I fredags var jeg strandet i Kastrup sammen med en masse andre mennesker.
Vores fly var forsinket - først en halv time, og så pludselig halvanden time. Men vi fik ingen besked om grunden, og folk man kunne spørge, var der ingen af.
Jeg satte mig stille og roligt med min iPod i ørerne og tegnede i, hvad der er min nye dille - min Mandalas-tegnebog. Rundt omkring mig begyndte de andre flypassagerer at snakke sammen.
Nysgerrig som jeg er, kunne jeg ikke lade være med at sidde og lytte lidt rundt omkring.
Min sidemand til venstre - hun var træt af ventetiden. Ringede hjem til sin mor og far og beklagede sig. Selv den kæmpestore Charles de Gaulle-lufthavn i Paris, kunne finde ud af det. Og så kunne det ikke engang fungere på en indenrigsflyvning i Danmark!
Mine to sidemænd på den anden side fik sig en god snak om den enes hjemland, Ukraine. Og overfor mig havde to familier sat hinanden stævne, hvor der blev udvekslet minder fra de netop overståede ferier i henholdsvis Norge og London.
Ventetiden i lufthavnen fik mig til at tænke på et af mine gamle mantraer: At alle mennesker har en historie og noget spændende at fortælle.
Jeg er stadig enig!
Og jeg fik helt vildt meget lyst til at have en blok frem og få dem til at fortælle deres historier.
Men jeg nåede det ikke. For pludselig landede flyet, og vi skulle boarde. Og 25 minutter efter var jeg fremme ved min destination, og passagererne var igen spredt for alle vinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar