Hjemme hos os har vi besluttet os for at blive strandklar inden bikini/badeshorts-sæsonen for alvor rammer (men det kan jo have lange udsigter med det vejr vi har pt).
Vi har derfor aftalt, at der nok bliver nødt til at komme batterier i vægten, der skal dyrkes mere motion - og der skal spises sundere (læs: væk med hyggen og de lune rundstykker til morgenmad, cafébesøg til frokost og hjemmelavet bearnaise til aftensmad - ind med havregrød, rugbrød til frokost og kalkunfilet med broccoli og gulerødder til aften).
Men det er nu svært, når både gemalen og jeg er deciderede madører.
Og således så man os i går formiddag i køkkenet, fuldstændig tappet for viljestyrke - men i kærlig omklamring, hulkende af en blanding af grin og selvmedlidenhed, givende hinanden ret i, at vi da havde fortjent at liste hen og spise brunch på Bistroen.
"Jamen, jeg har ikke lyst til havregrøøøøød. Jeg har lyst til brunch", blev der fneset/jamret.
Og så gik der ikke længe, før vi havde overbevist os selv om, at det var vist den vej, det måtte gå. Det er vel sådan noget, man må tillade sig selv om søndagen.. Når den nu følges op af en cykeltur/retur 18 kilometer til Moesgård Strand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar