Suset fra Camp Nou

Jeg var i Parken, da Danmark mødte Sverige i EM-kvalifikationen 2. juni 2007 - og blev taberdømt 0-3. Det var dengang fodboldidioten tromlede ud på banen og ødelagde det hele, så vi ikke kom til EM.

Sammen med Klubben var jeg 10. oktober sidste år også med på tribunen, da Danmark - med målet af Jakob Poulsen, kvalificerede sig til VM i Sydafrika til sommer.


Kronen på værket af fodboldoplevelser blev sat i slutningen af november sidste år, da jeg sammen med min romm'ie var tilskuer til fodboldkampen over alle fodboldkampe - El Clasico på Camp Nou.


Det var en kæmpe oplevelse at mærke suset fra de næsten 100.000 tilskuere på Camp Nou, mens de sang "Barca, Barca, Baaaaaaarca". Her kan man virkelig tale hjerteblod! Og det var helt vildt at opleve verdensstjerner som Messi, Zlatan, Alves, Casillas, Ronaldo og Kaka så tæt på. Der kan dansk fodbold vist godt gå hjem og lægge sig..

Vi sad helt nede på forreste række. Kun et par meter fra grønsværen. På trods af manglende teleobjektiv, så blev det derfor til nogle ganske lækre fotos, som kan ses her.

Der er sgu nok noget hun mangler

"Nøøøjjj, prøv lige at se, hvor mange stiletter hun har, skat".

Vi er på cafe, min romm'ie og jeg. Jeg læser Eurowoman. Han Politiken.

Jeg har i en artikel spottet en eller anden designer/journalist/direktør/art director/produktmanagers kæmpestore samling af Jimmy Choo, Manolo Blahnik OG, ikke mindst, Christian Louboutin-stiletter. Og nu er jeg meget misundelig på den store mængde af sko, der på billedet i magasinet nærmest fylder en hel væg..

Så er det godt, man har en kæreste, der kan få en lidt ned på jorden igen:

"Så er der nok noget andet, hun mangler", lyder det tørt omme fra avisen.

Og jo, det er jo sikkert rigtig nok.

Måske har hun ikke sådan en sød kæreste. Måske kan hun ikke lave mad? Måske har hun ikke sådan en dejlig familie? Eller sådan nogle søde venner? Måske skal hun ikke til Thomas Helmig-koncert på fredag. Måske har hun bumser på ryggen eller overtrukket sit dankort (det har hun helt sikkert med alle de sko).

Men derfor, så kunne jeg da godt ønske mig bare et liiiiiillebitte par Christian Loubutin-stiletter (i sort, hvis der er nogen, der vil vide det). Bare et lillebitte par. Og måske også et lillebitte par Manolo'er og, ja - når vi nu er i gang, så et par Jimmy Choos.. Men så skal jeg heller ikke bede om mere.

I denne sæson..

Dagbog fra fortiden

Hallløøøøjjj. Så er jeg tilbage på overfladen..

Snottet har næsten forladet kraniet, hosten er væk og smerterne efter den fjernede visdomstand er også ved at fortage sig.

Så mangler vi bare, at sneen og kulden forsvinder, så vi kan få noget forår. Ja tak!

Tiden i dykkerklokken er blandt andet blevet brugt på at:

- Stalke mere eller mindre kendte folk på nettet
- Se alle vindere (altså billederne) i Årets Pressefoto, helt tilbage til 2002
- Lede efter rejser til varme lande
- Spise slik
- Drikke kaffe (det burde nok være the)
- Få fjernet en visdomstand
- Komme mig over Pondus-traumet
- Skrive ansøgninger (også uopfordrede (men indtil videre har det ikke været et hit))
- Se OL (hvorfor hulan skal det dog holdes i et land med otte timers tidsforskel)
- Og rydde op i gemmerne..

Sidstnævnte bragte spændende ting frem i lyset. Blandt andet mine gamle dagbøger fra 1994/1995. Dengang har jeg gået i 8.-9. klasse. Det meste af min fritid handlede om svømning, og så var jeg meeeeeeget forelsket i en dreng der hed Lasse. Ulykkeligt forståes.

