Kagemand till I die...

Selvom man fylder 29 år, så behøver ens mormor jo ikke at holde op med at levere kagemand til ens fødselsdag. Se selv beviset her.

Et af de bedre

"Dalziel & Pascoe" er nu en af de bedste krimi'er - og i dag fik jeg også lige et guldkorn fra serien i form af et nyt ord: trolley dolly - altså som i stewardesse.

Det er sgu da et godt ord!

Det summer i min bluse

I morges fik jeg lyst til at tage en bluse på, som jeg ikke har haft på i lang tid.

Jeg fik den af bøjlen og op mod hovedet, men hver gang jeg tog den opad, kunne jeg høre en stigende summen i stoffet.

Ryste ryste - og op med blusen igen, men den summede stadig. Ryste ryste en gang mere - og en gang mere, men uden en forklaring på, hvad det mon var der summede. Der kom ikke noget ud, og jeg kunne ikke se det summende dyr.

På det tidspunkt begyndte jeg at tvivle jeg lidt på mig selv. Var det kun en summen, jeg kunne høre? Var jeg måske lidt for træt, lidt for stresset?

Jeg besluttede mig for at tage trøjen på, og i samme sekund - bzzzzz, blev jeg stukket af en hveps, som af gud ved hvilken grund, havde gemt sig i stoffet.

Så heldigvis var jeg da ikke ved at blive skør - nu har jeg bare en svulmende hånd.

Har Trinx overlevet sig selv?

Jeg har siden engang i slutningen af gymnasiet været medlem af en klub ved navn Trinx.

Klubben blev dannet som en protest mod det sorte tøj, vi altid gik rundt i. På en tur i byen bestod påklædningen af sorte sko, sorte bukser og sort top - måske til afveksling en hvid top, men så var det også helt vildt.

I dag holder vi stadig ved.

Vi mødes til Trinx én gang årligt, hvor vi gennemgår en række traditioner, for eksempel Trinx-sangen, hvordan-går-det-nu-runden, gennemgangen af tøj, de farverige drinks og, som som aftenens højdepunkt, valget at en ny Trinx-dronning (læs mere på Trinx-siden).

Dronning bliver den, der er mest gennemført i en farve.

Men hvor vi startede klubben i protest mod de kedelige kulører, vi klædte os i, har moden måske udviklet sig til at være mere farvestrålende.

Jeg er begyndt at fylde mit klædeskab med mange farver, og to af de beklædningsgenstande, jeg har købt til årets Trinx, har jeg gået med flere gange - og jeg er glad for dem.

Det får mig til at tænke på, om Trinx måske har overlevet sig selv? Har vi med vores klub nu lært at klæde os i farver - og er der så overhovedet brug for den mere?

Det tror jeg bestemt, at der er - men måske ikke for at få os til at gå i farver, men for at have noget at mødes om, gå op i og glæde sig til. Det ændrer mine og andres modighed med hensyn til beklædning i hvert fald ikke på.

Hvorfor dog?

Jeg fatter det simpelthen ikke.

Hvorfor er de cykelryttere så dumme, at de doper sig - selvom de jo så åbenbart bliver opdaget. Det er sgu da utroligt, at de ikke lærer det!!

Hvad er der ved at vinde, hvis man snyder sig til sejren?

Og endnu værre er det, at jeg havde både Ricco og Piepoli på mit managerhold, hvor jeg ellers lå nummer to foran en masse drenge. Så nu ryger jeg sikkert ned i rækkerne. Øv!

Hyperlokale nyhedskriterier

Min chef Marianne er i øjeblikket i gang med en opgave om hyperlokale nyhedskriterier.

Det er spændende læsning.

Hvor de traditionelle nyhedskriterier er: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt.

Defineres de hyperlokale nyhedskriterier som: aktualitet, relevans, personlighed, harmoni, nærhed og passion.

Den største forskel er vel nok, at konflikt ikke er en del af de hyperlokale nyhedskriterier. Betyder det så, at vores læsere egentlig ikke er interesserede i at læse vores konflikthistorier? Eller er det bare forskellen mellem traditionel nyhedsjournalistik og hyperlokal nyhedsjournalistik?

Tid vol. II

Men, der er også noget andet ved tid - ventetid. Eller den ting ved tid, som betyder, at andre mennesker skal vente på en, fordi man kommer for sent.

Jeg går selv ret meget op i, at jeg kommer til tiden. Jeg er ikke altid lige god til det, men jeg sidder med ondt i maven og irritation op til begge ører hele vejen til mødestedet, når jeg ved, jeg er kommet for sent ud af døren.

Nogle mennesker kommer konsekvent ti, femten eller tyve minutter for sent. Altid. Og uden grund. Det kan godt irritere mig. For et eller andet sted, så viser man på den måde, at man havde mere vigtige ting for derhjemme - og at vennen, kollegaen, aftalen var mindre vigtig.

Man kunne åbenbart ikke lige sløse sig sammen til at komme ud af døren og af sted i ordentlig tid, så man kunne komme på det aftalte tidspunkt - og hermed vise sin respekt for vennen, kollegaen, aftalen. Det er vel egentlig ikke for meget forlangt.

Tid vol. I

Tid er nu noget mærkeligt noget.

Som dengang Thomas og jeg var på vej ud af et metrotog i Rom og pludselig stødte på nogen, vi kendte fra Svendborg. Eller min kollega, hvis lillebror var på udveksling i USA og pludselig mødte sin bedste ven ved en seværdighed i Minneapolis.

Min kollega har i øvrigt en kammerat, som mener, at hvis man bare stillede sig på Times Square, så ville man gennem sit liv møde alle, man kender. Måske er det rigtigt nok - selvom jeg, indtil videre, aldrig har været i N.Y.

