Kattepasseren

Det er vist en offentlig hemmelighed, at jeg ikke er den største katteelsker i verden.

Men nu er det faktisk gået så vidt, at jeg er blevet ganske gode venner med mine forældres kat, Sophus. Sophus og jeg har ellers været ganske enige om, at vi ikke skulle tale så meget sammen.

Men, det blev brat ændret fredag aften, hvor jeg var alene hjemme i mine forældres hus i Svendborg. Ved midnatstid kom en, pludselig meget snakkesagelig, Sophus spankulerende ind i stuen. Han hoppede op i sofaen, og ville meget gerne kæles med.

Jeg gav mig - han havde trods alt været alene hjemme i en uge, mens mine forældre havde været i Svendborg, så han fortjente vel lidt opmærksomhed.

Pludselig vendte katten sig om, og der var en 7x7 cm plamage på bugen uden hår. Da jeg kiggede nærmere på såret, var det lige som om, at der var en lang, dyb flænge - dog uden blod.

Så var gode råd dyre (eller gode dyr rådne...det viste sig faktisk at være (næsten) sandt). Hvad skulle jeg gøre. Skulle den stakkels kat akut på dyrehospitalet, eller kunne det vente til næste morgen?

Jeg besluttede mig for at vente. Katten viste ikke tegn på smerte, og såret blødte ikke, så jeg gik i seng - og lå vågen hele natten, fordi jeg faktisk var urolig for den lille kat.

Næsten morgen kl. 7 ringede jeg til mine forældre, der på det tidspunkt sad på Læsø-færgen. Jeg fik besked på at ringe til dyrlæge Carlsen - og jeg ventede lige en times tid, før jeg ødelagde hans lørdag morgen.

Jeg fik fat på lægen, og det viser sig, at Sophus er blevet bidt af en anden kat, og at bidet har udviklet sig til en kæmpe byld, som der nu er gået hul på. Huden var nu ved at falde af såret (=rådden kat), og Sophus skulle syes sammen.

Så fem timer efter troppede vi op hos dyrelægen. Sophus blev bedøvet med ikke mindre end to skud (han kæmpede godt nok), og så skulle han ellers opereres.

Stakkels Sophus overnattede på dyreklinikken, og vi hentede ham i morges med et ca. 10 cm lang syning på siden. Stakkels kat. Men han ser nu ud til at have det meget godt.

Det gode er, at Sophus og jeg nu synes at være blevet ganske gode venner. Han vil gerne snakke med mig, og jeg synes ikke, at han er nær så ulækker, som han var før.

Så man kan sige, at Sophus og jeg har bonded lidt i denne weekend... Det er åbenbart aldrig for sent at blive ven med en kat.