Griskheden har sejret

Hvor langt vil du gå for 100.000 kroner? For en halv million?

Ville du ydmyge din kæreste, skuffe din familie og din bedste ven?

Nogen vil åbenbart, så jeg på TV3 her til aften, hvor der var premiere på Sandhedens Time.

Fængende tv, må man sige - jeg havde svært ved at zappe væk, selvom mine tæer det meste af tiden sad krummet helt op under foden, og jeg så de fleste af spørgsmålene med en hånd op foran ansigtet og et skævt smil på læben - fascineret over, hvor langt folk åbenbart vil gå for penge.

Men hvorfor fanden stiller folk op til sådan noget?

Aftenens "offer" skulle blandt andet svare på, om han havde dyrket homoseksuel sex (ja), om han troede hans kæreste ville blive en god mor (nej), om han røg hash regelmæssigt (ja), om han havde stjålet fra en soldaterkammerat (ja), om han havde lavet en elinstallation, som han vidste var farlig (ja) - og om han ville være far til det barn, hans netdate var gravid med, hvis han viser sig at være far til barnet (ja).

Og det var altså ikke mange af spørgsmålene, hvor de pårørende se ud som om de kendte svaret på forhånd. Når det chokerende svar kom, fik de travlt med at holde tandpastasmilet på plads - men hvorfor egentlig?

Hvorfor stiller man op til sådan noget, når man bærer rundt på så mange hemmeligheder? Hvorfor afslører man dem så ikke til sine kære inden showet, så de ikke mister ansigt for åben skærm?

Hvordan kan man være så grisk, at man vil have hele sit liv udstillet foran hele den danske befolkning - for op til en million kroner.

Jeg fatter det ikke, men griskheden har åbenbart sejret!

Trist trist trist...