mandag, august 14, 2006

De nye aviser

I min branche sker der ikke så lidt i øjeblikket - først planlagde nogle islændinge en ny gratisavis (Nyhedsavisen), så kom JP, Politiken og Ekstra Bladet med 24Timer, og i morgen bliver det afgjort om Berlingske Tidende også bidrager til regnskovens udryddelse ved at udsende en femte gratisavis. Derudover bidrager både metroXpress og Urban til læsningen i S-toget om morgenen.

Lanceringen af tre nye aviser får mange spørgsmål til at poppe op i mit hoved. Hvor mange er der egentlig plads til? Der kan jo ikke være annoncer nok til fem gratisaviser. Er der plads til Frederiksborg Amts Avis i det her billede? Jeg vil nemlig meget nødig miste mit job. Og hvad kan de byde på, som ikke allerede er lanceret. Jeg glæder mig til at se, hvad de har at byde på!

Fra højeste sted får vi at vide, at vi stadig er dem der ved mest om lokalområderne, og at gratisaviserne aldrig vil kunne opnå samme kendskab til kommunerne og samarbejde med kilderne. "Vi skal stadig være dem med de bedste historier", forlyder det. Det er fint nok, men jeg giver mig faktisk 100 procent HVER eneste dag. Jeg kan ikke lave bedre historier. Hvis jeg skal lave bedre historie, så skal jeg have nogle flere kollegaer, så jeg får mere rum til at bruge tid på mine artikler. Det er mit store ønske, men det sker nok ikke...

Men selvfølgelig, selvfølgelig skal vi nok knibe ballerne endnu mere sammen...

En god ting ved de mange nye aviser er, at der er kommet rigtig gang i jobflowet. Folk skifter job som aldrig før, og der bliver plads til de nyuddannede, som ikke alle behøver at starte på dagpenge og vikariater. Det er fedt, men når en eller flere af gratisaviserne dør, så bliver der jo igen nogle ledige, og så bliver der igen rift om jobbene.

Så alt i alt er de nye aviser vel en god ting - jeg satser stærkt på, at det ikke er min avis der ryger - og så må vi se, om jeg får brug for mine "Nej tak til gratisaviser"-klistermærker, som jeg netop har købt fra Forbrugerrådet.

Ingen kommentarer: