller sågar være i familie med dem.
Jeg er åbenbart så dum, autoritetstro (eller pligtopfyldende), at jeg udfører opgaverne - også dem, der er kedelige (det er faktisk en del af charmen ved at være lokaljournalist). Det kan godt være, at jeg brokker mig. Men når jeg går hjem, så er opgaven færdig og klar til tryk.
Nu har jeg så fundet forklaringen på, hvorfor de unge er sådan. Det viser sig, at de slet ikke kan gøre for det, de stakler.
"Det er jo popstar-generationen, der træder i karakter. Og popstar-generationen har behov for noget mere end almindelig klasseundervisning. De unge i dag er curlingbørn, som forældrene servicerer og fejer for. Det er trofæbørn, som forældrene har kælet for hele deres liv", siger fremtidsforsker Anne-Marie Dahl til vores (Frederiksborg Amts Avis) uddannelsestillæg, som udkom i dag.
Anne-Marie Dahl forklarer, at de unge er vant til at være i centrum og opfatte sig selv som unikke:
"Det der sker, sker for min skyld og her og nu. De er opdraget til at være hyperindividualister. Og markedet giver dem hundredevis af produkter og tv-programmer at vælge imellem, så muligheden for at skille sig ud og føle sig som noget helt særligt er uendelig stor", siger fremtidsforskeren.
Det lyder jo spændende nok det her. Men det er en udfordring, på en arbejdsplads som min, at arbejde sammen med de her Curlingbørn.
Man er jo et hold, der skal få det hele til at hænge sammen. Og det kan godt være svært, hvis nogle bliver ved med at gå deres egne veje - især, hvis det er en hel generation...
tirsdag, januar 08, 2008
En hemmelighed
Nu vil jeg fortælle jer en hemmelighed. En hemmelighed, som jeg (næsten) har holdt på siden 1999, hvor jeg gik i 3.g.
Julie og jeg skulle være hårmodeller, og stolte var vi, da vi i lånt bil, kørte mod Odense, hvor lokkerne skulle studses.
På forhånd havde vi begge fået farvet hår. Det var superflot, så vi var ikke nervøse - det burde vi måske have været. Bare en lille smule...
Publikum ved klipningen var en flok frisører på efteruddannelse.
Julie var først for, og det var tydeligt, at hun ikke helt opdagede, hvad der slog hende. Som klipningen skred frem, så frisørerne mere og mere måbende ud. Men Julie, der ikke havde et spejl foran sig, havde ingen chance for at følge med i lokkernes fald.
Så var det min tur. Jeg satte mig tappert til rette, og fik klippet håret i meget kraftige etager. Ja, man kunne vel nærmest kalde dem en slags gardiner. Faktisk var det samme frisure, som engang var med i en reklame for Libresse.
Jeg var en smule rystet, men det blegnede fuldstændig, da jeg kom ud bagved til Julie. Hun var grædefærdig, og stod og løftede op i sit hår - der var intet indenunder!
For at få håret til at fylde, havde frisøren nemlig klippet Julies hår af indenunder - en såkaldt undercut, som oftest bruges af heavymetal-fans og punkere. Ikke lige det, hun havde forventet sig af sin gratis klipning.
Næste morgen var det to temmelig mutte hårmodeller, der mødte i skole.
Vi to, der ellers havde pralet godt og grundigt med vores nye bijob som modeller, var ikke så kry, da vi skulle vise de nye frisurer frem. Og jeg lovede Julie aldrig at sige noget om hendes undercut.
Det gjorde jeg heller aldrig (selvom der vist på et eller andet tidspunkt var nogen, der lugtede lunten, og opdagede det manglende hår).
Men jeg afslører det nu...og så håber jeg ved gud, at det går lidt bedre for os (og vores hår), når vi på tirsdag skal være modeller igen. Denne gang på Frisørskolen i København.
Kryds fingre for os på tirsdag...
Her er billede fra sidste gang, jeg var hårmodel - det var engang i juni sidste år (det var jeg da meget heldig med).
Julie og jeg skulle være hårmodeller, og stolte var vi, da vi i lånt bil, kørte mod Odense, hvor lokkerne skulle studses.
På forhånd havde vi begge fået farvet hår. Det var superflot, så vi var ikke nervøse - det burde vi måske have været. Bare en lille smule...
Publikum ved klipningen var en flok frisører på efteruddannelse.
Julie var først for, og det var tydeligt, at hun ikke helt opdagede, hvad der slog hende. Som klipningen skred frem, så frisørerne mere og mere måbende ud. Men Julie, der ikke havde et spejl foran sig, havde ingen chance for at følge med i lokkernes fald.
