Sgu og fanden

Hvorfor er det egentlig, at vi lærer vores børn, at det er så forfærdeligt at bande?

Jeg mener, vi gør det jo allesammen i større eller mindre grad - og helt ærligt, er det så slemt?

Selvfølgelig er det ikke særlig pænt at sige sgu, kraftedeme og fanden i hver sætning, man fyrer af. Men sådan er det jo heller ikke. Og bandeord er vel en del af ordforrådet.

Vi bruger vel også bandeordene til at nuancere og gradbøje de sætninger, vi siger til hinanden.

Så ja, jeg synes egentlig, det er en smule sippet, hvis man slet ikke må bande.

Min nye dille

Jeg har fået en ny hobby. En afslappende og afstressende en af slagsen. Jeg er blevet helt vild med at male i Mandalas-malebøger.

Det startede egentlig med, at jeg købte en malebog til en lille pige. Men det endte med, at jeg, meget modent, var ved at snuppe bogen fra hende - så nu har jeg købt en voksen-malebog til mig selv. Og siden har farveblyanterne og blyantspidseren nærmest ikke stået stille.

Der bliver malet i S-toget på vej til arbejde og i sengen om aftenen, når jeg skal stresse ned. For det giver en super ro, sådan at sidde der og male - gerne med lidt lyd i ørerne. Det kan anbefales!

Hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen:

»Mandalas malebøgerne holder hjernens opmærksomhed fanget længe og er gode til at stimulere koncentration.«

Man behøver ikke smutte i boghandlen for at købe Mandalas. De kan også downloades gratis fra nettet.

Ventetidens fortællinger

I fredags var jeg strandet i Kastrup sammen med en masse andre mennesker.

Vores fly var forsinket - først en halv time, og så pludselig halvanden time. Men vi fik ingen besked om grunden, og folk man kunne spørge, var der ingen af.

Jeg satte mig stille og roligt med min iPod i ørerne og tegnede i, hvad der er min nye dille - min Mandalas-tegnebog. Rundt omkring mig begyndte de andre flypassagerer at snakke sammen.

Nysgerrig som jeg er, kunne jeg ikke lade være med at sidde og lytte lidt rundt omkring.

Min sidemand til venstre - hun var træt af ventetiden. Ringede hjem til sin mor og far og beklagede sig. Selv den kæmpestore Charles de Gaulle-lufthavn i Paris, kunne finde ud af det. Og så kunne det ikke engang fungere på en indenrigsflyvning i Danmark!

Mine to sidemænd på den anden side fik sig en god snak om den enes hjemland, Ukraine. Og overfor mig havde to familier sat hinanden stævne, hvor der blev udvekslet minder fra de netop overståede ferier i henholdsvis Norge og London.

Ventetiden i lufthavnen fik mig til at tænke på et af mine gamle mantraer: At alle mennesker har en historie og noget spændende at fortælle.

Jeg er stadig enig!

Og jeg fik helt vildt meget lyst til at have en blok frem og få dem til at fortælle deres historier.

Men jeg nåede det ikke. For pludselig landede flyet, og vi skulle boarde. Og 25 minutter efter var jeg fremme ved min destination, og passagererne var igen spredt for alle vinde.

I regn og slud..

Det er sgu da utroligt, at man aldrig bliver tilfreds!

Når det er koldt, så vil vi have sommer. Og nu her hvor solen bager, så beder vi til, at det bliver bare en lille smule køligere, så vi kan holde ud at være til. Nogle mennesker drømmer endda om vinterstøvlerne, kælken og skiferien.

Eller også er det ferie, vi sukker efter.

For hvis jeg havde lidt mere ferie, så ville jeg da være tilfreds - lige meget, om det var sne, slud, hagl, regn eller solskin..