søndag, september 30, 2007

Lemmingeffekten

I går blev jeg offer for noget man vel nærmest kan betegne som lemmingeffekten.

Jeg skulle egentlig bare have et frimærke til 4,75, men endte med at forlade Superbest med varer for 54,75 - og hvad købte jeg så?

Jo, alle de andre i køen skulle have en lottokupon - med Joker. Noget jeg normalt meget sjældent køber (læs hvornår jeg sidst gjorde det andetsteds på denne blog).

Men når nu alle de andre gik efter den store gevinst, så følte jeg mig udenfor - og tænk, hvis det nu var min vinderkupon, der blev printet ud til en anden.

Det ville ikke gå.

Så jeg investerede i et styks Lynlotto med Joker (var der forresten ikke engang sådan en lottokupon kostede tyve kroner?). Og vandt jeg så?

Nix - det kunne jeg jo nok have sagt mig selv...

Sig selv nærmest

Der findes dog ingen steder som lufthavne, hvor folk er sig selv nærmest.

I sådan en kø i Kastrup, kan man være helt sikker på, at ham der står foran, familien der står bagved - eller hende der lige smutter ind i køen - har større ret til at være der end dig (synes de selv).

Og du synes faktisk også selv, at din rejse (om så den går til Aalborg, New York eller Bangkok) er den vigtigste.

"Undskyld, kan I ikke lige flytte jer over til en anden self-check-in - den der er den eneste, hvor man kan checke børn ind" - øh jo, men vi er faktisk midt i indcheckningen, men vi afbryder da lige det hele og flytter os - eller manden med kuffertvognen på højde med et højhus, som bare maser sig igennem os og den gamle dame med de mange tasker - bare for at komme to sekunder hurtigere frem i den allerede sindssygt lange kø.

Eller, når man står i køen til charterturen og det sure gamle ægtepar bagved bliver ved med at køre baggagevognen HELT op i hælene på dig. Det er sgu da irriterende!!

Jeg siger på ingen måde, at jeg ikke selv er sådan. Jeg mister tålmodigheden på omkring tre sekunder, når jeg er i lufthavnen - senest her til morgen, hvor jeg var derude for at sende Thomas til Geneve.

Men...måske man bare lige kunne tænke lidt mere over, at tage hensyn til andre - vi når jo nok allesammen det fly (toget, aftensmaden, biografen, at betale i Netto etc.)...

lørdag, september 29, 2007

Lidt klogere på politik

I den foregående uge er jeg blevet en stor del klogere på dansk politik.

Sammen med en flok kollegaer fra diverse medier, har jeg, sammen med kursusleder Thomas Larsen, mødt et udpluk af Danmarks mest magtfulde mennesker - størstedelen af dem med arbejdsplads på Christiansborg.

Her taler vi for eksempel om beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen, justitsminister Lene Espersen, SF-leder Villy Søvndal, Ny Alliances grundlægger Naser Khader, de Radikales nye leder Margrethe Vestager, Enhedlistens Line Barfod, Kristian Thulesen Dahl fra DF og forsvarsminister Søren Gade.

Og der var da et par overraskelser imellem. Til min store ærgelse viste det sig nemlig, at Kristian Thulesen Dahl var yderst sympatisk, og Søren Gade entrerede mødelokalet med et "undskyld jeg kommer for sent, jeg skulle lige have overstået min manicure" - så lagde han lissom den joke død fra starten.

Det er jo meget rart at se, at selvom man ikke deler folks politiske holdninger, så er de faktisk meget flinke og rare mennesker. Jeg må derfor huske mig selv på, at det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide dem som mennesker - jeg er bare ikke enig i deres politik!

Og så spørger nogle måske sig selv - hvor blev Socialdemokraterne af? Ja, de var der også - både i skikkelse af Hillerøds borgmester (og kommende folketingsmedlem + næstformand i S) Nick Hækkerup og i skikkelse af Jens Christiansen, der er tidligere partisekretær for partiet og aktuel med bogen "Hvem vinder valget?".

Man kan til tider tænke - hvor er S henne? For eksempel da V og K var oppe at slås om skattepakken. Men her fik Hækkerup forklaret, hvorfor S valgte at holde sig udenfor. Og det gav sådan set meget god mening.

Vi diskuterede også Asmaa-sagen med Line Barfoed. Efter Asmaa Abdel-Hamid er blevet opstillet som nummer seks på Enhedslistens liste, er partiet faldet i meningsmålingerne. Nogle målinger sender partiet helt ned under spærregrænsen. Det tog Line Barfod dog med oprejst pande. Meningsmålingerne var ligeså dårlige før sidste valg, lød argumentet. Og hun forklarede også, hvordan Enhedslistens opstillingsregler også gør, at man ikke bare kan smide Asmaaa ud, fordi hun giver dårlige målinger.

Asmaa-sagen kan ifølge kommentatorer i sidste ende blive en rigtig god forretning for Anders Fogh - se f.eks. Mogensen og Kristiansen på TV2 News. De mistede stemmer fra oppositionen kan nemlig betyde "four more years" til statsministeren...

P.s. Alle politiker-indlæg blev givet "uden for citat", derfor skriver jeg ikke direkte, hvad politikerne sagde.

onsdag, september 26, 2007

Ingen luksus...

København har mange lækre caféer og restauranter, som serverer god og billig mad.

Men engang imellem kan det åbenbart godt blive for billigt. Nemlig så billigt, at rengøringen på toiletterne bliver sparet væk.

I går var jeg på Riz Raz med mit kursushold, og der var toilettet altså ikke det lækreste. Vasken var omringet af sort mug, og på toiletgulvet lå masser af toiletpapir (og en hel pakke, hvis man skulle løbe tør) - tror der sidder rigtig mange dejlige bakterier på den pakke...

Jeg er personligt ret glad for Café Stella, som også ligger i Strædet. Jeg spiser min mad og drikker med glæde min kaffe - og så kommer jeg i tanke om toiletterne. Der lugter altid surt på sådan en virkelig uappetitlig måde, og der er heller ikke særlig rent.

I fredags var Thomas og jeg på en cafe på Halmtorvet. Den var meget flot indrettet, hvide duge og tjenere i pænt tøj - men, gik man ned i kælderen på toiletterne, blev man mødt af samme svineri som på så mange andre caféer og restauranter.

Er det virkelig så svært at holde toiletterne rene for personalet? Eller er det bare det man prioriterer sidst? Jeg synes, at renheden på toiletterne burde være noget af det vigtigste, når man driver en cafe. Det skræmmer da helt sikkert gæsterne væk, hvis der er for ulækkert...

Og hvordan ser køkkenet ikke ud, hvis toilettet ligner lort...?

søndag, september 23, 2007

Nyt ansigt

Jeg har fået en ny tidsdræber (ud over min blog, arbejdet og LinkedIn) - har meldt mig til Facebook, og har allerede fundet 25 venner.

Fantastisk!

Det er jo en helt ny verden, der åbner sig!

;0))

tirsdag, september 18, 2007

Én gang til for...

En ting, jeg altid har undret mig over, det er, hvordan skuespillere, operasangere, bands etc. ved, hvor mange gange de skal gå ud til bifaldet, når stykket er slut??

Er der bestemte regler til premieren, hvor de også skal have blomster? Eller tager man det som man kommer...? Og øver man der, hvor man løber ud, tager hinanden i hænderne, bukker osv.?

Har man sådan en tæller, der målet publikums bifaldsstyrke - eller sidder der måske en og ser efter, om der er optræk til stående bifald?

Her til aften, hvor Mette og jeg var på Det Kongelige og se Don Juan, der kom de ud og bukkede fire-fem gange. Det synes jeg, var i overkanten - for der var ingen stående klapsalver (bortset fra tre personer oppe på 3. etage).

