Jeg forstår altså ikke helt det der med billetkontrol?
Hvorfor er det, at søde gamle damer slipper for bøder, mens små drenge med tårer i øjnene og turister uden nåde får stukket en bøde i hånden - sammen med en 30 minutter lang belæring om, hvordan man klipper et klippekort (er rimelig sikker på, at turisterne efter den behandling IKKE besøger Hillerød i s-tog igen).
I morges havde en pæn ældre dame klippet et 2-zoners-klip på klippekortet. Klokken var nemlig før 9, hvor hendes mimrekort virkede fra. Det opdagede billetkontrolløren, som klippede et ekstra klip i damens kort. "Så får du et klip her i stedet for en bøde", sagde kontrolløren venligt. Og det var da også fint nok.
Men det er da ikke i orden, at bare fordi man er gammel, så får man lov til at slippe. Jeg mener generelt, at billetkontrollørerne er alt for strenge!
Forleden var jeg vidne til en lille dreng, som fik en bøde, fordi han havde glemt at klippe sit kort. Selvfølgelig er der nogen, der snyder. Men ikke ham her. Han stod fuldstændig forstenet og modtog sit girokort på 500 kroner (penge som han helt sikkert ikke havde). Han prøvede at spille sej, men det gik ikke - tårerne afslørede ham. Den stakkel. Da en flink dame (der også havde rigtig ondt af ham) sagde, "jamen dit klippekort er da lige der" - svarede han. "Jamen, jeg glemte jo at klippe det". Helt ærligt. Hvorfor skal flinke, ældre damer slippe, når en sød lille dreng ikke gør?
Ja, jeg forstår det ikke helt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar