Det er altså sjældent, jeg griner, hviner, klapper, synger og snakker, når jeg er i biografen.
Men jeg gjorde det i aften, og det var helt tilladt, for filmen var "Og det var Danmark" om landsholdet i årene 1979-1992, og så må man altså godt klappe!
Det var da en film, man kun kunne blive glad af. Lige fra de første klip med Sepp, til Allan Simonsen, Re-Sepp-Ten, EM i 1984, VM i 1986, Laudrupperne på landsholdet, Ricardo og selvfølgelig: EM i 1992.
Klasse!
Det er godt nok en af de mere livsbekræftende film, jeg længe har set. Den kan varmt anbefales - hvis hjertet banker for det danske landshold.
onsdag, april 30, 2008
torsdag, april 24, 2008
Det handler om prioriteter
"Det er okay, han spiller fodbold. Men hvorfor skal han træne tre gange om ugen og spille kamp i weekenden? Hvorfor kan han ikke bare spille noget hyggefodbold med træning én gang om ugen?".
Jeg overhørte to veninders samtale forleden dag i fitness.dk - og den ene kunne have været mig for tre-fire år siden.
Hun var ked af, at hendes kæreste altid prioriterede fodbold - og når han ikke selv var ude og lufte fodboldstøvlerne, så blev kampene i stedet set i fjernsynet eller på stadion - med vennerne forståes.
Det var hun godt nok træt af. Og det har jeg godt nok også været. Men, det er ligesom om, det er blevet bedre med tiden.
Det havde jeg lyst til at fortælle hende.
Det, og at hun nok ikke skulle bede ham vælge mellem hende og fodbolden, som jeg kunne høre på det hele, hun havde allermest lyst til. For...så ville han nok vælge fodbolden - eller blive en meget meget kedelig kæreste.
For selvfølgelig handler det om prioriteter.
Og ja, jeg vil stadig gerne prioriteres før en fodbold eller en fiskestang. Men det handler jo også om at give hinanden plads og selv have interesser.
For når alt kommer til at, så er der da ikke noget mere kedeligt, end af være en af de der kærester, der bare sidder derhjemme og venter på, at manden kommer hjem.
Det kommer der ikke noget godt ud af.
Jeg overhørte to veninders samtale forleden dag i fitness.dk - og den ene kunne have været mig for tre-fire år siden.
Hun var ked af, at hendes kæreste altid prioriterede fodbold - og når han ikke selv var ude og lufte fodboldstøvlerne, så blev kampene i stedet set i fjernsynet eller på stadion - med vennerne forståes.
Det var hun godt nok træt af. Og det har jeg godt nok også været. Men, det er ligesom om, det er blevet bedre med tiden.
Det havde jeg lyst til at fortælle hende.
Det, og at hun nok ikke skulle bede ham vælge mellem hende og fodbolden, som jeg kunne høre på det hele, hun havde allermest lyst til. For...så ville han nok vælge fodbolden - eller blive en meget meget kedelig kæreste.
For selvfølgelig handler det om prioriteter.
Og ja, jeg vil stadig gerne prioriteres før en fodbold eller en fiskestang. Men det handler jo også om at give hinanden plads og selv have interesser.
For når alt kommer til at, så er der da ikke noget mere kedeligt, end af være en af de der kærester, der bare sidder derhjemme og venter på, at manden kommer hjem.
Det kommer der ikke noget godt ud af.
Tak for ingenting
Hvor er det bare pænt af TDC, at jeg helt gratis må få PLAY via mit abonnement.
Det er bare ikke særlig gennemtænk, at tilbuddet ikke virker for kunder med en Mac!
Altså, hvad har de tænkt sig? De må da lave deres tilbud, så alle kan være med. Ellers er det da falsk reklame at skrive, at jeg får det gratis med i mit abonnement.
For det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget...
Det er bare ikke særlig gennemtænk, at tilbuddet ikke virker for kunder med en Mac!
Altså, hvad har de tænkt sig? De må da lave deres tilbud, så alle kan være med. Ellers er det da falsk reklame at skrive, at jeg får det gratis med i mit abonnement.