Til gengæld, så var der tre gange bifald (ved godt, der findes et særligt ord for det, men min influenzaramte hjerne kan ikke findet det lige nu), da vi var til Peter Pan - det var forepremieren, og her stod folk op allerede efter anden klapsalve...det hænger jo ikke sammen?

Burde der måske laves et regelsæt for sådan noget? Så der kan komme lidt ensartethed over applausen.

P.s. Guldhornene er fundet!!

mandag, september 17, 2007

Julen er på vej

Jeg har, for andet år i træk, frivilligt meldt mig til at stå for at arrangere julefrokosten for medlemmerne af medarbejderforeningen på DAGBLADET/Frederiksborg Amts Avis.

Sidste års fest var en stor succes med øksekast, lerdueskydning, god mad og masser af sprut på Dragør Fort, og nu skal jeg så forsøge at leve op til det...

...og det står altså lidt trægt til.

Virksomheden, vi bestilte igennem sidste år, tilbyder ikke præcis det sted mere, og Middelgrundsfortet er booket den dag.

Hvad gør man så?

Jeg har sendt forskellige mails ud - blandt andet til Bryggeri Skovlyst i Hareskoven, Axelborg, hvor Rasmus Bojesen laver mad til os, No. 1, Experimentariet og noget fungolf i Fields... Mine personlige favoritter er Skovlyst eller Axelborg - Axelborg måske mest, fordi der er fri bar til klokken 2 inkluderet.

Og hvad er det så, der nu holder mig tilbage fra at booke?

At jeg lige skal have godkend bookingen (=prisen) af medarbejderforeningens bestyrelse - og de er heldigvis lidt bedre til at styre finanserne end mig...

søndag, september 16, 2007

Hmm.. Jeg har også fløjet med One-To-Go...

Mange besøgende

Jeg har jo for nogen tid siden fået sådan et Sitemeter på min blog.

Den kan fortælle mig, hvem der besøger bloggen, hvor længe de er der, hvor mange sider de besøger, når de der, og hvor computeren står.

Man kan selvfølgelig ikke se præcis, hvem det er, der kigger forbi - men man kan se ip-adresser og byer, og det er jo ganske hyggeligt at vide, at jeg for eksempel bliver læst fra Brande og Nivå (Mettes mor og min chef Marianne, tror jeg) - og Tranbjerg - det ved jeg nu ikke hvem er...

Der er også rigtig mange besøgende fra København.

Der er besøgende fra hele landet, sågår en fra Stockholm. De fleste kommer nok ind på siden via et eller andet, de har søgt på på nettet, men nogen kommer måske helt til at holde af min side - det kunne man jo håbe på :0)

Og så vil jeg da bare lige sige:

Kære læsere!

Tak fordi I følger med.

I er meget velkomne på bloggen, og I er også meget velkomne til at kommentere!

:0)

Mai

Pas på, pas på, lad vær', husk!

Da Thomas og jeg i går var i biffen, fik vi også et par formaninger med hjem - helt uden beregning. Hele tre af slagsen - om hvordan vi skal opføre os, så vi ikke generer andre.

Der var reklamen med Nicholas Bro om, at man ikke må kopiere film og cd'er (den hvor han tager fire fjernsyn med hjem, fordi salgsekspedienterne skal have nogle kopier af hans senste film "til vennerne").

Der var opfordringen til at huske at slukke mobilen (den har efterhånden kørt i en del år - med skiftende, sjove, temaer) og så var der en af de nyere - hvor Jokeren fortæller os, at vi skal opføre os ordentligt i biografen.

Tænk, at det virkelig er nødvendigt!

Jeg er da vokset op med, at man holder kæft i biografen og ikke kaster med popcorn, Pinoccio-kugler eller andre former for kasteskyts, ryger eller sidder med skoene oppe på sæderne.

Men, det er åbenbart ikke en selvfølge længere!

