Jeg elsker krimier - især de nordiske femi-krimier, bølgen som, for mit vedkommende, startede med Liza Marklunds "Nedtælling" i slutningen af 90'erne.
Siden er mange gode, nordiske krimiforfattere kommet til: Sara Blædel og Elsebeth Egholm, for at nævne to af de danske - og Mari Jungstedt og Camilla Läckberg for at nævne et par svenske.
Det er gode krimi'er, og jeg æder dem råt på ganske få dage. Men jeg kan heller ikke lade være med engang imellem at føle mig en lille smule snydt.
I alle krimierne er opskriften nemlig næsten den samme: Journalist blander sig i mord og opklarer det.
Egentlig er den opskrift jo en smule triviel - derfor er det for eksempel godt, at en mand som Stieg Larsson kom ind i billedet med sine tre bøger om Mikael "Kalle"Blomkvist og superhackeren Lisbeth Salander.
Her var der da endelig en krimi, som var lidt anderledes. Godt nok var Mikael også journalist...men alligevel. Bøgerne var bygget anderledes op, og havde et andet plot, og det, tror jeg, er, hvad der har tiltrukket så mange læsere.
Jeg håber, forfatterne med tiden vil lave lidt om på opskrifterne, så vi ikke skal fordøje den samme ret igen og igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar