Husk altid rene trusser!

Min kollega Anne-Mette måtte i onsdags overnatte på redaktionen, fordi hun s-togene ikke kørte på grund af den voldsomme snestorm.

Hun har skrevet den sjoveste reportage - og så er jeg nævnt som hendes heltinde :0))

- Hvordan kom du hjem i aftes?

Det udmærkede spørgsmål blev stillet af min gode kollega, der selv havde måttet kæmpe sig vej ud igennem en kælderskakt for at komme på arbejde, fordi hans fordør var blokeret af sne til morgen.

Det nedslående svar på hans spørgsmål var, at det kom jeg slet ikke. Det er nemlig så i snestorms-mæssig sammenhæng upraktisk skruet sammen, at jeg bor i Valby og arbejder i Hillerød. Og når det så bliver kombineret med, at man er på aftenarbejde, så bliver den sædvanlige kedelige rutine med at tage toget hjem pludselig en umulighed.

Så jeg måtte overnatte på avisens sofa. Det er jo i sig selv ikke en katastrofe. Højst lidt ubekvemt. Eller meget ubekvemt faktisk. For selv om man vel nok kan argumentere for, at jeg burde have forberedt mig på situationen, så var det altså ikke tilfældet. Det vil sige, der var ingen sovepose i nærheden, intet skiftetøj i tasken og ingen af de adskillige hår- og kropsplejemidler, jeg sædvanligvis benytter mig af om morgenen, lige ved hånden.

Det eneste, jeg kunne præstere var en tandbørste med tilhørende -pasta, som jeg tilfældigvis havde liggende i en af mine skuffer. Men når man har tilbragt hele natten krøllet sammen på en sofa iført alt sit tøj samt et par trøjer og en jakke som dyne, så er det altså ikke kun mundhygiejnen, der trænger til en opfrisker, skulle jeg lige hilse at sige. Et bad ville også være rigtig, rigtig rart.

Det ér der heldigvis mulighed for på avisen, men et bad er ikke af helt samme værdi, når det ikke bliver efterfulgt af rent undertøj, frisk deodorant og en bluse, der lige er blevet vasket.Heldigvis er det som om, en usædvanlig situation som snestorm i Danmark får hverdagens helte til at pibler frem af den ellers til tider så grå og anonyme masse, der udgør danskerne. Min egen personlige helt hedder Mai og er vel dermed faktisk heltinde. Hun er en af mine kollegaer her på redaktionen, og da hun hørte om min situation, pakkede hun fluks en nødpakke og tog med til mig. Med tandpasta, rensecreme, deodorant og creme til ansigtet. Fantastisk.

Hvor svært kan det være?
En anden helt, og i noget større målestok må man trods alt nok sige, oplevede min før-omtalte kollega - ham der måtte kravle ud af sit hus igennem en kælderskakt.

Det skete onsdag eftermiddag, da han i tog var på vej hjem til privaten i Fredensborg. Ombord på Lokalbanens afgang fra Hillerød mod Helsingør var han fra første parket øjenvidne til, hvordan lokomotivføreren tog sagen i egen hånd, da et træ var væltet ned over skinnerne. Sneen faldt allerede i kaskader ned over Nordsjælland, men op gik døren til førerhuset, og ud kom lokomotivføreren iklædt langærmet bluse og sav.

- Jeg smutter lige, brummede han med et nik til min måbende kollega, hvorefter han forsvandt ud i snevejret. Cirka fem minutter og et fjernet træ senere var han tilbage. Dækket af sne smækkede han atter døren ind til førerhuset, og så kørte toget videre. Hvordan kunne verden ikke se ud, hvis der var flere af hans slags i den? Folk som ikke bare giver sig hen til brok, mens de venter på, at nogle andre skal tage sig af problemerne, men tager sagen i egen hånd.Ja, det lyder dejligt, ikke?

Rene og rare
For at vende tilbage til mine egne trængsler, så begrænsede de sig nu til, at jeg ikke havde nogle rene trusser. Men det var vel det mindste af det hele, troede jeg. Avisens nærmeste nabo er nemlig en forretning med dameundertøj, så det burde være den letteste sag i verden at smutte ned og købe et par rene trusser.

Men skuffelsen ramte mig som en snebold lige i synet, da jeg forgæves stod og flåede i forretningens dør. »Lukket på grund af vejret«, stod der med sirlig skrift på et skilt i vinduet.

Altså ingen rene trusser til mig. Men nu havde jeg trods alt været i bad og var endda iført velduftende låne-deo. Og et par trusser har trods alt både en ret og en vrang. Så hvor slemt kunne det blive?, spurgte jeg mig selv. Efter at være nået til konklusionen »ikke SÅ slemt«, gik jeg tilbage på min pind og arbejdede videre.

Det holdt dog kun til lige omkring frokost-tid, hvor en kvindelig kollega med et diskret blik i min retning med høj stemme insisterede på, at der lugtede af fisk. Så fik jeg alligevel nok! Og iført jakke, som jeg denne gang rent faktisk også brugte som jakke, udvidede jeg nu min jagt på trusser til også at gælde butikker længere nede ad vejen. Jeg fandt dem i Slotsarkaderne. De var pæne og alt for dyre, men vigtigst af alt rene.

Da jeg kom tilbage til redaktionen, viste det sig, at fiskelugten stammede fra køkkenet, hvor en kollega var i fuld sving med at varme sin frokost.Men pyt! Rene trusser er trods alt de rareste trusser. Og derfor vil jeg fremover altid have et ekstra par i tasken.