Jeg har selv prøvet at være i Imperial, hvor der var en gruppe drenge, som bestemt ikke var i biffen for at se filmen. I stedet røg de, snakkede højt og kastede med popcorn - og gik ud og ind ad salen, som havde de dårlig mave.

Hvorfor gider de overhovedet betale 70-100 kroner for at se en film, som de alligevel ikke vil se? Det forstår jeg ikke...

fredag, september 14, 2007

Zzzzzzzzzzzzz..... Hold kæft, jeg føler mig som både hr. og fru Danmark ved at sidde her og se Vild og dans.

torsdag, september 13, 2007

Kærlighed på film

Har siddet med Mette oppe på skødet de sidste to timer.

"Kærlighed på film" var nemlig rigtig spændende, uhyggelig og nervepirrende - OG GOD!!

Se den, og nyd, at verdens bedste avis, Frede, optræder som gæstestjerne.

onsdag, september 12, 2007

Min veninde Mette har en ganske interessant debat om cykelhjelme kørende på sin blog...

mandag, september 10, 2007

Bussens bedste sæder

Vi mennesker er jo en slags vanedyr.

For eksempel, så sidder jeg altid på det samme sæde, når jeg kører i bussen. Det kan, som I jo nok tænker, godt være lidt svært i myldretiden - men faktisk, så er mit sæde jævnligt frit (især når jeg stiger på ved Svanemøllen, for det er jo endestationen, og så er hele bussen tom, når man skal ind).

Mit sæde (eller mine sæder, for jeg har jo altid en masse poser og tasker med, som også skal være der), er det sæde, som er lige, når man kommer op ad trappen midt i bussen. Sædet til højre, når man kommer nede fra indgangsdøren.

Her har man overblik over hele bussen, og man skal ikke sidde helt nede bagved og skramle. Godt sted!

Af andre vaner kan jeg nævne:

- Børster altid tænker FØR morgenmaden
- Tendens til at pille næse (ja, her kommer sandhederne altså frem)
- Kan være hysterisk
- Kan ikke komme hjem fra arbejde, når jeg først er kommet derop
- Skal altid have en kop morgenkaffe med mælk

Synes faktisk kun, jeg remser dårlige vaner op...

Kunne mine kære læsere måske bidrage med et par af mine gode vaner (hvis jeg har nogen...)?

søndag, september 09, 2007

Må jeg forresten have lov til at anbefale Bloglines, der er en slags blogovervågningsside.

Den er god, hvis man følger med i flere blogs ad gangen, og derfor går ind og tjekker flere forskellige sider mange gange på én dag.

Man opretter en profil på Bloglines, og herefter kan man tilføje (add) de blogs, man følger med på. Det sker ved at kopiere linket fra bloggens forside ind i add.

Det kan man så gøre med de forskellige blogs, man følger med på - og når man så går ind på Bloglines, står der markeret ud for de blogs, der er nye indlæg på.

Man kan både bruge Bloglines på private blogs, men også med RSS-feeds fra aviser osv.

Det er ret smart!

Danmark har stadig en chance...


Ifølge DR, så har Danmark stadig en lille chance for at komme med til EM.

Det har vi, fordi Island spillede 1-1 mod Spanien. Og tak for det, siger vi så! Mange tak!

Her foto fra Danmark-Sverige (da holdene løber på banen).

Update på knus

Apropos mine tidligere indlæg om knus, har Line P. på sin blog et indlæg om det man afslutter med i en mail. Altså "med venlig hilsen", "mvh", "venligst" og så videre...

Personligt underskriver jeg som regel arbejdsmails med "bedste hilsener" og private mails med KNUS, en glad smiley eller kys (men det er kun til Thomas).

lørdag, september 08, 2007

Loppemarkedsløjer

Det er sjovt, det der med loppemarkeder...

I dag havde Maria, Marias kusine Lea og jeg en loppemarkedsbod på Islands Brygge. Maria og Vemund havde nærmest hele deres lejlighed med. Blandt andet en masse tøj, teknik og gamle spisestel med.