For det kan jeg jo ikke rigtig bruge til noget...
tirsdag, april 22, 2008
Nem underholdning
Hvad fanden skete der egentlig for Bubber, badekarret og Rock-blomsten?
Det kom Mette og jeg til at tale om i dag - selvfølgelig over en strawberry daiqury (intet mindre kunne gøre det ud for en godnatdrink til os).
Altså, hvorfor var det så fedt at sidde klistret til skærmen hver lørdag eftermiddag og glo på en mærkeligt snakkende mand, som sad i et badekar iført stribet trøje og forkert knappede overalls?
Det eneste der vel egentlig foregik i programmet var indslaget, hvor Rockblomsten skulle danse, små klip af General Dryptud og kamelen Johanna ude i naturen, en Find Holger-seance samt ophængningen af alle de indsendte tegninger.
Der skulle altså ikke meget til at underholde os dengang i 1990...
Det kom Mette og jeg til at tale om i dag - selvfølgelig over en strawberry daiqury (intet mindre kunne gøre det ud for en godnatdrink til os).
Altså, hvorfor var det så fedt at sidde klistret til skærmen hver lørdag eftermiddag og glo på en mærkeligt snakkende mand, som sad i et badekar iført stribet trøje og forkert knappede overalls?
Det eneste der vel egentlig foregik i programmet var indslaget, hvor Rockblomsten skulle danse, små klip af General Dryptud og kamelen Johanna ude i naturen, en Find Holger-seance samt ophængningen af alle de indsendte tegninger.
Der skulle altså ikke meget til at underholde os dengang i 1990...
Internettets mange (sladder) glæder
Internettet, Facebook og blogs er et fantastisk værktøj til at skaffe sladder og holde sig opdateret på venner, familie, venners venner - og folk man bare har set en gang.
Således fandt jeg i går både ud af, at et af byrådsmedlemmerne i Hillerød skal skilles og at en pige, jeg har gået en klasse under i folkeskolen, er gravid. Det er hot news!
Herudover kan man jo på Facebook følge folks kærlighedsliv fra "single" til "in a relationship" og "married", når "relationshipstatus" opdateres - og deres børnefødselsdage og fester, når der lægges billeder ind i de virtuelle fotoalbums.
Hermed bliver grænserne for privatlivet jo flyttet. Vi er selv med til det. For vi holder selv hele verden ajour ved at offentliggøre ting om os selv og vores nærmeste.
Det er jo både godt og skidt, for på en måde bliver det nemmere at følge de nærmestes gøren og laden.
Jeg ved for eksempel præcis, hvad min veninde Maria lavede i går - selvom hun holder sin barsel i Cancun i Mexico, og jeg kan også følge med i de gamle venners liv - selvom de bor et helt andet sted i landet og verden.
Blandt de negative sider er risikoen for at blive udstillet på nettet. Jeg er ikke herre over, hvis nogen lægger et lidet flatterende billede af mig ud på deres blog - eller på Facebook. Det er deres valg, og jeg kan ikke gøre så meget ved det.
Spørgsmålet er så, om man skal frygte udviklingen eller hoppe med på bølgen?
Jeg tror, at grænserne for, hvad man lægger ud på nettet er blevet flyttet mere og mere. Og dermed også andre accept af, hvad der er tilladt.
Derfor tror jeg ikke, man skal være så bange for, at "springe ud" på nettet.
Jeg tror, det er en del af udviklingen, og man kan ikke rigtig vende om...
Således fandt jeg i går både ud af, at et af byrådsmedlemmerne i Hillerød skal skilles og at en pige, jeg har gået en klasse under i folkeskolen, er gravid. Det er hot news!
Herudover kan man jo på Facebook følge folks kærlighedsliv fra "single" til "in a relationship" og "married", når "relationshipstatus" opdateres - og deres børnefødselsdage og fester, når der lægges billeder ind i de virtuelle fotoalbums.
Hermed bliver grænserne for privatlivet jo flyttet. Vi er selv med til det. For vi holder selv hele verden ajour ved at offentliggøre ting om os selv og vores nærmeste.