Så var det min tur. Jeg satte mig tappert til rette, og fik klippet håret i meget kraftige etager. Ja, man kunne vel nærmest kalde dem en slags gardiner. Faktisk var det samme frisure, som engang var med i en reklame for Libresse.
Jeg var en smule rystet, men det blegnede fuldstændig, da jeg kom ud bagved til Julie. Hun var grædefærdig, og stod og løftede op i sit hår - der var intet indenunder!
For at få håret til at fylde, havde frisøren nemlig klippet Julies hår af indenunder - en såkaldt undercut, som oftest bruges af heavymetal-fans og punkere. Ikke lige det, hun havde forventet sig af sin gratis klipning.
Næste morgen var det to temmelig mutte hårmodeller, der mødte i skole.
Vi to, der ellers havde pralet godt og grundigt med vores nye bijob som modeller, var ikke så kry, da vi skulle vise de nye frisurer frem. Og jeg lovede Julie aldrig at sige noget om hendes undercut.
Det gjorde jeg heller aldrig (selvom der vist på et eller andet tidspunkt var nogen, der lugtede lunten, og opdagede det manglende hår).
Men jeg afslører det nu...og så håber jeg ved gud, at det går lidt bedre for os (og vores hår), når vi på tirsdag skal være modeller igen. Denne gang på Frisørskolen i København.
Kryds fingre for os på tirsdag...
Her er billede fra sidste gang, jeg var hårmodel - det var engang i juni sidste år (det var jeg da meget heldig med).
mandag, januar 07, 2008
Nogle ting er (måske) værd at vente på
I dag har jeg fået en rigtig lækker fedtegave fra Body Shop.
Af en eller anden grund er mit navn nemlig blevet skrevet på en liste, så jeg får vareprøver - for eksempel cremer og bøger tilsendt til redaktionen.
Og det er jo slet ikke dårligt...
Så spændt sad jeg så her til aften i sofaen med min "Body Focus - Sculpting Body Mask" og læste brugsanvisningen...
Men lidt lang i næbbet blev jeg altså, da jeg nåede til afsnittet om, at "det bedste resultat opnås ved at indhylle det pågældende hudområde med husholdningsfilm og efterlade det i 15-20 minutter".
Hmmm...forestil jer mig, indhyllet i husholdningsfilm i tyve minutter. Et skønt syn!
Til gengæld får man synligt strammere hud på bare fire uger, lover de - det er da værd at vente på. Skal bare lige have købt noget mere husholdningsfilm.
Måske man bare skulle prøve med maven - og måske lårene til at starte med. Men hvad så - skal med så stå op i tyve minutter, mens man venter?
Forsøget bør nok foregå med nedrullede gardiner. Ellers bliver genboerne da først helt sikre på, at jeg er skingrende skør.
Jeg vender tilbage med en anmeldelse snarest - og nej: DER KOMMER IKKE BILLEDER!
Af en eller anden grund er mit navn nemlig blevet skrevet på en liste, så jeg får vareprøver - for eksempel cremer og bøger tilsendt til redaktionen.
Og det er jo slet ikke dårligt...
Så spændt sad jeg så her til aften i sofaen med min "Body Focus - Sculpting Body Mask" og læste brugsanvisningen...
Men lidt lang i næbbet blev jeg altså, da jeg nåede til afsnittet om, at "det bedste resultat opnås ved at indhylle det pågældende hudområde med husholdningsfilm og efterlade det i 15-20 minutter".
Hmmm...forestil jer mig, indhyllet i husholdningsfilm i tyve minutter. Et skønt syn!
Til gengæld får man synligt strammere hud på bare fire uger, lover de - det er da værd at vente på. Skal bare lige have købt noget mere husholdningsfilm.
Måske man bare skulle prøve med maven - og måske lårene til at starte med. Men hvad så - skal med så stå op i tyve minutter, mens man venter?
Forsøget bør nok foregå med nedrullede gardiner. Ellers bliver genboerne da først helt sikre på, at jeg er skingrende skør.
Jeg vender tilbage med en anmeldelse snarest - og nej: DER KOMMER IKKE BILLEDER!
lørdag, januar 05, 2008
Om livets små tilfældigheder
Engang imellem må man altså bare imponeres af livet og dets små tilfældigheder.
Som i dag, hvor Thomas og jeg sidder i metroen, og Maria og Vemund pludselig står på Islands Brygge, og stiger på lige ved vores indgang.
Hvis ikke Thomas havde skullet købe billet, så havde vi taget toget seks minutter før - og aldrig mødtes. Men nu kunne vi lige få en kop kaffe sammen og en lille snak. Dejligt!
Eller dengang for to år siden, da vi var på ferie i Rom, og er ved at stå af metroen på en tilfældig station - og møder Mette fra Svendborg, som Thomas kender. Hun og kæresten stod og ventede på at komme ind i vores vogn, da vi skulle ud.