Men hvad med alle dem, man lige præcis ikke møder. Tænk, hvis vi bare var steget ud af en anden dør - eller vennen havde besøgt seværdigheden dagen efter. Ville man så bare have mødt en anden ven eller bekendt?

Jeg synes, det er så mærkeligt at tænke på alle de gange, jeg sikkert lige præcis har misset en person, jeg kender - et eller andet sted i verden. Spøjst!

Tænk, hvad man så er gået glip af!

Update 4. august: Det her er ganske apropos - en ny undersøgelse viser, at der er 6,6 personer mellem os alle sammen. Læs artiklen her.

Til alle kontrolfreaksene

Efter en maildiskussion, som blandt andet handlede om mænds dårlige fertilitet, når alderen kryber længere end de 35, fik jeg den her mail tilbage i hovedet fra min kæreste.

Måske der er noget om snakken. Nu får han i hvert fald lov til selv at bestemme, hvor vi skal spise - og jeg holder også op med at lytte til hans telefonsamtaler.

Gratis afslapning

Forleden satte jeg mig ned og fik talt min afspadsering fra årsskiftet til nu sammen. 53 timer blev det til - timer som min chef ville have effektueret med det samme ("du får sikkert sparet ligeså mange op i løbet af sommeren", var kommentaren).

Resultatet blev, at jeg holdt to dage fri for to uger siden, at jeg har holdt fri torsdag/fredag i denne uge - og at jeg har fri på onsdag, torsdag og fredag i næste uge. Dejligt!

Og det har sådan set været mere end tiltrængt at holde fri, kunne jeg godt mærke, da jeg kom lidt ned i gear.

Onsdag aften tyvstartede jeg med en afslappende sejltur på Øresund med Turf, Rune og Mette. Torsdag var jeg på stranden med mig selv - og fredag stod den på strand med Reannan og Julie, og efterfølgende sejltur til Flakfortet med Rune og Turf.

Helt ned i gear. Skønt!

Det gør det heller ikke dårligere, at jeg har en bil at drøne rundt i. Har lånt min fars konebil, en god, gammel Citroën BX (der faktisk ligger rigtig godt på motorvejen).

Så nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge fridagene i næste uge på. Måltiderne er næsten planlagt. Skal have tre tøser til middag onsdag aften. Spise frokost med Maria på Borgen torsdag og middag med en tidligere og en nuværende kollega torsdag. Så har jeg bare fredag fri til at lave ingenting.

Dejligt! Og så er jeg ellers klar til at knokle igennem resten af sommeren frem til 1. oktober, hvor turen går til San Francisco.

Festival über alles

Misforstå mig nu ikke. Jeg synes, at festivaler er helt fantastiske - jeg har selv deltaget i en del af slagsen. Både Midtfyns (da det fandtes), Langelands og Roskilde.

MEN, hvorfor er det, at alle medier nu er fyldt med Roskilde Festival?

DR sender live, P3 sender live, TV2 sender live. Ja, selv TV2-Vejret er derude, og min egen arbejdsplads er da også på pletten med reportager fra lejrområdet. Tager det ikke lidt overhånd?

For helt ærligt - de mennesker, der virkelig virkelig interesserer sig for den festival, de er jo blandt de omkring 100.000 mennesker, som i øjeblikket opholder sig på Dyrskuepladsen.

Jeg ved da i hvert fald, at kernelæseren på min avis IKKE går til festival. Jeg tror rent faktisk, at de vil synes, at festival er noget larmende, beskidt rod.

Jeg foranlediges faktisk lidt til at tro, at det er journalisterne, som rigtig gerne vil dække festival. For det er da noget af det sjovere at dække. Men det skal jo også interessere læserne/seerne/lytterne.

Hermed ikke sagt, at jeg slet ikke vil høre noget om, hvad der sker på Roskilde. For det vil jeg gerne. Jeg er bare lidt træt af at høre det samme indslag om åbning af festivalpladsen, sjoveste/skøreste lejr og hvad festivaldeltagerne skal have at spise igen og igen.

Det må da være muligt at finde på noget originalt - selvom man er på festival!

Løb med lyd i ørerne - Maiskis bedste hits

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at jeg er begyndt at løbe.

En af de ting, der holder mig i gang, er min iPod, som er fast følgesvend på ruten i Fælledparken.

Jeg har efterhånden fundet mig en rigtig god spilleliste med løbemusik, som jeg gerne vil dele med jer andre. Listen spiller på shuffle, så man ved aldrig, hvad der venter...

1. Eye of the Tiger, Survivor (min "Powersong")
2. Gi mig Danmark tilbage, Natasja (sætter altid gang i benene, når man er gået lidt død)
3. Cherish, Madonna
4. 4 minutes, Madonna
5. Oooops... I did it again, Britney Spears
6. 11:07 PM, Dizzy Mizz Lizzy (måske faktisk en smule for langsom)
7. Ramt i natten, Lizzie (power)
8. My Secret Lover, Private
9. Joyride, Roxette
10. Chances, Roxette (god pop fra barndommen)
11. Dangerous, Roxette
12. Lullaby, The Storm (fed rock)
13. Det du kan, Thomas Helmig (Thomas Helmigs stemme sætter fut i fejemøjet)
14. Vi Gør Det, Vi Kan Li', Dodo and the Dodos (og Dodo pepper det hele lidt op)
15. Hvis det blir', Dodo and the Dodos
16. Smells like teen spirit, Nirvana (god gammel grunge fra 7. klasse)
17. Drain you, Nirvana
18. Don't stop me now, Queen (figtherviljen lever)
19. Hung up, Madonna
20. Jump, Madonna
21. Relax, take it easy, Mika
22. 9 to 5, Dolly Parton (der er lidt girlpower over den her)
23. When will I be famous, Bros

God løbetur!