Det er jo både godt og skidt, for på en måde bliver det nemmere at følge de nærmestes gøren og laden.
Jeg ved for eksempel præcis, hvad min veninde Maria lavede i går - selvom hun holder sin barsel i Cancun i Mexico, og jeg kan også følge med i de gamle venners liv - selvom de bor et helt andet sted i landet og verden.
Blandt de negative sider er risikoen for at blive udstillet på nettet. Jeg er ikke herre over, hvis nogen lægger et lidet flatterende billede af mig ud på deres blog - eller på Facebook. Det er deres valg, og jeg kan ikke gøre så meget ved det.
Spørgsmålet er så, om man skal frygte udviklingen eller hoppe med på bølgen?
Jeg tror, at grænserne for, hvad man lægger ud på nettet er blevet flyttet mere og mere. Og dermed også andre accept af, hvad der er tilladt.
Derfor tror jeg ikke, man skal være så bange for, at "springe ud" på nettet.
Jeg tror, det er en del af udviklingen, og man kan ikke rigtig vende om...
mandag, april 21, 2008
Keep the line
Jeg har lige købt cykelmånedskort til s-toget.
Det er superfedt at have sin cykel med til Hillerød - både fordi jeg så slipper for at gå den kedelige tur fra stationen til redaktionen, men også fordi jeg så kan cykle ud på opgaver.
Men med cykelkortet til s-toget har jeg også opdaget en utrolig grim side ved mig selv.
Jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis andre kommer før mig ind i toget.
Jeg står og vogter over min plads i cykelkøen, og skal virkelig arbejde med mig selv for ikke at sige grimme ting, hvis nogen "springer over".
Det er ikke et kønt træk - og jeg arbejder på det. Men indtil da - kan vi så ikke bare aftale, at du stiller dig bagved mig i køen til s-toget?
Så slipper vi for raseriudbrud fra min side!
Det er superfedt at have sin cykel med til Hillerød - både fordi jeg så slipper for at gå den kedelige tur fra stationen til redaktionen, men også fordi jeg så kan cykle ud på opgaver.
Men med cykelkortet til s-toget har jeg også opdaget en utrolig grim side ved mig selv.
Jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis andre kommer før mig ind i toget.
Jeg står og vogter over min plads i cykelkøen, og skal virkelig arbejde med mig selv for ikke at sige grimme ting, hvis nogen "springer over".
Det er ikke et kønt træk - og jeg arbejder på det. Men indtil da - kan vi så ikke bare aftale, at du stiller dig bagved mig i køen til s-toget?
Så slipper vi for raseriudbrud fra min side!
mandag, april 14, 2008
Den lille ballerina
Da jeg var en fem-seks år gammel, havde jeg de fineste ballerina-sko med blå og hvide striber.
Jeg var så glad for mine sko, og de blev brugt, til de simpelthen ikke kunne hænge sammen længere.
Senere har jeg tit tænkt på mine fine ballerinaer, men jeg har aldrig fået nogle nye - indtil i dag, hvor jeg undede mig selv et par.
Et par fine nye ballerinasko i sort lak.
Jeg glæder mig til at gå, danse og stå i dem - og satser på, at de bringer ligeså meget glæde og gode minder, som de gode, gamle stribede gjorde.
Jeg var så glad for mine sko, og de blev brugt, til de simpelthen ikke kunne hænge sammen længere.
Senere har jeg tit tænkt på mine fine ballerinaer, men jeg har aldrig fået nogle nye - indtil i dag, hvor jeg undede mig selv et par.
Et par fine nye ballerinasko i sort lak.
Jeg glæder mig til at gå, danse og stå i dem - og satser på, at de bringer ligeså meget glæde og gode minder, som de gode, gamle stribede gjorde.
søndag, april 13, 2008
Her skal jeg ned igen
For første gang i mit liv besøgte jeg i sidste weekend Berlin.
Sikke en by!
Al den historie - Checkpoint Charlie, Muren, tv-tårnet, Brandenburger Tor, Holocaust-memorial, Unter Den Linden - ja, der er jo til ugers hvis ikke måneders sightseeing.