Det er sgu da tilfældigheder, der vil noget.
Men når sådan noget sker, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, alle de gange man måske så lige misser en person med fem sekunder. Det må jo også ske...det ved vi bare slet ikke noget om...
Som i dag, hvor Thomas og jeg sidder i metroen, og Maria og Vemund pludselig står på Islands Brygge, og stiger på lige ved vores indgang.
Hvis ikke Thomas havde skullet købe billet, så havde vi taget toget seks minutter før - og aldrig mødtes. Men nu kunne vi lige få en kop kaffe sammen og en lille snak. Dejligt!
Eller dengang for to år siden, da vi var på ferie i Rom, og er ved at stå af metroen på en tilfældig station - og møder Mette fra Svendborg, som Thomas kender. Hun og kæresten stod og ventede på at komme ind i vores vogn, da vi skulle ud.
Det er sgu da tilfældigheder, der vil noget.
Men når sådan noget sker, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, alle de gange man måske så lige misser en person med fem sekunder. Det må jo også ske...det ved vi bare slet ikke noget om...
torsdag, januar 03, 2008
Happy Hour
I morgen har jeg fri (det er vel også det mindste, man kan få til gengæld for at tage på arbejde klokken 11 nytårsdag) - og jeg skal noget, som jeg ikke har gjort, siden jeg gik på Journalisthøjskolen.
Jeg skal til Happy Hour!
Yeah!
Det er næsten lissom fredagsbaren i Bunkeren...men også kun næsten...(det var nu tider)!
Udflugten skal ske med Mette og Julie på Kassen på Nørrebrogade. De skulle efter sigende have nogle meget store drinks (altså Kassen) - og dobbelt op mellem klokken 15 og ?
Så jeg siger: Ja tak!
I ved, hvor I kan finde mig...
Jeg skal til Happy Hour!
Yeah!
Det er næsten lissom fredagsbaren i Bunkeren...men også kun næsten...(det var nu tider)!
Udflugten skal ske med Mette og Julie på Kassen på Nørrebrogade. De skulle efter sigende have nogle meget store drinks (altså Kassen) - og dobbelt op mellem klokken 15 og ?
Så jeg siger: Ja tak!
I ved, hvor I kan finde mig...
Ingen tømmermænd
Så blev man jo så glad nytårsmorgen, da man vågnede op - uden tømmermænd!
Så var det jo slet ikke så slemt at have nytårsvagten og tage tidligt hjem.
Man skal slet ikke kimse af sådan en dag foran computeren - frisk som en havørn.
Håber heller ikke, at læserne havde for mange tømmermænd!
Så var det jo slet ikke så slemt at have nytårsvagten og tage tidligt hjem.
Man skal slet ikke kimse af sådan en dag foran computeren - frisk som en havørn.
Håber heller ikke, at læserne havde for mange tømmermænd!
tirsdag, januar 01, 2008
Lortearbejde
Godt nytår!
Idioter! Happy fuckin'new year!
Hold da op, jeg føler mig gammel og grå ligenu. Hjemme nytårsaften og klokken er 1.34.
Inden folk tænker "nåh nåh", så vil jeg bare lige påpege, at jeg skal altså på arbejde i morgen. Klokken 11. I Hillerød.
Og jeg skulle hilse og sige, at det er ikke fordi jeg gider lige nu.
Men i morgen, når jeg nu sidder der foran skærmen, så glæder jeg mig nok over, at det kun lykkedes mig at drikke to flasker rødvin, to flasker champagne (bare rolig, jeg delte med andre) - og at jeg endnu ikke står i Sydhavnen hos Turf og danser can-can til mine egne hjemmebrændte nytårshits.
Håber, de danser til dem nu...til minde om mig...som skal i seng nu...selvom jeg ikke gider.
Lortearbejde!
Idioter! Happy fuckin'new year!
Hold da op, jeg føler mig gammel og grå ligenu. Hjemme nytårsaften og klokken er 1.34.
Inden folk tænker "nåh nåh", så vil jeg bare lige påpege, at jeg skal altså på arbejde i morgen. Klokken 11. I Hillerød.
Og jeg skulle hilse og sige, at det er ikke fordi jeg gider lige nu.
Men i morgen, når jeg nu sidder der foran skærmen, så glæder jeg mig nok over, at det kun lykkedes mig at drikke to flasker rødvin, to flasker champagne (bare rolig, jeg delte med andre) - og at jeg endnu ikke står i Sydhavnen hos Turf og danser can-can til mine egne hjemmebrændte nytårshits.
Håber, de danser til dem nu...til minde om mig...som skal i seng nu...selvom jeg ikke gider.
Lortearbejde!
Abonner på:
Opslag (Atom)