Heldigvis, så lykkedes det mig da at score ham efterfølgende, og vi var da også kærester i et par år. Men det nåede desværre ikke med i dagbogen. Jeg ville ellers gerne den dag i dag have læst, hvordan det udspillede sig - set med en 15-årigs øjne :-)

Men det var nu også meget sjovt at læse mine tanker om, hvorvidt han kunne lide mig eller ej, om han mon så mig der på gangen, og om han mon var kæreste med hende der poptøsen..

Tak til mig selv, fordi jeg lige tog mig tid til at forevige halvandet års tid af mit liv på skrift. Det var sjovt at læse, og dejligt at genopleve (det meste).

Selvom jeg den dag i dag ikke skriver dagbog i hånden længere, så er bloggen her jo også en slags dagbog. Forleden var jeg lige et smut tilbage til indlæggene om valget i USA. Det bragte mange minder frem, som jeg helt har glemt. Jeg oplevede sgu mange spændende ting overthere..!

Illusionerne er bristet

Siden jeg var helt lille, har pingvinen været mit yndlingsdyr. Årsagen er helt sikkert Pondus, den søde pingvin med det røde halstørklæde fra Københavns Zoo, og historierne om ham.

Jeg har fire bøger med Pondus, som jeg har arvet fra min storebror. De er fra slutningen af 1960erne, og handler blandt andet om den dag, hvor Pondus er til børnefødselsdag hos drengen Mikael. Her kører han i bil ud til fødselsdagen med dyrepasseren, han drikker grøn sodavand med sugerør, og er med til at lege i haven. Der er også en bog om, hvordan han får besøg af børnene i zoologisk have, og om "Pondus og lille Tine".

Jeg har ALTID troet, at Pondus var en ægte pingvin. Altid! Jeg har været virkelig misundelig på Mikael, som havde ham med til sin børnefødselsdag. Og den dag i dag, når jeg er i zoo, skal jeg lige hen og tjekke pingvinerne - det kunne jo være, han var der - selvom jeg jo godt ved, at pingviner nok ikke bliver 40-50 år gamle..

Så stort var følelsesudbruddet fra min side, da det lørdag aften lykkedes min far at ødelægge alle mine barnlige illusioner. Vi taler en afsløring på størrelse med, at julemanden ikke findes (undskyld, hvis jeg her ødelægger noget for nogen).

Vi sidder og taler om, at mine totalt yndlingsbøger som barn var dem om Pondus, og så siger min far grinende: "Tror du stadig, at det var en levende pingvin".

Øh, ja, sgu da! Ja, hvad ellers?!!?

Og så blev bøgerne ellers fundet frem fra gemmerne, og herefter travlet igennem for beviser på, at Pondus bare er en udstoppet pingvin - eller det modsatte.

Jeg må sige, at jeg stadig er sikker på, at Pondus lever i de tre første bøger - meeeeen i den sidste, børnefødselsdagen hos Mikael, der har Pondus enten et meget vedholdende hold i nakken, eller også er han død og udstoppet.

Men, udstoppet eller ej - så er han stadig et af mine bedste barndoms bogminder. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg har fundet ud af, at bøgerne faktisk antikvarisk kan sælges til en ganske god pris.. Det kommer dog ikke til at ske, for mine egne børn skal da også have fornøjelsen af Pondus og hans venner.

Når det nu er, man skal være arbejdsløs, så er det da meget godt timet, at det ligger oveni vinter-OL. Programmet for de danske deltagere er netop blevet offentliggjort.

Væggen er besejret!

Bookwormen er besejret - omend den blev hængt op af et amputeret team. Det viste sig nemlig, at undertegnede pludselig havde tur i den, da hun fik indkøbt de rigtige rawlplugs og nogle (endnu) længere søm!

Og så gik ophængningen (næsten) som en leg - med delvis hjælp af min Romm'ie og en børnestol.

Så nu hænger den altså - den passer perfekt på den væg!

Den store parforholdstest

Man kan vist godt, uden at overdrive eller genere nogen, kalde mig husets handyman.

Min romm'ie har i hvert fald pure indrømmet, at han ikke ved noget som helst om hverken rawlplugs, boremaskine, skruer eller tommestok. Og det interesserer ham egentlig heller ikke. Til gengæld er han rigtig god til at rose, når tingene er kommet op.

Så igennem de sidste par uger har jeg hængt masser af hylder, spejle, vinreoler, malerier, fotos og knager op. Der er en sær tilfredsstillelse over at se det færdige arbejde, synes jeg.