Tænk, at man har boet lige rundt om hjørnet, mens øst og vest legede kispus med hinanden et par hunderede kilometer fra ens barndomsby.
Og så mikset med fede butikker, lækre restauranter, et godt hotel, flinke indbyggere og dejligt selskab - ja, så er tre dage altså ikke nok.
Jeg må tilbage - og det kan kun gå for langsomt!
Indtil da, så kan læserne af denne blog forlyste sig med nogen, som bestemt ikke løber langsomt - dem, der var en del af grunden til, at turen overhovedet gik til Berlin. Nemlig nogle af deltagerne fra Vattenfall Marathon i Berlin.
Her er det vinderen, selvfølgelig en kenyaner, der løber i mål i en tid, der ligger lige under et minut for en halv maraton.
Min personlige helt var dog ham her, der løb en lille smule langsommere.
Han er min helt.
Sikke en by!
Al den historie - Checkpoint Charlie, Muren, tv-tårnet, Brandenburger Tor, Holocaust-memorial, Unter Den Linden - ja, der er jo til ugers hvis ikke måneders sightseeing.
Tænk, at man har boet lige rundt om hjørnet, mens øst og vest legede kispus med hinanden et par hunderede kilometer fra ens barndomsby.
Og så mikset med fede butikker, lækre restauranter, et godt hotel, flinke indbyggere og dejligt selskab - ja, så er tre dage altså ikke nok.
Jeg må tilbage - og det kan kun gå for langsomt!
Indtil da, så kan læserne af denne blog forlyste sig med nogen, som bestemt ikke løber langsomt - dem, der var en del af grunden til, at turen overhovedet gik til Berlin. Nemlig nogle af deltagerne fra Vattenfall Marathon i Berlin.
Her er det vinderen, selvfølgelig en kenyaner, der løber i mål i en tid, der ligger lige under et minut for en halv maraton.
Min personlige helt var dog ham her, der løb en lille smule langsommere.
Han er min helt.
Plastic Fantastic
Er der nogen, der har set Annie og Erik Goes to Hollywood på Kanal 4?
Det er et temmelig tomhjernet og intetsigende dokumentarprogram om et IT-millionæren Erik og hans kæreste Annie. Parret er taget til Hollywood, hvor de nu skal have et forretningseventyr.
På en eller anden måde er programmet sært dragende - måske er det på grund af Annies helt ekstremt store bryster - OG læber.
Selvom jeg er kvinde - og heteroseksuel, så har jeg altså utrolig svært ved ikke at stirre på de kæmpestore bryster, hende Annie render rundt med.
Vi kan vist godt blive enige om, at hverken bryster eller læber er ægte - men hvad fanden er det, der får folk til at pumpe sig sådan? Det forstår jeg bare slet ikke.
Det er da ikke pænt at være så plastik-agtig - især ikke, når man har kombineret atributterne med en god gang afblegning, så håret er nærmest platinblond.
Så vil man altså gerne udstråle dom blondine!
Update 15. april: Nåh, nu er brylluppet aflyst...
Det er et temmelig tomhjernet og intetsigende dokumentarprogram om et IT-millionæren Erik og hans kæreste Annie. Parret er taget til Hollywood, hvor de nu skal have et forretningseventyr.
På en eller anden måde er programmet sært dragende - måske er det på grund af Annies helt ekstremt store bryster - OG læber.
Selvom jeg er kvinde - og heteroseksuel, så har jeg altså utrolig svært ved ikke at stirre på de kæmpestore bryster, hende Annie render rundt med.
Vi kan vist godt blive enige om, at hverken bryster eller læber er ægte - men hvad fanden er det, der får folk til at pumpe sig sådan? Det forstår jeg bare slet ikke.
Det er da ikke pænt at være så plastik-agtig - især ikke, når man har kombineret atributterne med en god gang afblegning, så håret er nærmest platinblond.
Så vil man altså gerne udstråle dom blondine!
Update 15. april: Nåh, nu er brylluppet aflyst...
mandag, april 07, 2008
Smukke ord
Abonner på:
Opslag (Atom)