Jeg havde lidt af hvert, blandt andet mine gamle Bauer-rulleskøjter og nogle bøger med, og Lea havde primært bøger i kasserne.

Bøgerne var faktisk det, der var mest salg i. Mens vi efter et par timer måtte sætte de fleste glas- og plastikdimser ned fra ti til to kroner, så blev bøgerne under hele seancen på ti kroner.

Maria havde en masse lækkert tøj og brugte sko med, men næsten intet af tøjet blev solgt. Heller ikke selvom det var pænt, nyvasket og til sidst blev sat meget kraftigt ned.

Og hvad er det så, der trækker folk til? Jeg ved det ikke helt. Men en sikker tendens var, at stod der allerede folk i boden, så trak det flere til. Og var man fræk med et godt (loppe)tilbud, så gav folk sig i de fleste tilfælde også tid til lige at bladre stakken af bøger igennem, eller se efter i flyttekasserne med glas og plastik.

Vi loppebodsbestyrere er enige om, at det nok ikke rigtig duer at sælge brugt tøj og sko - med mindre man altså har en sko udelukkende med tøj og sko (det havde flere af naboerne). Så bevæger teamaet sig nemlig pludselig fra umotiveret skrammel til secondhand, og det er meget finere.

Jeg havde en god dag, og jeg solgte for cirka 400 kroner, så jeg er godt tilfreds!

Update 10. september: Mette har lagt billeder af kræmmeren på sin blog.

fredag, september 07, 2007

Flyvende Peter Pan

Tror I på alfer?

Efter forpremieren på Peter Pan i aftes gør jeg!

Mastodonterne i Hillerød gjorde det igen helt forrygende. Jeg er så vild med deres engagement, udstråling, sang, dans og effekter.

Alle på scenen emmer af spilleglæde, og det er en fryd at se - og vente på, hvad har de nu fundet på. For eksempel hunden/barnepigen Nana, som blev spillet af et tøjdyr med et menneske indeni - godt det ikke var mig, der skulle gå rundt på alle fire i tre timer.

Også Peter Pan, spillet af Sofie Topp Østergaard, og Jens Østerlund, som spillede Kaptajn Klo, var helt fantastiske. Jens Østerlund er simpelthen så god til de der der smiskende, onde roller (sidste år spillede han krofatter Thenardiers i Les Miserables).

Jeg kan fuldt ud anbefale børn OG voksne at gå i FrederiksborgCentret i Hillerød - eller til oktober i Tivolis Koncertsal og se Peter Pan.

onsdag, september 05, 2007

Senior-slubbert





P.s. Fik jeg sagt, at Sting stadig er den lækreste...??

Store forventninger...

I morgen aften skal jeg ud på en opgave, som jeg har meget store forventninger til.

Teatertruppen Mastodonterne har nemlig forpremiere på årets forestilling, Peter Pan, og ud fra de ting, jeg allerede har hørt og set om forestillingen, plus musicalen Les Miserables, som jeg så dem spille sidste år, så kan jeg næsten kun blive skuffet - altså på den gode måde...for de plejer at lave de mest fantastiske forestillinger med kanon sang, skuespil og omgivelser. Så det forventer jeg selvfølgelig igen i år!

Indtil videre kan nysgerrige høre en af sangene fra Peter Pan og to fra Les Miserables på MySpace.

Anmeldelse følger...

tirsdag, september 04, 2007

Tom i hjernen...

Til dem der forgæves tjekker min blog for nye indlæg (blandt andet min kollega, Lars, som keder sig, fordi han har ferie).

Min hjerne er lidt tom for tiden...tomhjernet kunne man kalde mig, men det synes jeg nu ikke selv, jeg er. Har bare haft lidt meget om ørerne - blandt andet en dejlig pressetur til Alsace i sidste uge.

Jeg vender frygteligt tilbage med skarpe og spøjse indlæg!