torsdag, juli 03, 2008

Festival über alles

Misforstå mig nu ikke. Jeg synes, at festivaler er helt fantastiske - jeg har selv deltaget i en del af slagsen. Både Midtfyns (da det fandtes), Langelands og Roskilde.

MEN, hvorfor er det, at alle medier nu er fyldt med Roskilde Festival?

DR sender live, P3 sender live, TV2 sender live. Ja, selv TV2-Vejret er derude, og min egen arbejdsplads er da også på pletten med reportager fra lejrområdet. Tager det ikke lidt overhånd?

For helt ærligt - de mennesker, der virkelig virkelig interesserer sig for den festival, de er jo blandt de omkring 100.000 mennesker, som i øjeblikket opholder sig på Dyrskuepladsen.

Jeg ved da i hvert fald, at kernelæseren på min avis IKKE går til festival. Jeg tror rent faktisk, at de vil synes, at festival er noget larmende, beskidt rod.

Jeg foranlediges faktisk lidt til at tro, at det er journalisterne, som rigtig gerne vil dække festival. For det er da noget af det sjovere at dække. Men det skal jo også interessere læserne/seerne/lytterne.

Hermed ikke sagt, at jeg slet ikke vil høre noget om, hvad der sker på Roskilde. For det vil jeg gerne. Jeg er bare lidt træt af at høre det samme indslag om åbning af festivalpladsen, sjoveste/skøreste lejr og hvad festivaldeltagerne skal have at spise igen og igen.

Det må da være muligt at finde på noget originalt - selvom man er på festival!

1 kommentar:

Maiski sagde ...

Tja... Bare sådan lige apropos http://www.journalisten.dk/6000-journalister-til-roskilde-festival