BookWormen har stået i en flyttekasse i stuen og kigget hånligt på mig. Og der har den stået meget fint. Selvom jeg jo godt vidste, at den skulle op på et tidspunkt. For pæn er den jo - når den først er kommet op!

Og op, det skulle den i går.

"Vi har vist gået og taget lidt tilløb", sagde min romm'ie forud for søndagens første store parforholdstest. Og jo, det havde jeg - for sidste gang BookWormen skulle op, græd jeg to gange - og det tog næsten en hel dag at få de mange mange skruer ind i den uforudsigelige væg på Nørrebro.

Nu skulle den op i en helt anden by. Og denne gang ventede helt andre udfordringer: En kun cirka fem centimeter tyk gibsvæg - let at bore huller i, men altså ikke så nem at få noget til at sidde fast i. For jeg havde altså ikke tænkt på, at rawlplugsene åbenbart også kan forsvinde IND i væggen. Sådan havde jeg ikke lige fået den før.

Så efter to timers hårdt slid blev ophængningen af BookWormen sat på timeout. Vi skal vist lige tage lidt mere tilløb, og ud og finde nogle nye rawlplugs, inden arbejdet fortsætter. Til gengæld, så vil jeg sige, at parforholdstesten blev løst upåklageligt. Og det var jo faktisk det vigtigste!

Sammenhæng?

Sjovt, at de mest søgte ord på nettet ifølge overskrift.dk i øjeblikket er "jetset dronning" og "Rigmor Zobel"..

Er der mon en sammenhæng mellem de to ting?

Og ja, jeg er en af de 95 procent af danskerne, der ved, hvem der gemmer sig bag navneforbuddet..

Hovedspring ud i uvisheden

Flytter du bare sådan til Århus uden at have job på hånden?

Ja, det gør jeg faktisk!

Verden går vel ikke under, bare fordi man går et par måneder uden job? Jeg har trods alt arbejdet, siden jeg var 13 år, så måske det er meget sundt at gå ledig lidt, før jeg får noget at rive i igen.

Og så er det jo altså ikke, fordi jeg ligger på den lade side. Jeg indrømmer, at nattøjet måske bliver på lidt længere hen op ad formiddagen, men jeg udnytter tiden, og skriver ansøgninger til de jobs, der lyder spændende, og som jeg kan se mig selv i - og så bliver der også hængt hylder, knager, spejle og billeder op - flyttekasser bliver tømt, og så er jeg sikker på, at min romm'ie rent kokkereringsmæssigt også er ganske tilfreds med, at jeg ikke kan holde mig i ro særlig længe ad gangen - og derfor disker op med forskellige former for kogekunst, som oftest omkring aftensmadstid.

Jeg tror, det er meget sundt engang imellem bare at kaste sig ud, hvor man ikke kan bunde. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg nok snart skal få et nyt arbejde. Det glæder jeg mig til vildt til at komme i gang med. Men indtil da, så er det nu heller ikke så skidt at gå her og falde til i min nye by.

Farvel Sigurdsgade

Efter syv år som Nørrebroborger, er teltpælene trukket op af storbyjorden, og flyttekaravanen sendt vestover. Det er nu præcis to uger siden, mine ejendele, fordelt på tyve flyttekasser, en cykel, reoler og kommoder, kørte mod Århus i en flyttebil på landevejen, mens jeg selv tog min (forhåbentlig) sidste tur med DSB.

Med flytningen slutter en æra i lejligheden i Sigurdsgade. For hvor er der bare mange minder!

Når jeg tænker tilbage, så husker jeg mange gode dage og aftener i den lille lejlighed: En spilleaften, der tog overhånd, møder i Klubben, fantastiske fødselsdage, dejlige snakke/rødvinsaftener, hyggelige besøg af familie og venner - og masser af god mad.

Jeg husker også søndage på sofaen, løbeture - og naboernes meget frisindede sexliv (selv om det dog først var her på det sidste, de begyndte at give den rigtig gas).

Jeg vil komme til at savne lejligheden, min base siden 2003, og de mange mennesker, som har besøgt mig der gennem tiderne. Lejligheden er allerede erstattet af 130 kvadratmeter byhus i det indre Århus, og jeg er bestemt også fortrøstningsfuld med hensyn til de mange mennesker, der har lagt deres vej forbi Sigurdsgade: De er nemlig allesammen yderst velkomne i mit nye hjem i Århus!